Oprøret er i fuld gang: Hvorfor er ungdommen så vred?

Ungdommen er ikke, hvad den har været og heldigvis for det. For nok er de unge generationer fortsat vrede, oprørske og rebelske, men de er også mere ansvarlige, aktivistiske og angste end tidligere. Væk er 68’ernes peace, love og venstresocialisme, de kolde 80’eres punkpoeter og 90’ernes indadvendte og sammenbidte grungetyper. Det nye ungdomsoprør ligner ikke det, vi kender fra 70’erne. Millennials og Gen Z’ere sætter nemlig ikke selvudvikling og bevidsthedsudvidelse over en ny verdensorden. For i dag er det ikke en Vietnamkrig, et rigidt skolesystem eller en bornert seksualmoral, der truer.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg om klimakatastrofer: "Vi har skabt en fremtid, vores børn skal lære at leve i"

Det er verden, som vi kender den, der står for fald, kombineret med en accelereret digital innovation, der gør, at fremtidens samfundsborgere ikke aner, hvilke jobs de uddanner sig til, eller hvilket arbejdsmarked, familieliv eller klima, der venter på dem. De unge er gået på såvel de fysiske som de digitale barrikader, og de globale kriser som klima og corana, der har åbnet det nye årti, minder hele verden om, at ingen kan sidde dem overhørige. 

Men hvad er der sket siden ungdomsoprøret i 1968? Og får vi nogensinde peace, love and harmony?

Ungdomssløvsindet er aflyst

Oskar Fehlauer Nielsen, 21, er freelanceskribent og har skrevet om ungdomskultur for bl.a. webmagasinet SEIN og Dagbladet Information. Og så er han selv en del af den generation, der faktisk har været i stand til at råbe hele verden op. Men hvorfor er ungdommen så vred? 

“Mit umiddelbare modspørgsmål er: Har den ikke altid været vred? Hører det ikke med til det at være ung, at du stiller dig i opposition til forældrene og bedsteforældrenes generationer?” siger han, men medgiver, at vreden har fået en ny slagkraftighed. Og det skyldes i særlig grad, at nutidens unge har justeret 68’ernes paroler som ”Det private er politisk.” For oprøret er ikke et personligt projekt, det er en global nødvendighed. 

“Vreden i dag er strukturelt motiveret. Den er ikke så indadvendt og opsætsig som tidligere. Det er en politisk vrede.” Og selv om det ikke er en samlet flok, der er gået på barrikaderne, er de politiske stemmer blevet flere og mere højlydte. Det skyldes i særlig grad, at det ikke er deres personlige projekter, de råber op om, men vores allesammens fremtid.

“Klimaet er blevet vores centrale kampplads, og vi har forstået at organisere os og demonstrere, fx med tiltag som Fridays For Future. Men inden Greta Thunberg var den figur, hun er nu, var der jo en vis Uffe Elbæk, der spurgte hvorfor “de unge” ikke gjorde oprør. Og det afslørede jo netop, at han kun kunne få øje på et oprør, hvis det tog sig ud på samme måde, som det han kendte fra sin egen ungdom,“ smiler Oskar Fehlauer Nielsen. 

LÆS OGSÅ: Phie Ambo: "Faktisk synes jeg, det er amoralsk at lade være"

“Men oprøret har været undervejs længe. Det identitetspolitiske og kønspolitiske oprør har udfoldet sig i lang tid, det er bare sket på andre medier end dem, hans generation orienterer sig på. Tumblr, Instagram og små nichemedier som Rookie.”

Derfor virker det også komisk, når boomer-generationen efterlyser handling fra de unge, men samtidig vil tage patent på, hvordan et oprør skal se ud. 

“Et ungdomsoprør skal jo netop vende sig mod Uffe Elbæk og andre magthavere,” konstaterer han. 

“Oprøret er i fuld gang. Og det er ikke bare på kunstscenen eller ved demonstrationer, men også i måden vi forbruger på og kommunikerer med hinanden på de sociale medier.”

Kampen for en ny verdensorden 

Spørger man uddannelses- og kønssociolog Cecilie Nørgaard, er der både markante ligheder og forskelle på ungdomsoprøret i 1968 og nu. 

