Marie Sloma Qvortrup fortæller om at være gift med Henrik Qvortrup midt i en mediestorm.
SPONSORERET indhold

Marie Qvortrup: "Se og Hør-sagen er pisse lige meget"

Marie Sloma Qvortrup har om nogen mærket mediestormen på egen krop siden Se og Hør-sagen brød løs i foråret.

Af:: Marie-Louise Truelsen
22. okt. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Også før har forholdet til den tidligere chefredaktør, Henrik Qvortrup, været udfordrende. Men hun står stadig ved sin mand, og sådan vil det blive ved med at være. For kærligheden betyder mere end sagen, fortæller Marie Sloma Qvortrup i et interview i denne uges ALT for damerne nr. 43.

– De ting, der kommer frem med journalisten Ken B. Rasmussens bog om Se og Hør overrasker mig egentlig ikke. Han siger jo selv, at han er ude på et hævntogt. Jeg har ikke læst bogen, den interesserer mig ikke. Men selvfølgelig interesserer det mig, om min mand har gjort noget kriminelt. Jeg tager en snak med Henrik, hvor vi kigger hinanden i øjnene, og jeg siger til ham: "Du skal fortælle mig præcis, hvad der er foregået". Det gør han så, selvfølgelig. Og det, han fortæller, beroliger mig, siger Marie Sloma Qvortrup.

Hendes måde at tackle sagen på som familie er at skelne mellem de indre og de ydre ting.

– Det handler om at sige: Der er ikke nogen, der er alvorligt syge, der er ikke nogen, der er døde, og der er ikke nogen af os, der har fundet en anden. Alle i vores allernærmeste netværk er okay. Se og Hør-sagen er noget, der kommer udefra. Det er noget, der – når alt kommer til alt – er pisse lige meget.

LÆS OGSÅ: Henrik Qvortrup: Jeg røg ud i en eksistentiel krise

Men det er vel ikke lige meget, hvis din mand rent faktisk har gjort noget kriminelt?
– Jo, det er pisse lige meget, hvis man kigger på, hvad der er vigtigt her i livet. Hvis man tager det store perspektiv på. Når vi er 90 år og sidder og holder hinanden i hånden på plejehjemmet, hvad var så det vigtige? Det vigtige var ikke Se og Hør-sagen. Det vigtige var ikke, hvorvidt man havde det ene eller andet job. Det vigtige var, at vi havde kærligheden og hinanden og en god familie. Det vil jeg til hver en tid holde fast i. Derudover synes jeg selvfølgelig, at den sag er noget lort. Selvfølgelig synes jeg da det. Men man kan jo ikke lægge sig ned i fosterstilling og lade sig slå fuldstændig omkuld. Det kan man gøre, hvis ens børn får kræft, men det kan man ikke over sådan noget her. Det er noget med at have det rigtige perspektiv på.

Læs hele interviewet med Marie Sloma Qvortrup om at være gift med Henrik Qvortrup, da han var chefredaktør for Se og Hør, om at leve hver for sig uden at være skilt – og om at flytte sammen igen: ALT for damerne nr. 43 /2014. Se det aktuelle abonnementstilbud her.