Pernille Aalund: "Vi er monogame, men vi ved aldrig helt, hvor hinanden er"

Hvilken vej var den første,du gik på?

– Det var i et parcelhuskvarter i Karlslunde, hvor mine første barndomserindringer stammer fra. Det var et lille lokalmiljø, hvor jeg boede med mine forældre og min lillesøster, og hvor min far havde dyrlægepraksis i vores kælder. Ude på vejen kom bagerbilen en gang om ugen og solgte studenterbrød, og vi børn lavede cirkus i haven. Jeg var en dagdrømmer. Udadtil har jeg altid virket meget ekstrovert, men jeg havde også et dybt behov for bare at være mig selv. Sådan er det også i dag, hvor jeg trives bedst alene. Der kan sagtens gå en uge, uden at jeg ser nogen mennesker. Jeg har heldigvis altid haft arbejdsgivere, der har kunnet imødekomme mit ønske om at være alene, så jeg har for eksempel altid haft mit eget kontor. Festivitas og arrangementer har jeg heller aldrig brudt mig om, og nu har jeg heldigvis lært at sige nej tak. Forleden dag kom min mand hjem med en middagsinvitation, hvor der skulle komme en masse spændende mennesker. Men jeg har sjældent lyst. Jeg vil hellere bruge tid på mine bøger og åndelighed.

Hvordan fandt du din levevej?

– Da jeg gik i 9. klasse i Karlslunde, skulle jeg skrive en fristil. Jeg trivedes ellers ikke i skolen, men jeg skrev et digt, der hed Mellem midnat og morgen, som jeg skrev netop i det tidsrum – om natten. I den proces oplevede jeg at være fuldstændigt i flow og en ekstase af lykke. Alle mine ungpige-tanker var samlet i det digt, og jeg fik også den højst mulige karakter. Det var meget tilfredsstillende, og jeg tænkte, at det måske kunne være en levevej. Mit arbejdsliv har i hvert fald altid handlet om at formidle. Mine forældre bandt mig aldrig til noget, så jeg flirtede med den akademiske verden, arbejdede med tv, som forfatter og som direktør i et bladhus. 

I dag har jeg sat mig selv fri og har ingen ambitioner. Jeg har aldrig sagt: ”Jeg vil gerne være…”, og jeg aner faktisk ikke, hvor det ender. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor, men jeg har dybe tanker om livet, døden og om åndelighed. Jeg har min bønnegruppe herhjemme om søndagen, og når jeg skal tjene penge, holder jeg foredrag. Til hverdag læser jeg og skriver, og bøgerne ligger i bjerge i mit arbejdsværelse.

LÆS OGSÅ: Susanne Heering: "Hvis jeg var blevet smittet, havde jeg nok ikke klaret den"

Har du nogensinde mistetvejgrebet?

– Det gjorde jeg i de år, hvor min karriere var på sit højeste. Jeg var god til det, jeg lavede, men jeg havde ikke tid til det åndelige, og jeg prioriterede ikke min alene-tid. Jeg havde ikke tid til at gøre de ting, der gør mig glad, og der var en uro i mig de år, og det har taget mange år at reetablere følelsen af fred. Når mennesker mister vejgrebet, kan de komme til at forveksle glæde og lykke. Dyb glæde er, når du holder dit nyfødte barn eller er forelsket eller sidder med hele din familie omkring dig. Den hurtige lykke er et fix som for eksempel nye sko eller en ny bil. Og det er svært at mærke dyb glæde, når man fixer på hurtig lykke, og det er uanset, om det er sex, hurtige køb eller alkohol. På de sociale medier handler det om tøj og restaurantbesøg og har intet med dyb glæde at gøre. 

Da jeg stoppede min karriere i erhvervslivet, kunne jeg mærke hvor lidt glad, jeg var. Jeg tjente godt, og jeg gik op i det ydre og hurtige løsninger. Men glæden varede altid max to sekunder. Den dybe kontakt havde jeg ikke tid til, og bøger og kirken forsvandt ud af mit liv i de år. Jeg fór vild, og det er der mange, der gør. Se bare hvor meget folk har tænkt på penge under corona-krisen i stedet for at tænke på jorden. Vi fortsætter vores liv med fokus på velstand og økonomi. Hvad har jeg tabt, og hvad kan jeg tjene? Regeringen bliver ved med at sige, at nu skal vi ud og bruge penge. Nej, vi skal ikke. Vi skal have en have med grøntsager i stedet for alle de nye havemøbler. 

