Charlotte og Michael er gift men bor hver for sig
Kan man elske hinanden, måske endda gifte sig, og alligevel bo hver for sig? Ja, det er faktisk, hvad flere og flere par vælger med modellen "Living Apart Together" – som måske er vejen til at kunne blive sammen og ikke ende i skilsmissestatistikkerne. Charlotte og Michael Barrett Boesen lever efter den moderne model – og mener, at det netop har reddet dem fra at gå hver til sit.
Charlotte Barrett Boesen, 47 år, og Michael Barrett Boesen, 45 år, er gift. De er oven i købet glade for hinanden. Og de bor ikke sammen. Det startede de ellers med. Parret mødte hinanden i 2005, blev gift og flyttede sammen i 2006 – og flyttede fra hinanden i 2011. Ikke fordi kærligheden var forduftet, men fordi en hverdag med dine og mine børn – Charlotte er mor til Sidsel-Marie på 16 år og Malthe på 18, Michael er far til Emilia på 11 år – førte til for mange konflikter, der sled på forholdet. De havde store uenigheder om børneopdragelse og rammerne for hvordan, en familie skal fungere, og var helt nede og diskutere de allermindste detaljer. De prøvede begge at nærme sig hinanden og indgå kompromiser, og de forsøgte sig med parterapi, men konflikterne fortsatte. Efter fire år under samme tag begyndte Charlotte at tale om muligheden for at bo hver for sig.
– På et tidspunkt kan man bare ikke nærme sig mere, og når der er flere triste og sure stunder end gode, må man jo gøre noget. Hvis vi var fortsat på den måde, havde der ikke været basis for at have noget sammen, og vi ville begge gerne hinanden. Jeg havde hørt om LAT – Living Apart Together – og foreslog det for Michael, for jeg havde en stor tiltro til, at hvis vi slap af med dagligdagskonflikterne, ville vores kærlighed komme til at blomstre igen. For mig at se var det LAT eller skilsmisse, fortæller Charlotte.
Det tog hende et års tid at få Michael med på ideen.
– Jeg havde det grundlæggende sådan, at når det er slut, er det slut, så da Charlotte foreslog det, sagde jeg: Glem det! Jeg kunne slet ikke se mig selv leve sådan. Jeg så det som første skidt på vejen mod at gå fra hinanden. Men samtidig kunne jeg godt se, at vores forhold kørte længere og længere mod skilsmisse, så til sidst indså jeg, at vi kunne få de gode tider sammen og samtidig slippe for de irriterende. Jeg syntes ikke, det var Charlottes og mit forhold, der var årsag til problemerne, de opstod i forhold til vores børn. Vi havde det godt sammen, og jeg ville ikke give slip på hende, fortæller Michael.
LÆS OGSÅ: Gift, skilt og gift igen
Alenetiden
I 2011 delte Charlotte og Michael hjem og hverdag op. Michael købte en lejlighed og flyttede med sin datter, Charlotte blev boende med sine to børn. De havde ingen faste rammer for, hvordan og hvor meget, de skulle være sammen, ud over hver anden weekend, hvor de begge er "børnefri".
– Til en start overvejede vi at have fællesøkonomi, men kom frem til, at vi så straks ville komme tilbage i konflikter om, "hvor mange lommepenge skal børnene have?", og "hvor ofte må de købe mad i skolen?". Så vi blev hurtigt enige om, at vi blev nødt til at dele alt op og skille alt, vi kan diskutere over, siger Michael, der syntes, det var lidt mærkeligt at bo alene i starten.
– Det var ikke noget problem den uge, jeg havde min datter, men den anden uge syntes jeg, det var mærkeligt ikke altid at have Charlotte tæt på. At være i et forhold, men alligevel være alene. Det virkede lidt åndssvagt på mig, at vi sad i hver vores sofa i hvert vores hjem og så fjernsyn i stedet for at sidde sammen og gøre det. Igen kom vores forskellighed til udtryk. Jeg er typen, der gerne vil lave aftaler om, at vi skal ses så og så ofte, mens Charlotte godt kan stejle over for faste rammer, forklarer Michael.
