Facebookbillede af baby Rosa Karen
SPONSORERET indhold

”Kære nybagte forælder: Hvorfor er dit profilbillede af din baby? Det er jo ikke dig”

Hvorfor er min 30-årige veninde blevet forvandlet til en baby på sit profilbillede?

Af:: Christina Andreasen Foto: Sophie Løhr
25. sep. 2017 | Livsstil | ALT.dk

Jeg scroller ned i mit Facebook-feed. Jeg ser mine venners feriebilleder fra Thailand, sjove videoer fra amerikanske sladdersites, nyheder fra danske medier - og en lille nyfødt baby.

”Nuuuuurh," er min første reaktion på det sidste, indtil jeg opdager, at billedet faktisk er et nyt profilbillede af min gode veninde. Lad os kalde hende Charlotte.

Charlotte er altså på et splitsekund blevet forvandlet til en nyfødt baby.

Indtil nu var Charlotte ellers min smukke, intelligente, succesfulde og ikke mindst 30-årige(!) veninde. Jeg forstår ingenting.

Godt nok er Charlotte lige blevet mor, og jeg lurer da også hurtigt, at hendes nye profilbillede er et billede af lille nyfødte "Asta". Men billedet er ikke af Asta og Charlotte sammen, kun af Asta. Og som sagt er det ikke bare et normalt billede, som Charlotte har lagt op, men selveste hendes profilbillede.

Charlotte er efterhånden blevet synonym med en masse af mine Facebook-venner. Og Charlotte kunne ligeså vel hedde Kenneth, for dette fænomen er ikke kun forbeholdt kvinder. Jeg ser også mænd, som med glæde ændrer deres profilbilleder til et af deres små poder.

Jeg forstår naturligvis godt, at man som forældre gerne vil dele billeder af sine børn – og det skal man endelig bare gøre. Lav alle de album med jeres børn på sociale medier, som I har lyst til. Helt sikkert! Men hvorfor ændre sit profilbillede til et, som ikke er af dig selv? Sådan meget groft sat op vil de samme mennesker vel (forhåbentlig?) heller ikke bruge et billede af deres børn på deres CV... eller hvad?

Indrømmet; måske forstår jeg simpelthen ikke den dopamin, der bliver tilsat folks hjerner, når de får et barn. Men som rationelt tænkende 31-årig – og ja, ganske vist barnløs – kvinde tænker jeg ærligt talt, at det er helt gak.

Med viden og forståelse kommer man dog længst i denne verden. Derfor har jeg nu spurgt fire personer, som er skyldige i ovenstående, hvad deres begrundelser egentlig er for sådan en gerning? 

LÆS OGSÅ: 16 ting som små børn og hunde har tilfælles

Som Sophie (36 år) normalt ser ud på sit profilbillede... 

Sophies nye profilbillede, hvor hun, vupti, er blevet forvandlet til søde Rosa Karen...

Hvorfor har du ændret dit profilbillede til et af Rosa Karen?
– Det er overhovedet ikke noget, jeg har tænkt over. Men jeg har aldrig været nærig med mine profilbilleder. Jeg har skiftet ofte, og det har været alt fra drukbilleder til løbebilleder. Mit profilbillede reflekterer rigtig meget, hvor jeg er i mit liv.

– Og så var det nok, fordi jeg var mega stolt af mit barn og havde lyst til at vise det frem til hele verden. Jeg tænker, det er det samme, som folk har med deres katte - de har lyst til at vise dem frem til hele verden.

Ja, men jeg ser ikke så mange mennesker, der skifter deres profilbillede til et af deres kat?
– Haha, nej. Men ja, jeg tror, at netop ens barn bliver sådan en forlængelse af en selv. Det må næsten være det, for profilbilleder må skulle repræsentere en selv.

Men når jeg ser det, konstaterer jeg, at det ikke er Sophie, men Rosa Karen…
– Jaehhh, det giver meget god mening… Altså når du sætter det sådan der op, begynder det at blive småpinligt, haha. Så kan jeg da kun være glad for, at jeg også selv er med på billedet nu (Sophie bruger pt. et billede af hende selv sammen med Rosa Karen, red.). Ja, men egentlig er det jo underligt.

