Pigekorets Phillip Faber som far: Jeg giver sangen videre til August

Der bor en bager i Nørregade. Han bager kringler og julekager. Han bager store, han bager små. Han bager nogle med sukker på.

Phillip Faber spilller og synger den kendte børnesang på sit blankpolerede flygel med sin to-årige søn på skødet. For en rutineret pianist er det ikke nogen forhindring at ramme tangenterne og få melodien til at flyde, selvom tumlingens små fingre pludselig spiller med.

– Hvilken sang var det, August? spørger 35-årige Phillip og ser på sin lyslokkede søn, hvis mund bryder ud i smil omme bag sutten:

– Bagersangen! kommer det jublende fra den lille dreng. Så hopper han ned fra sin fars skød og tager en rutsjetur på sin rutsjebane midt i stuen. Hulrummet under flyglet er også et populært legested, fortæller Augusts mor, 27-årige Selma Mongelard Faber, med et smil.

Det er en hverdagseftermiddag hjemme hos den unge børnefamilie på Vesterbro i København. Familien er netop flyttet til en større lejlighed med dejligt med plads omkring det store flygel, som før fyldte hele den toværelses lejlighed.

Phillip hyggespiller på det hver dag for sig selv eller sammen med August. Og når han ikke er hjemme, dirigerer han DR PigeKoret, er aktuel med "Den Klassisk Musikquiz" på tv eller farer land og rige rundt med sine musikalske foredrag. August snupper stemmegaflen fra flyglet og banker redskabet let mod sin fars hoved – og får i det samme sine forældre til at bryde ud i grin.

– Man kan vist roligt sige, at August får sang og musik ind med modermælken. Det er en sjov måde at lege på og en naturlig del af at være barn i vores familie, siger Selma, der også mestrer at spille klaver, men ikke bruger det så meget.

Læs også: Nikolaj Coster-Waldau om børn og kone

Vild med Liva Weel

Da Phillip Faber var lille, sang hans mor vuggeviser for ham, når han skulle sove. Melodier som "Elefantens vuggevise", "Sov sødt barnlille" og "Mon du bemærket har" flød gennem børneværelset. Også selvom Phillips mor ikke selv syntes, at hun kunne synge. Men det stoppede hende heldigvis ikke.

– Det er jo ren kærlighed at synge for sit barn. Al forfængelighed bliver taget ud af det, og kærligheden står tilbage helt ren. På den måde er det en smuk gave at give sangskatten videre, siger Phillip, da vi sidder ved spisebordet i den lyse lejlighed.

Man skulle tro, at Phillip oprindelig kommer fra fra et hjem med klaver. Men det er ikke tilfældet. Hans mor er sygeplejerske og hans far advokat, og ingen af dem spillede eller sang – udover altså i børneværelset ved sengetid. Klaveret kom først ind i billedet, da Phillip begyndte at gå til undervisning hos en rar dame i barndomsbyen, Hellerup. Hans forældre kunne mærke, at Phillip var musikalsk, og det reagerede de på ved at give ham klavertimer.

– Det var sjovt at gå hos Lisbeth Meyer, og når jeg kom hjem, øvede jeg hele tiden. Det var på ingen måde en pligt, men ren hygge. Jeg har øvet mig i svimlende mange timer, husker han og kommer i tanke om, at han var særligt glad for Liva Weels sange.

– Glemmer du, så husker jeg det ord for ord... synger han pludselig med høj, klar stemme. Så springer han op og henter sit gamle nodehæfte fra dengang. Det er grundigt slidt i kanterne, og bogryggen hænger kun lige sammen. Som 14-årige begyndte Phillip at komponere sine egne sange, og i gymnasiet skrev han sit første værk for et orkester, som han fik lov at dirigere.

–Jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Men skoleorkestret spillede da efter mine fagter, ler han og laver tegn i luften, som havde han en dirigentstok i hånden.

Læs også: Malou Aamund: "Man kan sagtens have familie og være kvinde, selvom man gør karriere"

Et nyt kammer i hjertet

Siden tog Phillip Faber uddannelse på konservatoriet i København og Stockholm og hans karriere som komponist, dirigent og foredragsholder er siden flydt af sted som en melodi i dur. Og når han er hjemme, tilfalder al hans fokus og overskud August og Selma.

–Jeg har altid glædet mig til at blive far. Alt det, jeg havde hørt om, at der åbner sig et nyt kammer i ens hjerte, passer jo. Det er lidt skræmmende, at alle klicheerne pludselig bliver virkelige, siger Phillip med et bredt smil, mens August gemmer sig i sit lille telt på sit fine værelse med tapet på væggene og lækkert legetøj i reolen. August blev født den 6. august 2017, og Phillip husker tydeligt, hvordan det var at få ham lagt i sine arme.

– Vi skulle lige sige hej til hinanden, men derefter begyndte jeg bare synge for ham. Det kom helt frit og naturligt, fordi jeg elskede ham så højt. Før har jeg nogle gange sunget for at imponere pigen fra parallelklassen eller for at få et job som kirkesanger, men det lag blev skrællet fuldstændig af nu, siger Phillip og ser kærligt på den lille krudtugle.

Flere aftener om ugen er Phillip væk hjemmefra, så forældreskabet har også givet ham en ny måde at se på tiden på.

– Før vi fik August, gjorde det ikke så meget, at der lige gik en time mere med et arrangement. Men nu betyder det virkelig noget. Tiden kommer til at veje  meget mere, siger Phillip, mens Selma nikker.

Hun er til daglig studerende i teatervidenskab og operainstruktør og er normalt hjemme i aftentimerne. Men kniber det med pasning, har hun heldigvis både sin bror og sin mor tæt på til at hjælpe med August. Klokken er henad 17, og August trænger til en banan. Men når den er spist, er han frisk på at synge en sang med sin far.

–Skal vi synge din yndlingssang? spørger Phillip, og August nikker glad og synger med sin søde, lille stemme: "Tinge-linge-later,  tinsoldater, blymatroser, bum-bum-bum..."