Sarah Iben Almbjerg
Foto: Peter Nørby Sarah Iben Almbjerg vil have kvinder til at tale mere om, hvordan vi håndterer de svære sider af moderskabet.

"Jeg valgte jo ikke at få et barn alene. Det var aldrig drømmen"

Sarah Iben Almbjerg fortæller om at overvinde bitterheden over, at hendes eksmand har valgt deres barn fra. Hun opfordrer kvinder til at tale mere om, hvordan vi håndterer de svære sider af moderskabet.

Det er en af den slags historier, hvor journalisten godt kunne komme til at føle sig fanget i en bitter privat strid: En velformuleret mor, der fortæller sin side af sagen om den mand, der er forsvundet ud af deres fælles barns liv. 

Alligevel melder jeg mig til at skrive den. For der er et budskab, som Sarah Iben Almbjerg gerne vil dele med andre kvinder:

– Vi skal tale om den fraværende far. Han skal ikke være julemanden, vi går og venter på, men han må heller ikke blive elefanten i rummet, som er tabu at tale om. Jeg vil vel bare sige til andre kvinder, at det kan lade sig gøre. At overvinde bitterheden, at være mor og passe sit arbejde – og tillade sig selv at elske livet, som det har formet sig.

Hun er selv journalist og opmærksom på, at forhistorien skal fortælles uden at hænge nogen ud. Bolden må blive på egen banehalvdel.

– Jeg vil bare så gerne have, at flere kvinder hjælper hinanden med at dele ud af, hvordan man håndterer de svære sider ved moderskabet. Det er vigtigt, vi siger det svære højt.

LÆS OGSÅ: Katerina Pitzner: "Jeg har arbejdet meget med mig selv gennem livet"

Sarah Iben er alenemor til Ellen på 11 år og August på 4 år. De to børn har hver deres far, de er kommet til verden under vidt forskellige omstændigheder, og ikke mindst har de vidt forskellige forhold til deres fædre.

Ellen blev født i oktober 2008, mens Sarah Iben boede med sin kæreste Kaare i New York.

– Jeg var sammen med Kaare i 10 år, men når jeg ser tilbage på det nu, gik tiden egentlig hurtigt. Særligt de tre år, hvor vi boede sammen i New York. Han dækkede Obama-kampagnen, mens jeg læste International Affairs. Alt gik bare stærkt derovre. Pludselig var jeg gravid, og vi havde alderen til at blive forældre, så det gav ikke mening at lade være.

– Vi nåede at bo næsten tre år i New York, og det var magisk og intenst, men det var ikke et sted at starte familie. Jeg ville hjem og bygge redde, og jeg var blevet tilbudt det oplagte job som pressechef på Betty Nansen Teateret.

Sarah Ibens liv og familie havde sat kurs mod et kernefamilie-liv med ro, renlighed og regelmæssighed. Men livet tog en drejning, da Radio 24Syv så dagens lys, og hun fik tilbudt jobbet som kulturredaktør.

– Jeg havde kun arbejdet på traditionelle gamle medier, og jeg ville så gerne være med til at starte noget op. Jeg var nødt til at sige ja til det job og den udfordring, det bar med sig.

Hvad hun ikke var klar over, var, at hun ikke bare sagde ja til et nyt liv, men også til en stormende forelskelse, hun ikke havde forudset. 

– På radioen mødte jeg en anden mand, og det tog fuldstændig pusten fra mig. 

Sarah Iben Almberg2.jpg

Hun tager en tår af sin kaffe, inden hun fortæller videre. Om hvordan hun forlod Kaare og det trygge liv. Om hvordan de blev enige om, hvordan livet kunne fortsætte på nye præmisser.

– I dag priser jeg mig stadig lykkelig over, at vi allerede fra dag et havde gode faste aftaler, som vi begge har overholdt. Jeg er så glad for, at vi begge tænkte klart midt i alle følelserne og tog ansvar for Ellen, før vi drog omsorg for vores egne egoer. Vi har for eksempel skrevet under på, at vi begge skal blive boende i Ellens skoleområde, og at hun er forankret her. Vi har en god 7/7-ordning, og vi har altid talt pænt om hinanden. Vi har været anstændige hele vejen igennem. Også selvom jeg forlod ham for en anden.

Det har ofte undret hende, hvordan han kunne holde så god stil.

– Når jeg har spurgt ”Hvorfor er du så sød ved mig?”, har han bare svaret: ”Fordi det er i Ellens bedste interesse, at du er glad”. Jeg synes, at han har vist vejen for, hvordan man håndterer et brud storsindet. Og vi har holdt hinanden gode – også i relation til Ellen. 

Hvedebrødsdage i tre måneder

Mens det gamle liv blev afviklet, var det nye ét stort adrenalin-rush. 

Mens Sarah Iben fortæller om den første tid, blusser hendes kinder, og man fornemmer, at det her var heftige sager. 

– Vi havde tre intensive og sjove måneder. Undervejs blev jeg gravid, og jeg var meget i tvivl. Jeg vidste ikke, om jeg ville være mor igen, for jeg havde det egentligt godt der, hvor jeg var. 

