Sissel Kyrkjebø: "Når du er 16-17 år vil du helst gå i ét med tapetet - det var svært for mig"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg kan huske engang, jeg gik på vejen ned til byens fotograf, da var jeg omkring fire år. Jeg havde røde laksko på, som jeg syntes var så blanke og smukke. Det regnede helt vildt – det gør det altid i Bergen, hvor jeg kommer fra. Jeg løb mellem vandpytterne og syntes, at det var vældig sjovt.
Jeg boede med mine forældre og to ældre brødre i en lille lejlighed lidt uden for Bergen. Vi havde udsigt over havet til den ene side og fjeldet i baghaven. Hver søndag gik vi tur i fjeldet hele familien. Uanset vejret. Hvis det var dårligt vejr, tog man en varm trøje og regntøj på, og så havde man madpakke med i en lille rygsæk. Min far var regnskabschef, og min mor var sekretær. De var musikalske på den måde, at der altid var musik i vores hjem. Der var altid nogen, der nynnede, eller en radio, der spillede.

Din levevej?

– Det blev bare sådan. Jeg har altid elsket at synge, og det ene tog det andet. Jeg begyndte ret tidligt, og på et tidspunkt sang jeg i tre-fire forskellige kor. Så er man vist mere end almindeligt interesseret i at synge. Som 11-årig var jeg med i en talentkonkurrence i det lokale stormagasin i Bergen. Det var meget uskyldigt, men så begyndte jeg at komme i tv og den slags. Mine forældre var lykkelige for, at de havde fået et barn, der elskede musik, ligesom de gjorde. De var ikke selv udøvende kunstnere, men de kunne mærke, at jeg elskede at synge, og de bakkede mig op, så jeg fik lov at udforske og udfolde mig i musik og sang.

Jeg har aldrig overvejet at blive andet end sangerinde, hvis man ser bort fra, da jeg var fem-seks år og var meget fascineret af balletten. Jeg drømte da også om at blive primaballerina, men det var meget tydeligt, at det ikke var der, min styrke lå. Nogle gange har jeg ønsket mig, at jeg kunne noget andet. Noget mere praktisk. En tømrer kan for eksempel skabe en masse forskellige ting. Men jeg synes faktisk, jeg har verdens bedste job. Det må de, der arbejder i en blomsterbutik dog også have. Tænk at arbejde hver dag med blomster og planter omgivet af dufte og frisk luft.

LÆS OGSÅ: Mathilde Norholt: "Jeg er blevet ligeglad med alt det, jeg frygter, folk ser"

Jeg har lige fået kontor i Oslo, og det er et helt nyt liv, for jeg har aldrig haft et kontor men altid arbejdet hjemme fra mit køkkenbord. Når du arbejder hjemme, kommer du nemt til også at lave en helt masse andre ting. Jeg er dog ikke så meget på kontoret lige for tiden, for jeg er også i studiet. Jeg er ved at lave en demo til mine julekoncerter, så musikerne ved, hvad de skal spille. Jeg kan godt lide at forny og blande den traditionelle julemusik med andre sange, som jeg synes passer til julen. Jeg vender ikke bare bunken fra sidste års koncert.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Når du er 16-17 år, vil du allerhelst gå i ét med tapetet, og det var svært for mig, så nogle gange blev det for meget. Jeg ville jo helst være en helt almindelig pige, og jeg savnede anonymiteten, når jeg sad på café med vennerne, og der kom nogle og ville have en autograf. Jeg var mere følsom som teenager end i dag. Jeg kom til Danmark som 20-årig, da jeg mødte min første mand. Det var perfekt for mig, fordi jeg følte, jeg kunne være mere anonym i Danmark. I dag oplever jeg ikke det pres, selv om folk ind imellem genkender mig. Det er sjældent, de kommer over og snakker, og når de gør, er det bare hyggeligt. Jeg kan godt lide at tale med folk.

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er nok mine forældre. Det er vel ret almindeligt at sige, men måden at være på og værdierne har jeg fået med fra dem. For eksempel altid at udvise tolerance og respekt for andre. Jeg har stadig min mor, og hun er flyttet til Oslo ligesom mig.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Kan det ikke også være positivt? Jeg følte, det skete, da jeg fik børn. Da begyndte en ny fase af livet, hvor den person, jeg var, ikke længere var vigtig. Sikke en lykkelig måde at miste vejgrebet. Man svæver på en lyserød sky, og man skal ikke andet end bare at være mor.

