Kære brevkasse: Skal jeg tilgive mine søskende deres bedrag?

Kære Vibeke,

Jeg er 54 år og den yngste i en søskendeflok på tre. Min storesøster og bror er begge gift, en del ældre end jeg og bor på Fyn, mens jeg selv flyttede til Sjælland for mange år siden.

Vores mor døde for ni år siden. Jeg brød med hende og havde ikke haft kontakt med hende i flere år, men det havde begge mine søskende. Mine søskende kontaktede mig aldrig og fortalte mig, at vores mor var blevet syg, og at hun døde på hospitalet seks uger senere.

Det viste sig også, at de forsøgte at snyde mig for arven efter hende ved at oplyse, at der kun var de to børn. Det blev naturligvis opdaget af myndighederne, og det hele endte i et ubehageligt, juridisk slagsmål, og jeg tænkte bagefter, at jeg aldrig ville se dem igen.

Nu har min søster flere gange forsøgt at kontakte mig telefonisk, hvor jeg ikke har taget telefonen eller på trods af hendes opfordringer ringet tilbage. Forleden modtog jeg så en mail, hvori hun skrev, at hun synes, det var så trist, at vi ikke var en samlet ­familie, og at hun ville håbe, at vi kunne klinke skårene, og at hun inderligt håbede at høre fra mig.

Jeg savner da også det, vi havde engang, men jeg har stadig svært ved at tilgive både hende og min bror. Så nu spørger jeg dig: Tror du der er en vej ind, hvor man bare kan slette og vaske tavlen ren, når jeg sidder som offeret, og de var dem, der forsøgte at snyde mig?

Og hvis du mener det, må du meget gerne hjælpe mig med argumenterne for det, for jeg kan godt mærke at jeg selv er låst fast i chokket over deres opførsel.

T.L.

LÆS OGSÅ: Spørg Vibeke: "Jeg er bekymret for min venindes lille datter"

Vibekes svar

Jeg forstår så glimrende, at du blev rasende og ked af, da dine søskende forsøgte at snyde dig for din arv, men samtidig forstår jeg dig ikke, når du bebrejder dem, at de ikke så det som deres opgave at kontakte dig, da din mor blev syg og lå for døden.

Det ansvar hviler kun på dig, det var jo dig selv, der i sin tid brød med din mor, så det er lidt forkælet at forvente, at dine søskende skulle sørge for, at kontakten mellem dig og din mor blev genoprettet. Det var din egen opgave.

Jeg synes i det hele taget, at du i stedet for at bruge mere tid på at spekulere i, hvem af jer søskende, der har mest skyld i den splid, der har forpestet jeres familiehistorie, skal indse, at I alle tre bærer et ansvar for, at al den uvenskab får en ende.

Det lyder, som om det er præcis det, din søster prøver på nu, og det er kun prisværdigt. I stedet for at blive ved med at stirre dig blind på, hvad dine søskende må ha' lavet af fejl, så beslut dig for, at I skal finde tilbage til hinanden igen.

Lov mig, at du dropper den forbeholdne og småfornærmede attitude, som jeg aner mellem linjerne i dit brev. Livet er kort, lad være med at spilde tid på skænderier. Kort sagt tilgiv og tilgiv helt i stedet for at holde fast i konflikter og uvenskab – den slags klæder ingen.