Sara Viktoria Bjerregaard
Foto: Claus Boesen Skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard er aktuel som Helene i biograffilmen De forbandede år.

Sara Viktoria Bjerregaard: "Jeg har aldrig prøvet at få en rolle på den måde før"

På få år er Sara Viktora Bjerregaard gået fra amatørteater til store roller i film, tv og på teatrene. Lige nu er hun aktuel som Helene i biograffilmen De forbandede år. Men hun kunne lige så godt have siddet på DTU og læst fysik.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Klosterstræde i Holbæk, en lille vej midt i byen, hvor jeg er født i et lille rødt byhus i stuen i sådan et slagterbadekar. Det var et dejligt og trygt barndomshjem med mor, far og en ti år ældre storebror. Jeg var både et tænksomt og eksplicit barn med krudt i røven. Jeg har altid været et legebarn men også boglig og videbegærlig.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard: "Pippi Langstrømpe er et kæmpe forbillede"

Hvordan fandt du din levevej?

– Da jeg var lille, foreslog mine forældre mig, at jeg begyndte at lave amatørteater. De havde vist lagt mærke til, at jeg havde tendenser i den retning. Det blev en meget stor hobby for mig, selv om jeg også gik til saxofon, sang og håndbold. Men det var ikke andet end en hobby, og jeg overvejede det aldrig som levevej. Måske især fordi jeg var glad for naturvidenskab og troede, jeg skulle den vej.

– I 2012 gik jeg til casting på Skammerens Datter. Faktisk gjorde jeg det mest, fordi jeg gerne ville se, hvordan der så ud bag scenen sådan et sted. Men pludselig fik jeg rollen, og det havde jeg ikke set komme. Jeg tænkte det mest som et halvt års eventyr. Jeg var 17 år og gik i gymnasiet hjemme i Holbæk. Jeg blev i skolen, og det lykkedes kun fordi jeg aftalte med gymnasiet, at de ikke talte mine fraværstimer. De stolede på, at jeg godt kunne klare det hele. Mens vi havde prøver på teatret, var det fuldtidsarbejde, og jeg kunne lige nå sidste tog hjem til Holbæk om aftenen og gå i skole de første to timer næste dag, inden jeg skulle tilbage til teatret.

– Da vi begyndte at spille, kunne jeg være i skole hele dagen og på teatret om aftenen. Det var en kæmpe chance for mig at prøve at arbejde som professionel skuespiller. Det var jo bare ment som et halvt år, men den ene forestilling tog den anden, og resten af gymnasietiden spillede jeg forestillinger i København, mens jeg gik på gymnasiet i Holbæk.

Hvad synes du om livet på landevejen?

– Jeg var på turné med Skammerens Datter, og det var megafedt at se landet. Man kender jo navnene på mange byer, men det er så godt at være der i to dage og se dem indefra. Det er også ret hyggeligt at rejse rundt med et godt hold.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg skulle meget tidligt vælge mellem skuespil og fagbøger. Jeg er glad for fysik, men jeg nåede aldrig helt at bestemme mig for, hvilken studieretning, jeg skulle, jeg kunne dog sagtens være endt på DTU med bøger, tal og formler. I slutningen af gymnasiet på naturvidenskabelig linje havde alle de andre valgt matematik og medicin, men det gik op for mig, at jeg elsker jobbet som skuespiller. Pludselig var det gået fra at være en hobby til et job. Jeg traf et valg om, at nu ville jeg spille skuespil for første gang uden at skulle pendle frem og tilbage hele tiden.

– Når du glæder dig til at gå på arbejde på en lørdag, er det værd at forfølge. Derfor flyttede jeg til København og blev ved med at spille forestillinger. Jeg søgte ind på skuespillerskolen, men kom ikke ind første gang, og det var så rigtigt. Jeg var ikke klar, og jeg havde ikke lyst nok. Jeg følte også, at jeg havde alt for meget at bevise, fordi jeg allerede havde så relativt mange aktive år i faget. Da jeg kom ind i branchen, var jeg ikke et ubeskrevet blad.

– I dag er fysikbøgerne lagt på hylden, men jeg kunne lige så godt være gået den vej, og det er sjovt at tænke på, hvordan livet så var blevet. Selv om det ikke var intentionen fra starten, har jeg været på samme vej, siden jeg var 17 år. Jeg elsker mit job, og lysten til skuespil er enormt stor. Men passionen kan falme en dag, og så er jeg åben for at lave noget andet. For mig er det vigtigt, at skuespil altid er et tilvalg.

sara-viktoria-bjerregaard_10.jpg

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det bliver jeg ikke endnu, og det skyldes nok, at jeg mest har lavet teater, og det vækker ikke så meget genkendelse hos hr og fru Danmark, så jeg går ubemærket på gader og veje. Men når det sker, er det stadig Skammerens Datter, folk genkender mig fra. Der var en kæmpe fankultur om den forestilling, og vi spillede den i flere år. Selvom jeg har været med i Herrens Veje, Badehotellet og Lykke-Per, er der ikke mange, der genkender mig derfra.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mor. Jeg har et godt forhold til begge mine forældre, men min mor er et menneske, der snakker, ligesom jeg gør. Vi snakker i telefon hele tiden og har altid talt åbent og ærligt om alting. Når noget rumsterer hos mig – uanset om det er arbejde eller privat – kan jeg altid tale med min mor. Begge mine forældre er skolelærere, og de kender derfor intet til branchen, men de kender mig så godt, at de kan vejlede mig alligevel. Min mor ligner mig så meget, at hun altid kan sætte sig ind i, hvordan jeg føler, hun kan genkende følelserne fra sig selv, og hun har endda 30 års mere erfaring i at have vores sind.

