"Vores sammenbragte familie holdt ikke, men det gjorde kærligheden"

Kort før udgangen af 2019 skrev Christian Høgh Andersen og hans kæreste, Anne Wennecke Kellner, en nytårshilsen på Instagram. På et billede kunne man se parret på vej ind til TV 2’s årsshow, ”De største øjeblikke”. I teksten stod der, at 2019 blev et år, der bød på store omvæltninger for parret: ”Det nystiftede fælles hjem i Birkerød blev i maj brudt op igen. For selv med de bedste intentioner var ”projekt fusionsfamile” ikke så ligetil. Det har langt fra været nemt, men nu har vi defineret nye parforholdsrammer, hvor der primært er fokus på voksentid, rejser og gode oplevelser – med hvert vores hjem i hver vores landsdel.”

Projekt fusionsfamilie tog sin begyndelse, da parret flyttede sammen i maj 2018 i Annes lejlighed i Birkerød. Præcis 12 måneder senere flyttede de fra hinanden igen. På trods af tonsvis af håb og optimisme var projektet ikke uden benspænd. Det er aldrig ukompliceret at fusionere to familier, men det er sjældent, at man støder på den fortælling på sociale medier, mener parret. Og sådan bør det ikke være, kom de frem til, efter at de var blevet stoppet af journalister på vej ind til årsshowet i operaen. De var blevet spurgt om, hvad 2019 havde budt på, og hvad 2020 ville komme til at byde på, og Christian havde taget sig selv i at mumle noget med, at 2019 havde været ok og vist ikke havde budt på noget særligt.  

Anne: – Vi stod og trådte os selv lidt over tæerne, for det, vi begge to tænkte på, var, at vi var flyttet fra hinanden. Jeg kunne slet ikke komme i tanker om andet lige der! Og da vi blev spurgt til 2020, var min eneste tanke også, at jeg havde købt et hus – alene.  

LÆS OGSÅ: Malou Aamund: "Man kan sagtens have familie og være kvinde, selvom man gør karriere"

At brase ud med historien om, at de var i gang med at købe hus hver for sig lige der i blitzlyset, var de ikke forberedte på, og Christian fik i stedet sporet sig ind på at nævne det kommende valg i USA som et af højdepunkterne for 2020. Men bagefter fik oplevelsen Anne og Christian til sammen at lave Instagram-opslaget med et af billederne fra den røde løber. For de blev enige om, at de ville være ærlige, og at vi godt kan trænge til at tale åbent om det, der kan være svært, når to voksne mennesker, der har børn med i bagagen, gerne vil slå pjalterne sammen. Det er også derfor, de har sagt ja til at mødes med ALT for damerne og fortælle om det ”projekt fusionsfamilie”, som de ikke kom i mål med – i hvert fald ikke i første omgang. Og om at det faktisk er muligt at være kærester på en anden måde på trods af ”dine og mine børn” og boliger i hver sin landsdel.

Vi møder parret i et til lejligheden lånt kontor på Lyngby Hovedgade en fredag eftermiddag, hvor de lige kan klemme et interview ind efter fyraften for Annes vedkommende, og inden Christian skal møde på aftenvagt på TV 2 News. Et typisk scenarie i deres liv. Lyngby er et af de mødesteder imellem deres arbejdspladser i henholdsvis Ballerup og København, der kan få ligningen til at gå op. 

Christian: – Vi blev enige om, at vi gerne ville fortælle om vores virkelighed lige nu. For gu’ er det svært at slå to familier sammen, og den debat synes jeg godt, vi kan trænge til at tage.  

Anne: – Jeg hører ofte, at det ikke er nemt at slå familier sammen, og vi havde bestemt heller ikke nogen forventning om, at det ville gå snorlige. Jeg læste på et tidspunkt i en artikel fra 2016 om, at 75 procent af dem, der prøver i anden omgang, ikke lykkes. Det talte Christian og jeg om, grinte lidt af det og sagde til hinanden, at vi blev en del af de 25 procent, der lykkes med det. Nu har jeg en veninde, som netop har mødt en og taler meget om fremtiden, og jeg er så blevet den, der siger: Rolig nu!  

Har folk været overraskede over, at I stadig er kærester, efter I er flyttet fra hinanden?

Anne: – Ja, meget overraskede. Reaktionen på, at vi flyttede fra hinanden, var hver gang ”nååårhh …”.

Anne imiterer et trist og alvorligt ansigtsudtryk og griner ved tanken om alle de sørgmodige reaktioner, hun har skyndt sig at rette op på ved at forklare, at de altså stadig er kærester. Både hun og Christian kan grine af det nu, men det har selvfølgelig ikke været sjovt at opgive drømmen om et fælles hjem med børn i glad forening, tværtimod. Men de er også blev bevidste om, at det ikke er en helt almindelig løsning, de er lykkedes med. 