“Det er så opløftende og energigivende at se, at ungdommen igen tror på, vil og kan forandre verden til et bedre sted. Lighederne i forhold til dengang og nu ligger bl.a. i opgøret med konformiteten. Men datidens oprør handlede i høj grad om institutioner, herunder familien. Nutidens ungdomsoprør handler om identitet. Eller rettere forventninger knyttet til identitetskategorier,” forklarer eksperten. 

“I 1968 sagde man, at det private er politisk og henviste til køn- og klassekampe. Det er det på sin vis stadig, men i dag er fokus både større og mindre. Større, fordi det er blevet et globalt og intersektionelt anliggende. Og mindre, fordi det enkelte individs livsvilkår for alvor er kommet i centrum.”

Cecilie Nørgaard oplever vor tids ungdomsoprør som et grundlæggende opgør med en gammel patriarkalsk verdensorden og et kapitalistisk system, der fastholder traditionelle magtstrukturer og binære systemer. Mand overfor kvinde, gammel overfor ung og rig overfor fattig. 

“Det er en verdensorden, der ikke har mennesker og natur i centrum, men derimod økonomiske interesser. En struktur, der tilgodeser en rig, hvid, maskulin og heteroseksuel minoritet,” siger hun. 

“Oprøret er mest synligt blandt unge fra middelklassen, som ikke vokser op i miljøer, der fastholder traditionelle normer for at beholde deres egne privilegier eller fordi de ikke har overskud til at ændre på status quo. Det er unge med forskelligartede minoritetsbaggrunde, der har kunnet mobilisere en volumen og et selvværd via globaliseringen og internettet – og så velinformerede og allierede unge fra alle miljøer.”

For sociologen er det helt afgørende, at de forskellige politiske dagsordener, som det moderne oprør har slået ned på, ikke kan adskilles. 

“Jeg oplever, at det for mange er en holistisk, bæredygtig kamp mod en patriarkalsk verdensorden og for people and planet.” Det er med andre ord både en kamp for (bio-)diversitet og ligestilling uanset, hvad du er født med af identitetsvilkår. 

“Der er kommet en ny opmærksomhed på egne privilegier og en ny solidaritet med de mindre privilegerede,” siger Cecilie Nørgaard.

LÆS OGSÅ: Ny podcast formidler klima i børnehøjde

Der er ikke kun tale om en kamp om klima og identitet, men også om ord, diskurs og benævnelser. Og hvorfor bliver den ældre generation så provokeret, når yngre generationer vil ændre på sprogets snævre definitioner? 

“Det er altid ubehageligt at få udstillet sine privilegier og miste sin definitionsmagt,” siger sociologen. 

“For helt lavpraktisk betyder det også, at du så skal lytte efter og lære, at verden ser ud på en anden måde, end du hidtil har ordnet og struktureret dine erfaringer ud fra. Og måske også ændre på din egen selvopfattelse.”  

Når den yngre generation vælger netop sproget som deres kampplads, er det jo, fordi sproget afspejler virkeligheden. 

“På den måde kan sproget være med til at reproducere stereotyper, men det kan også – som i denne her sammenhæng – være et normkritisk redskab, der kan hjælpe med at skabe en forandring. Med sproget kan vi tale virkelighed frem. Vi kan synliggøre handlinger og identitet og ganske enkelt blive til gennem sproget,” forklarer Cecilie Nørgaard. 

“De unge vil straffe de ældre for deres privilegieblinde adfærd og få dem til at indrømme deres ansvar i forhold til både klimakrise og den manglende ligestilling. Det clasher med de ældres behov for at pointere, hvad der for dem virker småtskåret og selvoptaget. De forstår ikke, at unges fokus på identitet og sprog er en integreret del af den strukturelle aktivisme.”

Ungdomsoprøret startede for længe siden

Katrine K. Pedersen, der er forfatter, debattør og ekspert i medieudvikling og ungdomskultur, mener ikke, at ungdomsoprøret er hverken overraskende eller nyt. Men det er markant anderledes end i 1968. 

“Ungdommen rører altid på sig, men hvis 1968 er skabelonen, så er det klart, at vi har overset det. For ungdomsoprøret er gået online, og det gjorde det allerede i slutningen af 90’erne,” forklarer hun. 

“Der er de synlige opgør, som ligner de traditionelle ved at foregå i gaderne. Fridays For Future er det oplagte eksempel, men også Occupy Wall Street fra 2011.” Occupy-bevægelsen var drevet af Adbusters, en non-profit-organisation, der har eksisteret siden slutningen af 80‘erne, og som stadig er den største modkulturelle platform, der nu er drevet af en ny generation. 

