Sara Frost: "Vi har ikke brug for flere fortællinger om, hvordan kvinder bør være"

Sara Sadiq Frost ved, hvad det vil sige at kæmpe som kvinde. Hun er datter af en kvinde, som blev alenemor i en alder af blot 19 år, og den tidligere P3-vært har også taget sine opgør – både med sexisme og med sine egne og andres forventninger til hende.

Det skal vi tale om i dag, men vi skal også tale om anledningen til, at vi sidder her på caféen, nemlig at hun i løbet af de seneste to år for alvor har fået øjnene op for, hvilke kampe der præger virkeligheden for verdens kvinder. Hun har rejst rundt i lande som Honduras, Nepal og Kenya som vært i dokumentarserien ”I pigernes skjulte verden”, der er filmet i samarbejde med PlanBørnefonden og handler om piger og kvinders rettigheder og hverdagsliv. Her mødte hun blandt andet piger, der var blevet giftet væk til ældre mænd, og mødre, der måtte prostituere sig for at skaffe mad til deres børn.

– Mulighederne er ikke de samme for de piger, jeg har mødt på turen, som de er for os i Danmark, men viljen er der. Mange af de kvinder, jeg har mødt, oplever så meget modgang, men alligevel står de op hver dag og gør det bedste, de kan, for deres børn. Det er også sådan, jeg har oplevet min mor. Det er under helt forskellige omstændigheder, men de gør alle det bedste, de kan, med de muligheder, de har. Det minder mig om min opvækst.

LÆS OGSÅ: Dybt rørt Sofie Linde takker mediekvinder på Instagram: “Tak for at tage mig i hånden”

Sara er vokset op i Haderslev med sin mor, der fik Sara som 19-årig og stod alene med det meste af ansvaret. Saras far var ikke en del af hendes opvækst.

– Ud over min mor har min moster også spillet en stor rolle i mit liv. Min moster har en kone, så det har betydet, at jeg har været omgivet af kvinder hele min opvækst. Jeg havde aldrig nogensinde overvejet, hvorvidt det er muligt for en kvinde at kunne klare sig alene, for jeg har aldrig set andet. Det er først senere, det er gået op for mig, at det kan være en bekymring for nogen. Det er det bedste ved at være barn. Der er man ikke klar over, at noget er atypisk, før nogen kommer og gør én opmærksom på det.

Sara smiler ved tanken om sin barndom.

– Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det var hårdt for min mor sommetider. Det er klart, at det er udfordrende at være 19 år gammel og alenemor. Hun har gjort det bedste, hun kunne. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det var gået, hvis ikke vi havde været i Danmark, for selvom det var hårdt, så er der jo et system i Danmark, der gør det muligt at få passet sine børn og tage en uddannelse. Hvis hun havde været i et system, hvor hun ikke havde mulighed for at blive hjulpet i samme grad, så havde situationen været enormt svær. Jeg er blevet opmærksom på, at vi bor i et land, hvor det meste kan lade sig gøre, og hvor en enlig mor kan skabe et liv for sig selv. Og hvor jeg har kunnet blive taget hånd om.

Da Sara fyldte 6 år, kom hun i plejefamilie. Plejefamilien var ment som en hjælp til hendes mor.

– Min tid i plejefamilie oplevede jeg som en tilføjelse til mit liv. Jeg så stadig min mor i weekenderne, og jeg flyttede tilbage til hende, da jeg blev 10 år. På mange måder blev vi hjulpet enormt meget af systemet, indtil jeg blev voksen og begyndte at klare mig selv.

Sara kigger eftertænksomt ud ad vinduet, da jeg spørger hende, hvad hun tror, at hendes barndom har haft af betydning for hendes udvikling som menneske.

– Jeg tror unægteligt, at det har medført en selvstændighed, at jeg har haft den opvækst. Og at jeg kaster mig ud i alt muligt uden at tænke alt for meget over det. Jeg har set så mange gange, at ting godt kan gå dårligt og blive gode igen. Min udfordring er at lade andre mennesker hjælpe mig. Selvstændighed er godt, men jeg prøver at udfordre den lidt mere med tiden, for man behøver ikke altid at skulle klare alting selv. Og det kan jeg virkelig heller ikke.

Forskellige vilkår – fælles problemer

Viljen til at kæmpe videre på trods af hårde omstændigheder går igen hos de kvinder, som Sara har mødt i forbindelse med produktionen af dokumentarserien. Da Sara fik tilbuddet om at være med i serien, var hun ikke i tvivl om, at det var en sag, som hun ønskede at tage del i. 

