Anna og Bodil Porse

Foto: Les Kaner Anna Porse Nielsen (t.v.), 47 år, bor på Vesterbro i København. Administrerende direktør for et digitalt rådgivningshus. Bodil Porse Nielsen, 43 år, bor på Vesterbro i København. Arbejder som Office Manager i et råd­givningsfirma. Har haft anoreksi i 17 år, fra hun var 18 til cirka 35 år.

Søster-konflikter: "Jeg har været så gal over, at hun tog al opmærksomheden"

Da Anna Porse Nielsen var ung, fik hendes lillesøster Bodil en spiseforstyrrelse. Det betød, at Anna i mange år lagde låg på sine egne følelser for at kunne være der for Bodil. I dag er lillesøsteren rask, men det har taget Anna mange år at slutte fred med de vrede følelser, som sygdommen fremkaldte.

Du gør det bare ikke!

De ord sagde Anna Porse Nielsen til sin søster Bodil, da hun en decemberdag for to år siden måtte køre hende på hospitalet. Annas store skræk var nemlig, at hendes søster ville tage sit eget liv.

– Det var så vigtigt for mig at høre hende sige, at hun ikke ville gøre det, husker Anna.

LÆS OGSÅ: "Jeg har været jaloux over, at vores mor havde mere fokus på Stine"

Annas søster havde haft anoreksi i 17 år. Og selvom Bodils sygdomsforløb på det tidspunkt var overstået, havde hun fået et tilbagefald som følge af et dårligt forhold i halen på en skilsmisse. Anna måtte smide alt, hvad hun havde i hænderne og køre Bodil til Glostrup hospitals lukkede afdeling. Og det var desværre ikke første gang, at hun måtte træde til.

– Der har været flere gange, hvor vi har frygtet for hendes liv. Det er ikke fordi, hun har skåret i sig selv eller sådan noget, men hun har haft tanker om det. Jeg har følt, at jeg ikke har kunnet nå hende. Det var virkelig skræmmende, for min metode over for Bodil har altid været at tale med hende. De gange, hvor jeg ikke kunne det, og hun bare græd og græd og græd og var helt ødelagt, der har jeg ikke vidst, hvad jeg skulle stille op.

Selvom det ikke var første gang, Anna måtte søge hjælp sammen med sin søster, står aftenen for to år siden tydeligt i hendes erindring. Den aften blev kulminationen på mange års kamp med en søster, der havde det svært, men det blev også et vendepunkt, der satte et punktum for Bodils kamp ud af anoreksien. Siden indlæggelsen har hun undgået flere tilbagefald og er derfor endelig rask.

Et dobbeltforhold

Bodils anoreksi stod på i 17 år. I den periode var relationen mellem de to søstre stærkt påvirket af den, fordi Anna ofte følte, at hendes egne problemer stod i skyggen af sin søsters spiseforstyrrelse. Selvom de to havde et tæt og godt forhold, eksisterede der samtidig et underliggende lag af vrede og jalousi.

– Vores forhold blev meget præget af, at jeg prøvede at hjælpe Bodil. Men også af, at jeg i perioder var stiktosset på hende over, at hun tog al opmærksomheden. Når ens søster har en psykisk sygdom, som er så livstruende som anoreksi, så er det svært at tage sin plads, fordi ens egne problemer altid virker mindre i sammenligning med hendes, fortæller Anna.

– Derfor fik vi et meget dobbelt forhold. Der var det forhold, jeg havde til Bodil, og så var der et metalag, der handlede om det forhold, jeg havde til hendes spiseforstyrrelse. Det var to meget forskellige ting. Jeg synes, det har været enormt svært at være i, at jeg på den ene side elskede hende og på den anden side kunne blive så gal over, at hun tog al opmærksomheden.

anna_bodil_porse_nielsen_12.jpg
Bodil og Anna er i dag tættere på hinanden end nogensinde. De har været igennem en hård tid sammen, men i dag overskygger anoreksien ikke længere alt i relationen. Foto: Les Kaner.

Særligt med dynamikken i familien kunne det være svært. Anna oplevede, at hendes søsters sygdom blev omdrejningspunkt for meget af forældrenes energi, og at snakken ofte handlede om Bodil.

– I en periode var jeg ret vred på min mor, fordi jeg syntes, at vi altid skulle tale om min søster.

Det resulterede i, at Anna i perioder trak sig fra familien. For som mange andre unge, havde hun udfordringer med at finde sig selv, med at finde kærligheden og med at tro på sit eget værd. Men i stedet for at snakke med sin familie om de ting, måtte hun søge væk og snakke med veninder om det.

