Søren Malling: "Jeg gjorde det kun for pengenes skyld"

Udgangspunkt
– Min onkel var bager og havde både bagerbutik og konditori, så vi var tit til familiefester i de lokaler. Hans bagersvend boede i et klubværelse oppe under taget, og jeg var altid oppe hos ham, for jeg syntes, at det var røvkedeligt, når de voksne holdt fest. Det var påske, og jeg var 9 år, da jeg fik lov at ryge på hans pibe. Jeg blev virkelig syg og ørlede i hjørnet, og bagersvenden måtte helt brødebetynget hente min far og min onkel. Så lå jeg grøn i hovedet i det lille værelse og kunne høre deres trin på trappen. Jeg kan tydeligt huske frygten for den skideballe, der ville komme. Men da de kom ind, kiggede min far bare på mig og sagde: ”Det er, hvad der sker. Når du har det bedre, kan du komme ned og spise.” Og så gik de igen. Det siger virkelig noget om den mentalitet, jeg er vokset op med.

For hvorfor skulle man skælde ud over det? Jeg måtte jo mærke efter i min krop, om det var noget, jeg havde lyst til. Og det tog lidt tid, inden jeg røg pibe igen. Det var en lykkelig barndom i et usandsynligt borgerligt hjem med vanvittig højt til loftet. Vi boede i Kjellerup i det midtjyske, og min far var bankdirektør, og min mor var trikotageekspedient og stod i en tøjbutik. Det var klassiske, konservative dyder, hvor man skulle have gulstensvillaen fra 70’erne og leve efter værdisættet: ”Det bør man da have i sin indkørsel, for det har naboen”. Det var nogle normer, som provinsen måske også i dag er meget præget af, hvor det er svært at skille sig ud eller tage en hat på, som, nogle synes, er forkert. Jeg trivedes godt med at være der dengang, men jeg ville ikke kunne leve der i dag, for ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal eller ikke skal. Jeg ville blive kigget skævt til: ”Puha, det er ham, der går rundt nøgen ude i haven. Dét gør vi ikke her!”. Men det tætte netværk kan jeg godt savne. Man kan bo i en etageejendom i København og ikke ane, hvem der bor på 3. th. Måske har man ikke engang set vedkommende. Det sker ikke i de miljøer ude i provinsen, og så var der ikke alle de regler, som vores børn har i dag. Der var ikke noget med at være hjemme klokken 18, og jeg har aldrig fået at vide, at jeg skulle passe på over vejen. Men jeg kan høre mig selv være sådan over for mine børn, fordi vi bor i en storby: ”Pas nu på, skat. Lad nu være! Kom nu ned derfra!”. Jeg synes, mine jævnaldrende, der er vokset op i storbyen og selv har børn, er meget hysteriske. Vi skal stole på vores børn, og det gør ikke noget at vise tillid.

Holdepunkt
Hvad er dit faste holdepunkt?
– Jeg kunne rulle hele den store kliché ud og sige, at familien er mit holdepunkt. Men det er på en måde ikke til diskussion. Det er bare sådan – de er min stamme. Men både privat og arbejdsmæssigt har jeg en stor tro på mig selv, og når den glipper, smuldrer mit holdepunkt også. Hvis jeg ikke har mig selv med i det, jeg gør, og hvis ikke jeg tror på det, jeg begiver mig ud i, går jeg hellere udenom eller siger nej tak. Også selvom der er prestige eller gode penge i det. Nogle gange er det meget ligetil, og andre gange er jeg nødt til at trække mig tilbage og kigge ind i væggen og spørge: ”Er det i virkeligheden noget for mig?”. Jeg diskuterer det med ham, der sidder indeni. Det kan lyde totalt selvop-taget, men det synes jeg ikke, det er. Havde du spurgt mig, da jeg var 24, havde jeg ikke sagt det samme. Livserfaringen og roen, jeg har fået med alderen, gør, at troen på mig selv er blevet mere konsolideret i kroppen.

Hvornår har du oplevet, at den tro er smuldret?
– Jeg har lavet nogle reklamefilm, hvor jeg efterfølgende har tænkt, at det ikke var særligt sjovt, og det gjorde jeg kun for pengenes skyld. Jeg blev vanvittig træt af at glo på mig selv i reklamefilm, og i dag bliver jeg stadig kaldt ”trestjernet salami”. Det var en fejl. Der lyttede jeg sgu ikke ordentligt efter.

LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder: Her er min livsfilosofi

Vendepunkt
– Min far døde, da jeg var 30. Det var alt for tidligt. Han var 58. Jeg blev enormt ked af det og samtidig vred, men noget begyndte for mig der, fordi jeg skulle håndtere sorgen. Den måde, jeg var ked af det på, var ude af kontrol. Jeg kunne slet ikke styre det og var rasende på ham: ”Hvad fanden bilder du dig ind?”. Hvis jeg var et tastatur på en computer, havde der været nogle knapper, som ikke virkede, og de begyndte at virke der. Jeg kunne pludselig se mig selv på en anden måde, og langsomt opstod en selverkendelse og en ro, og jeg lærte, at det kan give mening at udtrykke sine følelser. Det fylder mindre og mindre, men jeg bliver konstant konfronteret med, at han er væk. Når jeg er sammen med min mor, er der kun hende. Vi kommer tit til at tale om det og bliver kede af det og græder lidt. Der er også ting, som jeg godt kunne have tænkt mig, at han havde oplevet. Min far var en enormt følsom og sød mand, så jeg kunne godt have undt ham, at han havde oplevet, at hans børn er kommet dertil, hvor de er i dag.

Lyspunkt
Hvad er et lyspunkt for dig?
– Når jeg kan se min kone og mine børn lidt på afstand og ser, at de er glade for livet. Og hvis de ikke er det, at jeg kan hjælpe dem. Lyspunkter kommer først, når man har været igennem et lille mørkt hul. Når jeg ser mine børn have teenageproblemer, som de oplever som fuldstændig uoverskuelige, og jeg forsøger at hjælpe dem og bagefter stiller mig lidt på afstand og kan følge med i, at det langsomt bliver bedre, og de så kommer helt vildt glade og siger: ”Tak, far”. Eller når de selv finder ud af at gå ud i verden og løse deres problemer og kommer tilbage og er toplykkelige – så har jeg på en eller anden måde ikke brug for mere. Dér kan jeg læne mig tilbage og sige: ”Så dårlig en forælder var jeg alligevel ikke. Jeg har rent faktisk fundet ud af at opdrage mine børn på en måde, hvor de kan klare sig selv.” Det er stort.

Bruger dine børn dig meget?
– Både og. De er meget forskellige og har meget forskellige personligheder. De kommer til mig med forskellige ting, men generelt er de ikke bange for at tale om følelser. I stedet for at bruge en masse tid på at bekymre os og lave regler for hjemkomst, alkohol og hash sagde min kone og jeg til min ældste datter: ”Vi stoler på, at du godt selv kan finde ud af at håndtere det. Vi har en holdning til det, og vi synes ikke, at det er sjovt, at du drikker. Men vi kan ikke forhindre dig i det, så prøv at begrænse det. Vi har tillid til, at du selv kan finde ud af at opføre dig ordentligt.” Det har gjort, at vi ikke har mistet kontakt til hinanden eller haft en følelse af, at hun ikke fortalte os noget.

Hvornår er du allermest glad?
– Jeg vil være så hardcore og sige, at jeg ikke kan svare på det. For gør jeg det, laver jeg en prioriteringsliste, som jeg ikke aner, hvordan ser ud. Men jeg er for nylig begyndt at skyde lerduer. Det kan virke helt nørdet og hippieagtigt, men det er også en konkurrencesport. Og der er bare et eller andet ved at stå der med et våben, som er… nå, ja dødbringende. Og vender du det den forkerte vej, er du her ikke mere. Den leg med noget, som i virkeligheden er ekstremt farligt, giver mig en stor fornøjelse. Jeg er ikke psykopat, men jeg bruger det enormt meget, hvis jeg er stresset, eller familien er presset. Så siger jeg: ”Giv mig lige tre timer” og kører ud på skydebanen. Det et moment of zen, hvor jeg lukker mig inde med briller og høreværn og har ryggen til virkeligheden, mens jeg mærker efter, hvor jeg er henne. Bagefter er jeg faldet til ro og afklaret – det er en form for meditation.

