Højere løn forhandling
SPONSORERET indhold

Der er en rigtig og en (meget) forkert måde at bede om lønforhøjelse på

Synes du, at du fortjener en bedre løn? Men bliver du samtidig helt tør i munden ved tanken om at skulle bede din chef om en ekstra pose penge hver måned?

Af:: Kicki Thomsen Foto: Istock
11. jan. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af Amalie Nebelong

ALT.dk har talt med to kvindelige eksperter, der ved en hel del om, hvordan du skal bede om mere i løn – og hvordan du i hvert fald ikke skal gøre det.

Herunder kommer Anita Blinkenborg, der er partner hos Compass, og Stine Bo, der er salgschef hos Ergotel, med deres bedste tips - lige til at tage med ind på chefens kontor.

Den rigtige måde 

Forberedelse: Det allervigtigste er, at du har forberedt dig grundigt og tænkt over, hvorfor lige netop DU fortjener et nøk op ad lønningsstigen. Du skal kunne argumentere for, hvad det er for nogle resultater, du har opnået, der fortjener en belønning. Og hvis dine resultater ikke kan ses direkte på virksomhedens bundlinje som cool cash, må du argumentere for, hvilke andre vigtige værdier du tilfører arbejdspladsen. Måske er du et samlingspunkt for kollegaernes indsats eller en fanebærer for virksomhedens værdier? 

LÆS OGSÅ: Her er de 5 spørgsmål du skal ringe og stille inden du sender din jobansøgning

Research: Det kan være en god idé, hvis du på forhånd har undersøgt, hvornår virksomheden lægger budget for næste år. For hvis regnskabsåret allerede er i fuld gang, er det langt fra sikkert, at det er muligt for din chef at finde penge til din lønstigning. Hvorimod hvis du fanger din chef omkring budgetlægningen, vil det måske være muligt at budgettere med, at du skal have ekstra i løn. Tjek også lønstatistikken for din branche, så du ved, hvor meget det er realistisk at kræve. Kom altid med et ambitiøst forslag til din chef – dog ikke urealistisk – så du har noget at forhandle med. 

Mærk efter i dig selv: Spørg dig selv inden samtalen, om du 100% føler, at du fortjener en lønstigning? Hvis ikke du føler det, vil du ikke virke troværdig og dermed have svært ved at overbevise din chef. 

Spørg din chef: Det er en god idé at spørge din chef direkte: ”Hvordan vil du beskrive den værdi, jeg tilfører virksomheden?” For hvis din chef ikke synes, du tilfører virksomheden værdi, får du det at vide her og vil have mulighed for at forsvare dig selv og nævne alle de gode ting, du gør, som han eller hun bare ikke er klar over. Det giver også anledning til at spørge din chef, hvilke kriterier han eller hun mener skal være opfyldt fra din side, for at din løn kan blive reguleret op. 

Forbered din chef: Hvis din chef har meget travlt, kan det være en god idé at sende en mail på forhånd, hvor du helt konkret skriver, hvad dine mål for samtalen er. Det kan være en lettelse for dig selv at sende noget på skrift inden, og din chef har mulighed for at undersøge på forhånd, hvad der kan lade sig gøre. 

LÆS OGSÅ: 15 ting du skal skrive i din ansøgning for at få jobbet

Vær fleksibel: Hvis en lønstigning ikke kan lade sig gøre rent økonomisk, kan du måske bede om en anden form for opgradering. For eksempel mere fleksible arbejdstider, betalt kørsel eller sundhedsforsikring. Måske kan du bede om at blive videreuddannet og på den måde få virksomheden til at investere i dig. En investering kommer tilbage igen, og det kan din arbejdsgiver forholde sig til. 

Den forkerte måde 

Din kollega får mere end dig: Argumenter, som at din kollega får mere i løn end dig, holder ikke. For det er ikke et argument, selvom det kan føles meget uretfærdigt at få mindre end en kollega, der udfører samme tjans som dig. Argumenterne for, hvorfor DU skal have mere i løn, skal handle om dig og dine præstationer. Ikke din kollegas. 

Trusler: Du skal ikke true dig til en lønforhøjelse ved for eksempel at sige, at du siger op, hvis du ikke får mere i løn. Med mindre du rent faktisk er villig til at gå din vej, hvis du får et nej. Hvis du truer med bål og brand uden rent faktisk at være klar til at føre det ud i livet, mister du din forhandlingspower. 

Dårlig timing: Der findes i høj grad forkerte tidspunkter, når det kommer til at bede om mere i løn. Lige op til deadline eller før en stor aflevering er no go. 

Stædighed: Du må gerne stå fast på, at du fortjener mere i løn, men vis det indirekte til din chef ved at opbygge et behov hos ham eller hende – ligesom hvis du skulle sælge noget. Sig aldrig ”jeg vil have” eller gå ind i lokalet med paraderne oppe og en negativ kropsholdning. Læg i stedet vægt på, hvad du har, som chefen ikke kan undvære. 

LÆS OGSÅ: 13 råd enhver ny iværksætter bør følge

LÆS OGSÅ: Derfor har jeg droppet at få et fast job

LÆS OGSÅ: "Kvinde, vær forudsigelig og ufarlig på jobbet"