Privatliv er den nye luksus
Vi har råd til meget, men har kun brug for lidt. Vi kan følge med i alles liv online, men kan nærmest ikke trække vejret selv. Fremtidens luksus handler ikke om eksklusivitet, overflod og likes. Det handler om privatliv, usynlighed og friheden fra konstant at få dit liv vurderet af andre. Eurowoman præsenterer dig for det nye luksusbegreb, der bl.a. handler om at lukke ned for telefonen og åbne en bog. Helt uden at dokumentere det.
Har du bemærket, at det pludselig føles næsten vulgært at poste et billede af en avocadomad med en Chanel-taske on the side på Instagram? At du stort set aldrig ‘er’ på Facebook mere, men højst tjekker din Messenger-indbakke? At Twitter er blevet lige så bad taste som den præsident, der skamløst bruger kanalen som megafon, og at det nærmest virker fjollet at være på Snapchat, hvis du er over 18?
LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Det er ret yndigt, når Instagram kan bruges til at skabe fællesskab"
For selv om der stadig findes influencere, som tjener eksorbitante beløb på at poste billeder af deres ‘tilfældigt’ sammensatte garderobe, er luksusbegrebet, som vi kender det, ved at ændre sig.
Du har måske allerede en smart veninde i din omgangskreds, der har slettet sin Instagram-app, og som dyrker yoga og læser en bog på 500 sider helt uden at dokumentere det. Nogen steder! Hun gør det helt af sig selv, og det er ikke, fordi hun er digital analfabet. Hun er bare firstmover, der har forstået, hvad den ultimative luksus er.
Forfatter og journalist Anne Helen Petersen skriver om kulturfænomener og livsstilstendenser for det amerikanske internetmedie BuzzFeed og har udpeget et af de største samfundsproblemer i dag, som har ramt de digitalt indfødte millennials særligt hårdt: Den gennemgribende følelse af udbrændthed, der ikke længere er et personligt stressfænomen, men en fælles kulturel oplevelse, som gennemsyrer samtlige sfærer i vores liv. Vi føler ganske enkelt, at vi skal performe konstant, fordi vi ikke bare lever i den virkelige verden, men også har et digitalt parallelliv.
Vi har ikke bare vænnet os til et materielt overforbrug, det er også blevet udstillet på de sociale medier for at markere, at vi er med på de nyeste tendenser og har overskud til at købe nyt tøj, smarte gadgets og besøge de mest hypede restauranter. WHO satte sidste år udbrændthed på deres liste over internationalt klassificerbare sygdomme, og det skyldes ikke kun, at tempoet på vores forbrug er skruet i vejret, fordi vi kan handle på nettet hele døgnet og skal forholde os til alle andres forbrug på Instagram. Det skyldes i lige så høj grad, at vi har vendt den samme hastighed indad.
For at vi kan få råd til den næste taske eller instaværdige oplevelse, skal vi nemlig arbejde mere. Og skal vi være gode medarbejdere, er vi altid til rådighed, svarer hurtigt på mails og leverer, når vi bliver stillet over for en opgave. Men jo mere vi arbejder, jo mere daler engagementet, fordi vi ikke længere kan skelne mellem det, der er vigtigt og nødvendigt, og de opgaver, der kan udsættes, eller de mails, vi ikke behøver at svare på.
Og selv om vi stopper med at arbejde eller får en kortere arbejdsdag, holder vi ikke fri. Så begynder vores andet arbejde: nemlig vores online-performance, der handler om, hvor gode vi er til at holde fri, læse bøger, nyde naturen, træne vores krop og pleje os selv. Den gennemsnitlige medieforbruger bruger to timer og 16 minutter om dagen på sociale medier, og det lægger et større pres på os. Vi kan ikke holde fri, fordi vores liv konstant skal kurateres. Vi skal hele tiden vise, at vi lever den bedste, mest autentiske version af os selv.
Foregangskvinderne
Heldigvis er der ved at komme en modreaktion. Også blandt de kvinder, der har social status, en stemme og en platform at tale fra. De britiske foregangskvinder, forfatter og journalist Dolly Alderton og journalist Pandora Sykes, står bag en af Storbritanniens mest succesfulde podcasts, The High Low, hvor de åbent og ærligt diskuterer problematikken omkring den konstante selvdokumentering, som de også skriver om i deres respektive klummer for avisen The Times og New York Magazines The Cut.
For selv om de begge er millennials og bevidste om, at deres karrierer er blevet hjulpet godt på vej af de sociale medier, har de også mærket faldgruberne ved den digitale eksistens.
