Søren Pape Poulsen og forældre
Foto: Klaus Bo Christensen Justitsminister Søren Pape, født 1971, er partileder for Det Konservative Folkeparti. Han har været justitsminister siden 2016 og var borgmester i Viborg fra 2010 til 2014.

Søren Pape om at være adopteret: Jeg har altid følt mig som et ønskebarn

Søren var kun tre måneder, da han fik Poulsen som efternavn og flyttede fra børnehjemmet i Lyngby til en gård i Midtjylland. Her voksede han op som ønskebarn hos Ruth og Svend, der aldrig lagde skjul på, at han er adopteret.

Forvandlingen sker, da han går ind i lejligheden på fjerde sal. For lidt siden trådte justitsminister Søren Pape Poulsen, 47 år, ud af sin sorte firhjulstrækker nede på parkeringspladsen, og nu træder Ruth og Svends søn, Søren, ind i forældrenes lejlighed her i Bjerringbro.

– Hej far, hvordan går det i dag?

Søren får en sludder med sin 86-årige far, der sidder i stolen og samler luft til at rejse sig. På væggen hænger et stort billede af sønnen, der ikke blev landmand som faren, men derimod landets justitsminister. Én af den slags, som straks finder mors hjemmebagte boller frem og begynder at lave kaffe.

– Min mor er i biografen, forklarer han og trækker hjemmevant en af køkkenets nederste skuffer ud.

LÆS OGSÅ: Tina Müller: Verden stod stille i to sekunder, da han sagde: "Det er far"

Her åbenbarer sig flere dåser med småkager, som han tager lidt fra og lægger på et fad.

– Min mor har altid hjemmebag i huset, oplyser Søren med et smil.

En bakke bliver hurtigt fyldt med termokande, boller og småkager. Det er til sikkerhedsfolkene nede på parkeringspladsen.

– Min mor vil aldrig tilgive mig, hvis de ikke får, så jeg kan lige så godt gøre det med det samme, forklarer Søren Pape Poulsen.

I ventetiden finder han også familiens fotoalbummer. Frem toner billede efter billede af en dreng ved navn Søren. Ofte flankeret af en sort hund:

– Da Søren første gang blev lagt ud for at sove i barnevognen, lagde Bamse sig ved siden af. Den veg ikke fra hans side, fortæller Sørens far.

Hunden Bamse blev Sørens første ven i den nye verden, som blev hans i april 1972. Da han var tre måneder og blev hentet til Midtjylland af Svend og Ruth Poulsen.

Søren Pape Poulsen
Søren Pape Poulsen med sine forældre, Ruth og Svend, i deres lejlighed i Bjerringbro. Forældrene har altid været åbne om, at Søren var adopteret. Foto: Søren Jansby.

Tudede i toget

– Hej, hej. Jeg kommer med en støvsuger!

Stemmen er lys og glad. Ruth er kommet ind ad døren, bærende på en stor kasse med bemeldte støvsuger. Hun lyser op i et smil, da hun ser sin dreng. Han får et kram, og så er 82-årige Ruth hurtigt henne ved sin skabsfryser, som hun nærmest forsvinder ind i.

– Søren, kom lige herhen, kalder hun, mens hun balancerer på en skammel.

– Mor, jeg tror ikke, at det er nødvendigt med kage, forsøger Søren sig, men kort tid efter sidder vi omkring bordet – med skærekage, boller og småkager:

– Det siger vist det hele, erkender Søren.

Hans mor er den livlige og talende, mens Svend nikker og indimellem kommer med kommentarer. Vi er samlet omkring deres fælles historie, som begyndte den forårsdag, hvor Ruth satte sig i toget mod København for at hente et barn. Deres barn.

– Jeg tudbrølede! Folk spurgte, om jeg var dårlig, og jeg kunne jo ikke sige, at det var, fordi jeg skulle hente mit barn, fortæller Ruth.

LÆS OGSÅ: Trine Gadeberg om at miste sin mor: "Det var hende, jeg diskuterede alting med"

Hun og Svend havde ventet i årevis. Først på en graviditet, så kom aborterne, og så ventede de længe på et adoptivbarn.

– Jeg havde min tvivl. Turde vi? Hvad nu hvis det ikke gik med sådan et barn, men da vi fik chancen, sagde vi ikke nej. Sådan en mulighed kommer kun én gang, og vi var så drønheldige, at vi fik Søren, erklærer Ruth med et smil hen over bordet til sønnike.

På børnehjemmet i Lyngby var Søren blevet passet af en ung pige, der var så glad for ham, at hun ikke kunne holde ud at være til stede, da han blev hentet.

– Hun havde ham med hjemme hos sine forældre i weekenderne, så Søren har jo fået meget omsorg, og det har været godt for ham, siger Ruth.

Svend kom til Lyngby dagen efter og husker tydeligt sit første møde med Søren:

– Vi sad på forstanderindens kontor og ventede, og så kom hun ind med en lille bylt med den her smilende gut.

– Søren har altid smilet meget. Altså bortset fra når vi ikke kunne komme til rette om reglerne, mindes Ruth med et smil.

Ønskebarn

Som treårig fandt Søren ud af, at han er adopteret. Han sad på sin mors skød og spurgte, hvordan det havde været, da han var inde i hendes mave. Ruth var ikke forberedt, men ville heller ikke lyve, så hun sagde: "Du har aldrig været i mors mave. Det er en fremmed dames mave, du har været i, men hun kunne ikke passe dig, så vi fik lov til at få dig, og det er vi så glade for!"

– Han blev helt fjalet og puttede sig ind til mig. Pludselig løb han ud i gangen og tog sine små, blå støvler på og sin jakke og løb over i stalden til Svend, mindes Ruth.

– Ja, han råbte til mig: "Far! Mor og mig, vi har en hemmelighed". Og så buste det ud af ham: "Jeg er adopteret", fortsætter Svend fortællingen.

LÆS OGSÅ: Pia Kjærsgaard om sine svære ungdomsår: "Det var dybt traumatisk"

Søren husker det ikke, men bliver tydeligt rørt og glad for at høre historien igen.

– Jeg har aldrig gået og tænkt, at Søren ville søge efter mere end det, han fik her, men jeg har heller aldrig tænkt, at det kunne gøre noget, siger Ruth.

Søren har som voksen mødt sine to halvbrødre og den kvinde, der fødte ham, og siger om det:

– Jeg har fået den del på plads, men det har aldrig fyldt hos mig. Alle børn, der bliver adopteret, er jo ønskebørn, og sådan har jeg altid følt mig. Ønsket!

Fra den anden side af bordet nikker Ruth. Hun er enig med sin søn i, at ærlighed er vejen frem, og at man aldrig skal skjule sit barns ophav og baggrund. Hun er taknemmelig for, at Søren blev hendes søn:

– Vi har tit sagt, at vi aldrig kunne have fået én selv, der er lige så god som Søren, erklærer hun med et smil og ser på sin dreng.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Adoption og Politik