Maria Scalvini
Foto: Peter Nørby Maria Scalvini, sosu-assistent, Medicinsk Afdeling, Frederiksberg Hospital, 59 år.

Folketingsvalget 2019

Sosu-assistent til politikere: "Hvordan vil I få systemet til at hænge bedre sammen?"

Når kvinder skal afgive deres stemmer til folketingsvalget, er sundhedsområdet det mest afgørende emne. Derfor har vi givet ordet til fem kvinder, der arbejder inden for hvert sit område i det danske sundhedssystem. De sætter fingeren på dét, der gør ondt, og stiller de mest påtrængende spørgsmål til de politikere, der kan ændre det.v

– Jeg arbejdede oprindeligt i restaurationsbranchen, men da jeg blev gift og gravid, kunne det ikke forenes med familien, og jeg skulle finde på noget andet at lave. Jeg meldte mig til en gruppe, som besøgte plejehjem og bosteder og kom ud på et sted for yngre handicappede, og her var der en af beboerne, der kyssede mig på kinden, og så var jeg solgt. Der vidste jeg, at det var det, jeg skulle arbejde med, og søgte ind på uddannelsen som sygehjælper, som det hed dengang.

– Undervejs blev jeg alenemor, men da mit barn blev 13 år, tog jeg springet og læste videre til sosu-assistent. Jeg ville gerne vide mere, udfordre mig selv mere og gøre en forskel. Vi blev uddannet til at se hele mennesket – fysisk, psykisk og socialt, og det tiltrak mig. Jeg overvejede at læse videre og blive sygeplejerske, men jeg er faktisk stolt af mit fag, stolt af at være social- og sundhedsassistent.

LÆS OGSÅ: Jordemoder til politikere: Jeg tror simpelthen ikke, I ved, hvad vi laver

– Besparelserne i sundhedssystemet frustrerer mig. Jeg er jo ikke økonom eller politiker, jeg kan kun se det fra der, hvor jeg står, nemlig på gulvet. Og når medicinudgifterne stiger hvert år, og vi bliver ældre og ældre, samtidig med at vi bliver dygtigere til at behandle sygdom, og økonomien ikke følger med, så hænger det jo ikke sammen.

– Jeg oplever også, at uligheden i befolkningen stiger voldsomt, de rige bliver rigere og de fattige fattigere, uligheden findes i mange forskellige lag. Der er ulige løn mellem mænd og kvinder, ulighed mellem faggrupper, ulighed mellem socialklasser m.m. I en tid, hvor der mangler hænder, er det ikke nok at sige, at vi uddanner 1.000 sygeplejersker mere, der skal være nogen, der vil uddannes. I stedet skulle man udnytte de ressourcer og kompetencer, der findes på stedet her og nu, og udnytte dem fuldt ud til gavn for borgerne. Det er vel derfor, vi har uddannet os, for at hjælpe dem, som har brug for det, og for at gøre en forskel? Mange steder bliver sosu-assistenternes opgaver frataget dem og lagt over på sygeplejerskerne trods det, at vi har autorisationen og kompetencerne. Det fører til, at mange sygeplejersker forlader faget, fordi de er stressede, og mange assistenter rejser, fordi de mangler udfordringer.

LÆS OGSÅ: Praktiserende læge til politikere: "Hvordan får vi tid til dem, der har mest brug for os?"

– Vi har rigeligt at tage os til, der er opgaver til os alle, men mange af os bliver stavnsbundet. Vi kan bruges til at pleje hele mennesket, det er det, vi er uddannet til. Men vores indsats er amputeret.

– Vi vil ikke tilsidesætte andre faggrupper, tværtimod ønsker vi at kunne samarbejde bedre end i dag og dermed skabe et bedre sundhedsvæsen for alle. Det ville være en fordel, hvis politikerne vidste, hvad en sosu-assistent er og kan, og hvis de ville anerkende os på lige fod med andre faggrupper, for det er vi værd.

Spørgsmål til politikerne

Maria Scalvini

Sosu-assistent Maria Scalvinis spørgsmål til politikerne

  1. Det virker, som om I har glemt at varetage vælgernes interesser og i stedet bruger sundhedssystemet til at slås med hinanden og promovere jer selv. Hvordan kan I overbevise mig om, at jeg tager fejl?
  2. Hvad vil I gøre for at reducere uligheden i sundhedssystemet?
  3. Hvad vil I gøre for at komme bureaukratiet til livs, så der bliver mere tid til kerneopgaven?

