Simi Jan Interview Hendes Verden

Foto: Claus Boesen "Jeg gider ikke bruge min tid på den slags tosser, men det frustrerer mig, at de angriber min faglighed med baggrund i min hudfarve," siger Simi Jan i dette interview fra Hendes Verden.

Simi Jan: ”Lægerne sagde, at hun kun havde få måneder tilbage at leve i”

Som barn fik Simi Jan den robusthed, der skal til for at rapportere fra krigszoner. Den fik hun i folkeskolen, og den kan hun også bruge nu som tv-vært i primetime, hvor folk har holdninger til både hendes tøj og hudfarve.

Som barn fik Simi Jan den robusthed, der skal til for at rapportere fra krigszoner. Den fik hun i folkeskolen, og den kan hun også bruge nu som tv-vært i primetime, hvor folk har holdninger til både hendes tøj og hudfarve.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var vejen til skole. Vi boede i Værebroparken, som slet ikke var så berygtet dengang, som den er nu. Vi boede i højhusene med flot udsigt sammen med en del socialt belastede familier, men der var ingen kriminalitet.

– Når jeg skulle i skole, kunne jeg enten gå over en kæmpe græsplæne, hvor der også var kælkebakke om vinteren, eller via et tunnelsystem ned til Værebrocenteret og videre hen til skolen. Det føltes som en lang tur, når jeg gik der med min skoletaske, men det var det vist ikke. Jeg var faktisk lidt af en stræber, som næsten altid fik nul fejl i diktat og havde hånden oppe før alle andre. Jeg elskede at skrive, og jeg har stadig alle mine små hæfter med historier i. Jeg lavede også meget teater på skolen, for på Værebroskolen handlede det om at booste vores selvværd for eksempel ved at stå på en scene og synge en sang foran hele skolen.

LÆS OGSÅ: "Jeg blev hasteopereret, og lægen sagde, at jeg ikke ville kunne få børn"

– I dag kan jeg se, at den skole gav mig en altafgørende ballast, for jeg kan ubesværet rapportere på tv eller holde foredrag foran hundredvis af mennesker. Mit hjem var lidt af en kontrast. Min far var ret fraværende, for han havde travlt med at passe sin kiosk, men min mor var hjemmegående det meste af tiden. Hun var fuld af kærlighed, men der er også dele af min barndom, som jeg har fortrængt.

– Skolen var tryghed, og lærerne fik mig til at blomstre, men derhjemme havde mine forældre et ægteskab med vold og skænderier. Jeg husker heldigvis ikke det hele, og det, tror jeg, er en form for overlevelsesmekanisme.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg elskede at skrive og var god til det, og jeg vidste allerede i folkeskolen, hvad jeg ville: Journalist. Jeg har altid haft meget udlængsel, og allerede i folkeskolen, da min lærer viste os dias fra sine mange rejser, tænkte jeg: "Jeg håber, jeg skal rejse verden tynd og fortælle andre om det."

– I de store klasser, da jeg skulle i erhvervspraktik, ringede jeg selv rundt til lokalaviserne og spurgte, om jeg måtte komme i praktik. Jeg fik da også den ene plads efter den anden, og det viste sig at være et drømmejob. Jeg arbejdede for eksempel engang på Hvidovre Avis, hvor jeg skulle dække en koncert med Steppeulvene, som jeg ikke vidste ret meget om. Jeg tænkte: "Hold kæft et fedt job." Jeg skulle gå til koncert, interviewe bandet og lege med ord.