Men havde du tænkt over, at det ikke bare var et billede, du delte, men derimod dit profilbillede, du skiftede?
– Hvis du spørger, om jeg gjorde det forsætligt, så ja, jeg vidste godt, at det var mit profilbillede, men mere har jeg ikke tænkt over det. Jeg har ikke tænkt, at når folk kigger på mig, så er det egentlig min datter på billedet. Men måske er det, fordi man er i sådan et symbiotisk stadie det første stykke tid, efter man har født.

Kunne du finde på at gøre det igen på et senere tidspunkt?  
– Ikke efter denne samtale i hvert fald, haha. Ej, man kommer jo også længere og længere fra sit barn, jo ældre det bliver. Det er jo bare en symbiose i det første halve år, men nu (efter 11 måneder, red.), begynder man at få sin identitet lidt tilbage. Det første stykke tid var jeg jo bare her i verden for at være der for hende. Det er den funktion, du har, når du lige har født et barn.

Kunne du finde på at ændre dit LinkedIn-billede til et af Rosa Karen?
– Hahaha, nej på ingen måde. Det er et professionelt netværk. Præmissen for Facebook og LinkedIn er meget forskellig. 

LÆS OGSÅ: "Det er meget federe at blive gravid, fordi man har bollet og glemt at passe på, end fordi man har siddet og planlagt det"

Som Susanne (35 år) normalt ser ud på sit profillede... 

Og her er Susanne blevet forvandlet til lille nyfødte Olivia...

Hvorfor har du engang ændret dit profilbillede til et af din helt nyfødte datter?
– Ja, okay, det kunne jeg ikke lige huske, at jeg har gjort.

Hvorfor har du gjort det?
– Jamen, jeg kan ikke huske, at jeg har ændret selve profilbilledet... Andet end at jeg selv har været med på også?

Det kan jeg afsløre for dig, at det har du gjort.
– Haha, ok, fedt. Nåh, dér kan man bare se...

Men du kan simpelthen slet ikke huske det eller hvordan?
– Nej! Næh, for da I skrev til mig, der tænkte jeg, at det har jeg ikke selv gjort. Jeg har altid kun haft et, hvor jeg også selv var med på, haha.

Hun er meget nyfødt på billedet. Så hvad tænker du er årsagen?
– Det er måske bare for at vise, at man er blevet mor, og fordi man er stolt og gerne vil vise det frem.

Jeg forstår godt, at man så gerne vil dele billeder, men var du klar over, at det var dit profilbillede, du havde ændret?
– Det var jeg jo så sikker på, at jeg ikke havde gjort, haha. Jamen altså, det må jo være noget med, at man identificerer sig med rollen som mor.

Men det er jo ikke dig? Hun hedder i hvert fald noget andet…
– Det var også derfor, jeg egentlig tænkte, at jeg ikke har gjort det. Det kan godt være, det var noget med en "ammehjerne", haha. Man er jo en symbiose, og man befinder sig i en barselsbobel.

Kunne du finde på at ændre dit billede på LinkedIn til et af din datter?
– Nej, men det troede jeg jo så heller heller ikke, at jeg kunne på Facebook. Altså jeg kan ærligt talt ikke huske, at jeg har gjort det, andet end at hun er på mit billede nu, men det er jo med mig, fordi det er min profil.

LÆS OGSÅ: Børn

Som Julie (26 år) normalt ser ud på sit profillede... 

Og her er, vupti, Julie blevet til sin søn Oskar...

Hvorfor har du ændret dit profilbillede til et billede af din søn i stedet?
– Det har jeg, fordi efter jeg er blevet mor, er jeg jo stolt af at vise mit barn frem, og jeg synes måske, at mit barn er mere interessant at vise frem end billeder af mig selv. Før havde jeg kun mig selv at gå op i, hvis man kan sige det sådan, og nu fylder han jo hele min verden. 

Har du tænkt over, at der er en forskel på at lægge et almindeligt billede ud af ham, og at du har ændret dit profilbillede til et af ham?
– Ja, det er jo det første, der kommer frem, når folk skriver med mig eller går ind på min profil. Jeg ved ikke, om jeg har tænkt så meget over det…

Ja, fordi jeg tænker jo bare, når jeg kigger på det billede, at det er ikke Julie. Det er din søn i stedet for.
– Jeg har gjort min Facebookprofil privat, så fremmede ikke kan finde mig derinde. Dem, jeg har på Facebook, er nogle, jeg kender. Og mine venner kan jo stadig se, at det er mit navn, der står der, så jeg tænker ikke, de bliver forvirrede. Eller det ved jeg ikke, det kan da godt være, at der er nogle, der bliver. Måske hvis det er nogle ældre mennesker. Men det er jo ikke unormalt, når man har små børn, at man sætter et profilbillede på af sit barn i stedet for sig selv. Så jeg tænker ikke, at dem, der er vant til at bruge Facebook og sociale medier og sådan noget, bliver forvirrede af det.

