Pernille Schrøder: "Derfor gjorde det ondt i nogle år at blive skilt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er født i Bülowsgade i den del af Aarhus, som i dag er det hippe kvarter. Min mor var meget ung, og min far var i militæret. Min mor kom ud af en arbejderfamilie med syv børn, og hun ville noget mere end bare at blive gift, så hun gik i lære som skrædder, efter hun alligevel havde syet strutkjoler til sine søskende i sin barndom. 

Da mine forældre blev skilt, fandt min mor en ny mand, som jeg kom til at betragte som min far. Det gør jeg også i dag, hvor han er 85 år og bor på et nedlagt landbrug på Lolland. Min nye far og min mor fik to børn sammen, som jeg voksede op sammen med. Vi boede alle fem på en gård uden for Grenå, fordi min far havde en romantisk drøm om at blive landmand. Ved siden af lå en anden gammel gård i bindingsværk, hvor der boede et ægtepar, som jeg syntes var tudsegamle. Derovre gik man i kansastøj og havde ikke en pløk i munden. De havde køkkenhave, svin og køer, og først lige inden vi flyttede ind, havde de fået træk og slip. 

LÆS OGSÅ: Lotte Heise: "Jeg lægger mig kun under dynen for at sove eller knalde"

Senere flyttede vi til Helsinge, hvor min mor åbnede en forretning med metervarer og sy-artikler. Hun rullede stof ud, som Hr Schwann i Matador kunne gøre det, og når jeg havde fri fra skole, tog jeg ned i butikken og ryddede op efter hende, hvis hun havde haft travlt. Vi kom også med hende i butikken, hvis vi var syge. Så lå vi på en madras under bordet ved kaffemaskinen.

Hvem er den vigtigste vejlederi dit liv?

– Ham mødte jeg, da jeg var 13 år og boede i Helsinge. Verner startede byens ungdomscenter, hvor han med baggrund i sin musikalitet og sit kendskab til mennesker kastede sin kærlighed på byens unge. Det var i slutningen af 1960’erne, hvor man var begyndt at frigøre sig og måske ryge lidt hash, men han skabte et center, hvor de unge bare kunne være sammen. Vi kunne gå til forskellige sprog, stoftryk, guitar, fiks din knallert og kor, og så elskede han alt med at optræde. Når vi lavede cirkus, var jeg sprechstallmeister med høj hat og pailetter på tøjet. Verner var et fantastisk menneske, der turde give de unge plads. Han stolede på os, og vi fik alle en tjans i ungdomscentret som for eksempel rengøring eller at sælge cowboytoasts. Store dele af mit livsgrundlag om at være et ordentligt menneske fik jeg fra ham. Hos ham lærte jeg at stå på egne ben, og han støttede mig, da jeg allerede som 16-årig flyttede hjemmefra.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg har ikke været ret gammel, da jeg blev bevidst om, hvad man kan med sin stemme. Når jeg hørte Birthe Kjær eller Keld & The Donkeys i radioen, kunne jeg efterligne dem, og jeg brugte lang tid på at øve mig i det. Jeg havde en stemme, som jeg kunne gøre ting med. Derfor tænkte jeg altid, at jeg skulle være skuespiller eller Birthe Kjær. Hjemme hos os hørte man Dansktoppen på den måde, at man satte sig hen til stuebordet og lyttede aktivt til radioen, når de for eksempel sagde, at Lars Stryg & Royal Strings havde ligget på listen i 55 uger i træk med Aldrig mere skal jeg se dig. Det var Susanne Lana, Birgit Lystager, Gustav Winckler og Bjørn Tidmand. Da jeg selv kom til at optræde, var jeg helt paf, når jeg mødte nogle af dem. Første gang jeg mødte Keld Heick, kunne jeg nærmest ikke tale i tre dage, ligesom da jeg første gang skulle dele garderobe med Birthe Kjær.

Dit livs omvej?