– Jeg havde helt klart perioder, hvor jeg talte mere om meget konkrete og faglige ting, mens jeg lod være med at dele følelsesmæssige ting. Jeg lærte nok at gå andre steder hen med mine følelser eller at vende det indad. På en måde tog Bodil noget af min ungdom ved at være syg, og det, syntes jeg, var rigtig svært at forliges med. Det lyder så forkælet at sige, for mange tænker "jamen du havde det jo godt" og "du er stærk", men inden i mig sad der jo også bare et lille barn, der gerne ville have opmærksomhed. Det har taget tid for mig at acceptere og tilgive.

Som at være søster til en misbruger

Da Bodils anoreksi var værst, vejede hun 38 kilo. På det tidspunkt var Anna og Bodil begge midt i 20’erne, og forholdet mellem dem var udfordret af det hemmelige liv, som Bodil levede. Alligevel forsøgte de at fastholde at lave ting sammen, og en af de ting var at tage ud og shoppe.

På en af disse shoppeture havde Bodil prøvet en kjole. Da Anna så sin søster med den på, var det første, hun lagde mærke til, at kjolen hang og slaskede på Bodils tynde krop.

– Hvis du skal have den kjole på, så bliver du nok nødt til at tage lidt på, bemærkede hun med en lav stemme.

LÆS OGSÅ: Gyldendal: Familieterapeut Jan Bjerre om søskendekonflikter: “Nogle gange skal man gøre op med sig selv, om det handler om lykke eller om retfærdighed”

Den kommentar prellede af på Bodil. For selvom hun godt hørte bemærkningen, besluttede hun sig for at lade som ingenting og købe den alligevel.

Sådan var det ofte mellem de to.

– Jeg gik aldrig rigtig Bodil på klingen. Det var altid bare sådan nogle små bitte hentydninger. For hvis jeg gik meget hårdt til hende, så trak hun sig bare fra mig, og det ønskede jeg jo ikke. Jeg lærte hurtigt, at der var en meget direkte konsekvens ved at gå til hende, husker Anna.

Anoreksien rammer også søskende

Anna og Bodils situation er ikke enestående. Faktisk er den et meget klassisk billede på, hvordan sygdom hos den ene søskende kan skabe ulighed og splittelse i en familie. Det fastslår Charlotte Jensen, der er autoriseret psykolog med særligt fokus på familier med syge børn. I hendes praksis oplever hun ofte, hvordan det ene barns særlige behov betyder, at det raske barn føler sig svigtet eller glemt.

– Når det ene barn har en sygdom, kommer forældrene til at bruge meget tid og energi på det, og har derfor mindre overskud til det raske barn. Uanset om der er tale om fysisk eller psykisk sygdom, så er problematikkerne næsten de samme: At det ene barn bliver et skyggebarn.

Hun oplever, at disse skyggebørn har svært ved at kræve deres plads, fordi de ikke vil belemre forældrene mere end højst nødvendigt.

– De fleste børn vil gerne gøre deres forældre glade, og når familien i forvejen har en masse bekymringer, vil de ikke gøre det værre. Derfor påtager de sig rollen som ”det nemme barn”, hvor de tager alt for meget ansvar på sig og lægger låg på deres egne behov og følelser, siger hun og tilføjer: – Men det kan også betyde, at de søger væk fra familien. Det sker ofte for børn i teenagealderen, som er gamle nok til at søge væk, når de har svært ved at være i det.

Uanset om de vælger at søge væk eller påtage sig for meget ansvar, understreger Charlotte Jensen, at der er stor risiko for, at den raske søskende vil opleve problemer senere i livet.

– Mange får en form for reaktion, når de er blevet voksne. De har en masse ophobede følelser, der ikke er blevet bearbejdet, og det kan i nogle tilfælde vise sig i form af angst, depression eller selvværdsproblemer senere i livet.

Også forholdet mellem de to søskende, risikerer at blive hårdt belastet, hvis der er skævhed i forældrenes opmærksomhed.

– Den raske får ofte et ambivalent forhold til deres søskende. Selvom der er en stor kærlighed og et ønske om at holde sammen på familien, opstår der også en vrede over sygdommen og over, hvor meget opmærksomhed søster eller bror får på grund af den. Samtidig kan den, der er syg have det svært, fordi de føler sig som en belastning, fordi det er dem, der er årsagen til, at deres søskende har det svært. For begges vedkommende kan det have store psykiske konsekvenser senere i livet.

