Pia Olsen Dyhr
SPONSORERET indhold

"Fødslen varede 20 timer, og hun sad fast, men pludselig skulle hun hurtigt ud"

De længste minutter i Pia Olsen Dyhrs liv var, da hun fødte sin datter.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Steen Brogaard
27. jun. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?
– At vi er lige så forskellige som mænd, og derfor skal man ikke generalisere. Men jeg tror også, at alle mennesker godt kan lide at blive forkælet af den, man holder af – det må man aldrig glemme. Når min mand overrasker mig med en opmuntring som kys, blomster eller kram, giver det energi på en helt særlig måde. Det er vigtigt at huske, at vi mennesker kan gøre noget særligt for hinanden med meget få virkemidler.

Hvad er din største ­svaghed?
– Når jeg bliver selvhøjtidelig. Jeg hader mig selv, når jeg gør det. For i virkeligheden er det jo udtryk for forfængelighed og manglende selvværd. Jeg kæmper med det, for jeg synes virkelig, at det er ucharmerende. Jeg kan langt bedre lide mig selv, når jeg er generøs over for andre.

Hvad har været dit livs længste minutter?
– Da jeg fødte min datter. Fødslen varede 20 timer, og hun sad fast, men pludselig skulle hun hurtigt ud. Selve kejsersnittet var meget dramatisk, hun kom heldigvis fint ud, men jeg kunne intet høre på grund af den medicin, jeg havde fået undervejs. Mærkeligt nok var det mit livs længste minutter, hvor jeg flere gange råbte og spurgte, om hun var ok, men jeg kunne ikke høre svaret. Jeg faldt først til ro, da min mand holdt hende ind over mig, og jeg selv kunne se hende. Hun var helt perfekt – heldigvis.

Hvilket talent ville du ­ønske, du havde?
– At jeg kunne spille et instrument godt. Jeg spiller lidt klaver og fløjte, men jeg ville ønske, at jeg kunne sætte mig ved klaveret og spille løs af al den skønne klassiske musik, der findes. Jeg nyder, når jeg hører andre, der kan spille. Det kan være en dygtig organist i kirken, der spiller Bach som præludium. Det behøver ikke at være den vildeste koncert. Desværre kan jeg ikke lokke min datter til at spille klaver, selvom jeg prøver. Det er mere trommer, der er interessante, og de er knap så melodiøse...

Hvilket politisk emne kan få dig helt op i det røde felt?
– Ligestilling! Eller mangel på samme. Jeg kan virkelig ikke forstå, at det er så svært at se, at vi ikke har nået ligestilling i Danmark. Og det er bare ikke i orden. Kvinder og mænd kan det samme, så selvfølgelig skal vi have samme løn, samme ret til barsel, samme ret til samvær med børnene ved skilsmisse, samme muligheder for at sidde i bestyrelser osv. Vi bør gøre op med det. Måske skulle vi lære lidt af vikingerne, hvor kvinder og mænd jo reelt var ligestillet...

Hvad giver dig blod på ­tanden?
– Politiske forhandlinger. Jeg elsker at lave politik, der ændrer noget i virkeligheden. Det er som et skakspil. Det er vigtigt at vide, hvor man skal hen, hvilket resultat man skal have i hus, og så skal man finde vejen derhen. Det er vigtigt for mig at forhandle på en ordentlig måde.

Færdiggør sætningen: Kønsrollerne i dag er...
– Under forandring. Mange mænd vil gerne tage mere ansvar i hjemmet og i forhold til børnene, end da jeg var barn. Og vi kvinder bliver også bedre til at give slip. Men fuld ligestilling kræver mere end det.

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?
– Jeg har besluttet, at jeg en gang om måneden tager ud i praktik, og det nyder jeg meget. Både fordi det viser mig en verden uden for Christiansborg og de udfordringer, pædagoger, sygeplejersker og lastbilschaufføren står med. Men det giver mig også mulighed for at spørge ind og opleve problemerne selv. Det giver mig ny energi og lyst til at skabe forandringer.

Anbefalet til dig