Rasmus Tantholdt og fotograf Anders Bach
Foto: Les Kaner Rasmus Tantholdt (th) og fotograf Anders Bach (tv) er aktuelle med fotobogen ”Det vi så – Fra Mogadishu til Hong Kong. Fotografier fra kanten af verden”.

Rasmus Tantholdt og hans faste fotograf Anders Bach: "De kalder os ægteparret"

De har set hinanden reagere i livsfarlige situationer, og det er en del af limen i relationen mellem TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt og hans faste fotograf Anders Bach. De er så tætte kollegialt og følelsesmæssigt, at da de begge brød sammen efter en særligt voldsom episode, tilkaldte de parterapeut og tidligere jægersoldat BS Christiansen.

Det virkede umiddelbart som en god ide at køre ind til Alexandrias centrum og finde et nyt hotel i stedet for at tjekke ind på det, rejsebureauet havde tildelt dem i udkanten af byen. Det vil give en baggrund til aftenens direkte transmission, der bedre kunne illustrere de tiltagende protester i gaderne, som TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt og hans faste fotograf, Anders Bach, er taget afsted for at dække. Men det går op for dem, at det er en dårlig ide, da deres privattaxa bliver omringet af 50-70 bøller i en lille gyde. Folkemængden bliver ikke mindre kamplystne ved synet af journalister og begynder at slå og stikke til bilen med køller og knive, mens de kommer med vrede tilråb. Det Arabiske Forår er i fuldt flor, og der er hverken politi eller soldater i gaderne, hvor folk nu vogter over deres egne kvarterer. Pludselig åbner chaufføren døren og løber sin vej. Og Rasmus og Anders har nu kun hinanden.  

LÆS OGSÅ: "Da de andre gik på pension, gik jeg efter stillinger i verdens farligste lande"

Rasmus: – Vi kan ikke se ud. Der er mennesker overalt, og hvis vi bliver hevet ud i den folkemængde der, bliver vi nok slået ihjel på en ret træls måde, som man siger i Aarhus. Så vil jeg hellere køres over af en bus end at blive ydmyget og tæsket ihjel på den måde. 

Anders nærmer sig sin smertegrænse. ”Hvad fanden skal vi gøre, Rasmus? Hvad fanden skal vi gøre?”, siger han. Det har Rasmus ikke noget bud på.

Rasmus: – Men jeg svarer alligevel: ”Det skal nok gå. Det skal nok gå … Vi skal nok finde en løsning på det her”. Jeg kunne mærke, at der var du næsten ved at give op – ligesom jeg har været i andre situationer. 

Anders: – Normalt kan vi trække os tilbage, hvis nogen bliver sure over, vi er der. Her var vi låst inde, og der var bare ikke noget, vi kunne gøre. 

Oplevelsen fandt sted i februar i 2011 og står stadig i hukommelsen som det tidspunkt, makkerparret har haft mest brug for hinanden. Og de har ellers været udsat for lidt af hvert i de 14 år, de har arbejdet sammen. De har bevæget sig i alt fra krigszoner til naturkatastrofer og coronavirussens epicenter – oplevelser, de nu deler i deres nye fotobog, ”Det vi så”. Sideløbende har de udviklet et helt særligt venskab.

tantholdt_bech_07.jpg.jpg

Normalt rejser de med en fixer, der er deres samarbejdskontakt i det pågældende land, men i Alexandria var de helt alene. Indtil redningen kom i form af det egyptiske militær. Trods den traumatiske oplevelse valgte de alligevel at gå på live i 22-Nyhederne som aftalt.

Rasmus: – Det handler om at komme op på hesten igen. For hvis du sætter dig handlingslammet ovre i hjørnet og tænker ”neeej, hvor er det også synd for os”, kan du godt få en følelse af, at det var ligegyldigt. Hvorfor gjorde vi det? Vi kom ikke engang i fjernsynet. Så er det federe, at du rent faktisk leverer et produkt og siger ”okay det kan godt være, det var et stort offer, men vi leverede trods alt produktet, selvom vi aldrig nogensinde vil gå igennem sådan en oplevelse igen for at lave en live”. 

