Signe Svendsen musiker
SPONSORERET indhold

Signe Svendsen om sit parforhold. Vi har lært denne vigtige ting

Frihed og plads til forskellighed er afgørende i et parforhold, mener musiker Signe Svendsen.

Af:: Marie-Louise Truelsen og Sara Wilkins Foto: Les Kaner
25. nov. 2021 | Livsstil | ALT for damerne

47-årige Signe Svendsen er midt i livet, og de senere år har hun og hendes mand givet hinanden en frihed i tilværelsen, som hun kalder ”enormt sund og enormt fed”

Det fortæller hun i et stort interview i denne uges ALT for damerne under en samtale med livsstilsekspert Flemming Møldrup:

Signe: ”Jeg rejser rigtig meget rundt alene, og det kræver jo, at der er en frihed og en åbenhed overfor at have det her parforhold, hvor vi faktisk overhovedet ikke på nogen måde sidder lårene af hinanden. Min mand er 15 år ældre end mig, og han gør også meget det, han vil. Måske var det bare vores forhold, der skulle modnes, eller måske var det noget med at komme ud på den anden side efter at have haft mindre børn. Vores fælles datter er 16 år nu, så der er jo sket meget indenfor de sidste fire-fem år. Men det kender du vel også?”

Flemming: ”Jo, jo, er du sindssyg. Jeg tror, det handler om, at man sætter hinanden fri på en måde, der gør, at kærligheden bliver stærkere.”

Signe: ”Det er jeg meget enig i. Den der opfattelse af, at det, vi laver sammen med vores ægtefælle eller kæreste, er det, der skal fylde det hele og det, der giver mest mening … nej! Det giver lige så meget mening at være sammen med andre mennesker eller at være alene. Min mand elsker at være alene, og jeg er sådan en total festtype. Jeg elsker at være social, og langt om længe har vi bare fundet ud af, at vi ikke behøver at have det på samme måde. Han må godt gå alene ude i skoven i flere timer hver formiddag, og hvis jeg har lyst til noget andet, så gør jeg det sammen med nogle andre.”

Flemming: ”Tror du, at det er en aldersting?”

Signe: ”Ja, desværre, jeg ville ønske, at det kunne ske tidligere for folk. Nu sidder vi her helt midtvejsagtige (…) Jeg kan da kun håbe, at yngre mennesker finder ud af at lave nogle andre konstruktioner omkring parforholdet lidt tidligere.”

Det ”elektriske” i livet

Friheden er på en måde også i centrum, når Signe Svendsen skal skrive sine sange, fortæller hun. Her finder hun ofte inspiration i det ”elektriske”, når hun eksempelvis skal skrive om forelskelse, selvom hun er et sted i livet, hvor hun ikke er nyforelsket:

Signe: ”… Men det betyder jo ikke, at man ikke kan møde andre mennesker, hvor man pludselig mærker en gnist eller en tiltrækning. Det er et enormt fedt brændstof og en enorm fed ting hele tiden at have med sig, synes jeg. Forstår du, hvad jeg mener?”

Flemming: ”Ja, det gør jeg rigtig meget. Men det er jo også et meget modigt sted at være. At turde lukke andre mennesker ind i sit liv ved at erkende, at man godt kan blive forelsket, at man godt kan mærke hinanden, at der er en kemi i det, men at man samtidig har en mand eller en kone derhjemme, som man elsker. Det tror jeg ikke, at der er særlig mange, der tør erkende.”

Signe: ”Nej, det tror jeg heller ikke. Men det føles så enormt levende, når man gør det. Jeg var barn i 70’erne og boede en del i kollektiv, og jeg tror absolut ikke på det åbne parforhold, skal jeg lige sige.”  

Flemming: ”Du har set det?”

Signe: ”Ja, jeg har set det forsøgt i alle mulige afskygninger, og det er ikke det, jeg snakker om. Jeg snakker bare om, at vi skal være bevidste om, at hvis vi slipper den vibrerende følelse, så tørrer det hele ud og størkner. Der bliver nødt til at være elektricitet stadigvæk.”

Læs det store interview med Signe Svendsen og Flemming Møldrup i denne uges ALT for damerne, hvor de taler mere om alder, tvivl og nye retninger midt i livet.

Anbefalet til dig