Charlotte kunne bedre finde ud af at hygge sig med at være alene. Måske fordi hun var alene i mange år, før hun mødte Michael. Derefter fulgte en række op og ned-perioder, hvor parret skulle tilpasse sig den nye måde at leve på.
LÆS OGSÅ: Du ødelægger dit forhold, når du kalder ham "den eneste ene"
Positiv energi til forholdet
I dag ses de stadig fast i "børnefri" weekender og også to eller tre hverdagsaftener over en 14-dagesperiode, og det bliver mere i takt med, at børnene bliver større. De er i kontakt dagligt, ikke nødvendigvis på telefon, men ofte på mail eller sms. De spiser sammen, når de begge har deres børn, så de også ses stadigvæk, og de tager på fælles ferier alle sammen – ferier, som, alle parter synes, er sjove, og hvor ingen går døde i, at børnene har forskellige behov, ønsker og meninger.
Og både Charlotte og Michael er glade for, at de valgte at prøve LAT-modellen af.
– Det har til fulde levet op til mine forventninger. Jeg har fået lov at være herre i eget hus igen, jeg styrer selv mit liv og min børneopdragelse. Mine børn og jeg har fred og ro, og ingen af os skal leve i den der krigszonestemning, der nogle gange kunne herske før. Det har virkelig store fordele at leve på denne måde, siger Charlotte, og Michael er enig:
– Vi har hver især tid til det, vi vil. Jeg kan lave, hvad jeg vil, og vi skal ikke diskutere, hvad vi skal se i fjernsynet – jeg kan spille PlayStation lige så tosset, jeg vil. Jeg kan selv planlægge og træffe alle beslutninger, og det er virkelig rart. Og vi prioriterer den tid, vi har sammen, så vi har fået vores gode parforhold tilbage.
Og netop goderne for parforholdet fremhæver Charlotte også.
– Der er blevet frigivet positiv energi til vores forhold, fordi vi ikke hele tiden kommer i konflikt over hverdagsting. Vi er gode til at hygge os og bruge vores tid sammen bedre end tidligere. Vi går ud og spiser, går ture, sover længe og nusser bare rundt og nyder, at vi har tid til hinanden. Man tager altså bare mere positiv energi med sig, når man ikke har været en hel uge i krigszonen, når det endelig bliver weekend, og man gør sig umage og passer bedre på tiden, når man ved, der kan gå et par dage eller tre, før man ses igen.
To af alt er dyrt
Selv om parret er glade for, at de valgte denne måde at leve på, er der visse ulemper. Økonomisk kan det bestemt ikke betale sig med to boliger, to biler, to forsikringer, to gange licens – dobbelt op af næsten alt. Og så er der det med tilgængeligheden.
– Hvis man savner hinanden i løbet af ugen, er det ikke sikkert, man lige kan ses, hvis det ikke er aftalt. Vi laver jo begge andre aftaler, og nogle gange har det ligget uheldigt, så den ene havde aftaler mandag og onsdag og den anden tirsdag og torsdag, men der er vi blevet bedre til at koordinere lidt, siger Charlotte, der også peger på, at det bliver sværere at huske, hvad der sker i den andens liv. Dagligdags ting som at tale om et møde på arbejdet og på den måde få den der fornemmelse af, præcis hvad der foregår hos og med den anden, får man ikke automatisk, som man ofte gør, når man bor sammen. Og det kræver arbejde ikke at glide fra hinanden.
Om Charlotte og Michael kommer til at bo sammen igen en dag, er endnu uvist, men mon ikke det skal prøves af igen for at se, hvordan det går, når børnene er fløjet fra reden, siger de. Lige nu er de glade i deres "sammen, hver for sig"-liv og kan anbefale det til andre par, der lever med store hverdagskonflikter, der tærer på forholdet.