LÆS OGSÅ: Simon Sears fra Herrens Veje: "Jeg bliver ikke en bedre skuespiller af ikke at fejle lidt en gang imellem"

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg træffer afgørelser efter, hvad der føles rigtigt. Du skal være tro mod dig selv, og jeg gør ikke noget, jeg ikke kan stå 100 procent inde for. Omkring samtidig med at jeg fik min yngste datter, blev jeg spurgt af en amerikansk filmproducent, om jeg ville spille den kvindelige hovedrolle i en stor amerikansk film. De sagde, at jeg var lige den, de søgte. Wow, ville de have mig med, tænkte jeg. Jeg var selvfølgelig smigret, men jeg kunne samtidig mærke, at det ikke var det, jeg ville bruge mit liv på, når jeg lige havde fået børn. Det var ikke livsvigtigt for mig, så jeg takkede nej.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Den seneste store korsvej var, da jeg flyttede tilbage til Norge for cirka syv år siden. Jeg havde pendlet i mange år, fordi min arbejdsbase var i Norge, og mine børn og mit hjem var i Danmark. Det var svært i forhold til børnene, for jeg ville ikke bryde deres liv op. En korsvej bliver let dramatisk, når det ikke kun handler om ens eget liv. Da jeg valgte at flytte til Danmark, havde jeg kun mig selv at tænke på. Da jeg flyttede tilbage til Norge, var det noget helt andet, for jeg havde mødt en norsk mand. I starten prøvede han at bo i Danmark, men så var vi pludselig bare to, der pendlede til Norge. Det gik ikke.

Mine døtre har gået i skole på skift i Danmark og Norge. De har stor fordel af deres norske rødder, men de har to hjemlande. Det er endt ret godt.

Jeg savner stadig Danmark og især Vendsyssel. Jeg elsker det sted. Naturen og det åbne landskab med havet – og så kan man jo ikke komme tættere på Norge i Danmark ha-ha. Jeg har det stadig sådan, at når jeg lander i Kastrup, kan jeg mærke, at en stor del af mit liv ligger i Danmark, og når jeg møder mine danske venner, føles det som om, vi sås i går. Men der er faktisk gået syv år, siden jeg flyttede.

Hvilken vej bor du på nu?

– Vi bor i Oslo, men vi har også en gård halvanden time nord for Oslo. Jeg ville ønske, vi kunne bo der altid, men det går ikke med mit og min mands arbejde, så derfor er det vores fritidssted. Om sommeren har vi gammelnorske får med store runde horn. De laver i øvrigt fantastisk uld til at strikke af – apropos Hendes Verden – og er så nuttede. Når jeg bliver gammel vil jeg tusse rundt på den gård altid.

LÆS OGSÅ: Kathrine fra Gift ved første blik råd om parforhold

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Den er vist ligeligt fordelt, og det tror jeg, min mand vil være enig med mig i. Men han vil nok også sige, at jeg er utroligt god til at spørge ham, hvad han vil. Jeg er typen, der altid ønsker, at andre har det godt. Jeg er blevet bedre til også at spørge mig selv, hvad jeg vil. Det har jeg lært med alderen. I dag ved jeg, hvor vigtigt det er, at vide hvad man selv vil.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til det næste møde, som handler om, at jeg synger sammen med lokale kvindelige talenter i de byer, hvor mine julekoncerter foregår i år. Jeg har fået mere end 200 forslag, og det tager lang tid at lytte det hele igennem. Jeg prøvede det samme for nogle år siden i Norge med mandlige duetpartnere, og det var sjovt at møde dem og synge med dem, for de var så forskellige i alder og professioner, men fælles var glæden ved at synge.

Jeg er også på vej til, at mine børn flytter hjemmefra. Der begynder en ny tid, og det er spændende at se, hvordan de udvikler sig. Det er en ny fase i mit liv. Mange – især mødre – siger, at det er forfærdeligt, når børnene flytter hjemmefra. Men for mig er det smukt at se dem flyve på egne vinger. Jeg kan huske, hvordan jeg oplevede det, dengang det var mig selv, der forlod reden, og mine forældre støttede mig altid, selv om jeg ikke boede hjemme længere.