Christian: – Mange har været overraskede på grund af, at vi nu er tilbage, hvor vi startede. At jeg bor i Odense og Anne i Birkerød. Det ville være det letteste at opgive projektet. Der er også nogle, der direkte har sagt: Nå, gad vide, hvor længe det holder. Det er der også flere af dine veninder, Anne, der har sagt. Jeg tror, der er en mistro til projektet hos andre.

Anne: – Vi har forsvaret det meget og sagt: Det kan man godt! Man kan godt flytte sammen og fra hinanden igen. Det er okay!

Udbredte forældrevinger

Med boliger i to landsdele og skæve arbejdstider er der noget transportlogistik, der har spillet ind på alle tidspunkter i deres forhold. Og så er der til sammen fire delebørn. Anne har børnene Matthias, Josephine og Christine på henholdsvis 10, 12 og 18 år fra et tidligere ægteskab, og Christian er far til datteren Vilja på 10. Selv før de flyttede sammen i Annes lejlighed i Birkerød, var samværet med børnene præget af, at voksne og børn på begge sider tog den lange vej med dyner og tasker i bilen. Der var ikke nogen gylden middelvej med korte visitter. Det var typisk noget med at være sammen i weekenden, og det mundede hurtigt ud i situationer, hvor de skulle tage stilling til både store og små hverdagsting.

Christian: – Set udefra ville de fleste nok sige, at det der, det går jo ikke. Det ville jeg selv sige. 

Anne: – Men at flytte sammen var det næste naturlige skridt for os begge, og vi var fulde af håb og gåpåmod i forhold til, at det skulle lykkes. Vi havde været kærester i et år. Det var selvfølgelig en lidt større operation, fordi Christian skulle sælge sin lejlighed i Odense, og mine to yngste, som delte værelse på det tidspunkt, skulle pakke ting ned, så der kunne blive plads til et barn mere på værelset. Der var mange hensyn, men vi troede på det. 

Christian: – Vi var meget fokuserede på projektet og kiggede på huse, hvor vi kunne skabe et fælles hjem for alle seks, men vi havde måske ikke tænkt alt helt i dybden, så der kom også en anden virkelighed. 

LÆS OGSÅ: Nellie Ettison: "Det er fantastisk at mærke kærligheden i en voksen alder"

Den anden virkelighed handlede om børneopdragelse, værdier, rutiner og om alle de detaljer i hverdagens rutiner, som man ikke tænker over, før man skal samkøre dem med andres. Hvornår er man sammen og hver for sig? Hvor meget kan man forvente, at børnene hjælper til? Hvor meget lys skal der være på værelset, når tre børn bliver puttet i samme rum? Ting, der kan findes løsninger på, men som hele tiden gnaver lidt.

Var der nogle steder, hvor I ikke var på samme spor?

Christian: – Særligt omkring mad. Der er forskel på at have et barn og tre børn i den sammenhæng. Hvor længe skal man sidde ved bordet for eksempel? Sengetider … 

Anne: – Der er en anden dynamik med tre børn frem for et. Mine børn bor mest hos mig og har gjort det i mange år, og de er vant til at hjælpe til, og jeg har også en forventning om, at de skal gøre det for at få hverdagen til at glide, når jeg arbejder fuld tid på hospitalet. Vi holder af at samles omkring aftensmaden og tale om, hvordan vores dag har været. Christian har ikke Vilja lige så ofte og har altid fri, når han har hende, så der er meget stor forskel på rutinerne. Hvor det hos mig er meget organiseret, så har Christian lidt mere rum til at freestyle, og de to måder at være i verden på var med til at give nogle gnidninger.

Hvornår erkendte I, at det ikke var det, I skulle?

Anne: – Vi talte om det første gang et halvt år efter, vi flyttede sammen. Det kom sig af, at Christian på det tidspunkt ikke havde en fast base til sine pendlerdage i Odense, og så var der et hus, vi havde kigget på her, som ikke blev til noget. Der var vi på bar bund igen, og integrationen mellem børnene gik heller ikke helt, som vi havde håbet. Det var der, vi kiggede hinanden i øjnene og sagde, at det her, det kan vi ikke. 

Christian: – Når jeg tog Vilja med til Birkerød, var der altid en ro i mig, fordi hun kom over til Josephine, det var mest de to piger, der hang sammen, men så havde vi nogle snakke om – hvad nu hvis Josephine, som er halvandet år ældre, vil lave noget andet med veninder eller skal sove ude. Det ramte mig lidt, for nu tog jeg min datter væk fra sine egne veninder og omgangskreds og over til os i Birkerød, hvor der ikke var det netværk.  

