”Tidligere var kvinder ikke nær så bevidste om, at det var sexistisk”

Sexismens jerngreb

Sexisme er blevet slået ned på siden 1960’erne, men findes stadig i mange former i dag. Der er både de mere strategiske krænkelser, der ofte handler om magt – som fx hvis en stor tv-kanon fortæller en 18-årig nyansat DR-medarbejder, at han vil ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun sutter hans pik.

Og så er der den form for sexisme, der i højere grad handler om ubetænksomhed som et produkt af den kulturelle fortælling gennem historien – som fx når nogle tænker på kvinder som dårligere bilister.
 
Det forklarer psykolog Neela Maria Sris, der ser sexisme som et kontinuum. Hun mener, at det er vigtigt at overveje den sexistiske handling, så man undgår at fornærme eller krænke nogen ubevidst.
 
”I den ene ende har vi de tunge sager, hvor der er tale om krænkelser, som meget ofte handler om magt. Men i den anden ende af kontinuummet, hvor vi har de ”små” ting, som fx hvis en kvinde bliver fløjtet af på gaden, skyldes det ofte mere ubetænksomhed og er ikke – nødvendigvis – kun et udtryk for magt. Derfor handler det nogle gange hverken om at opnå sex eller demonstrere magt. Men de ”små” ting er ikke uskyldige, og man ved aldrig, hvordan de bliver modtaget, derfor skal man tænke sig om,” forklarer hun til ALT.dk.
 
Men kan man ikke sige, at et cat call på gaden netop er et udtryk for magt, fordi man objektificerer den, man fløjter af?

”Det kan selvfølgelig godt være objektiviserende, for man kan jo sige, at det ikke er ens værdier, der bliver fløjtet af, men ens udseende, men konteksten er afgørende for, om det er en nedværdiende handling. Hvis det nu er fredag aften og en kvinde går med sine veninder på vej til fest, og der så er nogen, der fløjter af hende, og hun flirter lidt tilbage, så er det jo fint. Men situationen er en helt anden, hvis det er en kvinde, der bliver fløjtet af på sin arbejdsplads, helt uden der er lagt op til det, så er det objektiviserende. Det handler om især to ting: konteksten og relationen. Det skal helst være så lige en relation som muligt, og så skal det gå begge vej”, uddyber hun.

LÆS OGSÅ: Julie Kragh: ”Det er anstrengende at være den, der ødelægger den gode stemning”

De ”små” historier har ifølge kønssociolog Cecilie Nørgaard også en konsekvens. For milde og grelde udtryk for sexisme har samme mønster og fastholder dermed patriarkalske samfundsstrukturer og stereotype kønsopfattelser. Så de "små" historier kan på den måde komme til at legitimere de "store" historier. Og omvendt kan dét ikke at acceptere de milde tilfælde være med til den kulturforandring, der er nødvendig, for at forebygge de alvorlige krænkelser, mener hun.
 
”Sexisme kan have alle mulige forskellige udtryk, men det er ikke funktioner, som den, der bliver udsat for sexisme, har glæde af. Sexisme kan være rigtig mange ting, fx nedvurdering, diskrimination, chikane, grænseoverskridende adfærd eller magtudnyttelse på baggrund af køn. Men det er aldrig den, der har en sexistisk adfærd, der bliver frataget noget. Så det har den funktion, at det fastholder magtmønstre, der ligner dem, vi altid har haft. Hvis man er i en magtposition, så er det også en måde at udnytte magten på, så man får det, man gerne vil have i form af fordele eller privilegier”, fortæller Cecilie Nørgaard og uddyber:
 
”Hvis man bevidst eller ubevidst vurderer en kvindes indsats som dårligere eller som en lavere indsats end en mands, netop fordi hun er kvinde, så er det ikke et udtryk for at opnå sex, men det er sexisme på samme måde, som at det ville være racisme, hvis det handlede om at undervurdere et menneskes indsats på baggrund af hudfarve.”
 
Og dén diskrimination – når privilegierne eller magten bliver udnyttet – kan få store psykologiske konsekvenser for den, der oplever sexistisk adfærd rettet mod sig, forklarer Neela Maria Sris:
 
”Der kan være ufattelig mange konsekvenser, også afhængigt af udfaldet. Fik man sagt fra, eller gjorde man ikke? Man kan blive ekskluderet på arbejdspladsen, miste sit arbejde, miste en forfremmelse eller andre muligheder, men der kan også være nogle følelsesmæssige og emotionelle konsekvenser. Man kan føle rigtig meget skam over den måde, man har handlet eller ikke har handlet på. Man kan føle sig forkert, fordi det gik ud over netop dig. Man kan stå med en skyldfølelse og tvivl på sig selv og spørge sig selv: ”har jeg lagt op til noget?”, eller ”er der sket en misforståelse?”. Der kan også være stor ensomhed forbundet med det, for det er ikke nemt at fortælle nogen, hvad der er sket. Hvad nu, hvis man bliver dømt af andre som en, der ikke kan stå op for sig selv? Det så vi med Sofie Linde i starten, da der var mange, der dømte hende for ikke at have sagt fra. Det kan være enormt ensomt at gå med, og man får det ikke bearbejdet, fordi man ikke får det fortalt til nogen.”

