"Jeg er blevet skåret i, klippet op og sat sammen på ny for at blive den, jeg er i dag"

Det lille barn er decideret yndigt. En væver skikkelse med fine ansigtstræk og enorme blå øjne omkranset af mørke vipper. Bevægelserne er forfinede og yndefulde. Stemmen lys og syngende. Ingen, der møder hende, er i tvivl om, at hun er en lille pige. Hun er heller ikke selv i tvivl. Der er bare det med navnet. Christian hedder hun. Måske er det et udtryk for skæbnens magt, at hun ikke kan finde ud af at udtale det. Hun siger Sasha i stedet. Og det navn hænger ved.

Sasha Louise Sprange blev født som dreng, men var aldrig i tvivl om, at hun i virkeligheden var en pige. Så længe hun kan huske, har hun oplevet et misforhold mellem sin biologi og det, man i mangel af et mere præcist ord kan kalde sjæl. I dag har hun ved hjælp af omfattende kirurgi og hormonbehandlinger bragt orden i det misforhold. Hun er nu i en alder af 36 år, biologisk såvel som juridisk, den kvinde, det altid har været meningen, at hun skulle være. Hun ligner igen pigen, hun var som barn. Hende med de fine ansigtstræk og de enorme blå øjne.

Dyb stemme, grove træk

– Men det har været en kamp at nå hertil, siger Sasha.

– Jeg føler, at jeg har været i krig, og selv om jeg har vundet og endelig mærker, at der er sammenhæng mellem den, jeg er, og hvordan jeg ser ud, vil jeg nok altid kæmpe med traumerne fra det, jeg har været igennem.

Sasha voksede op i en idyllisk by på Falster. I en kernefamilie med mor, far og to børn, et af hvert køn – troede forældrene. Som lille følte hun sig lykkelig. Hendes feminine opførsel og udtryk vakte opsigt, men blev accepteret af klassekammeraterne, der trak på skuldrene, og af forældrene, der først og fremmest elskede deres søn. De tog ham, som han var. Og tog det selvopfundne kælenavn, Sasha, til sig. Sasha selv mærkede ikke for alvor, at hun var anderledes. Ikke før hun gik i puberteten, og alting forandrede sig.

LÆS OGSÅ: Clara Rosager: "Jeg er og bliver en evig romantiker"

– Det var, som om min krop forrådte den, jeg var, husker hun.

– Min stemme blev mørk, min hårvækst kraftigere og mine træk og fysik større og grovere. Jeg mistede mig selv. Det føltes forfærdeligt, angstfuldt og klaustrofobisk. Som at blive fysisk forvrænget og tvunget ind i en fremmed krop, der intet havde med mig at gøre.

Sashas far forsøgte at forklare hende, hvad der skete: At hun jo ville blive en mand.

– Men jeg forstod overhovedet ikke, hvad han mente, og blev fuldstændig panisk. En mand? Hvordan skulle jeg kunne blive en mand? Jeg var jo en pige.

Levede som homo

Med puberteten begyndte også mobningen. Sasha var pludselig for anderledes og for sær. De andre børn trak sig og kaldte hende navne; bøsse, freak, trans. Skolens lærere gav Sashas forældre besked på, at deres søn skulle klæde sig anderledes. Tøjet var for feminint. Det skabte problemer i klassen, og det var Sasha, der skulle rette ind og blive en anden; ikke de andre, der skulle acceptere den, hun var.

– Det begyndte for alvor at gå op for mig, at jeg var forkert. At jeg ikke havde en plads i verden som den, jeg var, fortæller Sasha Louise.

– Jeg begyndte at trække mig ind i mig selv og undertrykke min identitet. Jeg forsøgte at blive en anden, som folk trods alt bedre kunne forstå og acceptere.

LÆS OGSÅ: Helle mistede sin bedste veninde til livmoderhalskræft: "Nogle gange lå jeg hos hende, helt tæt og i ske"

Det føltes som en løgn, men fortsatte langt ind i Sashas ungdoms- og tidlige voksenliv. Lige indtil selvbedraget ikke kunne bære længere. Som 20-årig flyttede hun til København for at forfølge en karriere inden for film og tv og forsøge at skabe en tilværelse på trods af det kaos, hun oplevede indeni. I seks år levede hun som homoseksuel mand med skiftende, kuldsejlede kæresteforhold og en selvfølelse, der langsomt smuldrede.

– Jeg overvejede aldrig for alvor et kønsskifte. Alle de transseksuelle, jeg så, lignede ringe kopier af kvinder, og jeg ville ikke være en dårlig udklædning. Så jeg følte mig bare mere og mere fortabt, siger Sasha.

Dyr operation

Hun fik stadig sværere ved at se meningen med det hele og få den unge, ulykkelige mand, der stirrede tilbage på hende i spejlet, til at harmonere med den kvinde, hun vidste, hun var.

– Selvmordet virkede som den eneste løsning. Jeg forsøgte flere gange. Og jeg ved også, at det var lykkedes, hvis jeg ikke havde mødt Maria, siger Sasha.

Maria var en transseksuel kvinde, som Sasha traf ved en tilfældighed. Hun var ikke bare en ringe kopi af en kvinde eller en dårlig udklædning. Hun var, og lignede, en kvinde fuldt og helt. For Sasha bar hun et løfte om et andet liv.

– Hun reddede simpelthen mit liv og hjalp mig i gang med min forvandling, siger Sasha.

Maria satte hende i forbindelse med læger i USA, der kunne foretage et fuldt kønsskifte, og hjalp hende til at finde den rigtige hormonbehandling. Sasha gik uden om det offentlige og købte alt selv – på nettet og i udlandet.

– Jeg sparede sammen og tog lån, og i flere år var det mit fulde fokus at forandre mig og blive hel. Alt andet blev tilsidesat, siger hun.