Pia Olsen Dyhr
SPONSORERET indhold

Pia Olsen Dyhr: "Præsten kom med en julepakke til min far, fordi han syntes, det var så synd for ham"

Som folketingsmedlem og partiformand for SF skal Pia Olsen Dyhr konstant forholde sig til alt muligt. I julen lader hun alting gå i stå og hengiver sig 100 procent til sin familie.

Af:: Lise Petersen Foto: Søren Jansby
22. dec. 2018 | Livsstil | Hjemmet

Hvornår begynder julen for dig?

Efter min fødselsdag den 30. november. I virkeligheden kunne jeg godt starte meget før. Men jeg synes, det er for underligt at vågne op til nisser på min fødselsdag, derfor sætter vi dem først op dagen efter.

Hvad bringer dig i julestemning?

– Julemusik. Jeg elsker julemusik. Jeg kan finde på at synge salmer, mens jeg cykler, og jeg nyder al julemusikken i butikkerne. Mange brokker sig over, at supermarkederne begynder at jule for tidligt – ikke mig, jeg synes bare, det er hyggeligt.

Hvilken jul er den bedste, du har oplevet?

En juleaften, der virkelig sidder i mit hjerte, er den første, min mand og jeg skulle holde alene uden hans døtre. Vi syntes egentlig, det var lidt trist, at vi bare var ham og mig. Samtidig var jeg gravid, kunne næsten ikke spise noget og var besværet af den store mave.

LÆS OGSÅ: Ole Stephensen om sin værste julegave: "Vi kom der ikke en eneste gang, og jeg fik endda en rykker"

Vi endte med at gå en tur rundt i hele kvarteret og kigge ind til alle dem, der holdt jul. Det var så hyggeligt bare at gå der og være sammen, og jeg husker det som en helt fantastisk jul.

Og den værste?

Da jeg var 11 år, gik min mor og far fra hinanden. Min mor flyttede ud den 1. december, og hele måneden var præget af, at hun kom og hentede ting. Jeg kan huske, præsten kom med en julepakke til min far, fordi han syntes, det var så synd for ham. Det var meget trist.

Hvem holder du jul sammen med?

Jeg holder altid jul sammen med min mand og min datter. Hvert andet år kommer mine to bonusdøtre. Ret ofte kommer også min mor og hendes kone, Solveig.

Vi holder altid en meget lang jul, som starter med, at vi mødes her lillejuleaften, hvor også min søster og hendes mand kommer, og så spiser vi risengrød og snakker sammen eller spiller spil. Juledag skal vi aldrig noget. 2. juledag er vi som regel hos min storesøster.

Pia Olsen Dyhr
De små nisser og alle husene er en arv fra Pias svigermor. Hendes datter og bonusdøtre er meget omhyggelige med at stille det fint op. Foto: Søren Jansby.

Hvad spiser I juleaften?

And og hjemmelavet medister og så selvfølgelig rødkål og hvide og brune kartofler. Hertil spiser vi altid Taffelchips – og det skal være præcis dem, for de er gode at bruge til at samle den dejlige andesovs op med. Bagefter får vi risalamande.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok om gaver: ”Alt det, jeg har, kan ikke være i en kiste”

Hvad er det særlige ved din jul?

Jeg tror ikke, den adskiller sig meget fra alle andres. Vi bruger meget tid på at hygge i løbet af juleaftensdag. Jeg skal altid i kirke, og når jeg kommer hjem derfra, elsker jeg at gå op ad havegangen: Gennem vinduet kan jeg se, at Laura sidder og ser Disneys Juleshow, og når jeg åbner døren, bliver jeg mødt af duften af and og sovs. Min jul er ikke noget særligt, men jeg synes, den er helt fantastisk.

Og den værste?

Den var også fra min mand. Det var en bog om korsriddere, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle have den. Da jeg spurgte ind til det, kom det frem, at han gerne selv ville læse den bog og havde tænkt, at den ville jeg nok blive glad for – og så kunne han læse den bagefter. Det, synes jeg, var lige kreativt nok.

Hvad er den bedste julegave, du har fået?

Min mand gav mig engang et par røde støvler, som jeg blev megaglad for. Men så glemte jeg dem nytårsaften, hvor vi var til fest.

Hvilke traditioner har du fra din barndoms jul?

I min ungdom var jeg kirkesanger og sang altid i kirken flere gange i løbet af juleaftensdag. Det er vigtigt for mig at komme i kirke juleaftensdag. Samtidig er jeg henne wog kigge til min fars gravsted.

Har du en yndlings-julefilm?

Ja. Det er en Disneyfilm om Fedtmule, hvis søn Max kommer hjem til jul og på forhånd siger til sin far, at han ikke skal være pinlig. Det er Fedtmule selvfølgelig alligevel, han falder og laver så mange popcorn, at det står op af skorstenen.

Max bliver flov og går sin vej – men så kommer han hjem alligevel, for Fedtmule er en ret fantastisk far. Den film appellerer til noget i mig, og jeg ser den mange gange hver jul. Måske fordi min egen far kunne være ekstremt pinlig – især, hvis han var beruset. Men han kunne også være et vildt skønt menneske.

LÆS OGSÅ: "Julen kan nemt blive anmassende forstået på den måde, at den kan rumme et alt for massivt krav om idyl"

Og en yndlingsjulesalme?

„Dejlig er jorden“. Den synger jeg mange gange hver juleaften. Den giver sådan en ro inden i mig. Som en dyne af varme i min krop.

Hvad er din yndlings-julepynt?

Nogle svenske nisser med et stort skæg og nissehuen så langt ned i panden, at man ikke kan se deres øjne. Jeg var tidligere svensk gift og lærte dem at kende hos mine daværende svigerforældre, der kom fra Nordsverige. Jeg synes, de er sådan nogle søde nissetrolde.

Hvad er det bedste ved julen?

At man er sammen, og folk er glade. Der er ikke noget, man lige skal, eller beskeder, der tikker ind. Man er der bare. Julen er et af de få tidspunkter om året, hvor jeg bare er ligeglad med alt andet. Der sker et eller andet i mig, som gør, at jeg går i stå og kun er der, hvor jeg er. Det elsker jeg. 

Anbefalet til dig