LÆS OGSÅ: ”Da han forgreb sig på mig, slog og sparkede jeg ikke. Jeg lå helt stille og kiggede op i loftet”

De psykologiske konsekvenser er på deres egen måde også med til at fastholde samfundsstrukturen, mener psykologen. At opleve sexistisk adfærd kan nemlig virke bekræftende, hvis man i forvejen har et nedværdigende syn på sig selv og andre kvinder, forklarer hun:
 
”Man kan komme til at tage det budskab med sig, at man ikke er noget værd og derfor ikke må sige fra. Og når ens grænser så bliver overskredet gang på gang, bliver det bare en bekræftelse af, at man ikke er noget værd. Så det bliver en selvopfyldende profeti. En ond cirkel,” siger Neela Maria Sris.

Den onde cirkel er ved at blive brudt

At ændre en kultur kræver, at mange magtfulde aktører går forrest i samme retning. Aktivister har startet revolutionen, men magthavere skal implementere kulturforandringen i lov og reglementer, ifølge Cecilie Nørgaard.

Derfor er det, vi ser nu, en vellykket kulturforandring, som vi står midt i, mener hun. Sexismens onde cirkel er ved at blive brudt. Det har taget os lang tid at nå hertil, og Cecilie Nørgaard har et bud på, hvorfor Danmark ikke kom med på den første #MeToo-bølge 2017, da den begyndte i Hollywood:
 
”En af de største grunde er, at danskerne har en stærk selvfortælling om, at vi er et meget ligestillet land. Det er en del af vores nationale identitet, og det fylder meget i vores selvbillede. Det selvbillede har pressen været med til at opretholde. Et forskningsprojekt, hvor man har sammenlignet Danmark og Sverige, peger på, at det har været utrolig svært at komme igennem de danske medier på en kulturforandrende måde. Vi har manglet tal på fx hvor mange der har oplevet grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen, men det har vi fået nu, fordi man er begyndt at registrere og kommunikere i offentligheden. Det usynlige og ubevidste er svært at forholde sig til, men tal er mere konkrete og gør, at vi kan begynde at sætte ord på sund adfærd og mål for ligestillingen,” fortæller hun til ALT.dk.
 
Kulturforandring er en lang proces, og vi er ifølge Cecilie Nørgaard nået til the tipping point i forhold til den hidtil skjulte sexisme – også selvom vi stadig ikke er i mål:
 
”I vores uddannelsessystem er man begyndt at kunne se og mærke nødvendige forandringer og tiltag. Fx er der kommet et fag på pædagoguddannelsen, der hedder køn, seksualitet og mangfoldighed. Tidligere har man formidlet myter om køn og diversitet på uddannelserne, hvor man nu så småt begynder at formidle valid forskning. Det betyder afsindigt meget, hvis kommende generationer ikke socialiseres og uddannes kønsstereotypt. Samtykkeloven er også et godt eksempel på, at vi er gået fra, at seksuel krænkende adfærd på grotesk vis har været legitimeret i vores kultur, til, at begge parter nu skal være opmærksom på, om du har den anden med i denne her seksuelle situation, som du er en del af. Ikke så meget at forlange, vel? Men meget er stadig på tegnebrættet, fx har vi stadigvæk en læreruddannelse, hvor kønsmyter florerer og kommende lærere ikke lærer at forholde sig vidensbaseret til køn, men det, tror jeg, kommer snart”, afslutter hun.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm, Susanne Bier og 662 andre: ”Det er tid til at stå sammen”

Hvis man spørger de to eksperter, hvornår de tror, at vi i Danmark for alvor slipper af med sexisme, er svaret ikke enslydende:
 
”Vi begynder at slippe af med sexisme, når det er bredt accepteret i kulturen, at sexisme eksisterer – og at vi derfor begynder at sætte aktivt ind for at ændre kulturen og ikke mindst forebygge, at det overhovedet kan ske. Det sidste handler om de grundlæggende strukturer, der nærer den mest udbredte sexisme, som handler om, hvad man kan kalde for den patriarkalske, heteroseksuelle verdensorden. I det system findes kun heteroseksuelle mænd og kvinder og disse er partout stereotype og væsensforskellige, og mænd er mere værd end kvinder og har blandt andet derfor ret til kvinders kroppe. Når vi holder op med at genfortælle denne gamle kønsmyte via den stereotype kønssocialisering af lyserødt og lyseblåt helt fra barnet bliver født og hele vejen op igennem vores uddannelsessystem – ja, så får fortællingen – og dermed sexismen – ikke længere næring,” siger Cecilie Nørgaard.
 
Neela Maria Sris tror dog ikke, at vi nogensinde kommer 100 procent af med vores sexismekultur, men erkender, at vi rykker os nærmere det ideal, som mange kæmper for:

"Vi slipper ikke af med sexisme, og vi slipper heller ikke af med racisme, men der kan være nogle bølger, hvor man gør op imod den sexistiske kultur, og så lander man et bedre sted. Der kan så ske nogle ting senere, som gør ligestillingskampen aktuel igen. Vi rykker os helt sikkert for hver bølge, men jeg tror aldrig, vi slipper helt af med det."