Razan El-Nakieb om tørklæde og muslimsk tro
Foto: Peter Nørby Der er ca. 256.000 muslimer i Danmark, hvilket udgør 4,4% af befolkningen. Mød Razan El-Nakieb, som er én af dem.

Razan valgte tørklædet til, da hun blev mor: "Det er en dag, jeg aldrig glemmer"

Razan El-Nakieb er praktiserende muslim og lader religionen fylde i sit liv. Sådan har hun det bedst. Alligevel tog det en årrække for Razan at iføre sig tørklædet, fordi hun var bange for, hvad andre ville tænke. I dag minder tørklædet hende dagligt om at tænke på sin adfærd med omtanke for andre.

Jeg møder Razan i hendes nybyggede lejlighed i Odense C. Jeg kan allerede mærke hendes smil og varme velkomst igennem dørtelefonen, da jeg ringer på. Hendes lyse og minimalistiske hjem indikerer ikke umiddelbart, at hun er praktiserende muslim, eller at hun har palæstinensisk baggrund.

– Jeg tror på islam, og min muslimske identitet er meget vigtig for mig. Det er den, fordi det er igennem de briller, jeg ser verden. Min tro er en fast og meget robust stolpe i mit liv, og alt kommer til at give mening, når jeg læner mig op ad den.

LÆS OGSÅ: Klumme: Taler jeg stadig flot dansk?

Razan går til dagligt med hijab, som dækker hendes hoved og hals, så man kun kan se ansigtet. Razan begyndte at gå med tørklæde et godt stykke tid inde i voksenlivet, da hun lige var blevet mor. 

– Det var en sommerdag i juni, og jeg havde lige bedt min middagsbøn og lå faktisk med panden mod gulvet, og så kunne jeg bare mærke i min krop, ”Okay, når jeg er færdig med denne her bøn, så er det nu. Så er det i dag. Fra i dag vil jeg bære mit tørklæde”. Jeg havde allerede et par tørklæder liggende, for jeg vidste godt, at en eller anden dag ville jeg være klar til at gøre det. Men mere end det havde jeg ikke forberedt mig. Da jeg var færdig med bønnen, passede det med, at jeg skulle gå en tur med min nyfødte datter, og at bære det i offentligheden ville jo være det ultimative ”push” for mig selv. Så det valgte jeg at gøre, og det er en dag, jeg aldrig glemmer. Alt det, jeg havde frygtet, faldt fuldkommen til jorden der. 

– Vil folk se anderledes på mig? Hvad vil mine ikke-muslimske veninder sige? Kan jeg få et arbejde? Kan jeg være der, hvor jeg har arbejdet i så mange år? Det fyldte så meget. Men det var som om, at da jeg gik denne her tur, var jeg bare fyldt op med gåpåmod og stolthed over mit valg, fordi jeg havde truffet det for mig.

Du var jo også muslim før. Hvilken forskel har det gjort for dig at tage tørklæde på?

– Det største projekt for mig er at udvikle mig som menneske. Der kan jeg mærke, at for hver gang jeg tilvælger en retningslinje inden for islam, så styrker det den rejse. Så det at tage tørklæde på har – synes jeg selv – styrket min karakter til det bedre. Det er en daglig påmindelse bundet om mit hoved – om at jeg skal være bevidst om min adfærd. Bare noget helt banalt som at smile til folk, jeg møder på gaden. Det kan give så meget for den person, der får det smil. Eller at jeg ikke skal ignorere en hjemløs. Jeg føler, at tørklædet hele tiden minder mig om at tænke på min adfærd, at blive bedre og at udvikle mig selv. 

AFD_Religion_Razan2.jpg

Hvordan reagerede omverdenen på den nye skikkelse af Razan? 

– Jeg havde gjort meget mere ud af det end det, der har været af reaktioner. Jeg tænkte f.eks. meget over, hvordan jeg skulle fortælle det til mine veninder, hvem jeg ville ringe til først, og hvordan jeg skulle dele det med folk. Jeg nåede ikke så langt, før jeg stoppede op og tænkte: ”Husk nu, det er noget, du gør for dig, fordi det gør dig glad”.

– Jeg tror, at en af grundene til, at jeg ikke har oplevet særlig meget negativt som tørklædekvinde, det er fordi, at jeg tror på, at vi ”viber” meget. Vi møder det, vi selv viber. Når du møder mig, så kan du tydeligt mærke, at det her valg, det er jeg glad for, og det hviler jeg i. Det har jeg refleksivt valgt til i mit liv, og så tror jeg, at der er en anden accept eller respekt omkring det, også selvom man overhovedet ikke kan forstå det eller er uenig i, at jeg gør det. 