Læs videre på næste side.Svage punkter
– Jeg har mange svage punkter, men der er særligt ét, jeg bliver ved med at støde ind i. Jeg har svært ved at håndtere, at konflikter kan vare ved. Kan vi ikke bare få det ud af verden? Jeg vil gerne sætte dagsordenen og mener, at jeg har løsningen på en konflikt. Jeg kan blive helt blind og synes, de andre er nogle irriterende idioter. Jeg skal lære, at når jeg har sagt, hvad jeg mener, så har andre et andet tempo. Det gælder også i forhold til min kone. Hun kan lide under, at jeg synes, at jeg har løsningen og bliver utålmodig, hvis hun ikke er enig. Jeg har accepteret det som en del af mig selv, for jeg kan ikke lave om på det, men jeg accepterer også, at det er noget, jeg bliver nødt til at lære at arbejde med.

Lighedspunkter
Hvilke lighedspunkter er der mellem dig og din kone?
– Vi er meget følsomme begge to. Vi kan nærmest lave et grædekor nogle gange, hvis der er problemer, der skal ordnes, eller vi bliver påvirket af noget. Vi bliver påvirket af de samme ting og stemninger. Jeg ved intuitivt, at hun næsten føler det samme som mig. Det giver en tryghed i ægteskabet, men det er ikke altid nemt, for vi kan ikke overleve, hvis vi begge to står og tuder. Der bliver ligesom nødt til at være én, der tager over.

– Vi er begge to meget optagede af at få tingene til at fungere, i anerkendelse af, at det er 20 år siden, vi var forelskede på den måde, hvor man er fuldstændig optagede af hinanden. Derfra går det i princippet ned ad bakke. Men vi insisterer begge to på at kæmpe for hinanden. Det lyder virkelig kedeligt, men kærligheden kører op og ned på nogle parametre i et parforhold. I nogle perioder er man der kun, fordi man er en familie. Og hvis man er det i tilstrækkelig lang tiden uden kærlighed, passion eller et sexliv, så kan tingene gå i stykker. Og vi har et lighedspunkt, hvor vi kan kigge på hinanden og sige: ”Så er det simpelthen nu! Nu skal vi to kæmpe for det her.” Og det kan godt være, at det er røvsygt, og vi bliver nødt holde hinanden i hånden og gå en tur eller gå i biografen og lege teenagere, men det er det, der skal til. Ellers kan man ligeså godt sige: ”Honey, skal vi ikke bare købe hver vores lejlighed?” For det letteste i verden er jo at gå fra hinanden og vælge sig selv.

Kan du se dig selv i dine børn?
– Ja, i to af dem kan jeg se meget af mig selv, men den ældste datter er jeg lidt i tvivl om. Hun har en sjov personlighed på en eller måde – hun er mere sin mor. I min søn er lighederne meget tydelige, og det er lidt skræmmende nogle gange, for jeg ved, hvilke problemer det afstedkommer. Han er fuldstændig, som jeg var, da jeg var i slutningen af 20’erne. Og så kan jeg se meget af mig selv i min yngste datter, som har en hæmningsløs tilgang til livet. Hun kaster sig bare ud i tingene og er usandsynlig stædig. Hun vil meget nødig erkende nederlaget, fordi hun er så konkurrencepræget et menneske. Jeg har erkendt nu, at der er ting, jeg ikke kan, men det skal hun først til at finde ud af om sig selv, og jeg støtter hende, hvis tingene ramler. Hun vil enormt gerne være skuespiller, men jeg vil ikke banke døre ind for hende. Det blev hun skide sur over. Og så ringede en caster for et halvt år siden og sagde, at min datter skulle til Argentina og filme sammen med Viggo Mortensen. Hun havde været til casting tre måneder tidligere, og de havde valgt hende til at indspille en stor film. Det vidste jeg ikke noget om. Det er den der stædighed: ”Hvis far ikke vil hjælpe, så gør jeg det kraftedeme selv.” Så hun havde formået at gå til en casting og åbenbart sparket totalt røv. Så lige nu filmer hun i Argentina med Viggo.

Bliver du stolt?
 – Jeg bliver lidt bekymret, ha ha. Uha, er det nu det, hun vil? Inden hun tog af sted, sagde jeg til hende, at hun skulle være ærlig over for sig selv og mærke efter, og hvis det ikke lige er det, hun vil, så skal hun vælge noget andet.