Selvom oplevelsen føltes som en evighed, skyder de alligevel på, at der kun gik 10-15 minutter, før de slap væk.

Rasmus: – Man lærer EKSTREMT meget om sig selv – og hinanden – i sådan en situation. De færreste ved, hvordan deres tætteste venner reagerer, hvis de tror, de skal dø. Men jeg ved, hvordan Anders reagerer, og han ved, hvordan jeg reagerer, og det er jo et kendskab til et andet menneske, som er ret unikt. Der er ingen andre end Anders, der nogensinde kommer til at forstå de situationer. Og det er en væsentlig lim i vores kollegiale partnerskab og private venskab – ægteskab om man vil. 

Jobsamtale på bodega

Mange af de journalister og fotografer, de møder rundt omkring i verden, omtaler dem som ægteparret. For når man tilbringer omkring ti dage i træk om måneden på udlands-rejser i hinandens selskab, kan man ikke undgå at lære hinanden at kende på godt og på ondt.   

Anders: – Nogle dele af året er vi nærmest mere sammen, end vi er med vores familier. Der kommer til at opstå sådan et ægteskabeligt forhold. Når vi skal bestille mad, ved vi lige præcis, hvad den anden skal have. Jeg ved lige præcis, hvilke knapper jeg skal trykke på for at få Rasmus til at eksplodere. 

Rasmus: – Man lærer hinanden SÅ godt at kende, at de samme skænderier og diskussioner bliver ved med at gentage sig. Så jeg kan godt forstå, hvis andre ser os som et ægtepar. Det handler om måden, vi taler til – og om – hinanden på. Jeg ved hele tiden, hvilke historier Anders skal til at fortælle, når vi er sammen med andre. Jeg har hørt dem TUSIND gange og kan tænke ”hold nu kæft, den har du fortalt 60 gange”. Og det kan jeg også godt finde på at sige. Sådan er det desværre så også den anden vej. Jeg kan også godt stikke lidt til ham, hvis han er sur, som han ofte bliver, når han er træt, og sige, at han skal være lidt gladere, for jeg ved, at så bliver han dobbelt så sur. Det er jo lidt som at se et gammelt ægtepar. Samtidig har vi det også megasjovt, for der er jo også mange gode elementer i et ægteskab. 

Men nogle gange bliver omgangstonen måske også lige ægteskabelig nok.

Anders: – Når vi sidder og redigerer, kan Rasmus pludselig sige: ”Skat, vi skal lige …”.

Rasmus: – Ja, det er jeg kommet til nogle gange, hvor mit hoved lige er et andet sted. Hvis jeg lige har talt med min kæreste, så bliver jeg måske lidt for meget.

LÆS OGSÅ: "Der gik virkelig panik i mig, og jeg var bange for at blive mast ihjel"

Da deres veje krydsede hinanden tilbage i 2006, var Anders nyansat fotograf på TV 2, men havde som FN-soldat i det tidligere Jugoslavien i 90’erne erfaring med at begå sig i krisezoner. Rasmus havde været korrespondent i fem år og var på jagt efter en ny fotograf. Hans chef gav ham to at vælge imellem. Anders var den ene.

Rasmus: – Jeg inviterede dem med på Nørreport Bodega, og så fik vi en bajer. Det er sådan, jeg bedst kan lide at møde folk. Altså hvis folk kan drikke en bajer, så er vi godt i gang, ik’. Og det kunne Anders så ikke … Haha ... Jeg tænkte i hvert fald, da jeg gik derfra, at det bliver ikke ham Anders der. Han var meget stille og sådan lidt mærkelig. Så det gad jeg sgu ikke rigtigt. Så jeg rejste afsted med ham den anden. 

Anders: – Så du siger, at jeg var andetvalget?

Rasmus: – Ja, det var du.

Nogle måneder senere blev de alligevel sendt til Irak sammen på ministerbesøg med Søren Gade. Og Rasmus’ øltest viste sig alligevel ikke helt at holde stik.