Ud over reaktionerne – eller manglen på samme – fra personerne i Razans eget netværk, er hun en enkelt gang blevet råbt af på gaden på grund af tørklædet.

– Det var kort tid efter, jeg havde taget tørklæde på. Jeg kommer gående med min datter i barnevognen, og på den anden side af gaden går der en mand. Lige pludselig kan jeg høre, at han laver nogle høje pruttelyde med munden. Jeg kigger op og opdager, at det er til mig, og så råber han: ”Så tag dog det tørklæde af, vi er i Danmark!”. 

– Jeg får lyst til at gå over til ham på den anden side af vejen og spørge – ikke konfronterende eller optrappende på nogen måde – men bare helt reelt spørge ham, hvad det er inde i ham, der gør, at han bliver så harm over, at jeg har tørklæde på? For det er noget, os med tørklæde rigtig gerne vil forstå. Hvad går der af dig, at jeg har det? Hvis jeg kan fortælle dig, at det er noget, jeg selv har valgt, og det er noget, der gør mig glad? Men det var en stor vej, hvor der kørte mange biler frem og tilbage, så jeg gjorde det desværre ikke. 

LÆS OGSÅ: Burde jeg som hvid i Danmark lade være med at få dreadlocks?

Skal din datter bære tørklæde, når hun bliver ældre? 

– Det er jo i min bevidsthed, at jeg ønsker min datter alt det gode i livet. Og for mig er det gode at gå islams vej. Derfor er det klart, at jeg håber det bedste for mit barn, og at hun skal komme til den sti i sit liv, og jeg vil hjælpe hende på vej dertil. 

– Men det er også vigtigt for mig, at Cataleya træffer nogle valg, hvor hun ved, hvorfor hun gør det. At hun ved, hvorfor hun beder, og hvorfor hun går med tørklæde. At hun gennemgår en refleksiv proces, ligesom jeg selv har gjort. Det er også sådan, jeg er blevet opdraget af mine forældre.

Så tørklædet er ikke noget, du vil pådutte hende?

– Nej. Jeg vil dele min egen oprigtige overbevisning og følelse omkring det med hende, og jeg vil fortælle hende, at det har jeg virkelig haft godt af. Og ja, så er jeg måske med til at påvirke mit barn, men jeg vil aldrig pådutte hende det eller tvinge hende til at gøre det. 

AFD_Religion_Razan.jpg

Kan du afkræfte den eksisterende tankegang om, at tørklædet i visse tilfælde er båret på grund af tvang?

– Det spørgsmål rammer ned i hele misforståelsen omkring ikke bare tørklædet, men alt det, vi gør som muslimer. Gud er kommet med nogle retningslinjer til os, og man kan som individ fuldstændig frit vælge, om man vil følge det. Jeg kan jo bare lade være med at gå med det. Og så tager jeg den med Gud. At min religion beder mig om at gøre noget, som jeg aktivt, selvstændigt og frivilligt vælger til, det er ikke tvang. Og slet ikke, når jeg kan fortælle, at det beriger mit liv. Jeg er kun blevet mere lykkelig af at gå med tørklæde.

Det er eftermiddag, og Razan skal til at bede en af sine daglige fem bønner. Jeg får lov til at overvære det intime og meget personlige øjeblik, hvor hun tjekker ind med Gud, som hun selv kalder det.

De arabiske ord flyder som en blid, naturlig strøm. Bønnen er nærmest melodisk, og hvis ikke man vidste bedre, kunne man godt forveksle det med en sang. En sang i dur. 

Jeg forstår intet af det, Razan siger i bønnen. Jeg forstår dog intentionen, engagementet og ikke mindst den kompromisløse tro.

Om Razan El-Nakieb, 31 år

Arbejder som journalist og blogger på Razanelnakieb.dk om at være religiøs muslim i Danmark. Bor i Odense og er mor til datteren Cataleya på 3 år.

Vi som tror

Hvordan er det at være troende i Danmark, hvor de færreste er stærkt religiøse? ALT for damernes Laura Dybdahl Andersen har sat sig for at fortælle den historie gennem en håndfuld kvinder, der lever i forskellige trosfællesskaber.

Artiklens forfatter har også lavet podcasten ”De som tror”, der ligger på podcastappen Talk Town. Du har gratis adgang som abonnent på ALT for damerne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil og Interview