Silas Holst Vild med dans
SPONSORERET indhold

Silas Holst: ”Jeg har aldrig planlagt, at jeg skal være sådan en, som bryder med normerne”

Silas Holst er blevet overrasket over de mange negative reaktioner, som han og Jakob Faurbys deltagelse i årets Vild med dans har affødt. Det siger han i denne uges ALT for damerne.

Af:: Cille Lewinsky og Simone Vedel H. Laursen V Foto: Peter Nørby
09. okt. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Silas Holst vil ikke kalde sig selv modig.

Også selvom hans valg i livet har krævet, at han turde gå mod strømmen. For mens mor, far og børn i privaten er udskiftet med far, far, mor og børn, er også hans vanlige kvindelige dansepartner i dette års Vild med dans skiftet ud med skuespilleren Jakob Fauerby.

Læs også: Silas Holst: "Pludselig stod tiden stille i en blanding af angst, panik og helt ubeskrivelig lykke"

Men for Silas Holst er det ikke et spørgsmål om at gøre op med samfundets regler og normer. Det fortæller han i et stort interview denne uges ALT for damerne.

– Jeg har aldrig planlagt, at jeg skal være sådan en, som bryder med normerne. Det er noget, der lidt kommer af sig selv. Jeg tror måske, at jeg tænker anderledes end mange andre mennesker. Det bedste kompliment, som man kan give mig, er at sige, at jeg er mærkelig. Det bliver jeg enormt stolt af at få at vide, fordi det at være mærkelig kræver mod. Det kræver mod at gøre noget, som de andre ikke ville gøre. Men jeg synes for eksempel ikke, at det er modigt, at to mænd danser sammen i Vild med dans. Jeg er mere stolt over at få lov til at gøre det. Jeg tror, det er, fordi det i mit hoved er totalt normalt at danse med en mand, siger han.

Han mener, at det handler om at vise, at dans er mere end en mand og kvinde. Man kan danse med den, man har lyst. Ligesom man kan kysse med den, man har lyst til.

– For mig handlede deltagelsen og det, at jeg fik en mandlig dansepartner, om lighed og mangfoldighed. Det har været en succes, hvis der sidder en 14-årig dreng i en by ved Vesterhavet, som har følt sig udenfor og anderledes i sin seksualitet og har fået en følelse af støtte og accept gennem Vild med dans. Hvis den dreng ser, at to mænd kan danse sammen på tv, så er det meget større end selve tv-konkurrencen.

Stadig ikke i mål

Reaktioner har der været nok af, siden Vild med dans offentliggjorde, at der i år ville være et par bestående af to mænd. Og netop derfor er det vigtigt, at et par som Silas Holst og Jakob Fauerby i bedste sendetid danser over skærmen, mener den populære danser.

– Jeg blev overrasket over mange af reaktionerne på, at jeg skulle danse med Jakob Fauerby. Mange af dem var negative og handlede om seksualitet. Det kunne være noget i stil med: ”Det er fint nok, at to mænd danser sammen og er homoseksuelle, men jeg skal bare ikke se det på tv. Hvad de laver i deres soveværelse, må de holde for dem selv”. Selvfølgelig er der noget seksuelt og noget kemi i det at danse, men vi er jo ikke nøgne sammen på et dansegulv på TV 2. Jo flere fordomme af den slags, jeg møder, jo mere tænker jeg, at det er vigtigt, at vi gør det her. For egentlig synes jeg, at vi er nået rigtig langt her i vores land – vi er bare ikke helt i mål endnu, understreger Silas Holst.

Læs hele interviewet med Silas Holst i denne uges ALT for damerne, hvor han også fortæller om at springe ud overfor sig selv, en utraditionel fødselsforberedelse og skilsmissen med Johannes Nymark.

Anbefalet til dig