Sådan vendte Anna sin søns kroniske handikap til en optur

De kommende uger bringer Eurowoman.dk en serie om lykke. Tyngden ved, luftigheden i og meningen med lykke. Og hvor lykken findes i vores moderne samfund.

I den forbindelse fortæller en række danskere om deres personlige oplevelser med lykken. Den sjette, vi bringer i rækken, er Anna Mezin, der i maj 2015, sammen med sin kæreste Jamel Sundoo, blev forælder til Hugo med Downs Syndrom.

LÆS OGSÅ: "Giv mig dog for pokker lov til at være middelmådig"

Kort efter fødslen fortalte forældreparret i et opslag på Facebook, at de havde fået en søn, der vel og mærke overraskende havde Downs, men at de valgte at se det som et "opturssyndrom". I opslaget stod der "are you down with me?" på et billede Hugo, der har armen hævet klar til at flyve som Supermand. Til daglig opdaterer Anna i dag på Instagram med livet som mor til Hugo.

- Det var først et par dage efter fødslen, at vi fandt ud af, at Hugo havde et ekstra kromosom. Da beskeden kom, satte jeg selvfølgelig ikke bare flag på bordet og sagde: "fedt, min søn har Downs Syndrom," men det var underligt at få beskeden, for han var jo stadig den samme som før diagnosen. Frisk, glad og livlig. Han var et ønskebarn, og jeg var ikke ked af det. Alligevel følte jeg, at jeg blev pålagt at skulle være ked af det; når jeg fortalte nyheden, sagde folk som regel lidt neddæmpet, at "det var de kede af at høre".

Hugo er heldigvis ikke ramt af følgesygdomme og for én gang for alle at vise, hvad vi som forældre tænkte om hans syndrom, lavede vi Facebook-opslaget en måneds tid efter hans fødsel. Interessen og opbakningen på de sociale medier var overvældende, og selvom det hverken gjorde mig direkte lykkelig eller gjorde, at vi sidenhen har mødt undskyldende blikke, så gav det os en styrke og en tro på, at vi gik en god fremtid i møde.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

Det vigtigste for mig er, at mit barn kan leve et værdigt liv. Det er måske lidt karikeret sat op, men ligesom Morten og Peter, håber jeg, at Hugo får en stor grad af selvstændighed, laver ting uden sin mor og far, kan hygge sig en lørdag aften med et glas rødvin, lave mad, handle ind og få en kæreste måske. Så gør det ikke noget, at det hele fungerer lidt anderledes og på andre vilkår. Det gør det i forvejen i vores familie. Jamel er kraftigt ordblind, og jeg blev født pivdøv.

Måske er det derfor, jeg tager situationen, som jeg gør. Da jeg var ung, følte jeg, at mange af mine venner tog deres job på tankstationer for givet. Jeg kunne ikke få det job, selvom jeg havde en universitetsgrad, for jeg kunne ikke tage telefonen. Da jeg senere fik en operation, der gjorde, at jeg i dag kan høre med et Cochlear Implant, sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig nogensinde må tage noget for givet. Store glimt af lykke kan ligge i det absolut helt banale.

Mit hjem kan rode, og min konto kan være i nul, så længe jeg har orden i mine relationer til min familie og mine venner. Siden hans fødsel har jeg bare haft lyst til at omfavne ham hårdere og hårdere, men det har næsten føltes lidt som et tabu, og som om jeg negligerer, andre forældre, der kan føle en afstandstagen eller chok over deres handikappede barn.

LÆS OGSÅ: "For mig er lykke noget, der kan ramme som et lyn, men også en følelse jeg selv kan udløse"

Det vil jeg selvfølgelig ikke, men jeg har helt ærligt blot set opturene med Hugo som endnu større, end de måske er med helt normale børn. Han kommer til at kunne mange af de samme ting, som dem, men han er langsommere til at lære. For eksempel vidste vi ikke, hvornår han ville komme til at vende sig fra ryg til mave, så da han gjorde det, var der kæmpe fest i flere timer derhjemme!

Tiden vil vise, om nedturene også bliver større. Det kan være, vi støder ind i ting, hvor vi ikke kan hjælpe ham udover at sige, at mor og far også er anderledes.

LÆS OGSÅ: "Man skal turde opsøge heldet"

LÆS OGSÅ: Benhård og no bullshit: Kimberley er advokat i Kabul

LÆS OGSÅ: "HIV-diagnosen fik mig til at føle mig mindre ren. At folk stemplede mig som en, der uforsvarligt var sammen med alle mulige"