Prins Archie 2019
SPONSORERET indhold

Harry og Meghan deler sjældent foto af baby-Archie

Den stolte prins viser en sjælden gang sin førstefødte frem for offentligheden i anledningen af, at han kan fejre sin første Fars Dag.

Foto: Getty Images
17. jun. 2019 | Livsstil

De har kun været forældre i lidt over en måned, men da de ved, at deres lille dreng er født til et liv i fotografernes søgelys, giver det på sin vis ekstra god mening, at prins Harry og hertuginde Meghan indtil nu har været yderst private, når det gælder deres nyfødte dreng.

LÆS OGSÅ: Meghan Markle afslører detaljer om graviditet

Faktisk har offentligheden kun set Archie, da forældrene holdt en pressevisning den 8. maj, to dage efter fødslen, hvor han blev holdt tæt til prinsens krop og godt svøbt ind i et hvidt babytæppe.

Og igen, da parret en uge efter fødslen på Instagram delte et billede af hans - bevares, meget nuttede! - små fødder i anledningen af, at det var Mors Dag i Amerika, hvor Meghan er fra.

Men hvis du har gået og håbet at se lidt mere til den lille ny i det britiske kongehus, er der godt nyt.

For nu har hans forældre, som til daglig går under titlen hertugen og hertuginden af Sussex, valgt at dele lidt mere. Og årsagen gør det ikke mindre kært.

De satte nemlig igen en tyk streg under, at der særligt er to titler, som de muligvis er mest stolte over i deres liv: Den som mor og far.

Det gjorde de i går ved for første gang at lægge et billede ud med deres søns ansigt på, denne gang i anledning af Fars Dag, som fejres den tredje søndag i juni i England.

På det søde foto, hvor der er lagt et sepia-filter på (der skaber et brunt skær over motivet, red.), ser man Archie stikke hovedet op over sin fars hånd, så øjnene kommer til syne, mens hele hans lille hånd holder fat om én af prins Harrys fingre.

Under billedet skriver det glade par:

Glædelig Fars Dag! Og ønsker en helt særlig første Fars Dag til hertugen af Sussex.

Det seneste skud på den royale stamme i England skal døbes til juli i St. Georges Chapel i Windsor, hvor hans forældre blev viet 19. maj sidste år. Her får han officielt sit fulde navn: Archie Harrison Mountbatten-Windsor – og mon ikke hele verden til den tid får mulighed for at se hele prinsens ansigt. Det håber vi!

Anbefalet til dig