Pilou Asbæk: "Jeg har skullet kæmpe lidt mere for opmærksomheden"
SPONSORERET indhold

Pilou Asbæk: "Jeg kan godt lide at blive set"

Pilou Asbæk om sin vilde opvækst i en kreativ familie og rollen som Simon Spies i den nye danske film.

Af: Majbritt Lacuhr Foto: Jens Rosenfeldt
15. sep. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Udgangspunkt
– Jeg er vokset op i en totalt god, dejlig, velstillet familie i 80'erne. Mine storebrødre er ti og otte år ældre end mig. Og engang læste jeg i en undersøgelse, at hvis dine søskende er mindst syv år ældre end dig, er det stort set som om, du er enebarn. Så måske er jeg et stakkels, omsorgssvigtet enebarn. Nej pjat, det var ikke hårdt – det var pissefedt og skidesjovt. Mine forældre var gallerister, så jeg er vokset op med kunstnere omkring mig. Folk, der havde et talent og forstod at formidle det. Jeg lærte også, at talent og sødme ikke altid går hånd i hånd – men i mine forældres tilfælde, nede i galleriet, var de mennesker, der var sødest også de største talenter. Det var jo også mennesker, som havde haft succes og måske var lettere at snakke med, fordi de derfor hvilede mere i sig selv.

– Vi boede i en fantastisk lejlighed i København. Rent faktisk Ludvig Holbergs gamle teater i Ny Adelgade. Det må være derfra, det med skuespillet er kommet.

– Begge mine forældre har altid været meget flittige, så jeg er vokset op i et hjem, hvor filosofien er, at vil du have succes, må du arbejde for det. Og succes er noget, der kommer og går. Det husker jeg da... den ene måned solgte mine forældre fantastisk, den næste havde vi ikke smør til brødet. Jeg har været meget heldig som barn, men samtidig er mine forældre ikke kommet sovende til deres succes. Og man kan sige, at jeg på den anden side også har været meget isoleret. Men jeg er på ingen måde traumatiseret over det. Nærmere taknemmelig. Indtil jeg var 12, havde jeg nannies, som var hos os tre år ad gangen, fordi de så godt kunne lide at være hos os, og dem var jeg tæt knyttet til. Den dag i dag skriver jeg med dem på Facebook. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde dem. Dem har jeg holdt mange ferier med, og de har i høj grad været med til at påvirke mig. Mine forældre havde jeg om morgenen, og når vi var på ferie.

– Jeg har en meget kærlig familie, som har lært mig en masse om generøsitet og betænksomhed. Mine bedste venner i dag er min familie. Det lyder voldsomt i en alder af 31 år at sige, at man elsker sin mor, sin far og sine to storebrødre og sin kæreste og sin datter. Men jeg ELSKER vitterligt den familie. På godt og på ondt. De er fuldstændig umulige, og de er fuldstændig fantastiske. Og hver gang jeg har siddet og set Oprah eller Doctor Phil eller The Osbournes, tænker jeg, "arrh – det der er VAND ved siden af vores familie!" Alle mine venner har altid sagt, "Fuck, jeg ville gerne have haft din familie!" Den er sindssyg. Men på den gode måde. Hvilke andre voksne mennesker tager til Mallorca i en alder af 50 og bygger et kulturprojekt? Min bror har lige fået kørekort – han er 40! Med dem bliver det aldrig kedeligt.

– Min mor er halvt fransk og har opdraget os meget fransk – ikke strengt, som myten vist foreskriver – men passioneret. Vi diskuterer, og man må gerne være uenige, for det betyder bare, at der er plads til følelserne.