Rasmus: – Jeg fik ham til at sige nogle ting, og så viste det sig jo, at han godt kunne snakke.  

Siden da har de været med på hinandens rejse og udviklet et fælles sprog, der er kendetegnet ved, at de egentlig ikke behøver at sige så meget. 

Ro i kaos

Et partnerskab som deres er sjældent i tv-branchen. Rasmus kender i hvert fald ikke til andre, der har haft et fast samarbejde i så mange år. Det skaber en overordnet tryghed at vide, at man kan regne med hinanden – både når det kommer til at levere deres fælles produkt, og hvis man skulle ende i en krisesituation. 

Anders: – Når du rejser i farlige områder, er det vigtigt at vide, hvordan den anden reagerer. Jeg ved, at Rasmus ikke lige pludselig begynder at flippe ud – eller at jeg ikke selv lige pludselig gør det – og vi kan berolige hinanden, hvis det bliver utrygt. 

Anders ved for eksempel, at en ubehagelig oplevelse ved et checkpoint har sat sig i Rasmus og kan trigge en frygt, der gør, at han selv må træde i karakter, når de nærmer sig sådan et. Ligesom Rasmus ved, at Anders bliver utryg, når der bliver kastet med ting – og der er man ekstra udsat, når man står med et kamera. 

LÆS OGSÅ: Anne Glad: "Det gør noget vildt ved mennesker at have været bange for at dø"

Rasmus: – Der er mange fotografer, der enormt gerne vil lave det, Anders laver. Og nogen har også sagt til mig: ”Prøv at høre, Rasmus, jeg tør godt, jeg er sgu ikke bange for noget”. Og der har jeg bare svaret: ”Så skal du i hvert fald ikke ud at rejse med mig, for du SKAL være bange”. Og det, at vi ser hinanden privat, og jeg kender Anders’ kone og hans to søde børn – ligesom han kender alle mine pårørende – bidrager også til, at man tager et større ansvar. 

Indimellem sender TV 2 dem til psykolog på Rigshospitalets kriseafdeling, som Rasmus og Anders mest ser som et dobbelttjek, hvor de får bekræftet, at alt er okay.  

Anders: – Vi har jo mulighed for at sidde og tale sammen bagefter. Og det GØR vi også. Det er ikke bare sådan noget macho-noget: ”Årh, det var sgu tæt på! Lad os komme videre”. Der kan vi høre, at der er en lidt anden tone blandt mange af vores udenlandske kolleger. Der er der flere, der har behov for at spille supermand.

Rasmus: – Det, der jo er ved os mænd, fordi vi ikke taler så meget følelser, er, at det hjælper, når du lige får tre bajere. Men Anders og jeg kan rent faktisk godt tale om følelser. Nogle gange kan vi også godt have brug for at slå et hul i jorden – som vi også gjorde efter oplevelsen i Alexandria – og sige, det ansvar, jeg lige har stået med, var SÅ stort, at nu kaster jeg det bare fra mig og drikker mig stiv. 

Anders: – Det er heller ikke, fordi vi har brug for at sige så meget. Vi skal bare lige bekræfte, at vi er o.k. 

Rasmus: – Det handler mest om at gå situationen igennem og få hinandens oplevelse af det, så detaljerne kommer på plads. På den måde får man en fælles historie om, hvad der skete, hvem der havde ansvaret, og hvad vi kunne have gjort bedre.  

tantholdt_bech_29.jpg.jpg

Og de får også at vide af psykologer, at det er mindst lige så gavnligt som terapi.

Anders: – Jeg vil langt hellere sidde og tale med Rasmus end med en psykolog, som ALDRIG har været i den situation. De har selvfølgelig nogle redskaber og gør et utroligt vigtigt stykke arbejde, men jeg får meget mere ud af at snakke med en, der har oplevet det samme. Og der kan vi være ærlige over for hinanden. Jeg har ikke brug for, at Rasmus tror, at jeg er sådan en supermand, som kan klare det hele. Jeg ved jo, at han vælger mig næste gang. 