Svar fra politikerne

Maria vil gerne have svar fra Venstre, Dansk folkeparti og Socialdemokratiet

Svar fra Lars Løkke Rasmussen, Venstre

  1. Jeg er ked af, at du oplever det sådan. Desværre forstår jeg det også – et stykke ad vejen. For det politiske fnidder fylder for meget – især tæt på et Folketingsvalg. Men de forslag, jeg er kommet med på sundhedsområdet, er ikke politisk fnidder. Det er løsninger på rigtige menneskers rigtige problemer. Alene over de næste godt 10 år forventes der at være 230.000 flere borgere over 75 år. Dobbelt så mange med diabetes. Tusinder med lungesygdommen KOL. Hvis de alle skal behandles på sygehusene, så sander det hele til. Det kan ikke lade sig gøre. Derfor vil jeg styrke den nære sundhed med nye sundhedshuse, bedre akutberedskaber, flere ansatte.
  2. 2. Der er det store problem, at for mange patienter falder ned mellem to stole og slår sig. Måske kommer man hjem fra sygehuset, og kommunen har ikke sørget for så meget som en rollator – ikke af ond vilje, men beskeden er enten ikke afsendt, som den skulle, eller også er noget gået galt i den anden ende. Og hvem griber så patienten? Nogle patienter griber sig selv. Er deres egen sekretær. Følger op på aftaler. Presser på for at få det, de skal bruge. Men det er ikke alle, der kan det. De svageste falder ned mellem systemerne og bliver klemt og glemt. Hvis vi kan løse problemet med manglende sammenhæng – så hjælper vi de svageste. Når vi indfører stærkere patientrettigheder, så er det også til størst gavn for de svageste. Og fremover skal sygehuset hjælpe patienterne bedre på vej, når de skal gøre brug af deres ret til et andet behandlingstilbud. Sygehuset skal oplyse navnet på et eller flere konkrete tilbud, hvor patienten kan blive behandlet hurtigere.
  3. 3. Vi arbejder på det hele tiden! Det skulle man måske ikke tro, for det er med regler som med nullermænd. Selvom vi støvsuger regelmæssigt, så samler de sig på ny i krogene. Mit ønske for den offentlige sektor er, at vi taler mere realistisk om regler. Nogle regler kan vi ikke undvære. Det kan f.eks. være i din interesse som sosu-assistent, at dit arbejde er dokumenteret. Andre regler skal forenkles eller fjernes..

Svar fra Mette Frederiksen, Socialdemokratiet

  1. Det kan jeg egentlig godt forstå, at du synes. For nogle gange er politik hårdt. Og det kan tit virke som noget, der er meget langt væk fra den almindelige hverdag. Sådan kan jeg også få det selv nogle gange, når jeg går rundt inde på Christiansborg. For mig hjælper det at komme rundt i landet. Møde mennesker foran Kvickly. Være i praktik på et sygehus, med ambulancereddere eller i ældreplejen. For her bliver politik til mennesker i kød og blod. Og det er jo præcis for at gøre verden bedre for helt konkrete mennesker, at jeg er gået ind i politik.
  2. Ulighed i sundhed er et meget stort problem, som vi skal gøre meget mere ved. Vi skal prioritere forebyggelse højere. Og så må vi forstå, at hvis vi skal behandle alle ens i vores sundhedsvæsen, så må vi behandle dem forskelligt, fordi vi ikke er ens. Derfor har vi også foreslået at indføre forebyggende sundhedstjek. Ikke til alle, men målrettet dem, som vi ved ikke kommer afsted til lægen i tide, og som samtidig er i størst risiko for et udvikle en kronisk sygdom. Og så skal vi have socialsygeplejersker på syge-husene, så der er flere hjælpende hænder til de mest udsatte patienter.
  3. Jeg mener, at vi politikere er nødt til at træde et skridt tilbage og vise mere tillid til de ansatte og deres faglighed. Men det er om at ramme den rigtige balance, for dokumentation er ikke altid kun skidt. En del af dokumentationen er jo i virkeligheden også kommunikation: Hvilke symptomer havde patienten? Hvilken medicin har han fået? Det er vigtige oplysninger for den næste sundhedsperson, patienten møder. Så vi skal skille det ad og droppe den dokumentation, der ikke har nogen værdi fagligt.

Svar fra Kristian Thulesen-Dahl, Dansk Folkeparti

  1. Det, vi politikere kan gøre, er at lytte til dem, der arbejder i sundhedsvæsnet, og høre, hvad der skal til, for at de føler, der er respekt for deres faglighed, i stedet for at tale igennem regnefolk og fagforeninger.
  2. Med sundhedsreformen indfører vi nationale standarder, som alle skal have ret til. I dag har stærke patienter større mulighed for at udnytte deres rettigheder. Svage patienter er mere afhængige af systemet. Hvis regionen ikke kan hjælpe dig inden for 30 dage, har du ret til at blive behandlet i det private, men hvis ingen fortæller dig, hvor du kan komme hen, kan de stærke selv finde ud af det, mens den svage må vente på hjælpen. Systemet skal hjælpe de svage.
  3. 3. Jeg er enig i, at der er for mange kontornussere. Vi skal have mere respekt for, at fagpersonen ved, hvad der er bedst i mødet med patienten. Jeg har stor forståelse for, at noget skal skrives ned – det er også vigtigt for den ansatte, hvis der skulle komme klagesager. Men folk tænder af på at skulle dobbeltdokumentere, så systemerne skal kunne tale sammen. Oplysningerne skal f.eks. følge med over regionsgrænser, og når man flytter fra sygehus til kommunalt regi.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Politik og Samfund