LÆS OGSÅ: Jakob Oftebro: "De længste minutter var, da min datter skulle fødes, og lægen stormede ind..."

– Mine forældre har aldrig hverken skubbet eller båret mig frem, kun støttet mig, og de havde altså heller ikke set denne her karriere komme. Jeg tror dog, de havde været præcis lige så glade, hvis jeg var blevet fysiker. De er i hvert fald lige så stolte af min storebror, som arbejder i forsikringsbranchen.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Jakob, som jeg mødte gennem fælles venner i teaterbranchen. Jeg mødte ham faktisk hjemme hos ham selv, hvor han delte lejlighed med en af mine kolleger. Det var sådan helt old-school, at vi dumpede ind i hinandens hverdag, og det er efterhånden en del år siden. Han er bare et fantastisk godt menneske. Vi bor i vores fælles hjem i København, pt er jeg i Aarhus til hverdag, men jeg tager hjem til Jakob i weekenderne.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Helt konkret ja. Da jeg lige havde fået kørekort, skulle jeg ud at køre med hele familien på Bornholm. Jeg kørte bilen, min mor, far og storebror sad på bagsædet og Jakob på forsædet ved siden af mig. Vi kom til en smal skovvej, og der var ingen mennesker. Alligevel kom der pludselig en bil mod os. For at give ham så meget plads som muligt, kørte jeg til siden, men det viste sig, at der var en halvanden meter dyb grøft. Vi måtte vente i timevis på Falck. Jeg gik fra at være verdensmand med mit nye kørekort til at være to centimeter høj.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej ind i branchen, og lige nu er jeg helt præcist på vej mod premieren på De forbandede år. Det er en film om en velhaverfamilie fra Vedbæk under Anden Verdenskrig og hvor forskellige ”takes”, familiemedlemmerne har på besættelsen. Jeg spiller datteren, Helene, som er den eneste pige i søskendeflokken. Hun har levet et beskyttet liv og er gået lyst og let gennem tilværelsen. Det tager lang tid, før Helene forstår alvoren, for hun har aldrig kendt til mørke. Hun ser ikke, at det hele ramler, før det sker.

– Jeg fik rollen, mens jeg gik på skuespillerskolen, hvor en caster spurgte, om jeg ville have rollen i Anders Refns nye film. Jeg var helt vildt beæret over, at de havde tænkt på mig til den. Jeg har aldrig prøvet at få en rolle på den måde før, for man plejer at skulle gå til casting, men Refn havde set mig i Lykke-Per. Jeg elsker at lave periodiske ting, og det er det meste, jeg har lavet også. Jeg synes, det er så sjovt at gå ind i en anden tid.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Lige for tiden bor jeg i Aarhus, og det er en helt ny by for mig, der er sjællænder. Men det er en fed by, og Aarhus Teater er en fed arbejdsplads, hvor jeg er fastansat i et år. Jeg var ret spændt på at skulle flytte fra Jakob og alle mine venner, men der er et socialt miljø omkring teatret, og jeg deler en lejlighed i Aarhus med en skuespilstuderende. Det er dejligt at komme hjem og møde nogen og spørge: ”Hvordan har din dag været?”. Jeg har aldrig boet alene og aldrig haft behov for det.

Hvad tænkte du på vejen herhen?

– Jeg kommer lige hjemme fra min bedste veninde, som jeg skulle nå en hurtig kop kaffe med. Derudover øvede jeg en scene i hovedet fra Den Unge Werthers Lidelser. Der er så mange ord i den scene, at jeg prøver at holde orden på dem ved at køre dem gennem et par gange i hovedet.

Hvem er Sara Viktoria Bjerregaard

sara viktoria bjerregaard

Sara Viktoria Bjerregaard, 25 år

  • Født i Holbæk.
  • I 2019 uddannet skuespiller fra skuespillerskolen i København.
  • Debuterede i Skammerens Datter på Østre Gasværk i 2012 og har siden spillet med i en række teaterforestillinger.
  • For tiden er hun aktuel i Den Unge Werthers Lidelser på Aarhus Teater, som også sættes op i København i februar 2020, samt som Helene i biograffilmen De forbandede år, som havde premiere 9. januar.
  • Hun er også med i Aarhus Teaters opsætning af Dracula i foråret 2020.
  • Derudover har hun haft roller i tv-serierne Badehotellet, Herrens Veje og Lykke-Per.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Film