“Det er et decentralt netværk af unge kunstnere, streetart-performere, aktivister og intellektuelle fra hele verden. De stod også bag de første Digital Detox-events, der gjorde op med overvågningskapitalismen og senest Full Pink #Moonday den 7. april i år i forbindelse med coronakrisen,” forklarer Katrine K. Pedersen. 

“De bruger ‘gaderne‘ – både offline og online – og det er måske deres største styrke. De formår at være lige der, hvor ungdomskulturen er, når en en ny modkulturel strømning opstår.”

LÆS OGSÅ: ”Okay. Så vi skal alle være klimaaktivister. Men hvordan bliver man det?”

Katrine K. Pedersen understreger, at der findes mange forskellige subkulturer, der gør op med tidligere generationer, magtstrukturer og traditionelle paradigmer. Fælles for dem er, at mange har et had-kærligheds forhold til internettet. Der findes ingen steder på the World Wide Web, hvor man kan demonstrere, og teknologier som Big Data og AI gør, at vi er en del af en konstant dataaktivitet og dermed overvågede. 

“Det skaber helt nye vilkår for et oprør, hvor rebellerne må forklæde sig eller angribe selve strukturen. Som i 1968 spiller kunsten og kunstneren en central rolle. Bill Posters er streetartist både irl og url. Han benytter sig af deepfake-teknologi til at synliggøre usynlige magtstrukturer som fx hans Big Dada-værker af Kim Kardashian og Mark Zuckerberg. Eller kunstneren Simon Weckert, der hackede Google Maps ved at simulere en trafikprop.”

Der er skjulte oprør alle vegne, mener Katrine K. Pedersen. Hele Ok, boomer-fænomenet startede som en fuckfinger til alle dem, der talte ned til ungdommen, men det begreb er allerede blevet så mainstream, at det ikke længere tilhører de unge. 

“Magthierarkierne har ændret sig, nu hvor skoler og forældre ofte bakker op om demonstrationer og måske endda tager del i dem. Ungdomsdomænet er ikke entydigt. Det betyder, at opgør med de ældre generationer ofte foregår under radaren. Og hvor det engang primært var de venstreorienterede stemmer, der fyldte, så har højreorienterede dagsordner vist sig at fylde en del i digital ungdomskultur i dag.” 

Make friends, not fights

Men hvad ønsker de unge så nu? Oskar Fehlauer Nielsens svar er lige så håbefuldt som de fugle, der kvidrer i baggrunden på vores samtale. 

“Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at ligestillingsdebatten var passé, men bare fordi det ikke længere er tabu at tale om ligestilling, betyder det ikke, at vi er kommet i mål. Bare fordi vi nu er enige om, at det til dels er et strukturelt problem, må vi jo stadig gøre noget for at ændre på de strukturer, der fastholder uligheden,” siger han. 

“Jeg håber, at vi bliver bedre til at tale om løsninger på tværs af generationer fremfor at diskutere om et problem er en diskussion værdig.”

LÆS OGSÅ: Selma Montgomery: ”Jeg mistede min tro på voksne som superhelte, der tager sig af alting”

Han håber, at de store globale udfordringer – fra klima- til coronakrise – gør os bedre til at samles på tværs af generationer og diskutere, hvad har vi gjort galt før og sammen finde ud af, hvad vi kan gøre bedre. 

“Greta Thunberg kritiserer magten, men hun henvender sig også til den. Hun påpeger problemerne på det strukturelle plan, som vi skal ændre nu. Den aggressive retorik har været nødvendig for at skabe opmærksomhed om problemernes voldsomhed. Nu er tiden vel inde til, at vi går sammen om at finde løsningerne.” Oskar Fehlauer Nielsen tror fortsat, at det kan være nødvendigt, at vi benytter os af nogle af de samme politiske værktøjer som 68’ernes unge – protest og demonstration. Men det skal være for at råbe magthavere op, ikke for at gøre afgrunden mellem generationerne dybere. 

“Og så håber jeg i særlig grad, vi bliver en generation, der forvalter den magt, vi snart er voksne nok til at håndtere, bedre, end dem vi kritiserer. 68’erne var kun politiske omkring de emner, der berørte dem, som for eksempel uddannelse. Vi skal ikke kun gavne vores egen sag. I dag er vores eneste sag nemlig hele verdens sag. Klimaet først.”