Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Pernille Rosenkrantz-Theil
Foto: Sif Meincke Mød Pernille Rosenkrantz-Theil til en snak om relationer til både mennesker og dyr.

Pernille Rosenkrantz-Theil: ”Jeg var meget påvirket af skilsmissen og burde i virkeligheden slet ikke træffe nogle valg”

Pernille Rosenkrantz-Theil er en politiker, der kæmper sine kampe ved forhandlingsbordet. Men også en kvinde, der kommer sent hjem og kaster sig på gulvet med sine hundehvalpe. Og så holder hun af både at give og få klar besked, for ”du kan ikke gætte, hvad andre synes er irriterende”.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Skovager i Korsør, hvor jeg boede, fra jeg blev født, til jeg var 17 år. Det var mine forældre, mig, mine to søskende, en gul Opel Rekord og en golden retriever. Det var et utrolig lykkeligt og trygt barndomshjem med to forældre, som elskede at bruge tid sammen med deres børn. Sådan er de i øvrigt stadig, så jeg behøver ikke tale i datid. Min far havde tit tidligt fri fra arbejde, og så brugte vi timevis på at diskutere verdenssituationen. Det var et nybygget parcelhuskvarter, hvor der var masser af unger på de stille veje, hvor vi legede Jeg melder krig. Korsør er et dejligt sted, hvis man vokser op i en tryg familie på en villavej. Men Korsør er også en by med store sociale problemer og børn, der vokser op med misbrug og vold. Jeg var ikke bevidst om det, før jeg blev 10-11 år, og da jeg blev ældre, prægede det min opfattelse af velfærdsstaten. Når du står i et parcelhus og kigger lige ind i sociale problemer i kvartererne lige overfor, virker kontrasten meget stor. Da jeg blev teenager, fik jeg via min omgangskreds adgang til en del "spændende" hjem, og jeg var i en periode nok lidt opsøgende på det. Men hele mit liv har jeg været et varmesøgende missil for ballade.

Din levevej?
– Den er præget af en masse tilfældigheder. Jeg har altid haft holdninger til alt. Og her er ordet "altid" virkelig på sin plads. Jeg kom i elevrådet i starten af 1.g, fordi jeg tilfældigvis havde forladt lokalet, da der skulle stemmes om det, og ingen andre gad. Men jeg blev bidt af det og brugte alle mine vågne timer på det. Dengang var der et forslag i Folketinget om at indføre brugerbetaling i gymnasiet. Det syntes jeg var stik imod princippet om, at alle har fri og lige adgang til uddannelse. Jeg nåede ikke engang at drømme om Folketinget, før jeg blev medlem af Enhedslisten som 18-årig, og tre måneder efter spurgte de, om jeg ville opstilles til hovedbestyrelsen og Folketinget. Så var terningerne ligesom kastet.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg om perfektionisme

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Sådan har det været hele mit voksne liv, og jeg synes generelt, at folk er søde og rare. Jeg er dog lige blevet truet på gaden, og det er første gang, jeg oplever det sammen med mine børn. Jeg er blevet truet før, og hver gang har jeg bare forholdt mig passivt.

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Det er jeg ikke ret tit. Jeg har lært hjemmefra at sige fra, og jeg har ikke svært ved det. For eksempel da jeres fotograf lige bad mig om at sidde på trappen. Så siger jeg bare nej. Jeg tænkte over det for nyligt, da jeg var på ferie i Thailand med min mor. Da jeg kom ned i morgenmadsrestauranten, sad nogle piger ved nabobordet og hørte Youtube uden høretelefoner. Forskellen på min mor og mig er, at jeg straks rejser mig op og går over og beder dem pænt om at fjerne lyden. Jeg siger det simpelthen med det samme. Min mor ville sidde og se sur ud over det en time, og så ville hun overveje at sige noget til dem.

Men jeg har det sådan, at hvis jeg har et problem, så gør jeg enten noget, eller også flytter jeg mig. Sådan er det også, når jeg flytter ind et nyt sted. Jeg siger altid fra starten til naboerne, at de skal sige til, hvis der er noget jeg, mine børn eller min hund gør, som generer dem. Jeg vil helst have, at folk bare siger det. Hvis du er høflig i dine henvendelser til folk, får du sjældent noget dårligt tilbage. Og du kan ikke gætte, hvad andre synes er irriterende. Menneskelige relationer er ikke en gætteleg.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Ja, da jeg skiftede parti. Det var enormt voldsomt. Når du er gift med dit arbejde, har det store konsekvenser for dit liv. Det skete under valgkampen i 2007, hvor Enhedslisten ikke ville melde ud, om de ville støtte eller vælte S-regeringen. Men jeg havde kæmpet i seks år for at vælte Fogh-regeringen, skulle jeg så vælte en socialdemokratisk regering, så snart den kom til magten?

Beslutningen føltes som en skilsmisse, og jeg udskød den et par måneder for at være helt sikker. I dag forstår jeg ikke, hvorfor det skulle tage mig så lang tid at skifte til S. Jeg har stor respekt for Enhedslisten, og det er ingen kritik. Jeg var bare det forkerte sted, et fejlcast. Jeg kommer fra en familie af socialdemokrater, og jeg forstår ikke, hvad det lille oprør skulle til for. Jeg har et temperament til at forhandle og indgå kompromisser. Skulle jeg så kunne leve med et parti, som ikke forhandler? Hele mit DNA ligger ved forhandlingsbordet.

