Rane Willerslev ALT for damerne
SPONSORERET indhold

"Jeg har prøvet at være skilt en gang, og det gider jeg ikke igen"

Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev om at være utroligt utålmodig, om at opleve zen-stemning på sine jagtture og om aldrig at komme til at forlade sin kone.

Af:: Simone Laursen Foto: Steen Brogaard
04. nov. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

Hvornår er du helt dig selv?

"Det er jeg, når jeg er på jagt. Der er sådan en fredfyldthed omkring det og en zen-agtig stemning. Det svarer nok lidt til, når andre mediterer. Under corona har jeg fået øjnene op for, hvor fantastisk Danmark er – også i forhold til jagt. Førhen tænkte jeg lidt, at det bare var et dødkedeligt landbrugslandskab, men det er faktisk enormt spændende at være på jagt i den danske natur."

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

"Jeg er meget utålmodig, og derfor kan jeg nogle gange komme til at tromle folk, hvis jeg ikke passer på. Og det tænker jeg meget over nu, hvor jeg er blevet leder. Men det er heller ikke kun en dårlig kvalitet, for det hjælper til, at jeg får ting gjort – men det kan helt sikkert godt stresse folk omkring mig, at der hele tiden skal ske noget. Og så er det måske også lidt skørt, når nu jeg er så vild med jagt, der netop kræver tålmodighed. Det er nærmest to modsætninger. Men det er der, hvor jagten også er så god, fordi den kræver, at man er tålmodig. Man kan ikke forcere noget, og hvis man ikke er til stede, så misser man dyret. Det har jeg prøvet et par gange, fordi jeg havde travlt med at kigge på min telefon. Så det eneste man skal gøre, er at sidde og glo ud i luften i timevis. Og det er sundt."

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt: ”Jeg er også selv som voksen politiker blevet taget på låret af en anden politiker”

Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?

"Det må være åbenhed og nysgerrighed. Det er nogle ret vigtige kvaliteter at have i livet."

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

"Det kan jeg sige med hundrede procents sikkerhed! Det er en rejse, som jeg var på, da jeg fik en skriveblokering midt i min Ph.d. på Cambridge University. Jeg gik derfor hen til et rejsebureau og sagde, at jeg skulle med den første ledige afgang – og så røg jeg til Mallorca sammen med hele den engelske arbejderklasse, som jo virkelig er en ret speciel kultur. Det var en kulturel virkelighed, som jeg aldrig havde oplevet før, og som jeg aldrig vil opleve igen."

Hvornår har du været mest bange?

"Det har jeg været af forskellige omgange, men én af de gange, hvor jeg virkelig var bange, var da jeg for et par år siden var ude og jage med et folk i Østafrika. Jeg var klar over, at det område, som de lever i, er meget ustabilt. Men vi havde været på jagt i bushen fem gange inden, og det var gået helt fint. Men denne gang var det anderledes. Pludselig var alle de folk, som jeg var sammen med, væk – på nær en, som havde kæmpe rædsel i øjnene, mens han sagde: "The enemy – run!" Jeg kiggede op, og der stod pludselig nogle andre folk med kalashnikovs i hænderne. Og så begyndte min makker ellers at løbe. Og det samme gjorde jeg."

"Efter en halv time var jeg helt færdig. Det var sidst på dagen, og vi havde vandret rundt i bushen hele dagen. Så jeg spurgte, om vi ikke bare kunne gemme os for dem, men han sagde, at hvis vi gjorde det, ville vi blive nødt til at slå dem ihjel – ellers ville de slå os ihjel. Så vi måtte forsætte vores løb og kunne først stoppe, da solen gik ned. Der var jeg sgu ret bange, må jeg sige."

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

"At jeg er mindre ambitiøs på mine egne vegne. Dermed ikke sagt, at jeg ikke arbejder meget. Men det er på en anden måde. Førhen var jeg hele tiden drevet meget af status og karriere. Det er aftaget. Og det har noget med alder at gøre, tror jeg. Jeg ligger langt mere værdi i det nære nu, og jeg har egentlig ikke nogen ambitioner om at nå højere eller længere i mit arbejdsliv, end jeg er. Hvis mine ambitioner går i nogen retninger, så er det at arbejde mindre fremadrettet."

LÆS OGSÅ: Søren Pilmark: "JEG syntes, det var for tidligt"

Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?

"Hun har lært mig at lege – og vigtigst af alt at blive ved med det. Det er faktisk en utrolig stor gave. Hun har altid opfordret os til det. Derfor er jeg faktisk også blevet ved med at lege, indtil jeg endte med at sidde i den her direktørstilling, for der er ikke så meget plads til leg. Men indtil da har jeg været enormt privilegeret ved, at jeg også som voksen har kunne lege – med ideer, tekster og film og endda blive betalt for det. Det har været virkelig godt. For så er jeg ikke bare gået ned i en kasse og begyndte at tænke i den. Jeg har forholdt mig nysgerrig hele tiden – og det er meget hendes fortjeneste."

Færdiggør sætningen: Jeg kunne aldrig finde på, at …

"… forlade min kone. Jeg har prøvet at være skilt en gang, og det gider jeg ikke igen."

Hvad er det mest ligegyldige, du ejer?

"I dette øjeblik har jeg noget utrolig pænt sort og hvidt tøj på, fordi Kronprinsen kommer på besøg på museet i dag. Men det tøj er det mest ligegyldige, jeg ejer. Jeg er superligeglad med det, men jeg har til gengæld mange følelser for mit vildmarkstøj."

Anbefalet til dig