Stephanie Caruana
Foto: Peter Nørby Klummeskribent Stephanie Caruana om at blive ældre og bedre til at klinke sig selv, når man er gået i tusind stykker.

Stephanie Caruana: Der er utroligt mange fordele ved at blive ældre

Da jeg var yngre, havde jeg ikke behov for det her kreative kaos, men lyst til det, som jeg troede var det normale. Et fast forhold, et job, et hus, børn og bil. Jeg syltede og syede og var så fokuseret på mine rammer, at jeg glemte mig selv.

Jeg synes, at det at blive ældre har utroligt mange fordele. Jeg ved, hvad jeg kan lide og kan rumme og som regel også, hvad jeg ikke længere orker at lade som om, at jeg interesserer mig for. Min attitude er en ikke altid klædelig blanding af overbærende skråsikkerhed (særligt over for yngre mennesker), pragmatisme og lettere barnlighed. Men det er nu engang sådan, jeg har det. Hvis en tyveårig forklarer mig noget, så smiler jeg venligt og tænker ”du godeste, hvor er du ung og naiv og nuttet … bare vent!”. Ja, særligt sympatisk er det ikke, det ved jeg godt. Gudskelov siger jeg det jo ikke højt til deres rynkefri fjæs, og jeg regner med, at det bliver mellem os, kære læser.

Men der er altså både noget meget rørende og søvndyssende over at høre andres tanker om og oplevelser af ting, som man selv har været igennem forlængst. De er stadig i gang med at lære sig selv at kende.

Og selv er jeg jo videre.

LÆS OGSÅ: Rynker hitter! Kendte viser, hvordan de ser ud som ældre

Andre ting er jeg så overhovedet ikke kommet videre fra eller blevet færdig med. At lege, at opdage og genopfinde mig selv. Jeg prøver at lære noget hver dag, men mærker også, at der bare er nogle ting, der ikke længere er i udvikling hos mig. Formen lukkes på nogle punkter, men åbner sig på andre fronter.

Tag nu for eksempel det med karriere. Eller min mangel på samme. Hvad jeg laver i dag, er bestemt ikke det, jeg lavede for få år siden. Og så alligevel. Måske er der en rød tråd, noget med at få det bedste frem i andre og bringe mig selv i spil? Og at sige ja fremfor nej og så se, hvad der sker.

Det japanske begreb kintsugi fremhæver det ødelagte som noget smukt og klinker porcelænsskår sammen med guld. Det er noget af det, jeg har skrevet klumme efter klumme på. Forvandle det smadrede til noget skinnende. Når omvæltninger er kommet, jeg er gået i stykker og har samlet mig selv igen, har jeg skrevet på det. Er blevet i smerten eller i de nye tanker, som sikkert virker banale på folk, der er ældre end mig. ”Så du har kærestesorg, ingen penge eller er bange for sygdom? Jaja, du bliver klogere …”.

Det har fordele og ulemper, helt sikkert. Jeg er sikker på, at der er nemmere og mere forudsigelige veje gennem livet, jeg har bare aldrig set dem i tide til at gå ned af dem. Til gengæld har jeg gjort de sære stier til mine og inviteret andre med.

Jeg har nogle gange så meget frihed, at jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge den til. Det øver jeg mig på. Forleden brugte jeg en hel dag på paneldebatter om kultur og kunstens vilkår. Bare fordi jeg kunne og havde lyst. Det er ikke særligt bundlinjeorienteret.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor er vi så bange for at hylde og fejre os selv?

Jeg lever lidt fra måned til måned, fra oplevelse til oplevelse, oven på den hverdag, der alligevel hænger sammen og er dejlig. Det er ikke et liv for alle, men det giver mening for mig. Fordi det åbner mig op og giver mig muligheder, selvom de og jeg nogle gange tabes på gulvet. Og det er okay. Jeg er efterhånden god til at klinke mig selv.

Da jeg var yngre, havde jeg ikke behov for det her kreative kaos, men lyst til det, som jeg troede var det normale. Et fast forhold, et job, et hus, børn og bil. Jeg syltede og syede og var så fokuseret på mine rammer, at jeg glemte mig selv. Indtil videre er børnene lykkedes bedst for mig. Men det skyldes også, at de i sig selv er helt fantastiske, jeg skal næsten ikke gøre andet end at elske dem. Tænk, at det er nok!

Jeg er et work in progress. Og jeg øver mig i at huske, at sådan er det for alle i større eller mindre grad, men nok særligt de unge mennesker.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974
Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Søren McGuire

Født 23/8 1979
Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Livsstil