LÆS OGSÅ: Martin Kongstad - Skeptisk over for parforholdet

Lighedspunkt
– Man har jo altid gået rundt i verden og troet, at man var dybt original, men efter jeg har fået en datter, genkender jeg mig selv i hende. Især i starten lignede hun mig meget. Så gad vide, om ikke også mine forældre kan genkende tusind ting i mig... Og HOLD KÆFT, hvor har jeg fået mere respekt for dem nu igennem det sidste halve år. De har haft 3 DRENGE! Jeg har én pige. Og hun har kørt os trætte – to voksne mennesker. Det er hårdt, men jeg elsker det. Det er så cool. Hvis det ikke var fordi, jeg elsker min kæreste SÅ højt, så ville jeg finde mig en masse kvinder og få en milliard børn. .... Det lød SÅ forkert, men du ved, hvad jeg mener. Samtidig er det heller ikke på den måde meningen med livet. Det at få børn er ikke en Guds gave, synes jeg... Jeg kan også godt lide at lave film og læse en bog, jeg kan også godt lide at spise god mad. Jeg elsker mit barn, men om jeg forguder det? Det tror jeg ikke, jeg gør. Det, synes jeg, er lodret forkert. Og usundt for barnet. Børn er charmerende, søde og sjove. Når de sover.

– At få et barn gør, at du pludselig ikke er universets centrum. Og det kan jo være sundt for måske især skuespillere at finde ud af. At du ikke er epicenteret, men faktisk bare har den funktion, at lille trold skal have noget mad og noget tøj på. Og hvis du ikke gør det, bliver hun syg og græder.

LÆS OGSÅ: Jonathan Spang: Jeg vil gerne have min egen familie en dag

Ømt punkt
– Under indspilningen til filmen "Spies & Glistrup", som jeg lige nu er aktuel i, må det ømme punkt være den scene, vi laver på en bar. Som jo er taget direkte ud af virkeligheden. Simons orgie-scene, som havnede på forsiden af aviserne. Vi gjorde det, at vi smed tøjet, og så begyndte jeg at tale som Simon og løb rundt og skabte mig. Den stemme afmonterer alt. Du kan jo ikke blive sur på et menneske, der løber rundt og taler så affekteret og absurd. Og så hev jeg i tissemanden og sagde "nå, nå, nå" med den der karakteristiske nasale vrængen og råbte, "den som pikken peger på, skal ligge sammen med mig i nat", og så grinede de alle sammen, og så havde vi brudt isen. Jeg blev nødt til at gøre det så ekstremt og grænseoverskridende, for at pigerne kunne slappe af, for uden morgenbolledamer og gogopiger havde vi jo ingen film haft. Men grænseoverskridende? Ja. Kommer jeg til at sidde og se den sammen med min familie? Nej. Med min datter en dag? Nej. Min bror ringede og spurgte, om han kunne tage sine to børn med at se den... "Naaarh – jeg har det lidt stramt med noget af det, der er med".. Så siger han: "Åh nej, er du nøgen?" – "Ja" – "Åh nej – hvor meget?" – "Rimelig meget" – "Ser man din tissemand?" – "Ja" – " Ser man den meget?" – "...Ja!" Han hader det. Heldigvis glemmer de som regel, at det er mig. Det gør jeg også selv. Når jeg ser det, sidder jeg og analyserer, hvad jeg skal huske til næste gang, så jeg teknisk kan blive bedre til at arbejde på film og tv. Når jeg ser filmen nu, tænker jeg, at det ikke er min tisser. Sådan en bleg tissemand, den så bare så hvid ud på den skærm! Men det var fordi, jeg så filmen, inden farverne var færdigpudsede. Det var som at se en spion på en melfabrik. Ja, undskyld. Vi kører den ind med penis. Og jo, det er så grænseoverskridende. Men de var skide dejlige, de piger. Pisse søde og totalt friske.

Midtpunkt
– I kraft af, at jeg har to storebrødre, tror jeg, jeg har skullet kæmpe lidt mere for opmærksomheden. Forstået på den måde, at jeg, fra jeg var lille, har fundet ud af, at hvis du skal være midtpunkt, så skal du levere en eller anden form for kvalitet. Så jeg har fra en forholdsvis tidlig alder måttet opbygge et repertoire af showbizz og altid kunnet underholde og få folk til at grine. Så jeg må have det et sted inde i mig – at jeg godt kan lide at blive set, og du bliver jo ikke skuespiller, hvis ikke du kan lide, at folk kigger på dig. I gamle dage ville jeg have været så krukket, så jeg havde sagt: "det er så vigtigt at fortælle historier", men det er også en floskel. "Det er så vigtigt at ændre et eller to menneskers liv"... ja, men det er sgu også vigtigt at skrabe nogle penge sammen til din datter og din kæreste. Det er også vigtigt at lave noget, du synes, er underholdende.

