Biluheld
SPONSORERET indhold

Ny podcast om de kongelige: Dronning Ingrids voldsomme bilulykke kunne have fået ufattelige konsekvenser

En julidag i 1948 kørte den dengang 38-årige dronning Ingrid galt med den næsten toårige prinsesse Anne-Marie og den otteårige prinsesse Margrethe i bilen. De var på sommerferie i Gråsten og skulle ud til en lokal gård for at se på nogle kyllinger. Prinsesse Benedikte, der var fire år, kunne ikke komme med fordi hun lå med fåresyge.

Af:: Maria Lützen Foto: Ritzau Scanpix
21. jan. 2021 | Livsstil

Et øjebliks uopmærksomhed betød, at dronningen mistede herredømmet i vådt føre ved Ladegårdsskov, og kongeparrets Ford Mercury blev knust mod et vejtræ. Kun ved et lykketræf fik ulykken ikke nogen dødelig udgang.

Chaufføren, der sad på bagsædet, fordi Ingrid selv ville køre, fik kraniebrud og slået tænderne ud, mens Anne-Marie fik et voldsomt tryk på den ene kind. De måtte alle fire indlægges på Statshospitalet i Sønderborg, og Anne-Marie blev først udskrevet efter en uge.

I et nyt afsnit af podcasten ”De kongelige” kommer journalist Nikolaj Vraa og Berlingskes kongehusekspert Jakob Steen Olsen ind på den alvorlige færdselsulykke, der kunne have fået ufattelige konsekvenser for den kongelige familie.

- Tronfølgeloven var ikke ændret på det her tidspunkt, men hvis de alle sammen var omkommet, så havde vi måske haft en dronning Benedikte i dag, lyder det i podcasten, der netop handler om prinsesse Benedikte, som dronning Ingrid kaldte "den mest kongelige af mine døtre".

- Hendes pligtfølelse er meget stærk. Når hun påtager sig ting, gør hun dem altså hundrede procent. Hun er meget knyttet til sit land, og det er ikke blevet mindre af, at hun har boet i udlandet i mange år, tværtimod. Den dygtighed og energi, hun lægger i sit arbejde for landet, er jeg virkelig imponeret over. Og som hun kan rejse rundt i verden, godt det ikke er mig. Jeg har en meget præcis tingshukommelse, men meget svært ved at huske ansigter og navne, og det er lidt besværligt med den position, jeg har. Men det kan Benedikte, har dronning Margrethe fortalt i bogen "Prinsesse Benedikte - en kongelig prinsesse" af Anne Sofie Kragh.

- Når vi er ude til et arrangement, må jeg af og til hviske: ”Benedikte, hvem er det nu, det er?” Så får man sådan en spids albue i siden: ”Daisy! Det ved du godt!” Lidt indigneret over, at jeg igen ikke kan huske det mest indlysende, lyder det fra majestæten i den meget roste bog.

I afsnittet kommer værterne også ind på prinsesse Benediktes ægteskab med prins Richard. Et ægteskab, som man så slå revner, da han efter sine kræftsygdomme i 2004 fortalte, at han følte sig svigtet af hende.

- Det mindede lidt om den nedsmeltning, prins Henrik havde, da han på Chateau de Cayx gjorde Bodil Cath opmærksom på, at han var utilfreds med sin kone, fortæller Jakob Steen Olsen.

Hør hele afsnittet her

Anbefalet til dig