Sofie Lassen Kahlke scroll-down
Foto: Les Kaner Sofie Lassen Kahlke er aktuel med bogen Ramt - 39 historier om at fylde 40.

Sofie Lassen-Kahlke: "Det ruskede op i min grundvold at få et barn som 40-årig"

Da Sofie Lassen-Kahlke rundede 40 år og samtidig blev mor, blev hun ramt af en storm af tanker og følelser. Var hun overhovedet god nok som mor, var hun egentlig lykkeligt gift, og skulle hun måske få lavet nye bryster? Efter en dag i svømmehallen med leopardfrakke og våde sokker gik hun i gang med en bog om at blive 40 uden at føle sig voksen.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Sofie Lassen-Kahlke sidder på et af stentrinene i Kildeskovshallen og kigger på sin datter, der er til svømmeundervisning sammen med fire veninder. Selvom der er nærmest tropisk varmt i svømmehallen, har Sofie stadig sin kæmpestore, kunstige leopardpels med røde plyskanter på. Hun sveder. Pelsen føles 400 grader varm, og så har hun også sokker på, som er blevet helt våde af klorvandet på gulvet. Hun har slet ikke overvejet at tage hverken pels eller sokker af, hun har bare haft travlt med at få pigerne i badetøjet og i bassinet. Hun holder øje med sin datter og veninderne, som glade knokler rundt nede i vandet, men begynder også at kigge rundt på de andre forældre, der sidder på stentrappen og venter på, at svømmetimen er slut.

"Og lige der slår det mig, at gud hvor er de andre forældre bare 500 gange mere tjekkede, end jeg er. De har blødt joggingtøj og klipklappere på, og de sveder ikke, som jeg gør. Jeg kigger på min datter, ser hende lege rundt og være så meget til stede i nuet. Og lige pludselig mindes jeg, at det var her, jeg selv var til svømning, da jeg var barn, og at min mor sad lige præcis der, hvor jeg sad nu. Jeg tænkte, jamen, min mor sad da ikke i sådan en kæmpe leopardfrakke, hun var super tjekket, og hun havde helt sikkert taget blå futter på, inden hun gik ind i svømmehallen."

"Lige der følte jeg mig så umulig som voksen, og tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på mig. Pludselig stod det fuldstændig klart for mig, at nu er jeg den voksne, og der er andre, der er børnene... men jeg FØLER mig jo ikke voksen. Jeg kan ikke finde ud af at være voksen. Samtidig var det en øjenåbner helt ud af det blå, og jeg tænkte: Det her skal jeg skrive om."

Og det gjorde Sofie. Skrev om det. En hel bog. Hun er aktuel med Ramt – 39 historier om at blive 40, hvor hun meget ærligt fortæller om, hvordan hun oplever livet i 40'erne, og hun begyndte faktisk på bogen samme aften, som hun havde siddet overophedet i svømmehallen. Inden da havde hun nærmest hele sit liv troet, at hun en dag skulle skrive en krimi, for hun havde allerede som barn talt med sin morfar om, at det kunne være sjovt.

Tanken havde aldrig forladt hende, men ordene – dem, der skulle blive til krimien – indfandt sig bare aldrig, når hun sad foran computeren og var klar til at være forfatter. Det gjorde de til gengæld, da hun begyndte at skrive om sit eget liv som nybagt mor i 40’erne. De væltede nærmest ud.  

"Det at være nybagt mor i 40’erne blev drivkraften til at skrive om det at være kvinde. Og menneske simpelthen. Bogen handler om det at være et menneske, der føler, at alle andre kan finde ud af en masse ting, men at man ikke selv kan. Og det store spørgsmål er jo så, jamen KAN alle andre mennesker finde ud af det? Eller har vi bare nogle facader? Når man spørger folk, man møder, om det går godt, og de svarer ja, er det så ensbetydende med, at de har det godt? Hvad ligger der egentlig inde bag det hurtige svar?"

"Og hvad sker der i de små hjem, når dørene bliver lukket? I fredags havde vi f.eks. en rigtig ”dejlig” kaoseftermiddag, hvor alle børn – og min mand – hang lidt på væggene. Jeg havde virkelig brug for noget luft, så vi tog ud for at cykle en tur alle sammen. På en villavej mødte vi en mor, jeg kender, som er alene med to børn, og hun sagde: "Årh, family of five, hvor ser det idyllisk ud". Jeg svarede bare ja, ja og cyklede videre. Men lige bagefter blev jeg ramt af sådan en skyldfølelse. Hvordan kunne vi se så idylliske ud, når vi var bare alt andet? Jeg havde lyst til at cykle tilbage og sige: "Prøv at høre, det er ikke sådan, det hænger sammen. Du må ikke tro, at det er idyllisk, det er det ikke, vi var ved at springe i luften derhjemme, og derfor skulle vi bare ud at cykle". Jeg kan bedst lide, at man viser sin sande identitet, og lige der følte jeg, at vi var sådan lidt falske, og det brød jeg mig virkelig ikke om."

