Skab hotelstemning i soveværelset
SPONSORERET indhold

Skab hotelstemning i soveværelset

Lav et supernemt sengetæppe for under 300 kr. af et dynebetræk med en tynd dyne indeni, quiltet groft på symaskinen. Bænken til at lægge tæppet på om natten er pimpet op med stofstrimler!

01. mar. 2013 | Bolig | BoligLiv









Du skal bruge:
1 dynebetræk, her Emmie Land i målene 240 x 220 cm fra Ikea, 1 tynd dyne, Mysa Gräs, i målene 240 x 220 cm fra Ikea, 300 cm grosgrainbånd i neon, kraftig sytråd, tykkelse 50 (til at quilte på symaskine med) og alm. sytråd i samme farve – alt fra Stof 2000.

Sådan gør du: Stryg betrækket, og træk det på den tynde dyne. Læg dynen på gulvet, og glat betrækket ud. Marker med knappenåle 9 krydser (3 rækker med 3 krydser i hver) jævnt fordelt på dynen. Hvert ben i krydserne skal måle 10 cm – se billede 1!

Tråd nu maskinen med kraftig overtråd og almindelig undertråd. Sy fra retsiden benene i den ene retning på krydserne med bred zigzag. Vend tæppet den anden vej, og sy vinkelret hen over de første ben – se billede 2! Klip grosgrainbåndet i 6 stk. 50 cm lange stykker. Sy stykkerne fast med zigzag-søm i fodenden parvist ud for hinanden for enden af hver række krydser. Bind knude på enderne.

BÆNK
Du skal bruge:
1 vaskebænk, dvs. bænk med plankesæde, her Norden bænk fra Ikea. Bomuldsstof, f.eks. gammelt sengetøj eller stofrester.

Sådan gør du:
Riv stoffet i ca. 2 cm brede strimler. Bind enderne sammen, og rul dem op som et garnnøgle. Afmonter et bræt fra bænken. Bind stofstrimlen fast omkring det ene bræt, og flet nu over to brædder, under et bræt – og tilbage over et bræt og under to brædder – se billedet! Fortsæt, til du har et ‘sæde’ i ønsket længde. Afslut med at binde enden fast, skjult under brættet.