– Efter folkeskolen tog jeg en HF og arbejdede som rejseleder i Italien og i et callcenter i Skotland. Jeg endte med at bo i Skotland i fire år, fordi jeg tog hele min journalistuddannelse derovre. Jeg var i praktik på BBC og arbejdede frivilligt på en lokalavis, og jeg knoklede i døgndrift for at gennemføre studiet. Men jeg har det sådan, at hvis jeg vil bestige Mount Everest, så kan jeg godt, hvis jeg bare forbereder mig godt nok. Det var den følelse, jeg fik dengang på Værebroskolen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Allan, som jeg mødte til en fødselsdag for mange år siden. Jeg faldt for hans umiddelbarhed, og at han er jordnær og har en god energi. Allan kommer fra en traditionel dansk arbejderklassefamilie, hvor alle er håndværkere, ligesom Allan også selv er. Jeg er ret flyvende og rastløs, så han har været den stabile klippe i mit liv. Vi giver hinanden balance. Han er også klippen derhjemme, og vores børns første ord, var ikke "mor", men "far". Det er jeg stolt af, fordi jeg selv ikke havde en tilstedeværende far.

– Jeg havde kun omkring et halvt års barselsorlov med vores sønner, mens Allan tog et års tid med hver. Der er nogle, der rynker på næsen ad det, men vi syntes ikke, vores børn skulle for tidligt i institution, og vi tror på, at far kan det samme som mor. Nogle siger, at det kun er mor, der dur i barnets første år, men det synes jeg er gammeldags. Børn skal have en omsorgsperson, så de kan føle sig trygge og elskede. Da jeg fik børn, var der mange, der sagde til mig: "Nå, nu kan du ikke rejse mere." Jo, jeg kan. De har også en far.

– Da jeg var på arbejdsrejse i Iran for tre år siden, fik Adam pludselig over 40 i feber. I den situation ringede Allan ikke engang til mig, men fortalte først dagen efter, at de havde været forbi hospitalet. For hvad kunne jeg gøre, mens jeg var af sted? Det er sådan, jeg fokuserer på mit arbejde, selv om jeg i et øjeblik følte mig lidt udenfor.

LÆS OGSÅ: Pias søn blev kun 22 år. I dag ved hun, at sorgen ikke skal gå over, men noget andet særligt må vokse…

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, da jeg lige var blevet udstationeret til Istanbul. Vi havde fundet en lejlighed, kameraudstyret var installeret, vi havde fundet pasning til Adam, og det var offentliggjort, at jeg skulle være den nye korrespondent i Mellemøsten for TV2, og Allan havde sagt sit job op. En måned efter vi var flyttet, skulle jeg hjem og holde foredrag, og så fik min mor konstateret tarmkræft, som havde spredt sig.

– Lægerne sagde, hun kun havde få måneder tilbage at leve i. Nu skulle jeg vælge mellem mit drømmejob og min mor. Det blev Allan, der tog valget, for mens jeg desperat afsøgte deltidsløsninger og flyveture frem og tilbage, sagde Allan: "Det er du velkommen til, men Adam og jeg flytter hjem til din mor i Danmark, og hun flytter i øvrigt ind hos os." Det var hårdt at ringe til min chef og sige, at vi flyttede hjem, for jeg havde sådan glædet mig.

– Da vi kom hjem, flyttede min mor ind til os, og Allan gik ture med hende, hun tabte håret, og jeg lavede sund mad til hende. Jeg lærte at fokusere på det vigtigste, for som Allan sagde: ""Istanbul er der også om nogle år, men det er din mor nok ikke." I perioder har jeg tænkt: "Hun kan kraftedeme ikke tillade sig at blive syg lige nu", men hvis man tror på, at man skal lære noget af kriser, så skulle min rastløse sjæl lære, at de nære ting også kan gøre mig glad.