LÆS OGSÅ: DiCaprio: "Jeg slår mig aldrig til ro"

Bløde punkter
Hvad har du et blødt punkt for?
– Mine børn. Jeg føler vanvittigt meget med dem, både når de er kede af det, og når de er glade. Jeg vil selv sige, at jeg har prioriteret meget at være der i hverdagen. Der har været tidspunkter, hvor jeg har været væk på grund af mit arbejde, men der har også været lange perioder, hvor jeg ikke har haft noget at lave. Så jeg har passet børn på overførselsindkomst masser af gange. I dag føler jeg, at det har givet pote i forholdet til dem.

Er du en blød mand?
– I mange år havde jeg en machoagtig, hård overflade og gav ikke udtryk for mine følelser. Det bløde punkt er vel i virkeligheden, når man lærer, at det faktisk er ret positivt at være i stand til at sige, hvad man føler. Der er noget fantastisk i at give slip, og man behøver ikke være bange for pludselig at stå og græde midt på gaden.

 Hvornår græder du?
– Der er noget med kirkerummet. Jeg kommer der meget sjældent, men man kan virkelig lære noget af at gå derind. Dér må man græde og være ked af det og give udtryk for sine følelser. Jeg bliver totalt påvirket af det og stortuder også til bryllupper eller barnedåb. I princippet har jeg altid været grådlabil, men jeg har bare ikke villet anerkende det og har prøvet at skjule det. Jeg har grædt sammen med mine børn, mens vi så ”Det lille hus på prærien”. Og mine børn syntes, at det var hamrende pinligt. Jeg tror, at mænd er blevet bedre til at vise følelser, men vi er på ingen måde blevet gode til det. Jeg ved ikke, hvem den rigtige mand er i dag. Det er vel ham, der er det hele – sød ved sine børn, meget hjemme, har en karriere og kan give udtryk for sine følelser og lave mad. Jeg ved ikke, hvem han er. Jeg synes, at den rigtige mand er ham, der holder af sig selv og kan dele ud af sin kærlighed samtidig.

Højdepunkt
– Mit første barns fødsel, for det glemmer jeg aldrig. At stå med den lille purk. Men det er mere en oplevelse end et højdepunkt.

Midtpunkt
Hvordan har du med at være midtpunkt?
– Det kommer an på, om jeg har noget at byde ind med. Ellers synes jeg, at det er ret ligegyldigt. Der er en tendens til, at man elsker kendte mennesker, og jeg er så blevet én af dem. Og hvis man bare får opmærksomhed, fordi man er i fjernsynet, bliver man midtpunkt uden egentlig at have noget indhold med sig. Jeg tror, at der er en form for ekshibitionisme i os alle sammen, som giver en følelse af velvære i kroppen. Jeg skal have det i doser – ligesom der er en grænse for, hvor mange dobbelte gin og tonics, du kan drikke. På et eller andet tidspunkt ryger du ned på det, og så er det ud. Virkeligheden er bare, at lige om lidt er du glemt. Så er du mr. Fucking nobody, og det gør ondt, hvis man ikke selv har en idé om, hvordan tingene hænger sammen. Jeg er ikke specielt bange for det. Jeg tror, at jeg bare skal være glad for, at jeg kan bruges til noget, og så lade være med at tænke for meget på den dag, hvor jeg ikke kan det længere.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være skuespiller?
– Det har jeg ingen anelse om. Da jeg var 15-16 år, tænkte jeg: ”Det med at være skuespiller kunne måske være sjovt, men jeg tør ikke rigtigt.” Jeg boede jo bare i en lille by og spillede fodbold. Det var slet ikke mig – det var kun for dem, der boede i København. Da jeg var 23 opstod tanken igen, og der havde jeg lavet alt muligt forskelligt og været tømrersvend og stod i lære som blikkenslager. Men jeg tænkte: ”Hvis det kun er angsten for et afslag, der gør, at du ikke forsøger, så er der kun én at slå i hovedet, og det er dig selv.” Det kunne jeg ikke acceptere, så jeg søgte ind. Men selv i dag har jeg ikke fornemmelsen af, at det var så det, jeg gerne ville være. Det var mere en sport for mig at overvinde den der angst.

LÆS OGSÅ: Sussi La Cour: Jeg fortryder kun, at jeg ikke fik børn