– Jeg synes, at det er enormt vigtigt at se nogle steder i verden, hvor udfordringerne ser helt anderledes ud end vores egne. Det perspektiv håbede jeg ville åbne mine egne og seernes øjne. For to år siden, da jeg sagde ja til at medvirke, var det blandt andet fordi, at jeg tænkte, at vi i Danmark skulle ud af vores egen lille boble og se, hvordan andre kvinder rundt omkring i verden har det. Selvfølgelig skal vi også kigge på lønforhold og de ting, som vi kæmper for her i Danmark, men vi er også nødt til at vide noget om, hvad kvinder kæmper med andre steder i verden.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske om sexisme og seksuel chikane

Sara mener, at det er vigtigt, at vi herhjemme tager opgøret med for eksempel sexisme alvorligt.

– Der er steder i verden, hvor det handler om overlevelse, så problemets omfang ser forskelligt ud, men ikke desto mindre er problemet fælles. Jo mere vi forsøger at gøre op med problemer, vi selv kender og forstår, jo mere må vi tro på, at det kan påvirke den fælles forståelse af kvinder verden over.

Sexisme er et begreb, der har været allestedsnærværende den seneste tid, og som mange andre kvinder kan Sara fortælle om flere episoder, hvor hun har været udsat for uønskede tilnærmelser fra mænd.

– Det er for eksempel gået op for mig, hvor tit jeg skal forholde mig til en mand, jeg ikke kender. Det er både hverdagsoplevelser og mere alvorlige episoder, og dem har jeg besluttet mig for, at jeg ikke må være træt af at høre om, for det ville være usolidarisk af mig. De kvinder, der er stået frem og har fortalt om deres oplevelser, gør det af nødvendighed. Jeg synes i hvert fald ikke selv, at det er helende at tale om. Men vi er nødt til at gøre det.

Sara er blandt de kvinder, der står frem med sine oplevelser. 

– Det er vigtigt at forstå, at jeg, ligesom mange andre kvinder, bruger meget tid og energi på at håndtere sexisme. Det kan være en bil, der kører langsomt forbi mig og gør mig utryg, eller tilnærmelser på gaden. Det kan også være mere alvorlige situationer.

En af de mere alvorlige situationer fandt sted i en metro på vej hjem fra arbejde. Episoden ligger omkring seks år tilbage i tiden, men Sara husker tydeligt, hvad der skete.

– Jeg står i metroen på vej hjem fra arbejde, og pludselig kan jeg mærke en hånd helt oppe imellem mine ben.

Hånden tilhører en fremmed mand, der er på vej forbi Sara, og da dørene åbner, følger hun efter ham ud på metrostationen.Tilfældigvis er der en civilklædt betjent på stationen, som får fat i ham og spørger Sara, om hun vil foretage en anmeldelse.

– Min første tanke, da betjenten spørger, om jeg vil foretage en anmeldelse, er: ”Kan jeg det?”. Jeg var simpelthen ikke klar over, hvad jeg har af muligheder i den slags sager, og det er min oplevelse, at mange har det sådan. Jeg er så heldig, at der er overvågning på netop den metrostation, men det er jo ikke alle, der er så heldige i sådan en situation.

Sara beslutter sig for at anmelde sagen, og hun skal derfor i retten for at vidne om oplevelsen.

– Da vi sidder i retssalen, hvilket i sig selv er lidt af en oplevelse, spørger hans forsvarer mig om, hvad jeg havde haft på af tøj den dag, og om jeg havde haft øjenkontakt med ham, før han rørte ved mig. Derudover nævnte hun ting fra min barndom og insinuerede, at fordi jeg havde været i plejefamilie som barn, kunne det her være en måde at søge opmærksomhed på. Eller at jeg måske ikke var ved mine fulde fem. Det er meget ubehageligt, at kvinder bliver tvivlet så meget på i disse sager. Selv dommeren rullede øjne til sidst.

LÆS OGSÅ: Skal jeg lade være med at gå i tætsiddende tøj på arbejde?

Sara mener, at det er vigtigt, at vi fortsat giver hinanden plads til at tale om disse emner.

– Hvis man er en af de personer, der er træt af at høre om sexisme og krænkelser, så synes jeg, at man bør overveje, om det ikke er bedre at gå igennem livet lidt mere åben over for andre mennesker. Der er ikke nogen grund til at være imod det her, det handler om frihed og overlevelse for en masse kvinder.  Vi kan blive meget bedre til at tale sammen. Det bedste man kan gøre, er at tale ud fra sig selv og være åben over for, at andre mennesker kan have det på andre måder. Hvis man kommer til at gå over en anden persons grænser, kan man komme langt ved at være åben for den andens grænsesætning i stedet for at føle sig beskyldt.

Den privilegerede position

Kvinders virkelighed i Danmark adskiller sig på mange måder fra mange af de kvinders liv, som Sara mødte under optagelserne til serien.