Da Sofie begyndte at skrive, havde hun været på barsel et år med sin yngste datter, Liva, som hun fik som 40-årig.

"Lige da jeg fyldte 40, var jeg højgravid. Jeg havde bækkenløsning, lå ovre i vores sommerhus på Fanø, og natten til min 40-års fødselsdag kravlede jeg langsomt ud på toilettet, fordi jeg simpelthen havde så ondt. Set lidt fra oven fik jeg den der – nå, super, så fylder vi 40, Sofie, så kører det..."

Hun griner.

"Men da bækkenet blev okay, og jeg igen kunne gå, var det mest tanken om at være gravid med mit tredje barn, der fyldte. Det var jo fantastisk, og det gjorde, at jeg ikke tænkte så meget over selve det at fylde 40. Men da jeg så blev mor igen – som 40-årig – var det som om, et filter blev fjernet fra mine øjne. Jeg blev så opmærksom på, hvor hurtigt tiden gik. Mine egne børn, som jeg lige syntes var født i går, kunne pludselig cykle og alt muligt selv, og her sad jeg så med mit lille nyfødte barn. Jeg begyndte at kigge på andre mennesker på en ny måde."

"Hvordan havde de været som børn, hvordan levede de deres liv, var de lykkelige? Jeg begyndte også at stille mig selv en masse spørgsmål. Er det nu, jeg skal købe det hus i udlandet? Er jeg egentlig lykkelig i mit ægteskab? Er mine børn lykkelige? Får jeg nok ud af livet? Alle de tanker kørte bare rundt i hovedet på mig. Det er jo ikke nødvendigvis noget dårligt, for når man har så mange tanker, når man også helt ind til kernen: Hvad vil jeg egentlig bruge mit liv på? Gør jeg det, jeg allerhelst vil, eller bruger jeg tid på åndssvage ting, som – når alt kommer til alt – er ligegyldige?"

"Da jeg fik mit første barn, drønede jeg rundt. Min mand og jeg var ude at spise, da vores søn, Alfred, var fem uger, for det var bare så fedt, at mine forældre kunne passe ham. Og jeg styrtede rundt på caféer og havde frokostaftaler med veninder, mens jeg sagde "ih, er det ikke fedt, at man bare kan amme og have liften med?" Men med barn nummer tre sad jeg bare i sofaen derinde hver eneste dag. Jeg havde ikke lyst til andet. Og jeg elskede det. Når de to store var afleveret, skulle jeg bare hjem. Bare sidde og være. Og nyde at være sammen med mit lille barn i fuldstændig ro."

Var det en form for 40-års krise?

"Når jeg kigger tilbage, tror jeg egentlig ikke, at jeg har haft en 40-års krise. Jeg blev bare ramt af virkelig mange tanker om livet. Og det har faktisk været meget godt. Jeg vil hellere rammes lidt af livet end ikke rammes. Og ja, der har været tårer og vilde tanker, men jeg synes ikke, at det gør noget, at jeg nu hver eneste dag reflekterer over, om jeg har brugt min dag rigtigt. Jeg er faktisk glad for, at det at være blevet mor sent og være blevet 40, har rusket lidt op i min grundvold."

Hvem er Sofie Lassen-Kahlke

  • Født i 1979.
  • Aktuel med bogen Ramt – 39 historier om at blive 40.
  • Snart aktuel som skuespiller i Christian Fuhlendorffs nye serie Panik.
  • Især kendt som Anja i filmene og musicalen om Anja og Viktor og fra comedyshowet City Singler.
  • Vandt Vild med dans i 2017.
  • Gift med Hans Poul Petersen, 51. Sammen har de sønnen Alfred, 10, og døtrene Agnes, 7, og Liva, 2.

Udover at fare mindre rundt, hvordan var det så at blive mor for tredje gang?

