Sådan revolutionerede 27-årige Martin pizzaen
SPONSORERET indhold

Sådan revolutionerede 27-årige Martin pizzaen

Et skoleprojekt ledte til et kæmpe kulinarisk eventyr for drengen fra Silkeborg, der i dag ejer én af tidens mest hypede vandhuller og hyggelige restauranter på Vesterbro i København.

Foto: Privat, Tom Lindboe
17. dec. 2014 | Livsstil | Eurowoman

Noget af det mest populære, vi har på sitet, er en udførlig guide til burgersteder. Da vi i november lavede en oversigt over en håndfuld af de allerbedste pizzasteder, vi jævnligt frekventerer, og delte den på Facebook, var responsen ud over "lækkert" ret entydig. Nemlig "hvor er Neighbourhood!?!".

Et rigtig godt spørgsmål uden noget godt svar. Så vi tog på ekskursion for at finde ud af what the fuss is about. Her er, hvad vi har fundet ud af, om restauranten i den rå ende af Istedgade, og hvad den faktisk er et symptom på.

Startede som et skoleprojekt
Som en gal videnskabsmand, der forsøger at finde frem til den rigtige formel, har 27-årige Martin Beck Duedahl tilbragt halvandet år i en kælder på Frederiksberg. Her har han alle hverdage brugt tiden på at lave små justeringer på en helt særlig opskrift. Med sig i kælderen havde han en pizzaovn, og i selskab med den har han kæmpet sig frem til opskriften på den pizzabund, der i dag bliver overdynget med friske råvarer på hans nyåbnede restaurant på Istedgade på Vesterbro i København.

På Neighbourhood er bunden tynd, tynd, tynd og sprød. En tredjedel af dejen fra en regulær pizza bliver rullet ud her, og det meste af fyldet lander først på din servering, når pizzaen er kommet ud af ovnen. Martin havde sat sig for at revolutionere pizzaen.

- Jeg havde set mange andre gøre velkendte produkter mere lækre og tænkte, jeg ville lave en pizza version 2.0, siger Martin til Eurowoman.dk.



Det er forskellen, der får folk til at tale
Selv beskriver den 27-årige Silkeborgenser sig som pizzaelsker. Men først og fremmest som iværksætter og nu restaurantejer. Men vejen fra idé og pizzapassion til åben biks har været lang. Omtrent to og et halvt år.

Vi møder Martin på en trang Vesterbrocafé en regnvåd formiddag. Han fortæller, at projekt pizza egentlig startede som en skoleopgave, da han skulle i virksomhedspraktik som led i sin uddannelse på Zealand Business College. Han ønskede mest af alt at poste tiden i sit eget projekt og fik efter længerevarende overtalelse skolen til at godkende, at han kom i praktik hos sig selv, hvor han over seks måneder strikkede en køreplan for restauranten sammen.

- Jeg har altid en hel masse idéer. Begge mine forældre er selvstændige og jeg ville gerne starte mit eget sted. Jeg har altid virkelig godt kunne lide pizza, og fik idéen til at skabe en anderledes pizzaoplevelse. Jeg synes i forvejen, der er mange, der har åbnet burgersteder, så det var meget oplagt at vælge noget andet. Idéen er, at det er forskellen, der skaber oplevelsen og får folk til at tale. Der er jo ikke nogen, der går ud på samme måde og siger "jeg fik en lækker, jævn pizza i går". Der skal noget mere til, siger Martin.

Dét mere skulle vise sig at kræve en længere jagt at finde frem til. Efter uddannelsen fik Martin job på diverse caféer og restauranter i weekenderne for at suge til sig og få erfaring med, hvordan man driver en restaurant. I hverdagene bagte han pizza. For hvad gør man ellers, når ambitionerne trækker i retning af ukendt territorium?

Fastfood-revolutionen er over os
Martins mission med pizzaen er langt fra enestående. De seneste par år er en bølge af fortolkninger og opdateringer af syndige favoritter fra den lokale grill dukket op i især hovedstaden med blandt andet Foderbrættet, der serverer hotdogs, utallige, trendy burger joints – senest Tommi's burger joint i Kødbyen og Mother og Bæst, der også langer pizzaer over disken.

Vi hungrer efter fastfood i en tid, hvor vi ikke rigtigt gider stå ved kødgryderne selv, gerne vil have maden hurtigt, og alligevel har fået en øget opmærksomhed på kvalitet. Det forklarer chefredaktør på madmagasinet Gastro, Jesper Uhrup:

- Åbningen af Copenhagen Street Food på Papirøen viser tydeligt, at vi har fået en stærkere "street food"-kultur i Danmark. Der er generelt sket en hævning af niveauet, og det med at gå ud og spise er langt mere normalt og inden for rækkevidde. Det betyder også, at niveauet for fastfood er hævet. Man kan kalde det en videreudvikling af cafékulturen. For samtidig med at vores madkultur fylder mere og mere, skal det også være hurtigt, siger han.

Bevægelsen stammer ifølge Jesper Uhrup fra metropoler som London og New York, der med utallige delikate madmarkeder har taget tilgangen til fastfood til sig fra Asien, hvor gademad er overalt – også i høj kvalitet.

- De 10 år, der er gået, siden bølgen af restauranter som NOMA begyndte, er endt med at mange af stjernekokkene dyrker lettere og hurtigere former, som er til at betale. Det er skridtet lige før fastfood, siger Jesper, som tror, at vi fremover vil se en endnu større opblomstring af let tilgængelig mad fra fjernere himmelstrøg.





Neighbourhood
Tilbage på Vesterbro fortæller Martin, at han siden han slog dørene op til Neighbourhood i september har haft rygende travlt – på den gode måde.

Restauranten på Istedgade er indrettet med mørkegrønne vægge, sort loft og rå langborde i træ. Omgivelserne signalerer også, at der ikke er tale om et gængs pizzeria og over bardisken bliver der langet cocktails udviklet af to bartendere fra to af de store spillere på markedet; Lidkoeb og Ruby.

- Jeg ville gerne koble to ting, københavnerne elsker; pizza og cocktails. For mig er det et sundere, anderledes, frisk og økologisk alternativ, hvor gæsterne sidder til bords med hinanden, deraf navnet.

Om Martin er lykkedes med sin pizzamission lader vi være op til dig. Men vi klapper i hænderne over, at han ikke er den eneste, der har set lyset i at lave bedre, opdaterede versioner af vores elskede fastfood-favoritter.

LÆS OGSÅ: Den store madrevolution: Derofr er det blevet så billigt at spise ude

LÆS OGSÅ: Tøm køleskabet: Lav denne lækre, sunde tærte uden smør

LÆS OGSÅ: Mød iværksætter- og søskendetrioen bag det lækre basicmærke Forrest and Bob