– Jeg mødte en kvinde i Kenya, og jeg kan næsten ikke sige hendes navn uden at få tårer i øjnene.

Kvinden hedder Maureen, og hun blev som 15-årig gift med en ældre mand. Da han dør efter nogle år, står hun tilbage som alenemor til to børn under fem år og uden indtægt. Den dag Sara møder Maureen, skal hun ud og lede efter et arbejde. Hun starter med at prøve på en byggeplads, hvor de afviser hende. Derefter forsøger hun at tilbyde sig som rengøringshjælp i et velhavende område, men der er ingen, der mangler hjælp den dag. Hun har været væk fra sine børn i mange timer, og da hun ikke kan finde andet arbejde, må hun prostituere sig om aftenen. Børnene har hun været tvunget til at efterlade alene derhjemme imens.

– Det er umuligt fra min privilegerede position at sige, hvordan det er at leve de kvinders liv. Jeg rejser jo derfra igen, og så er det ikke lige foran mig mere. Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke er fri til at gøre, hvad jeg vil. 

Hvad har det gjort ved formidlingen af kvindernes historier, at de fortælles igennem dig?

– Det har krævet enormt mange snakke og overvejelser, og jeg har gjort mit absolut bedste for, at seeren får det sande billede at se. Det har været vigtigt for mig, at kvinderne er repræsenteret på bedst mulige vis. Serien er lavet af danskere, hvilket jo betyder, at det er et dansk syn på problematikkerne, men vi har gjort det så godt, som vi kunne.

– Jeg har været meget bekymret for at træde forkert eller ikke at skildre tingene ordentligt med de nuancer, der er. For det er jo ikke alle kvinder i de her lande, jeg har været i, der lever på den måde. Jeg er åben, hvis nogen kommer og fortæller, at vi burde have gjort noget anderledes, eller at noget i serien har gjort dem kede af det. Vi tog afsted med de bedste intentioner. Man må handle ud fra, hvor man står, og så hele tiden blive klogere.

LÆS OGSÅ: ”Tidligere var kvinder ikke nær så bevidste om, at det var sexistisk”

For Saras vedkommende har nogle af oplevelserne på turen brændt sig fast i hendes hukommelse. Det samme gælder de piger og kvinder, hun har mødt på turen.

– De kvinder, jeg har mødt, er alle i stand til at klare tingene selv. Det er systemet omkring dem, der ikke giver dem plads og mulighed for at gøre det.

Overvældende kombinationer

I Danmark oplever Sara, at det er en bestemt kvindetype, der er i høj kurs i forhold til andre måder at være kvinde på, nemlig den stærke, selvstændige type.  

– Hele det narrativ om, at en kvinde skal være en ”powerwoman”, synes jeg er begrænsende. Jeg forstår udtrykket, og jeg ved godt, at det er velment, men det er jo endnu et narrativ om, hvad kvinder skal kunne, og vi har helt ærligt ikke brug for flere fortællinger om, hvad og hvordan vi bør være. Vi skal stoppe med at have en fastlåst idé om, hvordan og hvornår man er god nok. Det er en meget binær forståelse af folk, hvor man enten er en ”powerwoman”, eller også er man ikke. På den måde vælger man at tage en lille del af et større billede, for alle mennesker rummer meget mere, end hvad man lige kan se.

– Jeg tror, at nogle af de misforståede opfattelser af kvinder, der sker for tiden, blandt andet kan skyldes sociale medier. Det lader til at forvirre nogle mennesker, at kvinder både kan være seriøse forretningsfolk og have bikinibilleder på deres instagramprofil. Kvinder har hele tiden været en kombination af alle mulige ting på én gang. De har altid både været kloge, sexede, seriøse og usikre, nu er det bare blevet muligt at vise det frem på de sociale medier. Og det, tror jeg, kan være overvældende for nogle mennesker.

Det kan være svært at finde sig til rette, når man er en offentlig person, der hele tiden vurderes og vejes af publikum, men andres forventninger til hende har Sara forsøgt at se bort fra, siden hun var helt lille.

– Andres forventninger til mig har jeg flyttet mig fra meget tidligt i livet. Mine forventninger til mig selv har jeg udfordret. Jeg er fyldt 30 år, og jeg kan nu sige, at jeg er oprigtigt glad for min krop. Idealer i forhold til udseende er endnu en ting, som vi bare har opfundet, og mange af os giver plads til oppe i hovedet, og det har jeg også gjort. Det hele handler jo om én selv, og hvad der kommer indefra. Jeg forsøger derfor at være venligere over for mig selv som kvinde og alle andre kvinder, jeg møder på min vej.

Vi må starte der.