Sonja Richter

Foto: Caroline Abildstrup Bagger Når krisen rammer, får vi ofte brug for noget at tro på – en højere mening med det umiddelbart meningsløse. I en ny artikelserie søger vi svar på, hvad det kan give os at tro på noget.

Sonja Richter: "Pludselig ryster mine arme, og jeg begynder at skrige"

Det er sket mange gange, at Sonja Richter er faldet i en afgrund fuld af smerte og tanker om, at hun ikke skal være her mere. Engang skreg hun så højt i en pude, at overboerne bankede på for at høre, om hun var okay. Her skyder skuespilleren en ny artikelserie i gang om det, vi kan få ud af at tro på noget.

Sonja Richter er 10-11 år. Hun har været til fodbold, mørket er ved at falde på, og hun er på vej hjem på sin cykel uden cykellygter. Hun bor langt ude på landet, og der er ingen gadelamper på den fem kilometer lange rute, hun skal køre, så hun navigerer efter de få huse undervejs, hvor lyset skinner ud ad vinduerne.

"Jeg har fodboldshorts på og min grønne fodboldbluse, og jeg kan huske, at jeg kigger ned på mine hænder, der holder på styret. Pludselig ryster mine arme, og jeg begynder at skrige. Vildt højt. Jeg kører bevidst min cykel i grøften, smider mig ned i græsset og begynder at græde. Lige der på cyklen er det gået op for mig, at der ikke er nogen Gud. Man har fortalt mig en løgn. Jeg kan ikke huske, hvad der ellers er sket den dag, men jeg kan huske alle følelserne lige i det øjeblik på cyklen. Og jeg kan næsten ikke engang fortælle det nu, uden at jeg begynder at ryste over det hele."

LÆS OGSÅ: Jytte Vikkelsøe: ”Den store kærlighed hører ikke nødvendigvis kun parforholdet til”

Sonja Richter

Det er knap 40 år siden, Sonja Richter med ét – og i en årrække derefter – mistede troen på Gud. Den Gud, som hendes farmor ellers havde lært hende at bede til hver dag, og den Gud, som hun havde fået at vide, at hun altid kunne spørge til råds. Siden har hun fundet sin egen vej i troen, og det er det, vi skal tale om i dag.

Vejen går gennem kunsten. Litteratur, teater, film, maleri og musik. Interviewet tager udgangspunkt i den aktuelle Netflix-thriller, som Sonja er med i. ”Kærlighed for voksne” hedder den, og handlingen er svær at fortælle ret meget om uden at spoile. Men kort fortalt: Sonja spiller Leonora, der lever i et tilsyneladende perfekt parforhold med Christian. Deres søn er lige blevet rask efter langvarig og alvorlig sygdom, da det går op for Leonora, at Christian har en affære med en yngre kvinde. Leonora tager en beslutning. Hun nægter at være kvinden, der bliver forladt, og hun vil tage alle nødvendige midler i brug for ikke at blive det.

"Leonora har den opfattelse, at man må gøre hvad som helst for at bevare familien. For hende er familien Gud. Det er det, hun tror på. Sådan har jeg det ikke. Jeg har op til interviewet i dag tænkt meget over, hvad det så er, jeg tror på. Og det første, jeg fik lyst til at sige, var: KUNSTEN!"

Hun nærmest råber ordet ud og rækker samtidig den ene arm op i luften, som om hun forsøger at gribe ud efter noget.

"Kunsten! Lige bagefter tænkte jeg: Hvad mener du, Sonja?"

Hun griner.

"Og så måtte jeg lige have en samtale med mig selv om, hvorfor det var ”kunsten”, jeg råbte inde i mig selv. Hvad fa’en er det? Et eller andet sted er det super enkelt, og samtidig er det voldsomt kompliceret, men når jeg siger, at jeg tror på kunsten, så er det faktisk, fordi det er kunsten, jeg griber til, når livet bliver rigtig svært, og jeg ikke kan finde ud af at være her. For mig er kunsten som en bøn. Jeg har brugt meget tid i mit liv på at finde ud af, hvad det her ”gud” er. For mig. Når jeg tror på kunsten, er det, fordi kunsten for mig kan noget af det samme, som en gud kan. I hvert fald sådan som jeg opfatter det. Men det kræver en længere forklaring, det kan jeg godt mærke."