Rasmus: – Selvom Anders kalder mig pikfjæs, tager jeg ham med næste gang. 

Parterapi hos BS

Efter Alexandria kan Anders’ kone mærke, at han slet ikke er nærværende. For Rasmus bliver det tydeligt, at den gal, da han skal skifte tog på Svanemøllen Station.

Rasmus: – Jeg kigger på tavlen over afgange, og jeg kan mærke i mit hoved, at jeg simpelthen ikke forstår, hvordan man gør. Og så tænker jeg ”Rasmus, du er simpelthen fucked up oven i hovedet, du kan ikke klare det pres. Vi bliver nødt til at sige, vi skal have en pause …” Det gjorde vi så i halvanden måned. Og i den periode havde vi det synkront på den måde. 

Men i stedet for at sætte sig og vente på, at det går over, tilkalder de hjælp i form af jægersoldat/coach BS Christiansen. 

Rasmus: – Han står og kigger lidt på os, og så stikker han kniven ind LIGE der, hvor den rammer allerhårdest. Og så kører han den lidt rundt. Og så siger han: ”Prøv at høre” – han RÅBTE det til os, kan jeg huske. Han skældte os nærmest ud og sagde, at nu gad han KRAFTEDME ikke længere at se på, at vi skulle prøve at bevise, at vi var gode nok. 

LÆS OGSÅ: "I virkeligheden har mange en arbejds-persona og en fritids-persona"

Det blev et vendepunkt i deres samarbejde. Rasmus og Anders var selv nået frem til den konklusion, at de var gået for langt for det perfekte baggrundsbillede i Alexandria. Men spørgsmålet var, om de ville have gået lige så langt for en live, hvis de selv havde troen på, at de havde bevist nok til at vide, at TV 2 ville sende dem afsted næste gang, det brændte på ude i verden? 

Rasmus: – Vi er begge meget ambitiøse, men hvad driver os? Er det i virkeligheden at få rygklap af chefer? Er det at vi kan kigge på os selv og sige: ”Hvor er vi dygtige?”. Og hvis det er det, hvorfor har vi brug for det? Og der fik BS os til at forstå, at vi fortsat skulle være lige så ambitiøse, men finde vores drivkraft et andet sted end i tilfældig anerkendelse. Vi har så fundet frem til, at ambitionen om at fortælle historier, som ikke ville blive fortalt, hvis vi ikke var der, må være nok. Det er vores drivkraft nu. Det var det også før, men der fyldte det andet alt for meget.

Anders: – Jeg tror faktisk, at BS i virkeligheden hjalp os med at blive voksne. At bringe os ud af den der næsten ungdommelige stræben efter anerkendelse. Og det var i princippet kun en type som ham, der kunne gøre det, fordi han forstod den verden, vi bevægede os i. 

Rasmus: – Det er UTROLIGT rigtigt sagt, må jeg indrømme, selvom jeg ikke er meget for det. BS hjalp os med at blive voksne. Og siden dengang har jeg faktisk kun med få undtagelser haft stresssymptomer, som jeg ellers har haft tidligere – og det VAR stress, da vi gik ned sammen efter Alexandria. Vi stressede over vores situation, og det handlede lige så meget om præstationsangst. 

Anders: – Jeg var faktisk lettet over, at det ”bare” var stress, som så også er alvorligt nok i sig selv, men fordi vi kunne tage det i opløbet. Min største frygt, når vi rejser, er ikke at blive skudt i armen eller sådan noget, for den kan du lappe sammen igen. Jeg er langt mere bange for at få et eller andet psykisk mén, der gør, at jeg ikke kan være med til min søns fodboldkamp, fordi jeg er blevet bange for store åbne pladser. Så da det her skete, tænkte jeg ”fuck, er det alle de oplevelser, jeg har haft, jeg nu reagerer på?”. 

Trofasthed og loyalitet

Det er ikke kun på deres rejser, at Rasmus og Anders hænger ud sammen.   