– Min udfordring er efterhånden blevet, at der de senere år er kommet så meget opmærksomhed omkring min person – det er ret heftigt. Og jeg skal vænne mig til det, for jeg er stadig et menneske, der bare står i joggingtøj her til morgen i Kongens Have med skørt hår og hænderne på en barnevogn. Jeg synes ikke, det er så fedt mere. Det hænger nok sammen med, at jeg lige nu er et sted i mit liv, hvor jeg værner ekstremt meget om det private. Nok fordi jeg har fået min egen lille familie, jeg skal passe på nu. Det gør én sårbar. Jeg kan mærke, jeg har ekstremt behov for at dæmme op og beskytte. Jeg er blevet spurgt så mange gange af diverse børnemagasiner og sladderblade, om jeg eller vi vil stille op til billedserier med vores datter. Og jeg skal slet ikke træffe et valg på hendes vegne. Det kommer ikke til at ske, før hun selv kan sige, om hun har lyst til at gå med til en premiere, eller hun selv gerne vil stille op.

LÆS OGSÅ: Christian Grau om skilsmissen: Det er et nulpunkt

Højdepunkt
– I forhold til "Spies & Glistrup" var det stort at få lov at arbejde sammen med Christoffer Boe og Nicolas Bro. Og Manuel Claro, som er fotografen. At være med til at lave en så stor spillefilm om så ikoniske mennesker som Simon Spies og Mogens Glistrup sammen med så spændende et team. Det er som at få lov at spille på et rigtig godt fodboldhold. Som ung spiller har man brug for at spille mod og med nogen, der er bedre end en selv. Og det fik jeg lov til her.

– Jeg var knap nok født, da Simon døde, så jeg har fundet en masse billedmateriale og lydbånd med ham. Det sjove med hans stemme er jo, at det kan virke for meget, med hvis du googler dig frem til et lydklip, kan du høre, at den er beyond... Han har sgu været sjov. Og han var sjov at lave. Nicolas og jeg havde en fest med det. Nicolas er en enestående skuespiller, han er så mild og fin og blid, samtidig med at han kan lave de vildeste dæmoniske karakterer. Jeg kan aldrig helt holde ud at se mig selv på film. Jeg sidder og tænker, "hvorfor gjorde du ikke det" og "nej, hvor er det grimt". Men jeg kunne se, at Nicolas var fænomenal. Og det giver et sus.

Vendepunkt
– Mit arbejdsmæssige vendepunkt er at komme ind på Teaterskolen. Der sker noget, hvor jeg pludselig føler mig ekstremt velplaceret. Men det personlige er, da jeg møder Anna. Vi møder hinanden i slutningen af tredjeåret, på filmen "To verdener", hvor jeg lige har filmet med hendes far, skuespilleren Hans Henrik Clemmensen. Jeg tænker, at Anna Bro, i min optik, er en af de bedste dramatikere, Danmark nogensinde har fostret. Hun er en af de eneste, der kan skrive noget meget ærligt, sandfærdigt og dybt humoristisk i én sætning. Hun er skarp og sindssygt dygtig til det, hun laver. Så vendepunktet er, da jeg møder Anna og finder ud af, at kærlighed faktisk ER den fedeste følelse i verden – og ikke selvfedme. Hun er klog, hun er sød, hun er sympatisk, hun er menneskelig, hun er nænsom, hun er ærlig. Hun har alt det, jeg synes, en kvinde skal have.

– At få Agnes er også et kæmpe vendepunkt i den forstand, at jeg nu har noget at smile ad resten af mit liv. Det værste er, når jeg skal være væk fra dem i længere tid på grund af optagelser. Det er det, jeg hader allermest ved mit arbejde. Så er Anna bare på hundrede procent. Og du føler, at du svigter din opgave som mand, og du føler, du svigter din opgave som far. For... har verden virkelig brug for endnu en film? Og endnu et stykke teater? Og at se en eller anden præstation af endnu en tosse, der prøver at være en anden? Eller har verden brug for en kone, der er glad, og et lille menneske, der er glad? Og så tænker jeg: Ja, verden HAR brug for endnu en film. Vi manglede sgu den film om Spies & Glistrup. Og når det er sagt, så ville jeg aldrig lave en film på bekostning af min familie. Min kone og min datter vil have første prioritet til evig tid.

