åbent forhold
Foto: Getty Images Mikkel vil gerne have sex med andre partnere, men Tanja føler det som en afvisning af hende og forholdet.

”Skal vi åbne op og have flere partnere?”

Kan man elske hinanden inderligt og samtidig have et forhold, der inkluderer flere sexpartnere? Eller er det den sikre vej til at gå fra hinanden? Daisy Løvendahl giver kloge perspektiver på et emne, som virkelig kan sætte sving i de store følelser.

Tanja og Mikkel holder hinanden i hånden, mens de sidder over for mig. Et flot par i slutningen af fyrrerne. De fortæller, at de nyder deres parforhold. Har store børn, gode jobs og overskud. Et overskud, der for et års tid siden fik dem til at spørge hinanden om, hvad de ønsker af livet nu.

LÆS OGSÅ: Min mand vil leve i et åbent forhold

Tanja tager ordet og fortæller med et smil:

– Vores liv var i mange år overlevelse. Små børn, krævende hverdag og usikkerhed i forhold til jobbet, men pludselig havde vi opnået alt det, vi ville. Så jeg begyndte at interesse mig for personlig udvikling og hev Mikkel ind i en masse spørgsmål om, hvad vi ønsker os af livet nu.

Mikkel nikker og overtager ordet.

– Det var et wakeupcall for mig. Jeg har aldrig rigtigt tænkt over, hvad jeg ville med mit liv, men da jeg først gik i gang, opdagede jeg en masse lyst til at opleve noget nyt. Jeg er blevet meget bevidst om, at jeg også har lyst til at have sex med andre. Vores sexliv er bedre end nogensinde før, fordi vi ikke bare har knaldet, men har talt meget mere om, hvad hun og jeg kan lide. Men det har også givet mig lyst til at åbne op.

Tanja nikker og sukker dybt:

– Her står jeg bare helt af. Det føles som en afvisning af mig. Af os. Som om vi er færdige med hinanden. Jeg ved godt, at han siger, at han stadig elsker mig, men jeg føler mig ikke længere så sikker på os.

Er jeg den, du allerhelst vil?

Den dag begynder en vigtig samtale mellem Mikkel og Tanja. Under Tanjas følelse af at være afvist er der også en frygt for at miste ham. Samtidig føler Mikkel ikke, at hans kærlighed til Tanja er blevet mindre. Tværtimod.

Hans lyst til hende er flettet sammen med en generel lyst til at opleve, udforske og lege. Vi breder alt dette ud i samtalerne, indtil Mikkel en søndag eftermiddag sender mig en kort sms: ”Kan vi få en session i morgen? Det er vigtigt”.

Åbne forhold

På engelsk bruges betegnelsen CNM (consensual non-monogamy), som en samlet betegnelse for åbne forhold. Betegnelsen dækker over forhold, hvor man har hinandens samtykke til ikke at leve med kun en sexpartner, men tværtimod have flere elskere.

Det er vigtigt at forstå, at der indenfor denne kategori er mange former for åbenhed. Lige fra årlige trekanter med en inviteret gæst, til faste kærester ved siden af den primære partner over swingerklubber og tilfældig sex, når man møder et menneske, der tænder en. Fælles er dog, at udgangspunktet for den seksuelle aktivitet er baseret på åbenhed og ærlighed.

Forskel på fantasi og virkelighed

Da de sidder over for mig klokken 8.00 en mandag morgen, er det første, jeg lægger mærke til, at de ikke holder i hånd. Mikkel har ret ulig ham armene over kors, og han går ret direkte til sagen:

– I lørdags var vi på en swingerklub. Aftalen var, at vi skulle opleve det uden forventninger om andet, men så falder vi i snak med en anden kvinde i baren og ja … så udvikler aftenen sig. Tanja prøver at kærtegne hans arm, men han reagerer ikke. Så hun tager ordet.

– Jeg er virkelig ked af, at jeg bare tog initiativet med hende, men jeg fik lyst til det. Vi har talt og talt og talt, og pludselig for der en djævel i mig. Jeg fik lyst, følte mig ung, vild og begærlig. Så jeg inviterede hende med ind i et rum sammen med Mikkel, men lagde faktisk ikke mærke til, at han ikke nød det.