LÆS OGSÅ: Stephanie Caruana om studentertiden: "Jeg føler ikke, at jeg har styr på meget mere, end jeg havde dengang"

Som barn så jeg i Korsør udsatte børn, der ikke fik den hjælp, de havde krav på. Jeg så også engang en socialdemokratisk formand stå på tv og rose velfærdsamfundet, og jeg tænkte bare: "What?". Og når man er ung, vælger man nemt protestpartiet. Men hvorfor kunne jeg ikke se, at jeg skulle udbygge velfærdsstaten i stedet for at protestere?

Hvornår har du stået ved en korsvej?
– Da jeg blev skilt for tre år siden. Efter skilsmissen var jeg et helt andet sted, hvor jeg pludselig skulle træffe alle beslutninger alene. Hvor ville jeg bo, og hvilket liv ønskede jeg for mine børn? Det var virkelig svære valg, jeg skulle træffe i en periode, hvor jeg var meget påvirket af skilsmissen og i virkeligheden slet ikke burde træffe nogen valg. Det tager tid at vænne sig til, og det tog et par år, før jeg landede helt.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Der er kun mig, for jeg mener, at børn er børn, så det er en meget simpel struktur. Jeg er ikke en af de forældre, der synes, at alt er til forhandling. Jeg vil gerne have, at de lærer, at der er forskel på voksne og børn. På den måde er jeg nok ret gammel-dags. Mine børn vil nok sige, at jeg er relativt firkantet.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg mener det her helt seriøst: Ingen steder! Jeg har det virkelig godt. Forleden dag sad jeg og legede den leg med "hvad laver du om ti år" med mine veninder. Og da tænkte jeg: "Hvor er der i virkeligheden lidt i mit liv, jeg vil lave om på". Jeg må dog indrømme, at jeg troede, at Søren Pind (tidligere venstrepolitiker og videnskabsminister, red.) først ville forlade Christiansborg, når han gik på pension, men nu er han lettet over at have forladt politik. Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag får det på samme måde. Den dag jeg mister lysten til at forandre tingene, vil jeg ikke være politiker mere.

Hvad tænkte du på på vej herhen?
– Min veninde døde af kræft i går. Som 40-årig. Vi har kendt hinanden siden teenageårene, og hun er mor til tre børn. Jeg tænkte nok mest af alt på hendes drenge. Hvor er det grusomt at skulle tage afsked med sine børn. De skulle have været 20 år ældre.

Afslut sætningen "Vejen til det gode liv går gennem ..."
– Hundehvalpe! Jeg har tre langhårede gravhundehvalpe derhjemme lige nu. Det er så hyggeligt. Jeg bor i bofællesskab, hvilket betyder, at det nogle dage er min bofælle, der tager sig af hundene. Men selv om jeg kommer hjem klokken et om natten efter en hård dag med fuld knald på, skal jeg lige have en time på gulvet med hvalpene.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Et møde med et andet menneske er i bund og grund et møde med dig selv"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Ud over mine børn har jeg en plejesøn, og det har overrasket mig, hvilket specielt forhold man kan få til et barn, man ikke selv har født. Det kan jeg kun anbefale. Det var faktisk ikke noget, jeg havde overvejet, men jeg havde fået kontakt til Haben, som var flygtet som 15-årig fra militærtjeneste i Eritrea. Jeg havde kendt ham et halvt års tid, da han skulle have en plejefamilie. Jeg syntes, der havde været så mange mennesker i hans liv, at han ikke skulle lære en helt ny familie at kende. Så tog jeg ham i pleje. Vi kom godt ud af det med hinanden, og jeg havde plads til ham. Det er to forskellige følelser, du har over for dine hjemmegroede børn og et plejebarn. Hvis du får et plejebarn i fire-fem-års alderen, er forskellen nok ikke så stor, men jeg fik Haben som halvvoksen.

Hvor hjemmegroede teenagebørn løsriver sig, har jeg med ham oplevet det modsatte. Han havde behov for at knytte sig til mig. Så kommer man tæt på hinanden. Jeg er overrasket over den følelse. Det er ikke de samme følelser, som du har for dine egne børn, men det er tæt på. Du får en helt speciel slags kærlighed til et menneske, du har ansvaret for. 

Hvem er Pernille Rosenkrantz-Theil?

  • Pernille Rosenkrantz-Theil, 41 år.
  • Blev i 1998 1. suppleant for Enhedslisten og var i 1999 midlertidigt folketingsmedlem.
  • I 2001 blev hun valgt ind i Folketinget, hvor hun sad frem til 2007.
  • Skiftede i 2008 parti til Socialdemokraterne, som hun kom i Folketinget for i 2011.
  • Forfatteren Adam Price brugte Pernille Rosenkrantz-Theil som forlæg for karakteren Anne-Sofie Lindencrone i tv-serien Borgen.
  • Paneldeltager i det populære radioprogram Mads og Monopolet.
  • Fraskilt og bor med sine to børn på ni og ti år på Frederiksberg.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Skilsmisse og Karriere