"Hvis jeg var blevet mor til tre tidligere i mit liv, så tror jeg, at det havde været forholdsvist kaotisk. Det kan godt være, at folk lige kigger lidt anderledes på en, og allerede i hospitalssystemet bliver man set på som ældre, når man skal føde som 40-årig, men jeg synes faktisk, at det var det mest perfekte tidspunkt at blive mor. Jeg har totalt sænket barren for, hvad der er perfekt. Og det sjove er, at fordi jeg har sænket barren, så bliver det hele egentlig meget mere rummeligt og let. Nu har jeg fået en meget nem tre’er, skal jeg lige sige, men det stresser mig ikke længere at skulle op om natten og trøste børn. Selvfølgelig bliver jeg træt, men i dag gør jeg det med en form for kærlighed og bevidsthed om, at lige om lidt gider hun ikke have noget som helst med mig at gøre. Det tænker jeg på hver eneste dag. Det tænker jeg på hver eneste nat. Den bevidsthed om, at jeg skal huske at nyde hvert minut, havde jeg på ingen måde tidligere."

Sofie har været sammen med sin mand, Hans, i 12 år. Som yngre tænkte hun altid, at når man var gift, vågnede man hver morgen og var dybt forelsket i sin ægtefælle. Den forestilling har ændret sig gennem årene, og en oplevelse i et supermarked satte yderligere gang i tanker om, hvorvidt hun egentlig var på den rette ægteskabelige hylde.

"Jeg mødte en gammel skolekammerat nede i Irma. Jeg stod midt i nogle riskiks og noget havregryn, og så kom han ind fra højre. Jeg snakkede lidt med ham, han havde fået barn, var blevet skilt og var flyttet til Østerbro, og så sagde han: "Nå, men så render du bare rundt herude i forstaden med en masse unger og er lykkeligt gift, det er da dejligt. Vi ses". Og så slog det mig bare: Hvor fanden ved han egentlig fra, om jeg er lykkelig? Altså, ja, jeg er gift. Men bare fordi man ikke er skilt, er man så lykkeligt gift eller hvad?"

"Da jeg var yngre, kiggede jeg tit på min tante og onkel og tænkte, gud, de vågner op om morgenen og kigger på hinanden og bliver sådan helt vilde over at kigge på hinanden. De synes bare, at den anden er så lækker og fantastisk, for de er jo gift, så sådan må det være, tænkte jeg. Og så bliver man ældre. Og man finder ud af, at det at være gift ikke nødvendigvis... Altså, hvis nogen siger, de er lykkeligt gift, så tænker man umiddelbart, at de sidder og holder hinanden i hånden om aftenen, mens de snakker om livet eller dingler lykkelige gennem en fløjlsblød mark."

"Men når man har små børn, er livet jo meget praktisk, man skal få tingene til at fungere. Og når man står midt i madpakkesmøring, lusekure og skoletaskepakning, tænker man jo ikke lige samtidig over, om man er lykkeligt gift. Nogle gange er jeg lykkelig. Andre gange er jeg knap så lykkelig. Men vi er i hvert fald gift. Vi elsker hinanden. Og vi elsker vores liv sammen."

Hvad betyder al den praktik for et forhold?

"Når jeg står i mit køkken og har nogle fuldstændig latterlige samtaler med min mand om børnenes madpakker eller "hvorfor kan du ikke køre til svømning, det havde du da lovet – og nå, kan du først hente klokken fire, hvorfor det …?" bliver jeg helt flov ved tanken om, hvad der foregår andre steder i verden. Men det er bare svært at komme ud over de samtaler, fordi man jo også skal have sådan et hjem med tre børn og nogle karrierer og nogle følelser til at fungere."

"Og de samtaler og al den praktik gør også, at man somme tider bare er for træt til det helt vilde og faktisk hellere vil have hovedbundsmassage end sex. Jeg tror, der er perioder i rigtig mange parforhold, hvor det er sådan, og derfor vil jeg gerne være med til at sige højt, at ja, sådan er det faktisk også hjemme hos os. Selvom man kan have travlt med at vise rigtig mange andre ting udadtil på de sociale medier eller til arrangementet på skolen, så er vi jo også bare alle sammen trætte, når vi lukker døren derhjemme efter en hel dag med familiecirkusset."

Hvordan har din mand håndteret perioden, du har været igennem, og bogen, der kommer?

"Vi er meget forskellige. Jeg tænker utrolig meget. Og nu siger jeg ikke, at han ikke tænker, men han tænker ikke så meget på den der måde, som jeg gør. Fra det sekund, jeg slår øjnene op, stritter mine tanker i øst og vest og syd og nord. Skulle vi måske tage til Grækenland i stedet for Cypern? Skulle vi gå til højre i stedet for venstre? Den slags tanker er bare slet ikke i hans hoved. Der er A og B. Har vi aftalt, at vi skal til Grækenland, så skal vi til Grækenland. Alle de der mellemregninger, som jeg så godt kan lide – livets mellemregninger – dem har han bare ikke lige så meget brug for. Jeg tror simpelthen ikke, at han tænder på de mellemregninger. Han vil utrolig gerne bare nå frem til, om børnene har det godt, eller om de ikke har det godt, hvor jeg rigtig gerne vil høre, HVORFOR de har det godt eller ikke godt."