“Den største luksus, jeg kan forestille mig i dag, er freedom of assessment (frihed fra at blive vurderet, red.),” siger Dolly Alderton.
“Når jeg mangler fokus eller overskud, sætter jeg min telefon på flymode en hel weekend og laver ikke andet end at læse.”
LÆS OGSÅ: Jeg har klistret kameraet på computeren til og købt en VPN-tjeneste. Men nytter det overhovedet?
Og de er ikke de eneste, der er blevet digitalt vækkede. Zadie Smith, der er Storbritanniens måske mest toneangivende forfatter med bestsellere som Hvide tænder og Swing Time, er også fast bidragyder til britisk Vogue og ses ofte front row til de internationale modeuger. Alligevel har hun bevidst fravalgt alle former for sociale medier. Hun er nemlig bekymret for at blive opslugt af andres digitale vurderinger af hende og hendes holdninger.
“Jeg forbeholder mig retten til at tage fejl. Og til at skifte mening. Og til at føle det, jeg føler i øjeblikket, også selv om det er upassende,” forklarer hun i en artikel i The Guardian. “Hvis jeg skulle gå op i, hvad fremmede mennesker sagde om mig eller mente om mine bøger på de sociale medier, ville jeg ikke være i stand til at skrive dem.”
Hun har i stedet valgt samme strategi som de fleste digitalt uafhængige: Al den tid. hun ikke bruger online, dedikerer hun til at læse bøger – af den gamle, analoge slags. Her kan hun ikke bare nyde den totale anonymitet, hun får samtidig styrket sin koncentration og udvidet sin mentale horisont.
Anonymitetens luksus er naturligvis også blevet omfavnet af modeverdenen, og paradoksalt nok har den givet anledning til en af de mest toneangivende Instagram-kontoer lige nu, Checking Invoices (@checking_invoices), som hele modebranchen holder øje med, og som har samarbejdet med brands som Balenciaga, Fendi og Gucci på trods af, at ingen ved, hvem den maskerede person på billederne er.
Instagramkontoen bliver drevet af to græske kvinder, der bor i Milano, eller som de proklamerer i deres tagline: “Checking Invoices – Anonymous Duo Based Nowhere.” Den ene er stylist og agerer anonym påklædningsdukke på profilen, mens den anden, der designer kulisser og producerer film, er fotografen bag billederne. Duoen startede profilen i 2016, fordi stylisten altid testede det tøj, hun lånte til fotoskydninger, og fik veninden til at fotodokumentere det – uden at vise hendes ansigt.
Tøjet og dets æstetiske iscenesættelse skal tale for sig selv, og anonymitetens sprog bliver et fashion statement. På den måde påpeger profilen, at det ikke er det kuraterede og idealiserede liv, der er interessant, men derimod de to kvinders faglige kunnen og det smukke design, der er i centrum. Modsat de moderne influencere, der ofte er mere kendte for at være kendte end for et decideret talent.
Men maskeringen er ikke bare en gimmick. Kvinderne betragter profilens popularitet som et udtryk for et stigende behov i tiden: At vi som medieforbrugere kan være anonyme og gemme os, fordi det er den eneste måde, vi kan overvinde den konstante overeksponering, vi dagligt udsætter os selv for, på.
“Vi lider i dag under en kollektiv identitetskrise,” siger stylisten i et anonymt interview med Vogue.com. “Vores identitet ændrer sig, når den eksponeres på de sociale medier, og derfor får vi også et øget behov for privatliv og for genskabe mystikken omkring os selv.”
En luksus for de få
Men de sociale medier er ikke bare tidsrøvere, som det er os alle forundt at vælge fra.
“Det er en luksus at stå af ræset. Vi er jo mange, der ikke engang kan tjekke, hvad klokken er, for så trækker vores telefon os ned i sumpen af Twitter, LinkedIn og Instagram og stjæler vores fokus på det nu, vi får at vide, at vi skal være tilstede i,” siger fremtidsforskeren Liselotte Lyngsø.
“Det kræver overskud at trække sig. Du skal være overbevist om, at du er så betydningsfuld for andre, at du kan gøre det. Det analoge vækkeur og armbåndsuret er stærke symboler på, at du tør springe af karrusellen.”
Men hvorfor bliver det forbundet med overskud at vælge sociale medier fra, når det er de selvsamme medier, vi har brugt til at opbygge fortællingen om, at vi er overskudsmennesker? Ifølge fremtidsforskeren skyldes det, at vores mellemmenneskelige relationer er under stort pres i disse år.