Som hun husker det, var det ham, der overbeviste hende: 

– Han sagde, at der altid er plads til et barn til. Han sagde, at det var et kærlighedsbarn. Han havde allerede fem børn fra to tidligere forhold, og han fik det til at virke så indlysende, at man ikke vælger det barn fra, der havde valgt os.

Da kærlighedsbarnet, August, kom til verden, blev det hele sværere.

– Vi var gode til at gå i byen og havde været det der lækre, sjove par uden forpligtelser. Men det blev desværre meget hurtigt tydeligt, at vi var meget dårlige til at være en familie uden frihed og søvn.

– Min overbevisning var, at vi havde begynder-vanskeligheder – ikke at vi var på vej mod et brud. Vi boede sammen i otte måneder, og jeg troede virkelig på, at vi skulle det her sammen. 

Men de fandt aldrig frem til et familieliv eller en normal hverdag. 

– Jeg kan godt tilgive de problemer, vi havde, da vi boede sammen. For det var da en kæmpe opgave. Vi skulle lære at bo sammen, samtidig med at syv børn skulle lære at bo sammen. Det er indlysende, at det var svært at få det til at fungere sammen, siger Sarah Iben.

– Men jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det også skal være så svært nu, hvor vi ikke er sammen mere.

LÆS OGSÅ: "Vores sammenbragte familie holdt ikke, men det gjorde kærligheden"

For sådan endte det. Efter en tumultarisk barsel var hun nu alenemor til to børn.

– Det praktiske fylder bare så meget, når man er alene med to små børn. Jeg kan huske, da August fik streptokokker, og Ellen kun var seks år. Hun kunne ikke være alene hjemme, så jeg måtte hælde dem begge i flyverdragter og ud på Bispebjerg. Der var jeg meget alene lige pludselig.

– Jeg valgte jo ikke at få et barn alene. Det var aldrig drømmen. 

Hun var ulykkelig over, at de ikke var to til at glædes over August.

– At jeg ikke kunne sende billedet af det skøre ansigt eller første skridt til nogen. Det er synd, at jeg ikke kan give August det samme, som hans søster får. Hun har altid følelsen af, at hendes forældre ser hende sammen.

Det skulle blive endnu værre, for undervejs havde Sarah Iben skiftet job til TV2 News, men blev fyret i en sparerunde. Dér ramte hun bunden.

– Jeg havde et barn, der ikke sov, jeg boede i et nyt hjem, og jeg var lige blevet skilt. Jeg var bare ked af det hele og samtidig så fyldt med kærlighed til August, der var så lille. Der er i forvejen en grund til, at vi har en barsel; det er så voldsomt at få et lille barn. Men hvis du samtidig skal tackle skilsmisse og en dårlig økonomi, så føles udfordringerne uoverskuelige.

”Æd den”

Herfra er der kun ét relevant spørgsmål: Hvordan kom hun videre? 

– Jeg fulgte ganske enkelt en god bekendts råd. Da jeg stod midt i lorten, sagde hun bare: ”Du skal æde den”. Det er et hårdt råd, men det er også ægte og godt. Hun sagde, at jeg aldrig ville kunne få svar på de frustrerende spørgsmål, som jeg gik rundt med. Jeg fik ingen pauser, ingen søvn og ingen hjælp fra ham. Så på hendes opfordring insisterede jeg på ikke at blive bitter. Det er en indadvendt følelse. Du må gerne være vred og skuffet. Du kan bokse på en boksebold og løbe en tur. 

– Og så kan du acceptere, at du selv har stillet dig i den situation. Jeg havde jo den trygge familie sammen med Ellen og Kaare. Men Augusts far var så sjov og festlig. Jeg valgte selv at gå efter festen og forelskelsen. Jeg satsede på den usikre fremtid, erkender hun. 

Samtidig gav hun sig selv lov til at tage imod hjælp.

– I dag har jeg ikke dårlig samvittighed over at gå på arbejde og få dem passet indimellem. Jeg har valgt at være nærværende, der hvor jeg er – både når vi er sammen og hver for sig.  

Den proces tog tid. 

– Min søn skulle blive tre næsten fire år, før jeg var ude på den anden side – et sted hvor jeg følte, at det var okay. 

Men selv om hun føler, hun er landet et godt sted, er der fortsat en stor bekymring i hendes liv. Den, som er grunden til, at vi sidder her i dag. Den fraværende far – og hvordan vi taler om ham.

– På et tidspunkt kontaktede jeg Mødrehjælpen, fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvordan vi talte med August om hans far. Hvordan undgik vi, at han blev denne her mytologiske, fraværende figur? Og det råd, jeg fik, har hjulpet mig så meget. De sagde, at jeg aldrig skulle nedtone min søns fantasifulde begejstring. Vi skulle svare: ”Ja, din far er stærk, men ved du, hvem der også er stærk? Det er Moster Nanna”. Vi skal vise ham, at han kan beundre mange mennesker – ikke kun den far, der ikke er til stede.