– Allerede inden jeg kom i gymnasiet, ville jeg tjene mine egne penge, så jeg har arbejdet i samtlige madbutikker i Helsinge. Jeg stod i grillbaren og på bodegaen, hvor jeg lavede svampe á la creme og håndmadder. Samtidig var jeg sangerinde i flere orkestre, som spillede i Hillerød, for det var områdets storby. Med tiden fik vi også spillejobs i København og Aarhus, ja, endda på skisportssteder i Frankrig. I et af orkestrene var vi op imod 12 mand på scenen, og vi havde travlt. Det var learning by doing, og jeg lærte at tage lækkert tøj på og prøve at ligne Cæcilie Nordby og Sanne Salomonsen. Det kørte på de høje nagler i flere år, men det var jo skuespil, jeg ville. Jeg kom dog aldrig ind på en teaterskole, så jeg gik med i Studenterrevyen. Man fik ingen penge for det, men det var tæt på professionelt, og mange af dem, som senere blev store skuespillere, var med. Det var en god gryde at være i, for jeg mødte ligesindede, og der blev dannet nye grupper på nye steder, og med tiden begyndte tingene at blive anmeldt, og vi fik penge for det.

LÆS OGSÅ: Mette Bluhme Rieck mødte sin kæreste på en utraditionel måde: ”Vi klikkede bare”

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det har jeg det fint med, men der er stor forskel på København, hvor folk ikke lader mig vide, at de har set mig før, og provinsen, hvor folk vender sig om og siger ”Guuud, er du ikke Pernille Schrøder?” Da jeg lavede Mamma Mia for ti år siden, blev jeg genkendt hele tiden, men det lægger sig igen. Jeg var dog i Føtex for cirka ti dage siden, hvor pigen ved kassen pludselig spørger, om det ikke er mig fra Bøllebob? Det var godt genkendt, for i den film havde jeg mørkt hår og var noget tyndere, og normalt går jeg med kontaktlinser, men jeg havde briller på lige den dag. Og så var det 13 år siden. Så jeg svarede: ”You just made my day”. Kendthed er flygtigt i dag. Hvis jeg lige har lavet otte quizzer på TV2 Charlie, så vender alle de gamle sig om efter mig i Brugsen. Andre kommer over og siger: ”Det er da dig fra Dorte og Allans kolonihavehus”, og når jeg så siger nej, insisterer de på, at det er det, indtil jeg til sidst siger, at de måske har set mit ansigt i tv. Men jeg kan sagtens gå i Brugsen i joggingbukser og hættetrøje, og jeg behøver ikke ligne Lina Rafn hver gang, jeg går ud. Jeg er jo bare en almindelig husmor fra Vanløse. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det er der flere, der har. Jeg er jo vokset op som en fri fugl i 1970’erne, og jeg var tidligt ude med kærester. Den første var Bo, som spillede bas. Vi fulgtes i mange år og flyttede også til København sammen. Vi skiltes, da vi var midt i 20’erne, og så var jeg københavnsk rocksild nogle år, inden jeg fandt sammen med den mand, jeg boede sammen med i 17-18 år. Vi købte huset her sammen. Vi gik fra hinanden i 2012, og siden har jeg været alene, men det er ikke med min gode vilje. Jeg har et fint socialt liv og mange venner, men jeg synes, det er hyggeligst at have en at tage til Rom med. Nogle ting skal bare opleves to. Jo, jeg kunne godt bruge et stykke mandfolk, men jeg må indrømme, at jeg ikke gør noget for at få det. Måske burde jeg prøve noget dating.

LÆS OGSÅ: Louisa Lorang om sin økonomi: "Vi er altid lidt på røven"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Det var, da jeg skulle skilles fra mit livs kærlighed. Men jeg måtte vælge, om jeg skulle lægge mit arbejdsliv om og for eksempel droppe en stor del af mit liv på scenen og begynde at undervise. Eller skulle vi stoppe med at være et par? Jeg var 48 år, og der var stadig meget arbejdsliv tilbage. Mit arbejde fylder en stor del af mit liv, og jeg kunne ikke lade det være. Vi var groet sammen, og derfor gjorde det ondt i nogle år at blive skilt.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er både en arbejdstager, der siger ja til jobs, jeg bliver hyret til, men jeg er også hende, der selv sætter gang i ting. Jeg har for eksempel altid et fritidsorkester, og på lørdag kommer der fem jazz-gutter hjem til mig, og så skal vi spille på mit fortov. Jeg har skrevet til grundejerforeningen, at jeg på grund af corona desværre ikke kan invitere dem, men jeg kan jo ikke forhindre dem i at tage et glas rosé med ud i haven, mens vi spiller. Derudover er jeg i gang med at minimere mine udgifter. Jeg har et sommerhus, som jeg sådan set sagtens kan beholde, men jeg kunne godt tænke mig at nå dertil i mit liv, at jeg ikke altid behøver sige ja, hver gang telefonen ringer. Jeg vil gerne have lidt mere fritid til at male mit spisebord rødt – selv om jeg elsker mit arbejde.