Skønne Marrakech
SPONSORERET indhold

9 gode grunde til at tage til skønne Marrakech

Marrakech er byen, hvor 1001 nats eventyr næsten bliver til virkelighed. Blandt flade rustrøde huse og træporte med detaljerede udsmykninger finder du alt fra skønhedsbehandlinger til spisesteder med velsmagende lokal mad og hyggelige boder med fristelser til både dig og dit hjem. Den marokkanske by er stedet, du skal rejse hen, hvis du vil opleve det hele for den halve pris uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Foto: Thinkstock
18. jul. 2014 | Livsstil | Eurowoman


Yves Saint Laurents have

Jardin Majorelle er en overdådig botanisk have, der engang tilhørte designeren Yves Saint Laurent. Han købte i sin tid haven for at redde den fra at blive til et hotel. I haven finder du et koboltblåt hus, hvor du kan besøge en udstilling til minde om Yves Saint Laurent, som åbnede i 2010. Det koster omkring 35 kr. at besøge haven og 20 kr. at besøge museet.

Rue Yves Saint Laurent. Jardinmajorelle.com


Kaffe og italienske smykker
Hos Gold and Coffee kan du nyde en velbrygget kop kaffe, mens du shopper lækre italienske smykker. Butikken er især kendt for sit udvalg af smykker med humor.
48 Rue Dar el Bacha. Gold-coffee.com


Det store marked
Det summer af handlelystne sælgere, og rundtomkring frister boder med friskpresset appelsinjuice. På markedspladsen Djemaa el Fna midt i den gamle bydel Medina kan du hurtigt få et par timer til at gå med at udforske de farverige boder med alverdens ting som dadler, krydderier og tørklæder, alt imens du underholdes af slangetæmmere eller mandlige mavedansere. Pladsen pulserer fra tidlig morgen til aften, og når solen er gået ned, kan du nyde de mange opmærksomheds­søgende lyskilder fra gadesælgerne.

Djemaa el Fna


Køb Marokkansk design med hjem
I den to etager store butik 33 Rue Majorelle finder du dekorative tørklæder, finurlige smykker og skulpturelle ting til hjemmet. Butikken indeholder genstande fra 40 lokale designere, som har kreeret bl.a. tøj, tasker, punge, nøgleringe, håndklæder, puder, brugskunst, billeder og fotografier.

33 Rue Yves Saint-Laurent. 33ruemajorelle.com


Lokal idyl i Riads
Du kan som et alternativ til et hotel leje dig ind i et paradis i form af de såkaldte Riads. Det er et byhus eller gæstehus, som typisk indeholder en charmerende indergård med et rektangulært vandbassin i midten og grønne planter i farverige vaser omkring. Book et dobbeltværelse hos Riad Al Andaluz til ca. 375 kr. for en overnatning inkl. morgenmad,som serveres på tagterrassen.

71 Diour Jdad Zaouia El Abassia. Riadalandaluz.com


Forny din krop
Den typiske skønhedsbehandling i Marrakech er hammam, som er en helkropsbehandling, hvor døde hudceller skrubbes af. Hos Les Bains de Marrakech er hygiejnen i top og prisen fornuftig. Du kan få den helt store behandling for omkring 600 kr., som består af 45 minutters hammam, 25 minutters velduftende bad og en times kropsmassage.

2 Derb Sedra. Lesbains­-demarrakech.com


Luksus og afslapning på hotel
Vil du gerne vågne op til gennemført luksus, så er Hotel Les Jardins de la Koutoubia stedet, du skal vælge. Her er masser af plads til afslapning ved poolen og fordybelse i hotellets bar, hvor der også står et stort flygel. Book en overnatning fra omkring 2.000 kr. for et dobbeltværelse.

26 Rue de la Koutoubia. Lesjardinsdelakoutoubia.com


Masser af kage

Hos Crémerie Pâtisserie Fine de Marrakech kan du få stillet den søde sult i et hav af forskellige kager. Smag både de klassiske flødekager fra det franske konditori og de traditionelle småkager fra det arabiske konditori.
12-14 Avenue Houmman El Fetouaki


Nostalgiske rammer
Et lille stykke uden for centrum af Marrakech finder du restauranten La Trattoria de Giancarlo i Gueliz. Her har tidligere berømtheder som kunstneren Pablo Picasso og designeren Yves Saint Laurent nydt de smukke omgivelser med borde rundt om poolen midt i den jungleinspirerede gårdsplads. Få tre retter for ca. 300 kr. pr. person.

79 Rue Mohamed Beqal. Latrattoriamarrakech.com


LÆS OGSÅ: Tulum: Den nye feriedestination, du skal kende