Hun holder en lille pause.

"I virkeligheden tror jeg ikke, at han afviger så meget fra rigtig mange andre mænd. Og jeg tror også, at vores forskellighed er vores store force. Jeg får ham ikke til at sidde og snakke om alle mine tanker i øst og vest om, hvor livet bringer os hen. Men det er sådan, jeg er, og han rummer det jo. Når jeg har skrevet om ham i bogen, har jeg sat ham i sofaen og har sagt: "Nu skal du lytte til det her, for jeg vil ikke have, at du først siger noget til det, når bogen er kommet ud." Og så har jeg læst op for ham. Men han har faktisk ikke bedt om at få taget så meget som et enkelt ord ud. Han har bare smilet og sagt, at det er da sjovt. Hvor jeg har været sådan: "Fedt, men hørte du nu, hvad jeg læste op?" Ja, har han så sagt, og så har jeg skrevet videre, ha ha.

Har det så givet ham en større idé om, hvordan du har haft det – og har det?

"Jeg tror egentlig, han er udmærket klar over, hvad der foregår oppe i mit hoved, og kender alle mine tanker om livet og alle mine tårer. Kærlighedstårerne, der hele tiden kommer. Han ved godt, at bare fordi jeg bliver rørt over at stå til lystændingsdag i børnehaven, så er det ikke, fordi jeg har en fuldstændig psykologisk voldsom krise i mit liv. Jeg har bare meget let til tårer, og så rummer han det."

Har du haft brug for, at han viste mere omsorg i de her år?

"Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg synes også, at jeg er blevet god til at klare mange ting selv. Jeg har fundet ud af, hvad jeg bliver glad af, og hvad der virkelig betyder noget for mig. Jeg ved jo, at jeg har min mand ligegyldigt hvad, og bare han giver mig lidt hovedbundsmassage i ny og næ, så er jeg lykkelig."

Hun griner højt.

Du får ham dog med til psykolog på et tidspunkt for at tale om jeres forhold?

"Ja. Han er ikke helt sort-hvid, han ved godt, at man som menneske nogle gange må søge noget hjælp, og at det er ok. Jeg er gift med en mand, som er meget mand. Som er rigtig god til at tænde et bål, og som altid tænder stearinlys med bunsenbrænderen. Og som ikke orker at snakke stolpe op og stolpe ned om alt for mange detaljer og tanker. Men så gider han rigtig mange andre ting. Alligevel – hvis jeg siger, at jeg tror, vi ville have godt af lige at tale med nogen om, hvordan vi vender den her familieproblematik, så er han med på den."

40-års-tankerne udmøntede sig i et forløb hos en psykolog, som måske – måske ikke – gjorde en forskel i forhold til Sofies rejse mod at finde sig selv.

Og tankerne udmøntede sig også i et besøg på en kosmetisk klinik. Ville et par nye bryster mon være vejen til lykken? Da lægen på klinikken foreslog en såkaldt "Mommy-makeover", fordi det var det, de plejede at lave på "kvinder i din alder, der har fået et par bør"”, stod det dog lysende klart for Sofie, at hun ikke skulle have lavet noget som helst. Men hun vil gerne stå ved, at tankerne har været der, og at de stadig kan dukke op.

"Det, som jeg synes er sjovt, er igen alle mellemregningerne. Hvis nu man går en tur i skoven og møder et par, der går hånd og hånd og ser lykkelige ud og spørger: "Nå, har I det bare godt?" Og de så svarer ja, men i virkeligheden har kæmpet helt vildt meget igennem mange år og netop har fundet hinanden igen, så er der jo en masse mellemregninger, man ikke får med, når man spørger en passant der i skoven."

"Og det er det samme, når jeg siger, at jeg er naturlig og ikke har fået "lavet noget". I den sætning ligger der jo også en masse mellemregninger. Når jeg ikke har fået lavet noget, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke har overvejet det. For det har jeg. Jeg har haft alle tankerne: Ville det gøre mig lykkeligere? Hvordan ville jeg se ud med større eller anderledes bryster? Skal jeg gøre det, eller skal jeg ikke? For det er jo nu, for fanden, det er ikke om 40 år, hvis det skal være. De tanker er i mit hoved, og ja, jeg er kommet frem til, at jeg ikke har lyst til at få lavet noget. Men tankerne er der alligevel.