Sonja Richter

Sonja er vokset op i det, hun kalder en dysfunktionel familie. Hendes forældre var skolelærere og boede i kollektiv i Vestjylland. Da Sonja var fem-seks år, blev hendes forældre skilt, og hun voksede derefter op med sin alkoholiske mor og sine to søskende. Sonja følte ikke, at der var hverken tid eller overskud til hende, og hun tilbragte derfor meget tid hos sin farmor.

"Min farmor gik i kirke hver eller hver anden uge, og hun var, hvad jeg vil kalde troende og religiøs i gammeldaws forstand. For hende var det at gå i kirke ligesom at gå i bad eller til frisøren. Det var bare noget, hun gjorde. Det var en del af hendes hverdag, og det voksede jeg op med. Når hun fik et problem, gik hun simpelthen hen til Gud og bad om hjælp. Så fik hun et svar, og så var det mere eller mindre ordnet. Hun havde altså rent faktisk et sted, hvor hun kunne gå hen og spørge ”en voksen” til råds. Og hun troede på de svar, hun fik."

"Min farmor lærte mig også, at man skulle bede aftenbøn, inden man gik i seng, og morgenbøn, inden man stod op. Jeg forstod det ikke, men jeg gjorde det, fordi hun sagde det, og fordi jeg skulle gøre det, når jeg var hos hende. Jeg tror ikke, jeg bad, når jeg ikke var sammen med min farmor, men jeg var rigtig meget sammen med hende og boede der i længere perioder. Min farmor havde mange billeder af Jesus og disciplene i soveværelset, og hun læste også højt for mig af Biblen. Og når man er barn, suger man bare tingene til sig uden så mange spørgsmål. Sådan var det, indtil jeg var 10-11 år og havde den oplevelse på cyklen, hvor jeg pludselig holdt op med at tro på, at Gud fandtes."

Kom det bare helt ud af det blå?

"Sådan føltes det. Jeg var alene, det var mørkt, og jeg ville ikke hjem. Jeg ville aldrig hjem, for hjemme var ikke rart. Men netop fordi jeg kom fra det, jeg gjorde, havde jeg meget brug for at føle, at der var ”noget andet”, og det havde jeg nok fundet i den tro, min farmor havde præsenteret mig for. Men pludselig troede jeg ikke længere på det, og det var derfor, jeg skreg. Jeg følte, at jeg var blevet løjet for."

"Måske var det noget med alderen og barnetroen, der pludselig forsvandt, jeg ved det ikke, men i hvert fald blev mit liv derefter meget mørkt. Jeg blev virkelig et depressivt barn. Indesluttet. Vred. Og punker, selvom jeg var mega ung. Dengang talte man meget om aids, og der var en pige i min klasse, der sagde, at aids var Guds straf til bøsserne. I sig selv et vildt udsagn, men for mig var det også helt åndssvagt, for der VAR jo ikke nogen Gud. Jeg blev så irriteret, når folk talte om Gud."

Sonja Richter

LÆS OGSÅ: Carolyne Kaddu Rasmussen: "For mig var det helt skælsættende at tænke sådan"

Sagde du til din farmor, at du ikke længere troede på Gud?

"Nej."

Hvad så, når du var hos hende?

"Jamen, jeg var ikke så meget hos hende efter den aften på cyklen, og så døde hun, da jeg var 16 år. Vi snakkede aldrig om det."

Sonja levede uden tro, indtil hun var 24-25 år. Der boede hun i Odense og var i gang med at spille en drømmerolle som Ophelia i "Hamlet" på Odense Teater.