Charlotte Jensens opfordring til familier med et sygt barn er at have stort fokus på ikke at glemme ”det nemme barn”. Helt konkret betyder det, at man som forældre bør afsætte tid til at snakke med det raske barn, men også til at lave ting med dem alene.

Hele familien vidste godt dengang, at Bodil ikke var rask. Hun spiste næsten ingenting, og de gange hun gjorde, forsvandt hun ud på toilettet efterfølgende. Men alligevel gik de på listefødder omkring hende.

– Vi vidste godt, hvad der foregik, når hun gik ud på toilettet, men det var virkelig svært at håndtere. Vi prøvede alle sammen at opretholde en form for normalitet og lade som ingenting, siger Anna, som sammenligner sin forhold til Bodil dengang med at være søster til en misbruger.

– Det er alle de samme mekanismer, som hos en alkoholiker eller narkoman. Hun var bare afhængig af ikke at spise. Ligesom med andre misbrugere, bliver man medafhængig, og man tør ikke tage diskussionerne, fordi det er svært at rode op i alt det grimme. Det var enormt grænseoverskridende for mig, fordi jeg ikke kunne sige, hvordan jeg havde det til hende. I sådan et forhold kommer man til at gå ind over hinandens grænser, i stedet for at holde fast i, at jeg går hertil. Det var først i anoreksiens sidste år, at jeg lærte at sige fra over for hende. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig om afhængighedsmekanismerne meget tidligere, for jeg manglede virkelig et sprog og nogle redskaber til at håndtere det.

anna_porse_nielsen_04.jpg
Selvom Anna ikke har haft en spiseforstyrrelse, har søsterens sygdom påvirket hende i en grad, så hun i dag ikke er i stand til at se sin egen krop. Frygten for at søsteren får et tilbagefald er heller ikke hundrede procent væk endnu. Foto: Les Kaner.

På den måde gik spiseforstyrrelsen ud over både Anna og hendes forældre: Deres madvaner blev påvirket af Bodil, og spisning blev en evigt eksisterende elefant i rummet, når de var samlet. For Anna betød det helt konkret, at hun stadig har et forstyrret kropsbillede.

– Den dag i dag kan jeg ikke se min egen krop. Jeg kan ikke se, om jeg ser normal ud. Det er lidt underligt at være i midt-40’erne og stadig ikke kunne det, men når man i så mange år har set sig selv i forhold til en person, der er så tynd, så bliver standarden forskruet – og man vil altid være stor i sammenligning, forklarer Anna.

– Noget af det værste ved det her er jo, at Bodil i lange perioder har set godt ud. Hun har på en måde levet op til et meget slankt ideal, og det har påvirket mig. Jeg har ofte misundt hende den selvkontrol, hun har haft til altid at kunne tabe sig. Nogle gange har jeg tænkt, om vi i vores familie i virkeligheden alle sammen blev lidt spiseforstyrrede af det.

Gennem helvede sammen

Den 22. december var det to år siden, at Anna og Bodil kunne sætte det endelige punktum for Bodils lange sygdomsforløb og den efterfølgende heling med op- og nedture. I dag er Bodil rask, og de to søstre har fundet hinanden på et ligeværdigt niveau.

– I mange år kaldte jeg hende min "søster", mens hun altid sagde, at jeg var hendes "storesøster". Det viser denne her skævhed i vores forhold, fordi jeg altid har haft denne her beskytterrolle og været hende, der skulle fikse tingene. Det har heldigvis ændret sig de sidste år, og jeg deler nu også mine problemer med hende. Så nu er vi blevet søstre, forklarer Anna.

– Vi er tættere end nogensinde. Vi har været igennem helvede sammen, og når man kommer ud på den anden side, står man nok endnu stærkere. Men jeg ville ikke ønske sådan et forløb for nogen.

LÆS OGSÅ: Barbara Moleko: Det gav mig optur, når folk sagde, at jeg ikke måtte tabe mig mere

Og selvom Anna stadig kan frygte, at hendes søster får et tilbagefald til sygdommen, bliver hun med tiden mere og mere sikker på, at Bodil er rask.

– Det fylder rigtig meget, men nu fylder det heldigvis mest positivt. Lykken over, at det ikke er der, fylder helt vildt meget, og jeg elsker at gå på café og dele et stykke kage med min søster. Jeg har det stadigvæk sådan, at hvis jeg ikke kan få fat på hende på telefonen, så går mit alarmberedskab straks i gang. Jeg har en skræk indimellem for, at hun skal dø fra mig eller for, at det går galt igen. Men jeg tror det ikke, og for hver dag bliver jeg mere og mere sikker på, at hun er rask.