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– I 2015 tog jeg til Sri Lanka, og der ændrede alt sig. Jeg var så slidt, men der fik jeg ro til at meditere, bede og få massage. Krop og hoved blev samlet igen, og da jeg kom hjem, var jeg klar over, at nu skulle alt være anderledes. Samtidig skulle min afdeling lukkes, jeg talte med min chef om det, og for mig var det helt utænkeligt, at jeg skulle fortsætte, selv om jeg var glad for mine kolleger. Jeg skulle også flytte fra Gentofte, hvor jeg boede, for jeg ville sætte mig fri af materialismen. Målet var at komme ind i en tilstand af dyb glæde ved det, jeg står og går i.

LÆS OGSÅ: Ulla Essendrop: "Dén oplevelse behøver jeg ikke igen"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand, mine børn og mine forældre. Jeg har en stærk inderkreds. Jeg mødte Kim på nettet i 2015. Vi talte sammen i tre ugers tid, og så kom han på besøg hos mig. Dengang ville min datter ikke passes af andre, så hun var altid hos mig, så første gang, vi mødtes, var hun her også. Min datter var vild med Kim allerede fra første date, hvor de to fik et særligt bånd. Derefter begyndte han at komme hos mig hver dag, og så aftalte vi, at det skulle være os to. Vi mødtes i april og overtog dette hus i juli samme år. Vi er et godt match. Kim har ro og hviler i sig selv, og han er et af de bedste mennesker, jeg kender. Han er generøs. Samtidig er han stålsat i sine meninger og kan godt virke lidt firkantet. 

Vi har aftalt at give hinanden ubegrænset frihed. Vi er monogame, men vi ved aldrig helt, hvor hinanden er, og modsat andre par så aftaler vi, når vi skal spise sammen. Det er jo også lettest, efter børnene er flyttet. 

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Jeg besluttede mig for at få mig en mand og et hvidt hus på landet. Snak lige om bønnens kraft, men det var sådan, jeg gjorde. Jeg manifesterede mine drømme i bøn, og efter at jeg havde kendt Kim i ret kort tid, kom han en dag hjem og viste mig salgsopstillingen på huset her. Så købte vi det. Vi er kun en halv time fra København, og her er et stærkt fællesskab med madklub, fårelaug og revy. Vi synes selv, vi lever et liv på første klasse, men det er noget andet, end andre måske forstår ved første klasse. Det er ikke et hus i Hellerup og to dyre biler. 

LÆS OGSÅ: Isabel Christensen: "Jeg har altid stået ved siden af dem, der var kendte"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er Gud, og sådan har det altid været. Hvis du trykker mig hårdt nok på maven, vil jeg sige, at jeg er kristen, men jeg føler mig sat fri af religion. Jeg tror ikke på, at man skal leve efter særlige regler, og vejen til Gud går ikke gennem et nåleøje. Jeg er meget optaget af religion, og når jeg er ude at rejse, skal jeg altid se kirker og templer. Jeg kan møde Gud i et sikh-tempel såvel som i en katolsk kirke. I sidste uge sad jeg faktisk i et sikhtempel i Ballerup og talte flere timer med en af deres religiøse ledere, mens vi drak sort te med mælk og sukker. Det giver mig meget at føle mig tæt på Gud. Der får jeg svar på mine spørgsmål. Jeg beder en bøn på de sociale medier hver tirsdag og torsdag klokken 11.11. Jeg har en fast skare, og hver bøn har over 10.000 visninger. Jeg synes, det er vildt at kalde mig et religiøst overhoved, men jeg er måske det, man kan kalde et spirituelt samlingspunkt. Vi er mange, der leder efter indre ro og åndelighed.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at udgive min næste bog, Bønnens kraft, som er en blanding af min personlige rejse og en guidebog. Den blander det videnskabelige med mine egne overvejelser, for jeg har mange års erfaring med Gud og mange historier at dele ud af. Jeg kan i dag bringe mig selv i en trancelignende tilstand, når jeg beder, og på den måde kan jeg skabe ro og dyb glæde i mig selv i løbet af få sekunder. Hvis jeg for eksempel oplever noget hektisk, kan jeg ændre min tilstand og finde glæden – ikke den hurtige lykke. Jeg var sammen med min familie i går, og et af mine familiemedlemmer er i kemoterapi i øjeblikket. Det gav mig en følelse af smerte og uro. Det kan også være, når jeg har en uoverensstemmelse med Kim, men så beder vi sammen. Når du siger tingene højt, forsvinder tankemylderet, for så forstår hjernen det. Jeg siger for eksempel altid højt: ”Jeg har blind tillid til, at det, som skal ske, det sker. Alt er godt”. Da jeg var yngre, formaliserede jeg bønnen, så jeg for eksempel skulle sidde bestemte steder. I dag er bønnen en tilstand. Jeg trækker vejret og går i gang.