Rasmus: – Der går sjældent en uge, uden vi ses, og vi snakker også meget i telefon. Så det er også et venskab uden for arbejdstiden. Og hvis Anders sagde ”nu gider jeg ikke det her arbejde mere”, er der ingen tvivl om, at vi ville blive ved med at se hinanden. Jeg sætter meget stor pris på vores venskab og partnerskab. Og jeg ved, at Anders aldrig, aldrig ville svigte mig. Jeg ved bare, at han altid har min ryg. ALTID. 

Og det er såvel fagligt som socialt. 

Rasmus: – Jeg har også brug for, at nogen tør sige til mig, hvis de synes, at jeg laver noget, der er megaringe. Og der kan jeg bare sige, at det tør Anders godt. Han kalder en spade for en spade. Og hvis jeg selv tænker, at Cavlingprisen venter lige om hjørnet nu, kan Anders lynhurtigt gøre det klart, at det gør den ikke. Du er slet ikke i nærheden. Og det er sundt.

tantholdt_bech_14.jpg.jpg

Derudover hjælper de også hinanden med at værne om deres familier.

Rasmus: – Vi taler rigtig meget med hinanden om de mange forskellige omkostninger, der følger med arbejdet. Vi taler også meget om vores børn, og hvad de mon tænker, når de kigger tilbage på deres barndom. Vil de tænke ”hvad fuck skete der der, vores far var der aldrig”? Men der må vi bare konstatere, når vi taler om det igen og igen, at vi er der faktisk hele tiden, når vi så er der. 

Anders: – Men det er også en af de gode ting ved at arbejde tæt sammen. Jeg kan huske engang, vi var i Libyen og diskuterede frem og tilbage, om det var for farligt at tage til Misrata. Pludselig får min søn skoldkopper, der spreder sig til øjet, og må på hospitalet. På et tidspunkt siger du bare til mig: ”Anders, du er her ikke hundrede procent. Tag hjem”. På den måde betyder familie ret meget, og vi har en ret stor forståelse for hinanden, hvis man siger ”nu kan jeg altså ikke rejse”. Så på den måde er vi også med til at hjælpe hinanden med at beskytte familien og minimere de omkostninger, der følger med. 

Og det er ikke, fordi de ikke hver især har andre venner. Men der skabes bare et særligt sammenhold, når man indimellem nærmest lever som et ægtepar.

Rasmus: – Der findes ikke nogen ud over min kæreste, jeg deler så meget med. 

Anders: – Vi har været i nogle situationer, som jeg ikke har været i med min bror og alle mulige andre. Rasmus forstår mig på en helt anden måde, fordi han har set mig i situationer, som mine andre venner ikke har. Og jeg har også andre supertætte venner, men der er sgu ikke andre, der kalder mig skat, haha.

Ulykken i Hong Kong

Under en demonstration i Hong Kong i november 2019 frygter de et øjeblik, at samarbejdet når sin ende, da en tåregasgranat rammer Anders i hovedet under en direkte tv-transmission. 

Anders: – Jeg begynder at svede helt vildt, og da jeg tørrer sveden væk fra ansigtet, ser jeg, at der er blod over alt, og så bliver jeg forskrækket og taber kameraet.

Derefter bliver signalet til TV 2 cuttet.

Rasmus: – Det første, jeg tænker, er ”okay, så gik den ikke længere”. Nu har vi rejst alle mulige steder i hele verden. Der har været alle mulige episoder, og nogle ville måske sige, vi har været heldige, at vi ikke er kommet noget til. Nu går den ikke længere. Det er slut. Jeg tænkte ret meget der. Men jeg vidste også godt, at Anders nok ikke ville dø, men jeg vidste endnu ikke, hvor alvorligt det var.

Flere demonstranter med nødhjælpsgrej har allerede samlet sig omkring Anders, da Rasmus bevæger sig over mod ham. Og så går han i gang med at kontakte folk hjemme i Danmark.

