Paprika Steen: "De juleaftener, hvor jeg har haft det rart, kan måske tælles på fem fingre"

Selv har Paprika haft mange numre placeret på ryggen: Hun har været barnet og teenageren, lillesøsteren, storesøsteren, værtinden og gæsten. Men i alle situationer har særligt én ting karakteriseret det traditionsbundne familiesamvær, der hver december sættes på spidsen: Det emotionelle pres, der ligger i at være sammen med hele familien, når man som Paprika er et menneske, der føler.

LÆS OGSÅ: Simon Sears fra Herrens Veje: "Jeg bliver ikke en bedre skuespiller af ikke at fejle lidt en gang imellem"

– Den jul, du ser i filmen, er ikke den typiske jul, jeg holder. Jeg har oplevet tre ægteskaber på hver side af min far og mor, og jeg har været til så mange slags juleaftener. Til den traditionelle med det kæmpestore juletræ hos den rige lægefamilie. Jeg har været til den, hvor de puttede hash i sovsen for at se, hvad der skete, og først fortalte os det to år efter. Jeg har selv holdt juleaftener, da min søn var lille, og jeg har været til tre juleaftener i træk, fordi der var så mange forældre, der ville holde. Jeg har altid følt, at julen var stressende. Både som barn og voksen. De juleaftener, hvor jeg har haft det rart, kan måske tælles på fem fingre. Dem, hvor jeg har taget en dyb indånding og tænkt: Paprika, alle har det hyggeligt, det er bare dig, der er hysterisk. Og så er jeg faktisk helt rolig, siger hun og tænker sig om et øjeblik, inden hun fortsætter.

– Når man ser hinanden tre gange om året – blandt andet til jul – så er der så meget, man skal nå at fortælle, og derfor er alle så stressede. Og så er jeg bare et meget betragtende menneske. Jeg ser tingene udefra. Men jeg dømmer ikke nogen, og det er også det, der er så vigtigt med filmen: At den ikke dømmer nogen. Hverken jul eller familie. Det er en film, der skildrer, hvor skøre vi bliver, når vi er sammen med vores familie. Vi mister vores fornuft, og så bliver vi kun følelser.

Ene høne

”Den tid på året” er hverken et selvportræt eller et sammenskriv af Paprikas egne erfaringer om julens kontrastfyldte glæder. Alligevel er følelserne, hysteriet og de stolte personligheder, der karakteriserer hovedrollerne, en slags abstraktion af virkeligheden, fortæller hun.

Især har stoltheden haft for vane at spænde ben for hendes familieforhold gennem tiden, erkender instruktøren. For i en kunstnerfamilie som hendes hænger følelserne ofte uden på tøjet, og er banehalvdelene ikke kridtet op, kan balancen mellem privatliv og arbejde indimellem være vanskelig.

Det blev blandt andet tydeligt under indspilningerne til Paprikas nye film, hvor hendes eksmand, Mikael Rieks, som hun dannede par med i 14 år, er producer. De er ”pissedygtige” til at arbejde sammen. Det har de altid været, fastslår skuespilleren og erkender øjeblikket efter, at det måske alligevel ikke er helt så simpelt som så.

– Da jeg mødte min eksmand, blev jeg udfordret. Jeg plejede jo at være ene høne i min karriere. Og nu var vi to, fortæller hun og erkender, at det krævede sin tilvænning at finde en balance, der fungerede for dem begge.

Ikke desto mindre har også Paprika Steen brug for en medspiller i såvel privatlivet som arbejdslivet. Og her er Mikael Rieks i dag helt afgørende.

– Mikael har virkelig været en stor kilde til, at jeg følte mig elsket og værdsat i livet. Og det er han stadig. Han har en ny, vidunderlig kæreste, som han har haft i tre år. Hun er skøn. Det er slet ikke det. Men han er ligesom noget særligt, lyder det.

De to mødtes, mens Paprika Steen var i færd med at etablere sig på den danske filmscene. Fire måneder inde i deres parforhold blev de gravide med deres søn, Otto.

Pludselig skulle den sprudlende Paprika finde fodfæste i en småborgerlig tilværelse i forstaden, langt fra sin opvækst med en flerstrenget familie og en ustabil kunstner-mor på Frederiksberg.

Egentlig fungerede det fremragende de første mange år – lige indtil det pludselig ikke gjorde det mere.

LÆS OGSÅ: Tommy Ahlers: "Jeg har været fraskilt i fem år, og jeg har ikke vænnet mig til det"

– Jeg tror, at Mikael og jeg var to skibbrudne, der lå i vandet og flød rundt. Vores undergrund var flydende, og vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle. Så fandt vi det samme stykke tømmer og holdt fast og sagde: Skal vi prøve det her? Skal vi prøve villa, vovse og det hele? Alt det, som vi ikke kan finde ud af ellers? Det kunne vi sammen, indtil vi blev mere venner end kærester, fortæller hun og tilføjer, at de to stadig holder jul sammen, selvom det efterhånden er fem år siden, de lod sig skille.

Således er det også Mikael, Paprika Steen frem-hæver, da snakken falder på kærlighed. Han forstår hende på et andet plan, forklarer hun med fægtende hænder og påpeger én særlig episode, hvor det kom til udtryk.

– Da Mikael og jeg lige var blevet skilt, ville jeg bare gerne have sådan en lillebitte tatovering. Der sagde han: Det skal du ikke, Paprika. Du skal ikke have tatoveringer. Du er en tatovering.

Hvad lægger du i det?

– At jeg er for stor en personlighed til at skulle have tatoveringer. At det ville mindske min personlighed, hvis jeg fik en. Også selvom jeg vildt gerne vil have én, for jeg er helt vildt pyntesyg, og hvis det stod til mig, så havde jeg tatoveringer over det hele og fik dem fjernet igen kun for at få lavet nogle nye. Jeg er utroligt impulsstyret, hvilket også er lidt et problem, siger hun og peger på sine smykker.