"Men en aften finder jeg pludselig mig selv liggende skrigende på gulvet i min lejlighed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriger, og jeg ved ikke, hvorfor jeg er så ulykkelig, og hvad det er, der er så frygteligt, at jeg ikke kan leve mere. Det er voldsomt. Meget voldsomt. I dag kan jeg kigge tilbage på det og måske analysere mig frem til nogle årsager til, at jeg havde det sådan, men jeg er ikke engang sikker på, at det er rigtigt, og i situationen vidste jeg i hvert fald ikke, hvad der skete."

Men du havde ikke lyst til at leve mere?

"Nej. Og på den anden side ville jeg gerne leve, for jeg ville gerne spille Ophelia. Men jeg lå bare der og skreg ned i en pude for at dem, der boede ovenpå, ikke skulle høre det. Det gjorde de alligevel, og dagen efter kom de ned og spurgte, om jeg var okay. Jeg skammede mig sådan over det, at jeg løj og sagde, at jeg ikke vidste, hvad de snakkede om. Det var så flovt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare."

"Jeg følte mig bare som sådan en hysterisk skuespiller, og samtidig vidste jeg godt, at det var meget værre end det. Det var virkelig slemt. Men det, jeg vil fortælle med den historie, er, at da jeg lå der og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, kunne jeg pludselig mærke, at jeg var nødt til at bede til Gud. Havde du spurgt mig dengang, så havde jeg ikke fortalt dig, at jeg gjorde det, for det tog minimum ti år, før jeg indrømmede, at jeg havde taget Gud tilbage."

Sonja Richter

Hjalp det så at tage Gud tilbage?

"Ja. Og jeg begyndte at bede helt fast, når jeg havde det dårligt, hvilket skete forholdsvis ofte. Der kom sådan nogle afgrunde foran mig, som jeg ikke forstod. De afgrunde findes stadig, og mange gange, når jeg er faldet i en afgrund, har jeg tænkt, at denne gang kommer jeg ikke op. Mine nære venner har altid sagt, jo, jo, du kommer altid op. Men jeg har sagt, nej, ikke denne gang. Nu kan jeg ikke mere. Og der er noget i mig nu, hvor jeg snakker om det, der stadig tror, at det er sådan. At næste gang kommer jeg ikke op. Så der er en enorm frygt for den afgrund. Også selvom jeg kender den, fordi jeg har ramt den så mange gange. Og jeg snakker ikke om en lille afgrund. Jeg snakker om en stor afgrund. En afgrund, der hedder: Jeg kan ikke være her mere, det er for smertefuldt."

Sådan får du det stadig?

"Ja. Men da jeg ramte afgrunden den aften i Odense, havde jeg samtidig en form for håb om, at det var noget, jeg bare lige skulle have ordnet. Hvis jeg gik i terapi og fandt ud af alt det med min opvækst og blabla, så ville det hele blive ordnet. Men nu er jeg et sted, hvor jeg ikke længere tænker, at jeg kan ordne det."

Hun holder en lille pause.

"Måske er det, fordi jeg har ordnet det. Men så alligevel. Nej. Jeg tror nærmere, at det er gået op for mig, at jeg skal se den daglige bøn som en åndelig rengøring. Når jeg tager bad, bliver jeg fysisk ren, men jeg bliver jo beskidt igen og skal have et nyt bad. På samme måde med bønnen. Det er bedst at bede hver dag, så jeg aldrig når at blive ”helt beskidt”, så det gør jeg. Jeg beder hver dag. Det er ligesom med opvasken. Hvis man ikke vasker op hver dag, står der til sidst et bjerg af opvask, og man har intet rent. Det dur jo ikke. Men tager man lidt hver dag, så man holder opvasken nede, bliver det aldrig uoverkommeligt."

Så du beder både i hverdagen, og når du rammer afgrunden, men du talte også før om kunsten som det, du tror på. Hvordan hjælper kunsten, og hvordan bruger du den?