– I dag er min mor rask, og som hun siger: "Du har reddet mit liv, nu hænger du på mig." Vi valgte at købe et større hus, hvor hun har sin egen afdeling med eget køkken og indgang. Vi anede faktisk ikke, om hun ville nå at bo der, inden hun døde. I dag er det den perfekte kombi af fællesskab og privatliv. Der er hele dage, hvor jeg ikke møder hende, men vi spiser også tit sammen, og børnene går tit ind til mormor for at få te og pandekager. Der er kommet noget rigtig godt ud af det.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Lidt mærkeligt. I alle de år, jeg boede i udlandet, lagde jeg ikke mærke til det, men når jeg så kom hjem, kunne jeg godt fornemme det. Men folk er søde, og jeg har endda oplevet at stå i Føtex, og der kommer en dame og krammer mig. Nu er jeg flyttet fra Nyhederne til Go’ Aften Live, og der var jeg lidt spændt på, om folk pludselig skulle have en holdning til min personlighed, fordi jeg er på i længere tid og både smiler og griner. Heldigvis har seerne taget godt imod mig, men jeg skal lige vænne mig til, at de har en holdning til mit hår og tøj. Før i tiden stod jeg i en slasket tunika med kun lidt makeup på et eller andet sted i Afghanistan.

– Racisme er desværre også en del af pakken, og jeg har indimellem fået beskeder som "Send nu en rigtig dansker ned for at rapportere fra Afghanistan. Hende der er jo selv flygtning". Jeg gider ikke bruge min tid på den slags tosser, men det frustrerer mig, at de angriber min faglighed med baggrund i min hudfarve. Sådan ser jeg nemlig slet ikke mig selv. Jeg er jo bare Simi, for faen, og jeg ser ingen forskel på dig og mig.

Har du en åndelig vejleder?

– Jeg er vokset op i et muslimsk hjem med vigtige værdier: Respekt for de ældre, vise hensyn, næstekærlighed og gæstfrihed. Jeg er muslim, selv om jeg ikke beder fem gange om dagen eller faster.  Jeg gik også til koranundervisning som barn i et kælderværelse i Værebroparken. Mit modersmål er urdu, men Koranen læses på arabisk, så jeg læste den uden at forstå et ord. Man holder altid en fest – à la konfirmation – for børn, der har læst hele Koranen for første gang. Det havde jeg allerede som otteårig, fordi jeg var så stræbsom. Jeg var den yngste af de tre børn, der blev fejret i den omgang, og jeg var så stolt af de Barbie-dukker, jeg fik i gave.

LÆS OGSÅ: "Jeg skulle give slip på min vrede for at slutte fred med min mor"

– Jeg er også spirituel og tror på min intuition, universets tilfældigheder og sammentræf og de energier, vi mennesker udsender. Jeg tror på mere mellem himmel og jord, og at der er nogen, der har holdt hånden over mig i farlige situationer. Min mor er ægte fatalist. Hun troede ikke, at lægerne kunne gøre noget for hende, da hun var syg, for i sidste ende er det Gud, der bestemmer, og man kan ikke flygte fra sin skæbne. Døden har fyldt meget i mit job, for jeg har både selv været ved at dø, mistet venner og set døde mennesker tæt på. Men man skal jo forstå, at livet har en ende for at sætte pris på det. I den muslimske verden siger man "Vi ses, Inshallah" – altså om Gud vil, og døden ikke kommer i vejen. I vores del af verden lægger vi ofte planer for, hvad vi skal, når vi for eksempel går på pension, men man bør ikke tage det for givet at blive 85. Jeg spørger ofte mig selv om, hvad der ville være det vigtigste, hvis jeg kun havde et halvt år tilbage at leve i. Det er ikke en krig i Mellemøsten.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg skal hente mine drenge fra børnehave og skole i dag, for Allan gjorde det hele sidste uge. Så skal vi en tur til vandet og have hyggetid. Jeg er meget bevidst om at være til stede og nyde øjeblikkene, for du har kun dine børn til låns. Lige om lidt gider de ikke mor og far mere. I mellemtiden skal jeg give dem den robusthed, jeg selv fik på Værebroskolen.

Hvem er Simi Jan?

Simi Jan fakta.jpg

  • Født i 1979
  • International korrespondent for TV2 siden 2007, hvor hun har været udstationeret i både Afghanistan og Pakistan, hvor hendes forældre kommer fra.
  • I dag vikar på Go' Aften Live på TV2.
  • Gift med Allan og har to sønner på tre og seks år.
  • Bor i Gentofte.
Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv og Karriere