Mød Stine i ny podcast: Jeg har både en mand og en kæreste
SPONSORERET indhold

Mød Stine i ny podcast: Jeg har både en mand og en kæreste

Stine er vant til, at hendes kærlighedsliv giver grund til stakkevis af spørgsmål fra omverdenen. Og hun vil gerne svare på det hele. Men der er en fordom, hun meget ofte støder på, og som hun gerne vil mane til jorden. Hør hele hendes historie i en ny podcast på ALT.dk

Af:: Mie Rasmussen Foto: Jean-Hee Lee
09. apr. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Stine Rejnholdts liv ligner udadtil rigtig mange andres. Hun er 35 år, og hun bor i hus i forstæderne med sin mand Søren og hendes to sønner på otte og ti år.

Men der stopper normaliteten. For Stine er polyamorøs, og har et kærlighedsliv, hvor hun kan have længerevarende forhold til flere mænd ad gangen.

”Mit kærlighedsliv er anderledes end de flestes. Jeg har en mand, som jeg har været sammen med i fire år, og en kæreste, som jeg har været sammen med i et halvt år. Og det handler ikke kun om det seksuelle, for det ”polyamorøse” betyder, at der også er følelser i forholdene,” siger Stine Rejnholdt.

Stine har været gift to gange, begge gange i monogame forhold, før hun fandt sammen med sin nuværende mand, Søren.

”Det var to ægteskaber, som jeg følte mig forkert i, fordi jeg ofte var forelsket i andre og tættere på andre, end normerne foreskriver. Jeg har hele tiden lyst til at flirte. Det får jeg enormt meget energi af. Og jeg har ikke lyst til at lyve overfor den, jeg er sammen med,” siger Stine.

Læs også: “Jeg har brug for at kunne ligge en hel søndag arm i arm med en anden mand” 

Parterapi fra dag ét

Stine Rejnholdts nuværende mand er også polyamorøs, og de har derfor en aftale om, at Stine også godt må være kæreste med Thomas, som hun har været det i et halvt år.

Stine er vant til, at hendes kærlighedsliv giver grund til stakkevis af spørgsmål fra omverdenen. Og hun vil gerne svare på det hele. Men der er en fordom, hun meget ofte støder på, og som hun gerne vil mane til jorden. Nemlig den, at folk der har flere kærester, sikkert gør det fordi deres parforhold skranter.

”Det, der er rigtig spændende ved polyamorøse forhold er, at det hele tiden bliver afstemt. I den skønneste form bliver det nogle utroligt dybe forhold. I et almindeligt forhold går man ud fra, at den anden ikke er sammen med andre, men det kan man jo i princippet ikke vide. Og utroskab sker jo hele tiden. Det her er som en form for parterapi fra dag ét. Fordi de fundamentale spørgsmål om, hvor man er på vej hen og hvad man ønsker i livet, bliver vendt og drejet hele tiden. Det er meget smukt.”

Stine Rejnholdt medvirker i ALT.dks podcast, og her fortæller hun blandt andet også, hvordan hendes børn forholder sig til hendes to kærester, og hvordan hun rent praktisk får kalenderen til gå op, så hun kan nå at pleje forholdet til dem begge.

Hør podcasten med Stine Rejnholdt i Apple Podcasts.

Podcasten er produceret og tilrettelagt af journalist Mie Rasmussen for ALT.dk

Anbefalet til dig