Sascha Dupont musiker
SPONSORERET indhold

Sascha Dupont: Efter skilsmissen var det lige, hvad jeg trængte til

30’erne har nok været det mest begivenhedsrige årti for musiker Sascha Dupont, siger hun i denne uges Hendes Verden, hvor hun ser tilbage på sine forskellige livsfaser.

Af:: Marie Varming og Sara Wilkins Foto: Claus Boesen
24. jan. 2022 | Livsstil | Hendes Verden

30’erne var et vildt årti for musiker Sascha Dupont.

Den bød nemlig både på udlandseventyr i USA, skilsmisse, ny kærlighed og ikke mindst sønnen Timothy.

Det fortæller den 46-årige musiker i denne uges Hendes Verden, hvor hun gennemgår sine forskellige livsfaser og blandt andet kommer ind på tiden, hvor hun boede i USA som nyskilt:

”Jeg begyndte at date en ung rapper, som var ti år yngre end mig. Men en langhåret 23-årig rapper kunne altså noget for en nyskilt kvinde som mig. Jeg vidste godt, at det ikke bar nogen steder hen, for han røg ret meget hash og boede hjemme hos sin mor. Men han gav mig opmærksomhed, og det var lige, hvad jeg trængte til på det tidspunkt,” fortæller hun i interviewet.

”Mens jeg stadig var sammen med rapperen, skulle jeg en aften spille et job som korsangerinde et sted i Santa Monica. Vi skulle spille kl. 21.30, og jeg var tæt på at aflyse, fordi jeg var træt og sikkert også havde menstruation. Da jeg kom derhen, var showet flyttet til 22.30, og jeg var rasende. Jeg var ikke verdens rigeste pige, og jeg tjente ikke ret mange penge på den slags småjob. Der stod et band på scenen og spillede, da jeg kom ind, og det lød så fedt. En af dem var Bryan Conner. Det var 9. april 2010, og vi flyttede både sammen og blev gift senere det år. Der er jo ingen tid at spilde, hvis man gerne vil nå at have sølvbryllup.”

Læs også: Alt ramlede for Mikkel, da konen en dag sagde: "Jeg tror ikke, vi skal være gift mere"

Fødte søn på hospital i Beverly Hills

I 2013 fik Sascha Dupont så sønnen Timothy, fortæller hun:

”Jeg havde egentlig ikke nemt ved at blive gravid, men jeg prøvede både kinesisk akupunktur og at folde mine hænder, og en kombination af Vorherre og kinesere var åbenbart hvad, der skulle til. Og som man siger: Jo mere man øver sig, desto bedre børn får man. Jeg fødte Timothy på et hospital i Beverly Hills, og jeg var glad for, at jeg havde forsikring, for det kostede over $100.000 at føde ham,” siger musikeren og fortsætter:

”I USA har man ikke barsel på samme måde som i Danmark, så jeg spillede helt op til fødslen, og da han var tre uger gammel, var han med på bar for at spille og sad der med ørebøffer i sin autostol. Så jeg var ikke på traditionel barsel, men jeg er heller ikke ret god til at lave ingenting. Det var et årti med USA, skilsmisse, ny kærlighed og baby, så det må nok være det mest begivenhedsrige årti i mit liv.”

Læs resten af det store interview med Sascha Dupont i denne uges Hendes Verden, hvor hun bl.a. fortæller om en vane fra barndommen, hun stadig har, og hvorfor hun føler sig splittet omkring, hvor hun helst vil bo i verden...

Anbefalet til dig