Kunne du også finde på at gøre det, når han blev ældre?
– Haha, det er jo et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Jeg tænker dog umiddelbart, at hvis jeg skulle sætte et billede på af min søn, når han bliver ældre, så ville det nok være et billede sammen med mig eller sammen med mig og hans far. Men de er jo også bare så søde og skønne at se på, når de er så små, ikke? Der er bare noget helt specielt ved så små børn. Og så er han også en del af mig.

Hvor går grænsen så? Kunne du også finde på at bruge et billede af ham på dit CV eller på din LinkedIn-profil?
– Haha, nej. Det er jo nok også, fordi Facebook for mig ikke er noget seriøst. Det er et sted, hvor jeg kan gå ind og kigge eller holde mig opdateret på venner og bekendtes liv og omvendt. Jeg er godt klar over, at Facebook bliver brugt til flere og flere ting, men jeg tænker, at det jo ikke er noget seriøst. Selvfølgelig kunne jeg aldrig finde på at lægge et billede af min søn på mit CV. Jeg kunne finde på at skrive noget om ham, men jo ikke… ej. 

Som Henriette (34 år) normalt ser ud på sit profillede...

Og her er Henriette på mystisk vis blevet til sine sønner, Nicolai og Frederik...

Hvorfor har du et profilbillede, som er af dine to sønner på Facebook?
– Det er sjovt, for da du skrev det, tænkte jeg: "Ja, hvorfor har jeg det?" Jeg har ikke tænkt så meget over det. Jeg tror simpelthen, at det er fordi… ja, det ved jeg ikke. Jeg er så stolt af dem, og jeg elsker dem så højt. Og helt ærligt, så har jeg ikke noget godt billede af mig selv. Jeg har ikke fået taget noget. Og jeg synes, at det billede af de to er så godt, så jeg tænkte jeg, at de er jo også en del af mig.

Har du tænkt over, at det jo ikke bare er et normalt billede, du har lagt op, men at det er selve dit profilbillede?
– Jaeh.. jeg lægger ikke så meget i det. Det har mest været for, at familien kan se, at der bliver taget nogle gode billeder, så de også kan følge med, og om det så er et profilbillede - det har jeg ikke tænkt over. Når jeg åbner Facebook nu, så ser jeg dem, og det er det, der gør mig glad. Men det ved jeg godt, at det tænker I andre jo ikke, når I åbner. I tænker; "hvorfor er der ikke et billede af Henriette?" Jeg har ikke lige vendt den sådan selv.

Men når jeg sidder og kigger på det, så står der selvfølgelig Henriette, og så kigger jeg på billedet, og så konstaterer jeg, at det er jo ikke Henriette.
– Nej nej. Og det kan jeg sagtens se også. Og jeg har faktisk længe tænkt på at få det ændret, men så tænkt, "nå ja, så meget bruger jeg det heller ikke", og så er jeg kommet fra det igen, for så skal jeg til at tage et billede af mig selv og alt muligt.

Nu gør du det jo også, hvor drengene er forholdsvis store - de er jo i hvert fald ikke nyfødte længere. Er det noget, du tænker, du fortsætter med?
– Jeg har tænkt meget over, at jeg skal have det ændret nu, hvor de er ved at blive så store. Jeg kunne godt finde på at bruge et billede, hvor jeg så var sammen med dem.

Og hvor går grænsen? Kunne du også finde på at bruge dem som dit billede på dit CV eller din LinkedIn?
– Nej. Det, synes jeg, er noget helt andet. Kun hvis jeg ville være sikker på ikke at få et job. Det er jo totalt useriøst. 

 

Hvad har jeg lært? 

Konklusionen må være, at mødrene i den grad ikke har tænkt særlig meget over, at de med et snuptag er blevet forvandlet til deres børn. Til gengæld synes de alle, at forslaget om at udskifte deres LinkedIn-profilbilleder med et af deres børn er noget, de aldrig kunne finde på at gøre - for dét ville være fjollet... Hvad tænker du?

Anbefalet til dig