"Kunsten er det rum, jeg går ind i, når jeg skal skabe, eller når jeg oplever kunst, som andre skaber. Og inde i det rum føler jeg, at jeg bliver løftet ind i en anden dimension. På samme måde som tro kan løfte en ind i en anden dimension. Når jeg f.eks. læser Karen Blixen, så kan jeg mærke, at der er mange lag i hendes tekster. Man kan forstå dem på mange planer. Der er et overfladeplan, hvor hun fortæller historien, men under det hele er der altid en bøn. Gud er nedenunder. Der er noget større under historien, og det er derfor, Blixen er blevet verdensberømt."

Sonja Richter

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen har været gift i 25 år: Dette er opskriften på vores langvarige forhold

"Jeg føler mig genkendt og bliver rørt i sjælen, når jeg oplever kunst, der har den ekstra dimension med. Og det er der, det bliver som en bøn for mig. Når jeg bliver spurgt, om jeg tror på Gud, er jeg nødt til at sige ja. Jeg tror på min gud. Du har sikkert en helt anden opfattelse af, hvad ”gud” er, og sådan er det. Man må tro på det, man vil. For mit vedkommende handler det om, at ”gud” – og kunsten – er større end mig."

"Jeg tror på noget, der er større end mig, fordi jeg er nødt til at tro på det. Det får mig ud af mit lille ego. Jeg får øje på, at jeg bare et lillebitte sennepsfrø i en uendelig verden. Det gør, at jeg holder op med at tænke, at alt handler om mig. Det gør det ikke. Det har det aldrig gjort. Og når jeg kommer i problemer, så er det altid, fordi jeg tror, at tingene handler om mig. Jeg tror, at ting tilhører mig. Jeg tror, at jeg har ret til noget. Eller at jeg har mistet noget. Og ja, nogle gange sker der vildt uretfærdige ting, og der har helt sikkert været ting i mit liv, som ikke har været okay, og som har været meget smertefulde for mig."

"Men hvad kan jeg gøre ved det? Ikke andet end at prøve at løfte mig ud af det. Op fra det. Og her hjælper både bønnen og kunsten mig. Det handler ikke om, hvordan tingene er, det handler om, hvordan jeg reagerer på dem."

For nogle år siden læste Sonja bogen ”Der Vorlehser”. Det er den bog, som filmen ”The Reader” er baseret på, og den handler om en meget ung mand, som har et forhold til en noget ældre kvinde. På et tidspunkt bliver parret adskilt og ser ikke hinanden i flere år.

"I bogen siger den unge mand, at han længes efter hende. Han siger, at han længes efter ”at komme hjem”. Og det ramte mig simpelthen så hårdt, for jeg tænkte: Det gør jeg også! HELE tiden! Lige meget om jeg er hjemme, lige meget hvor jeg er, så længes jeg hjem. Og lige efter den tanke sagde jeg til mig selv: Sonja, hvad er det præcis, du mener?"

Hun griner.

Sonja Richter

"Og så er det bare, at jeg har fundet ud af, at det med at længes hjem, det handler om, at jeg skal komme hjem til mig selv. Hjem til min sjæl. Der er flere religioner, hvor man taler om, at vi altid længes hjem til Gud, for det er der, vi hører til. Men for nu at blive her på planeten – Jorden – så tolker jeg det med at længes hjem sådan her: Jeg tilhører Sonja. Hjemme er Sonja. Den sande Sonja. Ikke mit egos Sonja. Ikke Sonja, skuespilleren. Ikke Sonja, veninden. Ikke Sonja, min mors eller fars datter. Der er alle de her roller, som vi skal spille, men bag ved dem er Sonja. Og hvis jeg ikke er hos hende, så er jeg heller ikke hos Gud. Fordi det er her, hos den sande Sonja, min sjæl er. Og hvis jeg prøver at lave Sonja om for at passe ind i en religion, en arbejdsplads, en familie, så giver jeg køb på noget af mig selv.
Hun stopper op og tænker sig om et øjeblik."

"Jeg er nødt til lige at sige noget på engelsk, for det var først, da jeg læste følgende, jeg rigtigt forstod de her ting: ”The opposite of belonging is fitting in”. De ord knækkede en kode for mig. Pludselig forstod jeg, at ”hjem” ikke er noget udenfor mig. Det er indeni. Indtil da havde jeg altid troet, at hjem var et sted. Og en følelse, jeg kunne få et bestemt sted. Jeg har faktisk haft den følelse på teateret nogle gange, hey, det er her, jeg hører til."