Du opsøger jo rent faktisk en kosmetisk klinik, så det har ikke kun været tanker?

"Ja, jeg har mere end flirtet med tanken. Vi har jo alle sammen dårlige dage, hvor man føler sig tung og træt. Og så kan flirten og den indre dialog dukke op."

Du bevæger dig jo også i en branche, hvor mange får lavet noget, hvad betyder det?

"Jeg kan da godt somme tider tænke, gad vide om hende med de meget flotte, store læber også har en mor med nogle meget store og flotte læber, eller om det er noget, der er kommet til senere...? Jeg bliver jo konfronteret meget med det i min verden, og derfor er det ikke underligt at tænke, "aj, jeg vil også have sådan en flot, ensartet hud og nogle lidt større læber.""

"Men tankerne går væk igen, fordi jeg faktisk har det bedst med at kigge mig selv i spejlet og vide, at det, jeg ser, er hundrede procent ægte mig. Og så vil jeg da også lige sige, at jeg bestemt ikke er frelst. Jeg har haft øjenvipper på, og i ny og næ får jeg lavet negle. Jeg får også farvet mit hår på en ikke-økologisk måde. Jeg er ret ligeglad med, hvad andre får lavet, det må de helt selv om. Det eneste, der kan gøre mig ked af det, er, når unge piger ikke kan skelne og ikke ved, hvad de sammenligner sig med, når de kigger på billeder af en eller anden amerikansk stjerne, der har fået lavet alt muligt. Det er et problem, synes jeg, for det skaber nogle idealer, som ingen normale mennesker kan leve op til."

Et af Sofies børn sagde for ikke så længe siden en sætning, som satte sig dybt: "Mor, du smiler ikke særligt meget mere." Det var midt i en kaosmorgen, hvor alle skulle op og ud ad døren, og Sofie fejede først bemærkningen lidt til side som noget sludder. Men man siger jo, at fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, og ved nærmere eftertanke var der måske noget om det. Måske var hun ikke længere den samme?

"Den bemærkning fik mig til at tænke, om jeg var blevet sådan en, der rendte rundt og kun tænkte på Aula, madpakker og køregrupper. Jeg begyndte at reflektere lidt over, om jeg skulle prøve lidt oftere at lade praktikken glide i baggrunden og huske at være så smilende og glad, som jeg faktisk gerne vil være som mor."

Lykkes det så?

"Ja, det synes jeg. Jeg er dybest set ikke særligt god til at være praktisk. Måske er det også derfor, jeg nogle gange ikke smiler så meget. Det kræver meget af mig at have styr på alt omkring tre børn, og nogle gange kan mit system godt knække sammen. Der er jo nok også en grund til, at jeg er i kunstnerverdenen."

"Det vigtigste for mig er i bund og grund ikke, at mine børn lærer at tage ud af bordet, det vigtigste er, at de er gode mennesker, og at jeg er et godt menneske overfor dem. Men selvom jeg synes, at så længe der er kærlighed, så går det hele nok, så bliver jeg alligevel totalt stresset over alle de ting. Fordi jeg synes, at jeg skylder mine børn, at der lige er styr på formaliteterne, så de ikke pludselig har gymnastiktøj med i stedet for svømmetøj eller står og flagrer et sted, hvor de ikke skulle have flagret."

Interviewet er ved at være slut, og som Sofie sidder her på sit yndlingssted – en hyggelig hule af en overdækket terrasse bag sit rækkehus – fortæller hun, at hun gennem det seneste års tid er nået frem til, at hun er lige præcis, som hun skal være med alt, hvad det indebærer af tårer, fejl, meningsløshed, glæde, succes og tankemylder. Og somme tider manglende smil. Det er okay.

"Jeg tror, der er rigtig mange ting, der har gjort noget godt for mig i den her periode, hvor jeg har haft alt oppe og vende. Og på et tidspunkt gik det også op for mig, at gud, måske skal jeg bare sidde og kigge ud over vandet, trække vejret og drikke en kop kaffe med mig selv. Måske skal der ikke mere til, for at jeg kommer tilbage i balance. Jeg er også kommet frem til, at det er okay, at jeg nogle gange ikke helt ved, hvor jeg er, og at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå til højre eller venstre. Det er okay lige at føle, at jeg er i en blindgyde. Og så tror jeg faktisk, at jeg er kommet frem til, at jeg er rigtig god til at klare langt de fleste ting selv."

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Familieliv, Bøger, Kendte og Mor
Tilbage til toppen