LÆS OGSÅ: Luise bor med to mænd

Hun ser på Mikkel med et kærligt blik.

– Jeg er ked af det, skat. Det var lyst. Min kærlighed er til dig.

Mikkel løsner armene og tager hendes hånd.

– Jeg føler, rollerne er byttet helt om nu. I min fantasi var det ultrafrækt med to kvinder, men i virkeligheden følte jeg mig udenfor og væk fra Tanja. Det gjorde ondt.

Tanja kniber en tåre, og de rækker ud mod hinanden. Jeg rejser mig for at lave kaffe og give dem et øjeblik alene i fuld vished om, at vi kommer til at tale meget mere om dette i den kommende tid. Men også med tiltro til deres kærlighed og evne til at nå hinanden – netop fordi de tør blive i alle følelserne omkring sex og parforhold.

5 ting, der er værd at vide, hvis I overvejer et åbent forhold

1 Skal/skal ikke

Skal man, eller skal man ikke åbne sit forhold? Det spørgsmål får jeg af og til, men med al kærlighed vender jeg lige spørgsmålet mod dig. Hvad tænker du selv? Der er ingen enkel test eller gylden regel, der kan give dig svaret. Du er nødt til at lave noget dybt sjælearbejde og så tage en beslutning om at hoppe i eller lade være. Du er nemlig så heldig at leve et sted i verden, hvor du kan overveje det. Seksuel frihed er et privilegie. Det kræver megen tankekraft og stor kærlighed at håndtere det elegant.

2 Betyder lyst til andre, at kærligheden er væk?

Nej. Det spørgsmål vil jeg gerne give et firkantet svar på, og det er nej. Du kan sagtens elske en inderligt og have lyst til andre. Ligesom du kan være vegetar og have lyst til en stor, fedtet burger. Kærlighed og lyst er ikke det samme. Når det følges ad, er det smukt, men når det går i hver sin retning, betyder det ikke, at kærligheden er væk. Faktisk oplever jeg ofte i mine samtaler, at par, der åbner op, også får mere lyst til hinanden. Så der er mange muligheder i ligningen parforhold, sex, lyst og kærlighed.

3 Giv hinanden en stopknap

Hvis I begiver jer ud på rejsen mod at åbne op, vil jeg anbefale jer at indføre et stop. Og brug af ordet STOP betyder ikke ”måske” eller ”senere”. Det betyder, at du stopper lige nu og giver al din opmærksomhed til din elskede. Uanset om det er midt i kampens hede eller i udforskningen af, hvornår kampen mon begynder. Det er så vigtigt at kunne sige til, når man ikke vil med længere. Ligesom det er vigtigt at respektere, når den anden ikke vil mere. I skal kunne se hinanden i øjnene med respekten og tilliden bevaret.

4 Accepter, at der vilvære bump på vejen

At åbne sit sexliv op og involvere mere end to mennesker i det er virkelig modigt. Det er kompliceret nok kun at være to. Flere gør ikke noget enklere. Så accepter, at livet som ikke-monogam inkluderer nogle bump på vejen. Ingen får mere end en elsker uden også at få mere usikkerhed, svære samtaler, vilde oplevelser og sårbare øjeblikke. Spørgsmålet er, om du er klar til at håndtere de bump? Og ikke bare acceptere dem, men faktisk byde dem velkommen som en vigtig del af livet med et åbent forhold.

5 Sæt jeres parforhold først

På mange måder kræver et åbent forhold meget overskud. Det kræver, at I som par virkelig vælger hinanden til og gør jer umage med at have en stærk forbindelse. Jo mere vi udfordrer vores forhold, jo mere skal vi også dedikere os til det. I kan ikke åbne op med samme attitude, som I kan beslutte en ferie til Grækenland. Jeg respekterer mange åbne par for deres villighed til at prioritere hinanden og tale dybt, ofte og detaljeret om deres følelser. Åben eller ej – så er det altid værd at gøre for hinanden.

Hvem er Daisy Løvendahl?

Daisy Løvendahl er personlig rådgiver, foredragsholder, har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation og er forfatter til bøgerne ”LEV” og ”ELSK”. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Bor i København med sin mand og deres to børn.

Læs mere på Daisylovendahl.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi, Parforhold, Sex og Kærlighed