Kathrine Lilleør
SPONSORERET indhold

"Det er ikke for sjov, at barnet bliver født i en meget fattig krybbe"

Det understreger julens budskab, mener sognepræst Kathrine Lilleør.

Af:: Marie Lodberg Foto: Anne Mie Dreves
19. dec. 2017 | Livsstil | Eurowoman

Hvad betyder morgener for dig?
– Morgener er forbundet med min hund. Sådan har det været, siden jeg fik min første gravhund, Kastania, for 14 år siden, da jeg boede med mine tre døtre på Slagslunde Præstegård. Hunden ville kun tisse, hvis jeg gik med den ud i haven og kiggede på den. Var det irriterende? Ja. For jeg skulle jo koge havregrød til pigerne og havde virkelig ikke tid til at stå og glo på den hund. Men det gjorde, at jeg opdagede morgenerne i naturen. Fx fandt jeg ud af, at der allerede omkring kyndelmisse 2. februar kan være en duft af forår i luften. Sidenhen flyttede jeg til byen og fik en ny gravhund, Augusta, som jo også skal luftes, så jeg befinder mig på gader og stræder forholdsvis tidligt i morgensol og morgenregn.

Vil du også opfordre dem, der ikke har hund, til at gå morgentur?
– Jaeh, joeh. Jeg ville ikke komme afsted, hvis det ikke var for hunden. Så køb en hund. Der er ikke noget skønnere end at glemme sig selv i andre. Det kan være en hund, der skal luftes, eller børn, der skal have havregrød. Så kommer du væk fra dig selv og ser tingene i et større perspektiv. Problemer løser sig ofte, hvis du ikke går og holder fast, så knoerne bliver hvide.

Hvad er det guddommelige ved morgener?
– "Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde, og glædelig er hver en dag, der leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde" Den kristne tradition dyrker morgenen som lysets sejr over mørket. I morgensalmer finder man en fuldstændig jublende begejstring over, at det er lyst igen! Man kan være meget bekymret, men oftest er alt godt lige i det øjeblik, man slår øjnene op. Der er lige et øjeblik af lethed, uanset hvor ulykkelig, man er.

Hvad glæder du dig til ved julen?
– Jeg glæder mig til julekirkens sprødhed. Fordi der kommer mange, som ikke kommer i kirken resten af året. De har ofte et mere skrøbeligt behov for at blive mødt og trænger til trøst. Som præst er det en stor ære at blive mødt med så stor tillid, og den er ikke svær at imødekomme. For juleenglen råber: "Frygt ikke! Jeg forkynder jer en stor glæde." Glæde er dét, det hele går ud på. Den er bare ikke altid der, hvor vi tror, den er.

Hvor er den så?
– Det er ikke for sjov, at barnet bliver født i en meget fattig krybbe. Er du klar over, hvor koldt og ulækkert og væmmeligt, der har været i det mørke staldrum? Det er for at understrege, at julens budskab, glæden, er farvet af vores mørke, afmagt og ensomhed. Der er ingen, der har lyst til at føde et barn i et staldmørke, men glæden findes selv der! Det budskab giver mod til at gennemleve et liv, hvor der er sorg og smerte. Sådan er det. For der er altid glæde i sigte.

Anbefalet til dig