Grønne sten i smukke guldringe. Guldarmbånd og dyre øreringe.

– Det hele er ægte, men det er jo ikke, fordi jeg er rig. Det er, fordi jeg bruger nogle penge, jeg ikke har.

Sin egen ø

Impulserne og pyntesygen har Paprika Steen givet videre til hovedrollen i sin nye film, Katrine. Folkeskolelæren, der polerer sit ydre for at imponere sine gæster med lånte krystalglas og et hus, der er ryddet til perfektion, inden julegæsterne kommer på visit.

Er du også selv sådan?

– Uha ja. Det skal se perfekt ud. Det skal ligne noget fra ALT for damerne, og jeg bliver helt stolt, når folk fremhæver, at det er pænt, griner hun gennem en let røgsky. Men her slutter sammenligningen også. For hvor Katrine lever i et lykkeligt ægteskab, er livet langt mere ensomt for kvinden, der har digtet hende.

Kærlighed er ikke rigtig hendes spidskompetence, erkender Paprika Steen og fortæller, at hun altid har været meget alene.

– Jeg har et meget mærkeligt forhold til kærlighed. Jeg ved måske meget om kærlighed, men ikke så meget om parforholdskærlighed. For mig er kærlighed følelsen af, at jeg ser vedkommende med hud og hår og fejl og mangler. Accepterer vedkommende fuldt ud. Sådan har jeg det med mit barn og med mine nærmeste, og sådan vil jeg også helst have det i et forhold.

Hun tænker sig om et øjeblik. Smiler lidt forsigtigt og fortsætter så:

– Kærlighed for mig er at lytte efter. Også selvom den, du elsker, kan være åndssvag. Jeg har det sådan, at for mig er det vigtigere, at du er glad, end at jeg er glad. Jeg tror, at det vigtigste ved kærlighed er at give plads og at gøre noget for den anden. At man gør hinanden til de bedste mennesker.

Modenheden i Paprika Steens stemme er tydelig, da snakken kredser om den kærlighed, der ikke kun er familien forundt. Tankerne har tydeligvis fyldt en del igennem årene og gennem diverse forliste forhold, og derfor er Paprika Steen i dag langt mere tryg ved de problemer, hun forbinder med at være forelsket. Men sådan har det ikke altid været, indrømmer hun.

– Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at jeg var god nok, da jeg var yngre. Jeg havde simpelthen så mange komplekser. Hvis jeg var forelsket i én, så turde jeg slet ikke gøre noget ved det. Jeg blev altid forelsket i plakater, hvis du forstår. Nogen, der var meget langt væk, eller som ikke fandtes.

– Og når jeg så endelig mødte én i virkeligheden, som jeg var forelsket i, så løb jeg skrigende væk. Jeg var pissebange for det. Jeg var superbange for at give slip og superbange for, at nogen skulle sige, at jeg var grim og dum. Jeg havde virkelig mange komplekser. Og det er gået over meget sent i mit liv.

Men det ER gået over?

– Ja, det synes jeg faktisk, at det er. Jeg vil nok altid synes, at jeg er lidt for tyk, og at jeg er for selvkritisk. Men jeg er ikke længere revet rundt af så meget usikkerhed, at det er usundt.

Paprika Steen er på én gang bevidst om sin succes, sine styrker og sit talent. Samtidig afviger hun ikke fra at anerkende den skrøbelighed, der lurer lige under overfladen.

Den brutale ærlighed rammer også Paprika selv.

LÆS OGSÅ: Karen-Marie Lillelund: "Da jeg kom hjem, satte jeg mig ned på gulvet og græd og græd"

– Da jeg fik mit barn, var det første gang, jeg følte, at jeg var en del af den rigtige verden. Jeg tænkte, at nu gør jeg noget, som andre har gjort før mig. Nu er jeg ikke mærkelig eller underlig eller min egen ø mere. Nu er jeg faktisk en del af universet. Dér følte jeg mig ikke så ekskluderet mere, som jeg ellers har følt mig, siger hun.

Ordene falder nøjsomt og ærligt – uden filter eller vat – og efterfølges af et lille træk på skuldrene.

For selvom instruktøren i dag er langt mere i sync med sin omverden, har Paprika-effekten det alligevel med stadig at skille vandene.

– Jeg er så tydelig at læse – sur, glad, stresset – fordi mit filter ikke er som mange andres. Og det gør både, at jeg får folk med mig og imod mig, erkender hun og henviser til, at det særligt er i instruktørrollen, at hun ynder at sige tingene ligeud. Kunst kræver passion, og så kan hun ikke tage sig af, hvis det kan fornærme kollegaer.

– Jeg finder mig ikke i noget, og jeg har aldrig fundet mig i noget. Jeg har været megastædig hele mit liv. Det har givet mig en masse sorger og bekymringer, og det har givet mig en masse succes. Det er to sider. Der er ikke noget, der er én til én, lyder det.

På samme måde forholder det sig med Paprikas juleaften, der i år skal holdes i familiens lag – formentlig med Mikael Rieks ved gryderne. For som med alle andre juleaftener har hun ingen idé om, hvad der venter forude. Det kan både blive sprængfarligt og trygt, men én ting er sikkert: Det bliver fyldt med følelser.

– Min inspiration til min film kommer fra den stress, jeg har, når alle er sammen, som i virkeligheden er unødvendig, og som er mit problem. Jeg kan mærke alle mennesker hele tiden, og jeg plejer at være bange for, at den ene bliver ked af det ene, og at den anden bliver ked af noget andet. Det er både en forbandelse og en velsignelse.