"Det er derfor, jeg har været glad for at lave teater, jeg følte, at jeg kom hjem. Men det var jo kun, indtil alle mine skuespillervenner gik ud af teateret, og det var helt tomt. Så var det ikke hjemme længere, for det var jo ikke stedet, der var hjemme, det var det, vi lavede sammen, der føltes som hjemme. Så jeg har lært, at hjemme ikke kan være betinget af noget udenfor mig. Hjemme er nødt til at være her."

Hun tager sine hænder ind mod brystet.

"Det kan stadig være svært for mig at forstå, for jeg har været så vant til at søge et sted, hvor jeg kunne høre til, og det skal vi jo også gøre. Det er en del af livet. Men vi skal være os selv i det. Hvis jeg skal hugge en hæl og klippe en tå for at passe ind, så gør jeg skade på mig selv."

Og så falder du ned i afgrunden?

"Ja, og så ligger jeg på gulvet og beder til Gud og siger: ”Jeg vil hjem nu, hjælp mig”."

Er det så blevet nemmere at være dig, efter du har fundet ud af, hvad hjem er?

"Altså, jeg skal hele tiden arbejde på det. Og jeg synes, at jeg skal arbejde på det hver dag, nogle gange hvert minut. Jeg ryger stadig ud i fristelserne. Ud i at føle, at jeg kan finde mig selv i indretningen af en stue eller i en rolle. Eller i andre menneskers opmærksomhed. Det er meget forførende."

Sonja Richter

Da du cyklede hjemad som barn, ville du aldrig hjem, sagde du. Tror du, at din søgen efter at finde det sande hjem – det trygge hjem – handler om netop det?

"Måske. Jeg har svært ved – endnu – at vide præcis, hvad det er. Men ja, jeg tror, at en del af det handler om min problematiske barndom. Og nej, jeg ville ikke hjem, men jeg skulle hjem. Men sagen var også – det kan jeg se nu – at mit barndomshjem ikke havde noget med hjem at gøre. Det, der skete i det hjem, var på ingen måde trygt. Der var ikke ro. Jeg kunne ikke være Sonja. Og der var ingen, der hjalp mig med at blive Sonja."

"Der var en masse krav til, hvem Sonja skulle og burde være, og hvad de andre havde brug for fra Sonja. Og så opfyldte jeg de krav. Mekanismen i at blive den, som mor og far gerne vil have, at man bliver, er helt almindelig, tror jeg. Så er det bare spørgsmålet, hvem de beder dig om at være, og det kan være mere eller mindre farligt. Men når jeg sidder her og taler om det, er jeg ikke i tvivl om, at afgrundene dukker op, når jeg ikke er hjemme."

"Jeg tror, det er Gud, der placerer de afgrunde for at bringe mig hjem til Sonja. For at lære mig, at jeg ikke skal gå ad den vej, der ikke er Sonja. Den vej, som min mor og far sendte mig ud på. Jeg skal lære det hele om, det tager tid, og jeg bliver somme tider pisse sur over det. Men det fede ved Gud er, at man gerne må blive sur. Og man må også gerne bande. Jeg er glad for, at jeg har fundet ud af, at det er godt at overgive sig til bønnen i hverdagen, så det ikke kun er noget, vi bruger, når vi skal giftes, ligger for døden eller er syge. Præcis som min farmor lærte mig."

Hvem er Sonja Richter?

  • Skuespiller og aktuel i den første danskproducerede Netflix-spillefilm ”Kærlighed for voksne”.
  • Fik sit gennembrud i Susanne Biers film ”Elsker dig for evigt” (2002) og har siden medvirket i en lang række teaterstykker, film og tv-serier i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og USA.
  • Er også aktuel 4. september med oplæsning af Karen Blixens ”Storme” på Rungstedlund.
  • Hun er 48 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte og Film

610x200_woordy_knap2.jpeg