”Jeg har haft rigtig dårlig samvittighed over for Anna”

bodil_porse_nielsen_06.jpg

Bodil Porse Nielsen led af anoreksi i 17 år og var samtidig plaget af dårlig samvittighed over de konsekvenser, hendes sygdom fik for søsteren.

Hemmeligheder og selvdestruktive tanker er noget, der ofte følger med, når man lider af en spiseforstyrrelse. Men når man får anoreksi, har det også store konsekvenser for familien. Det oplevede Bodil Porse Nielsen, som udviklede anoreksi i en alder af 18 år og først blev rask igen 17 år senere.

Sygdommen ændrede ikke kun Bodils eget liv, men fik også stor betydning for særligt hendes søster Anna.

Selvom Bodil ikke ønskede det, blev hendes sygdom et omdrejningspunkt for meget af forældrenes opmærksomhed, hvilket betød, at hendes storesøsters problemer ofte blev negligeret eller glemt. Det var svært for storesøsteren Anna, men også for Bodil selv, som har haft dårlig samvittighed over de konsekvenser hendes sygdom fik for søsteren.

Hvorfor tror du, at du udviklede en spiseforstyrrelse?

– Jeg tror, det var en kombination af flere ting. Jeg gik i 3.g på det tidspunkt, og jeg vidste ikke, hvad jeg var god til. Og så var jeg nok på en måde bange for at leve. Jeg var bange for at kaste mig ud i noget og bange for at fejle, så det blev nemmere ikke at kaste mig ud i tingene. Derfor blev det med maden noget, jeg følte, at jeg var god til.

Har du nogensinde haft det svært i forhold til din søster?

– Vi er meget forskellige, Anna og jeg. Hun har altid været dygtig til alt og haft nemt ved at lære tingene. Det har været svært at være lillesøsteren, der skulle leve op til det. Hun har altid vidst, hvilken vej hun skulle gå, og det har været frustrerende, når jeg har haft svært ved at finde mig selv. Derfor blev spiseforstyrrelsen min ting.

– Jeg kan huske engang, mens jeg i en årrække boede i Tyskland, hvor Anna kom og besøgte mig. Der lagde jeg mærke til, at hun havde tabt sig. Det triggede mig! Jeg blev så vred. For hun skulle jo ikke være tynd, når det var mig, der kunne det. Jeg kan tydeligt huske, at jeg bare var rasende. Det var mit domæne, når hun nu kunne alt det andet.

Tænkte du over, hvad din sygdom betød for Anna?

– Jeg har haft rigtig dårlig samvittighed over for hende. Nogle gange har jeg bare haft lyst til at forsvinde. Der har været familiesammenkomster, hvor jeg har kunnet mærke, at der var alt for meget fokus på mig og mit, og der har jeg tænkt, at det ville være lettere, hvis jeg ikke var der.

Har du nogensinde tænkt, om du påvirkede hendes forhold til mad og vægt?

– Nej. Det har jeg faktisk ikke tænkt over. Jeg har været meget bevidst om, at jeg aldrig har gået og sagt foran andre, hvor grim og tyk jeg syntes min krop var – det har jeg holdt inde i mig selv. Selvom jeg har været syg, tænkte jeg meget over ikke at give det videre.

Hvordan hjalp Anna dig i dit sygdomsforløb?

– Hun har virkelig været über-storesøster, der altid har været der for mig og fikset alting. Men Anna har ikke kunnet elske mig rask. Det var noget, jeg selv skulle finde ud af.

– Anoreksi er en sindssyg sygdom, for man har ikke lyst til at give slip på den – man vil ikke være rask. Det betød, at hvis min familie blandede sig for meget og eller konfronterede mig med det dengang, gik jeg fuldstændig bananas.

– Men derfor er det alligevel vigtigt at kunne mærke, at min familie har elsket mig. For som syg, hvis folk begynder at trække sig, er det noget af det værste, der kan ske. Det ville kun gøre mig endnu mere ulykkelig og endnu mere selvdestruktiv. Derfor har det betydet meget, at Anna har elsket mig uanset hvad. Det er meget beundringsværdigt, synes jeg, når hun har siddet foran et fuldstændig umuligt menneske og sikkert bare har haft lyst til at stoppe flødeboller i svælget på mig, at hun alligevel har formået at være en god og kærlig søster.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Familieliv, Anoreksi og Sygdom