Synspunkt
– Det er vigtigt for mig at være et ordentligt menneske. Det er noget, jeg er forholdsvis passioneret omkring. Erik Clausen siger, at det er underligt, at 1. maj er gået fra "første maj" til "mig først" – det giver jeg sgu manden ret i. Jeg bliver så ked af det, når jeg ser tre gamle mænd med røde faner blive angrebet af nogle autonome med hætter på (som det skete under 1. maj i Fælledparken i år, red.). Og jeg vil gerne forstå de autonome, og hvorfor de er så vrede, for det nytter ikke noget, at være demonstrativ i din vrede. Der må være en form for dialog, og det kræver kun to mennesker at have en dialog.

– Efter gymnasiet tog jeg til Østen. Det blev en form for dannelsesrejse for mig, for der så jeg nogle folkefærd, der havde været trynet og undertrykt hele deres liv. I Vietnam så jeg nogle situationer, hvor mennesker opførte sig forfærdeligt over for lokalbefolkningen. For eksempel så jeg en mand, der havde fået skudt benene af i en landmine, og idet to tykke amerikanere passerer ham, rækker han hånden op efter penge, hvorpå de stikker næsen i sky og går forbi. Og hvis nogen burde have medfølelse var det måske præcis amerikanerne.

– For mig er god opførsel automatik. Sige tak for mad, skænke op til andre før dig selv. Regler er faktisk rare. De er også til for at vi kan slappe af.

– Danskerne har en ekstrem dårlig fornemmelse for det personlige rum. Især nu, hvor vi triller rundt med en barnevogn... hold kæft, hvor er der fordømmende blikke. Og så er vi tilbage ved den franske opdragelse. Jeg er opdraget med, at du rejser dig i bussen, du trækker stolen ud, du holder døren. Ting, som i dag åbenbart bliver opfattet som outdatet... Det er jo almindelig god dannelse. Og jeg tror på, at det gør din hverdag meget nemmere, hvis du har den opdragelse. For når du tager til en middag eller et selskab, eller du skal med en bus, så er der nogle uskrevne spilleregler – alt skal ikke dikteres. Der kom pludselig en generation af kvinder, som man ikke måtte være høflig overfor. Fordi det blev opfattet som værende nedværdigende. Men det har intet med det at gøre. Det er ikke mig, der prøver at trække min maskulinitet – min machoness – ned over dig. Det handler om gensidig respekt og kulturforståelse.

– Jeg har også et problem med debatten om offentlig amning. Jeg er totalt pro, at kvinder skal have lov til at amme offentligt. Jeg forstår også restaurationsbranchen – det handler om diskretion. Respekt for andre menneskers omgivelser. Der er plads til os alle sammen. Dét har jeg fået fra min familie. Jeg har fået det, der hedder, din frihed går dertil, hvor den går ud over andre, men du skal fandeme også have forståelse for andres frihed. Og der er ikke forståelse, når man laver Mohammed–tegninger, eller når man laver Jesus–sandaler (Netto lancerede nogle sandaler på et tidspunkt, hvor man korporligt trådte på Jesus...). Jens Jørgen Thorsen lå med fem nonner, og de onanerede på korset – dét er sgu da en provokation!

Holdepunkt
– Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg ikke kan koncentrere mig. Men det generer mig ikke. Til gengæld tror jeg, det irriterer andre. For eksempel kan jeg ikke se en film uden også at læse en bog eller sende en sms eller stå og lave mad. Der skal ske noget. Anna bryder sig ikke om det. Somme tider, når vi ser en film, og jeg begynder at drifte, slukker hun. Og så kan der godt gå lidt tid, før jeg opdager det. Jeg er vist ikke så nem at fastholde.


LÆS OGSÅ: Anders Agger - Man går ikke i stykker af kriser