Både Anne og Christian havde mange forslag til, hvordan hele flokken kunne blive integreret som familie, men det var alligevel ikke nemt, og det handlede blandt andet om balancen imellem at være sammen alle sammen og forældre/børn i den nye konstellation. 

Anne: – Det blev et pres, hvor vi nogle gange endte med at brede vores forældrevinger ud om vores respektive børn, og så kunne vi stå sådan over for hinanden. 

Tristhed og lettelse

Da beslutningen om at bryde det fælles hjem op var truffet, var det forbundet med blandede følelser i forskudte tempi. En af dem var faktisk lettelse – især hos Christian, som i en periode på fire-fem måneder ikke havde haft en fast base i Odense, hvor han kunne være, når han havde Vilja i hverdagene. De dage havde de i en periode tilbragt i Airbnb-lejligheder og på hotel. 

Christian: – Mine pendlerdage i Odense var ikke sjove. Det var privilegeret at bo på et fint hotel, hvor der var morgenmad, men det var også meget: mig, Vilja og en iPad. Og når det gik rigtig godt i Birkerød, og jeg følte mig meget hjemme der, fik jeg dårlig samvittighed over for min datter, fordi jeg var der, og hun var i Odense. 

Anne: – I en periode var det mest Christian, der var frustreret, for jeg havde jo min lejlighed, men da beslutningen om at flytte fra hinanden var truffet, var du lettet, mens jeg var frustreret og ulykkelig. Jeg var bekymret for mine børns reaktioner, de havde lige vænnet sig til, at Christian i store dele af tiden var en del af deres hverdag.   

Christian: – For mig kom frustrationerne mere i månederne efter, hvor Anne havde fundet mere ro i situationen. Lige da det skete, tænkte jeg, at nu bliver det, som det var før, og der var vi også glade, så det er fint, men der kom en følelse af at høre mindre til, og det var alligevel lidt ærgerligt. Der var måneder, hvor jeg blev ramt af skuffelse og følte mig afvist, fordi vi så hinanden mindre. Det havde altså konsekvenser.  

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: Min kones ene regel har styrket vores ægteskab

Hvordan kommer man videre med parforholdet i behold?

Christian: – Mange ville nok være faldet i den proces, vi har været igennem, men hvad der skal til, er svært at sige. Det kommer an på, hvor stærk kærligheden er. Man skal måske ligne hinanden på nogle punkter, og man skal i hvert fald kunne finde hinanden i kriser. 

Anne: – Vi er kommet til en erkendelse af, at det, som vi har sammen, det er der ingen garanti for, at vi kan finde igen. Så kan det godt være, at det ikke blev, som vi havde håbet, men hvis man skulle gå ned på sådan et projekt, hvor der er så meget, der fungerer, så ville det være et stort tab. Det synes vi begge.  

Overvejede I på noget tidspunkt i processen at stoppe med at være kærester?

Christian: – Vi har tit talt om, at det ville være det nemmeste.

Anne: – Ja, for det er jo ikke sådan, at vi kan sige, at om to år flytter vi sammen, for vi ved ikke, hvad der sker. Vores børn er ikke så gamle, så det kan være, at det skal være sådan her de næste otte år.  

Anne puster tungt ud og retter sig op i sofaen. Der har været mange planer og projekter og meget koordinering, så nu skal de begge to vænne sig til, at fremtidsplanerne lige nu ”kun” handler om rejser, koncerter og nærvær og ikke om fælles husjagt. 

Ro på børnefronten

For nylig har både Anne og Christian købt hus. Hver for sig. I Birkerød og i Odense. Det var ikke det, der var planen, men det er sådan, det er blevet på godt og på ondt. 

Anne: – Det er rart, at der er mindre pres i weekenderne nu. Selvom det var glædeligt at være sammen alle sammen i weekenderne før, så krævede det også meget at sætte børnene sammen. Vi skulle selvfølgelig være inde over og støtte i processen, og det kostede meget energi. Energi, som jeg – det vil jeg godt tage på min kappe – ikke altid følte, at jeg havde efter en lang arbejdsuge, og før en ny skulle begynde.  

Christian: – En fordel ved at være flyttet fra hinanden er, at vi har fået noget ro i hverdagene med børn, og det er rart. Jeg har kunnet mærke efterfølgende, at der er nogle bekymringer, jeg nu kan lægge væk, og jeg tror, det er de mange hensyn, der slår mange i stykker i sådan nogle projekter her. Det koster for meget, også for børnene. 

Anne: – Forventningen om at SKULLE være sammen er væk. Hvor Christian gerne vil samle os alle seks hver weekend, har jeg brug for tid alene sammen med mine børn. Nu har vi muligheden for at vælge at være sammen eller for at samle os med hver sin flok, men hele den der tunge integration og værdiafstemning er væk. 