– Jeg er ikke frustreret mere, men jeg er bekymret for August. Min eks siger, at han ikke gider at have noget med mig at gøre mere og har derfor opsagt sin faste samværsaftale. Han vil tænke over, hvordan han fremadrettet vil se August. Det er syv måneder siden nu, og det ville næsten være lettere, hvis han endegyldigt kunne sige ”jeg gider ikke se min søn”, for så kunne jeg håndtere den situation og lukke ned for Augusts forventninger. Men lige nu kan jeg ikke svare drengen, når han spørger, hvornår han ser sin far igen.

Ekskonernes kærlige klub 

Heldigvis har tiden med Augusts far kastet noget andet godt af sig. En anden slags familie. Som er vokset ud af fælleskabet med en kvinde, der har siddet i samme ustabile båd. 

– Min eksmand skrev på et tidspunkt en klumme i en landsdækkende avis om, hvor forfærdelige danske kvinder er. Og så skrev jeg til hans anden ekskone, om det ikke var på tide, at vi drak det der glas vin sammen. Og det var ekskonen, Susan, helt med på. 

De mødtes og talte råt og ærligt sammen. Og skabte en ny og særlig relation. 

– Vi er ikke bare veninder mere, vi er blevet familie. Det fede ved Susan, der har fire børn med den samme mand som mig, er, at vi ikke behøver forklare det hele, når vi er sammen. Vi kan grine af det. Nu hjælper vi hinanden, passer børn sammen og holder en årlig julefrokost. Jeg tror, at han ville elske, hvis vi talte om ham. Men det er længe siden, vi blev færdige med det.

LÆS OGSÅ: Malou Aamund: "Man kan sagtens have familie og være kvinde, selvom man gør karriere"

I mødet med Susan har Sarah Iben også fundet en ny måde at se på sig selv og alt det, hendes situation også har ført med sig. 

– Det skal ikke få lov til at definere mig, og jeg skal ikke være det omrejsende cirkus, der holder foredrag om at være enlig mor med en eks, der har glemt sit ansvar. Og jeg har da også tænkt, om jeg overhovedet skulle stå frem, som jeg har valgt at gøre det nu, siger hun.

Ud over at hun gerne vil opfordre andre kvinder til at tale om det svære, så har hun et andet budskab. Til sine børn – og til alle de andre børn, der heller ikke endte i en kernefamilie.

– For mig er det vigtigt, at det ikke er et underskudshjem, de vokser op i. Vi skal kunne have en ”rigtig” familie, selvom vi er tre, og to af dem er små, siger Sarah Iben Almbjerg med et stort smil. 

– Her den anden dag låste vi os ude. Og ja, vi kunne have sat os på trappestenen og grædt. Men i stedet satte vi os på Chungs Grill og spiste dybstegt blomkål. Det blev ikke den aften, vi havde planlagt. Men det blev en fest. 

Sarah Iben Almberg1.jpg

Hun har lært, at det kræver omhyggelighed, når man er alene om at passe to små børn. 

– Jeg vil gerne lære dem og andre at være omhyggelige. Vi må gøre os umage med at være der for folk, ringe til dem, der har brug for det. Udvise omsorg og nærvær. Det vil jeg have, at de lærer, siger Sarah Iben. 

– Jeg husker som barn den der stærke ensomheds- fornemmelse. Og den er ikke kun dårlig. Den lærer os, at det er okay at være den, du er. Vi skal ikke skærme vores børn mod modgang, men mod følelsen af at være forkerte. Dybest set vil vi jo bare allesammen gerne have, at vores børn føler sig elskede.

– Jeg synes, jeg har gjort det nemt for August at føle sig elsket. Jeg har aktiveret hele min familie. Svoger David og onkel Oliver er de nye faderfigurer. Det store for mig er nu at se alle dem, der er der for ham. Jeg håber, at min søn vokser op med følelsen af, at han er så dejligt et menneske, at han tænker ”hvor er det er synd for min far, at han ikke kender mig”.

Vi skal tage afsked nu. Sarah Iben har et stævnemøde. 

Hun er stolt af, at hun er endt med at få det hele til at hænge sammen.

– Jeg henter en stor stolthed i, at jeg kan finansiere min families liv og få det hele til at køre rundt. Samtidig med at vi griner af alt muligt fra hverdagen rundt om aftensbordet. Sidste år købte jeg et sommerhus. Det er mit symbol på, at nu står vi op. Der giver jeg børnene et sted og en kontinuitet, der kan vare resten af livet. Her skal de holde læseferier og invitere deres første kæreste med på ferie. Jeg tror, at læren er, at man kan mere, end man tror.  

Hvem er Sarah Iben Almbjerg

Sarah Iben Almberg fakta.jpg

  • 43 år.
  • Er uddannet journalist og har arbejdet på DR K, TV2 News, Radio 24syv. Er i dag filmredaktør og kulturjournalist på Berlingske.
  • Mor til Ellen på 11 år, som hun har hver anden uge, og August på 4 år, som hun er alene med.
Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil, Familieliv og Interview