Tiziano, Bez og Kristos: Hjælp, her er vores ungdoms mest kiksede ferieflirts

Fiskerdreng på afveje

Caroline Abildtrup Bagger, art director

– Som 17-årig var jeg med familien på ferie i Grækenland, og der mødte jeg min græske ferieflirt, fiskerdrengen Kristos. Sammen tog vi på sightseeing på hans knallert på den lille ø Alonissos, hvor han boede – ham som chauffør og mig bagpå. Vi mødtes på stranden, svømmede og snorklede sammen, og han viste mig den farverige verden under vandet. Det var meget teenage-romantisk. Da jeg kom hjem igen, holdt vi kontakten et par måneder, sendte breve frem og tilbage, men flirten ebbede ligesom ud. Eller det var i hvert fald min opfattelse.

Året efter ringede han fra lufthavnen i Amsterdam og fortalte, at han var på vej til Danmark. Han havde sparret sammen til en flybillet hertil, så han kunne flytte ind hos mig, og vi kunne være sammen. Vi havde intet aftalt og ikke snakket sammen længe, så jeg måtte give ham en afvisning over telefonen. Efterfølgende ringede hans kusine og s-k-æ-l-d-t-e mig ud, for hvordan kunne jeg bare sige nej, når han havde opgivet livet som fiskerdreng og arbejdet for sin far for at være sammen med mig i Danmark? Kristos rejste hjem og blev forenet med sin familie igen. Heldigvis fik han vist nok igen arbejde på sin fars fiskerbåd.

LÆS OGSÅ: Cecilie gav ferieflirten en chance: "Dér tror jeg for alvor, at det stod klart for mig, at det var os"

Kærlighedsrus blandt flagermus og edderkopper

Camilla Haldrup, indholdsansvarlig og sundhedsredaktør

– Han dansede på bare fødder og i bar mave. Solbrun, ubekymret, nærmest svævende. Og pludselig sendte han et stort, kridhvidt smil mod mig tværs gennem diskoteket fyldt med øldrikkende backpackere. Fra da af bankede mit 20-årige hjerte pludselig ekstra hurtigt. Og fra da af tog min store australiensrejse en noget uventet detour. Jeg var egentlig på vej ned ad østkysten med min veninde, men efter mødet med ham, der viste sig at være den charmerende dykkerinstruktør Bez, satte jeg pludselig kursen nordpå. Alene. Mod regnskoven og båden The Jungle Diver, hvor Bez arbejdede. Hjernen slog ligesom fra, og det ungdomsforelskede hjerte tog over. Hjernen var i den uge, som jeg tilbragte med min australske flirt, så deaktiveret, at det ikke rørte mig det fjerneste at bo midt ude i junglen i et hullet hus, hvor flagermusene hver nat baskede frem og tilbage under loftet. Min ellers så udtalte araknofobi forduftede også pludseligt i kærlighedstågerne.

Men efter en uge kom jeg brat tilbage til virkeligheden. For mens jeg selv levende havde forestillet mig, hvordan mit fremtidige liv kunne se ud i jungleland og på The Great Barrier Reef som medhjælpende dykkerkone, var Bez’ betagelse af mig løbet lidt ud i sandet. En morgen annoncerede han således, at han nu tog på en motorcykeltur med en kammerat. Av. Så sad jeg der i junglehytten. Forladt. Heartbroken. Og pludselig blev jeg utroligt bevidst om både flagermus og de knytnæve-store edderkopper, der kriblede omkring mig. Heldigvis skovlede min veninde mig op og fik mig tilbage på ruten sydpå, og langsomt helede backpackerlivet det stakkels knuste hjerte.

LÆS OGSÅ: "Det var først, da jeg var taget hjem, at vi indså, at vi savnede hinanden"

Italiensk for begyndere

Marie-Louise Truelsen, journalist

– Jeg var 19 år og havde i mere end én forstand blå øjne. Efter min studentereksamen var jeg rejst til Firenze for at udbygge mit kendskab til sproget, som jeg havde haft alle tre år i gymnasiet, og jeg boede privat hos familien Fratoni, som stort set ikke kunne et ord engelsk, så der var grundlag for intensiv læring fra morgenstunden. Jeg gik i skole flere timer hver dag, hvor vi terpede grammatik og lærte flere flotte ord, og om eftermiddagen og i weekenderne hang jeg ud med mine klassekammerater fra Schweiz, Sydamerika og Iran. Pigen fra Schweiz var godt fremme i skoene, og der gik ikke lang tid, før hun og jeg havde mødt en flok italienske soldater, der var under uddannelse i Firenze. Tiziano var en af dem. Sort hår. Sort skæg. Stor fyr. Og helt utrolig sød, romantisk og humoristisk. Alt, hvad et ungt dansk hjerte kunne begære. Læg dertil, at han spillede guitar og sang guddommeligt. Og at scenen skiftede mellem smukke bjerge, hyggelige restauranter og ture i bil til de nærliggende byer. Det kunne næsten kun gå galt. Og det gjorde det så.

Da tiden i Firenze var ved at rinde ud, kunne jeg naturligvis slet ikke bære tanken om, at jeg ikke skulle se Tiziano mere, så jeg fik lokket hans adresse ud af ham og sendte ham efterfølgende et langt brev, hvor jeg skrev alt det sødeste, jeg kunne udtrykke på italiensk. Jeg fik aldrig noget svar. Det var nok meget godt. For som min mor sagde, da jeg græd mine modige tårer: ”Det ville ikke have været noget for dig at blive lænket til en pastagryde resten af livet”. Og nej, det havde hun helt ret i. Men romantisk var det. Mens det stod på.