“Der er opstået en kæmpe feedbackkrise i vores samfund. Hverdagsinteraktion, hvor vi mødes med hinanden for at tale om, hvad der sker i vores liv, eksisterer nærmest ikke mere. 40 procent af os bor alene, og vi bruger ikke engang telefonen til at tale sammen i længere. Vi mangler simpelthen samtaler, og vi mangler kropssprog at spejle os i,” siger Liselotte Lyngsø.
Samtidig oplever vi, at det er blevet sværere at få feedback på alle de ting, vi poster online, og derfor skal det, vi skriver og deler hele tiden være vildere og mere opsigtsvækkende, hvis vi skal have en reaktion og et like.
LÆS OGSÅ: Natalia blev udsat for hævnporno: ”Bare det at handle blev en udfordring”
Men det er ikke bare den manglende interaktion med andre mennesker, der er problematisk. Også måden vi taler på, som i stigende grad bliver formet som ordrer til en af de robotter, vi omgiver os med, har ændret karakter.
“Du har allerede en højttaler, der lytter til dig og efterkommer dit musikønske. Næste skridt bliver alle de digitale robotter, der modtager dine kommandoer, og derfor hele tiden blot giver dig mere af det, du allerede har i forvejen,” forklarer Liselotte Lyngsø. Problemet med kunstig intelligens er nemlig, at den kun kan gøre det, du beder den om. Så hvis du dikterer hele tiden uden at modtage feedback eller blive sagt imod, bliver du psykopatisk topleder i dit eget liv, som er egenrådig og uden empati.
“Der er lavet studier i, hvad der generer lykkefølelse og empati hos os, og hvornår vores hjerne producerer lykkehormonerne serotonin og endorfin. Det sker ikke, når vi modtager en tekstbesked. Der flatliner vi, også selv om den er fyldt med hjerte-emojis. Det er kram, berøring og samtale, der slår ud,” forklarer forskeren.
“Der vil ikke gå mange år, før vi tænker: “Gud, hvor var vi ubevidste. Vi var så lidt opmærksomme på, hvordan det rammer os som mennesker, når vi ikke mødes, og debatkulturen og den fortrolige en til en-udveksling forsvinder.”
Liselotte Lyngsø er heldigvis fortrøstningsfuld. For i takt med, at vi vil søge større digital anonymitet og et fælleskab udenfor vores telefon, vil feedbackkrisen blive afløst af et nyt behov for værdifælleskaber.
“Vi kommer til at gå fra headhunting til teamhunting, fordi vi i fremtiden bliver langt mere afhængige af grupper, der passer sammen og kan udveksle og udfordre hinanden. Robotterne vil klare det praktiske arbejde, så grupperne skal sikre den kreative sparring,” forklarer hun. Derfor kommer luksus ikke længere til at handle om, hvordan du ser ud, eller hvad du ejer, men om at tilhøre et værdifællesskab med andre.
“Vi bevæger os i en mere immateriel og mindre visuel retning. Det er jo blevet fuldstændig faux pas, at være på en eksotisk strand og tage billeder af det, fordi der gået totalt flyskam i vores oplevelser. Og så er det blevet for hårdt at være redaktør på vores eget liv konstant. Vi er på vej væk fra den visuelle verden og over i den auditive.”
Fremtidens luksus er lydbaseret, fordi vi fremover ikke skal skrive en besked eller trykke på en knap, men bare fortælle vores husmaskiner og computere, hvad de skal gøre. Men det har også noget at gøre med måden, vi bruger vores medier på. Podcasts – gerne af den sniksnakkende og holdningsdrevne slags – vinder frem, fordi vi bliver del af en større samtale, når vi lytter med og forholder os til andre mennesker og deres meninger.
“Den nye generation har gennemskuet, hvor mærkeligt det er at skulle være sit eget brand. Og der bliver jo postet meget mere, end der bliver læst og set. Nu er vi klar til at lytte og tale i stedet for,” siger Liselotte Lyngsø. Og når vi går offline, smitter det af på statussymbolerne, der ikke længere er visuelle, men sanselige.
“De nye symboler på overskud er, når vi viser, at vi kan koncentrere os om et brætspil, bøger og madlavning. Alt det, der signalerer, at vi kan fordybe os. Og så bliver det i fremtiden de indre rejser, der tæller, for vi gider ikke høre om et perfekt hverdagsliv eller luksusferien på en bountyø. Vi vil høre om udviklingen inde i mennesket. Vi er færdige med at være omvandrende, retoucherede glansbilleder.”