LÆS OGSÅ: Anne Mette Hancock: "Min mand er på alle måder katapulten til alt godt i mit voksenliv"

Efter flytningen har de fået mere tid til nærvær, når de er sammen, og der er nu samtaler og konflikter, som de ikke længere behøver at tage. Der er mindre, der skal løses, og mere, man kan nøjes med at tale om. 

Er det svært at føle sig som et par med den fysiske afstand?

Christian: – Ja, det kan være svært at føle samhørigheden som par, når vi ofte er adskilt. Men vi prøver ikke konstant at være med på sidelinjen i ”den andens” hverdag. Så passer vi lidt hvert vores hjem og taler sammen om aftenen. En sms i løbet af dagen kan jo også varme.

Anne: – Vi er meget opmærksomme på at have kontakt i de længere perioder, hvor vi ikke ses. Alligevel har jeg flere gange skullet tage mig selv i ikke at glemme at fortælle Christian om både større beslutninger og hverdagsbegivenheder i mit og mine børns liv. Da jeg for eksempel havde udgivet min første bog i august sidste år, blev jeg hurtigt inviteret med som kapitelskriver i en ny bog. Jeg fortalte først om både tilbud og beslutning efterfølgende, og der følte Christian sig tilsidesat. Det var ikke sket, da vi boede sammen, fortæller Anne. Hun tilføjer, at det er vigtigt for dem begge at sætte ord på både kærligheden og savnet, fordi sårbarheden i perioder kan være øget, når de ikke har hinanden lige ved siden af hele tiden. 

Anne: – Til gengæld er vi gode til bare at være sammen og være nærværende, når vi har tid sammen, og vi har været i Washington på kærestetur i november og har planer om Chicago i efteråret. Vi går til koncerter og ud og spiser. Vi har mange fælles interesser og taler enormt godt sammen.  

Anne har også fået mere nærvær med sin datter på 18, som ikke er så meget hjemme mere, så hun værdsætter enormt de timer, hun har med hende. 

Anne: – Det var altså lidt sværere at lokke hende ind på matriklen, hvis der var for meget gang i den. Så den ro, der hersker i mine weekender med børnene, den sætter jeg pris på.

Hvordan ser fremtiden ud?

Anne: – Vi forsøger at skabe en ny drøm. Nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men det napper stadig lidt, at vi alligevel ikke skulle bo sammen. Jeg har da mange gange i forbindelse med min flytning tænkt, at det skulle vi have gjort sammen. Drømmen om at vi måske flytter sammen om ti år, når børnene flytter hjemmefra, er lidt svær at holde i kog, så det er en løbende proces. 

Christian: – Vi har ikke fundet en formel, men det er det, vi prøver, og der behøver ikke være store drømme lige nu. Vi glæder os en uge ad gangen nu, til vi skal ses igen. 

Hvis Anne en dag skulle komme og sige, at nu gider hun ikke mere det langdistancebøvl og de skæve arbejdstider, så vil Christian have forståelse for det, siger han nøgternt, mens han holder hendes hånd. Han ville stritte imod, men han ville have forståelse for, at hun ikke fik nok ud af det. Der er en kort tavshed. Anne kigger på ham.

Anne: – Det tror jeg ikke kommer til at ske. Men det er rigtigt, at hvis man ser det udefra … Et langdistanceforhold med skæve vagter. Så tænker man, hold da op. Men der er så meget andet.

Christian: – Jeg har også venner, der siger ”hvor er I heldige” og taler om trummerum og koteletter, hvor vi måske glædes lidt mere, når vi er sammen. 

Hvis I skal rose hinanden for indsatsen i jeres fælles hjem-projekt?

Christian: – Anne har været god til at sætte tingene ind i et større perspektiv, hvor jeg har været mere ”fra den ene dag til den anden”. Og så det med at vise, at man elsker hinanden, også når tingene er svære, det synes jeg også, du har været god til. Jeg tror, det er derfor, at de kriser, der har været, er prellet af, fordi jeg hele tiden har vidst, at der var kærlighed og omsorg bag frustrationerne. 

Anne: – Jeg vil rose Christian for, at han har en meget ukompliceret tilgang til tingene. Det går, som det går! Det har han haft i forhold til børnene og i forhold til at tage afsked som fusionsfamilie igen. Hvis nogen spurgte mig, om jeg tror på, at Christian elsker mig uforbeholdent, så ville jeg kunne sige ja, det gør jeg. Christian har også været bedre end mig til at sige, at ja, lige nu er det svært, og det kan måske se håbløst ud, men det skal nok lykkes! Christian har virkelig stået fast, når jeg har tvivlet. Det er saftsuseme værd at holde fast i.