Rasmus: – Jeg fortæller min chef – med dirrende stemme – at den er gal med Anders. Og så skal jeg have fat i Anders’ pårørende. Den første, der svarer, er hans bror, og nu har jeg desværre været i den her situation før, så jeg har fundet en standardmåde at håndtere det på, hvor jeg siger: ”Christian, alt er okay, der er ikke sket noget alvorligt, men Anders er altså blevet ramt af en tåregasgranat, og han sidder her og bløder, men det skal nok gå alt sammen”.  

Og ellers går Rasmus i handlingsmode.

Rasmus: – Det er jo en situation, hvor Anders ikke kan foretage sig noget, så det er mig, der skal handle. Og der kan jeg gøre to ting: Jeg kan sætte mig ned og tude, som jeg var tæt på, eller jeg kan tænke ”okay godt, vi står i den her situation, hvordan får vi løst den bedst muligt?”. Og det er det mode, jeg går i – ligesom i Alexandria – og det er jeg stolt af. Det styrker mit selvværd at kunne sige ”det kan godt være, at jeg har begået fejl i min tilværelse, og der er ting, jeg ikke er særlig god til, men sådan en alvorlig situation her kan jeg håndtere på en god måde”. Og jeg er stolt af, at vi som hold kan bevare roen og klare sådan en situation. Det er ikke så tit, jeg siger, jeg er stolt over noget. 

LÆS OGSÅ: Hvornår kommer roen? Når jeg fylder 40.... troede jeg

Men noget, Rasmus var mindre stolt over i situationen, var, at han følte, at han havde presset Anders til at bevæge sig længere ind i demonstrationen, så seerne kunne se, at der både blev skudt og kastet med sten, flasker og tåregasgranater i gaderne.

Rasmus: – Jeg følte mig skyldig, for Anders tøvede faktisk, så jeg følte, at jeg havde presset ham til at gøre noget, han måske i virkeligheden ikke rigtigt havde lyst til, og der fik jeg det virkelig dårligt med mig selv.

Anders: – Det er jo en diskussion, vi altid har. Skal vi gå den ene eller den anden vej? Jeg føler ikke, du presser mig, for i virkeligheden KAN du ikke presse mig. Så ville jeg jo sige nej … Og så ville du respektere det nej, fordi vi kender hinanden så godt.

Rasmus: – Anders var meget hurtig, for han ved allerede, at det er det, jeg tænker, fordi vi kender hinanden så godt. Så da jeg siger, jeg føler, at jeg pressede ham, svarer han bare, at det gjorde du overhovedet ikke. Og så tænkte jeg pyyyyyyha … Men jeg troede ikke helt på det. 

Anders: – Vi begår jo fejlene sammen. Men det ville selvfølgelig være rart, hvis DU snart fik noget i hovedet …

Rasmus: – Ja, det er altid Anders, der får noget i hovedet. Jeg er heldig. Det ER jeg bare. Jeg ender altid i den korteste kø til paskontrollen, og jeg får altid min bagage først. Sådan er det altid.

Ligesom i Alexandria slutter de dagen i Hong Kong med det eneste, der kan give den rystende oplevelse bare lidt mening: Går på live og rapporterer.  

Hvem er Rasmus Tantholdt og Anders Bach

rasmus_tantholdt fakta.jpg

Rasmus Tantholdt, 46 år

Journalist og krigs- og udenrigskorrespondent for TV 2. Kæreste med tv-vært Natasja Crone. Har en søn på 16 fra et tidligere forhold.

anders_bech fakta.jpg

Anders Bach, 47 år

Tv-fotograf på TV 2 og Rasmus Tantholdts faste makker. Gift med Jane, som han har to børn på 8 og 11 med.

Sammen med Rasmus Tantholdt er han aktuel med fotobogen ”Det vi så – Fra Mogadishu til Hong Kong. Fotografier fra kanten af verden”, der er skrevet i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen og udkommer på Forlaget 28B den 28. september.

Vi tager ud og kigger ind: Korrespondenterne

Hvad sker der med en relation, når rammerne er ekstreme, som de er for korrespondenter, der altid er langt hjemmefra? Det undersøger ALT for damerne i en ny interviewserie.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Livsstil