Hvad jeg har lært af at være Carrie Bradshaw...

Efter syv år som klummeskribent ved man en ting eller to. Syv år!

Kærlighed er kommet og gået, oplevelser er blevet delt, og én ting er sikkert: Når noget sker, er der som regel en klumme i det. 

Det her bliver min sidste klumme.

Jeg har vel skrevet knap 100 af dem siden 2014 i så forskellige steder som Information og Ekstra Bladet. Men allermest glad har jeg været for at skrive dem netop i dette blad, for her føler jeg mig hjemme.

Det var noget så ligegyldigt som en kikset, lummer besked, der fik mig i gang. En mand ville gerne knalde, og det gad jeg så ikke. Det skrev jeg et facebook-opslag om, der både fik folk til at fnise ("båtnakke!") og forarges ("i det mindste er han ærlig!"), og jeg blev spurgt, om der ikke var en klumme i den oplevelse.

LÆS OGSÅ: Klumme: (En der kunne være) din mor arbejder her faktisk

I begyndelsen famlede jeg mig lidt frem. Jeg tog de ting, der undrede eller morede mig og skrev løs.

Jeg troede, de skulle have en "dameblads-vinkel" for at gå lige i læsernes hjerter og kæmpede lidt for at finde min tone, indtil jeg indså, at jeg var bedst, når jeg bare var mig selv. Jeg har prøvet at vende klichéerne om, drille kærligt og forhåbentlig givet jer noget stof til eftertanke.

Jeg ER ikke Carrie Bradshaw, selvom jeg klummer om kvindeliv i alle de afskygninger, jeg kommer i tanker om. Jeg er og bliver Samantha.

Omend jeg pralede til min daværende flamme, at han nu var opgraderet til Mr. Big. Det lo vi af og gik fra hinanden. Så skrev jeg om det. Og om sex, dating, livet som enlig mor og kærester. En redaktør roste mine rasende hjerte/smerte-klummer og gik solidarisk i selvsving over, hvor strengt det brud var, og jeg måtte fortælle hende, at den anonyme mand i klummen faktisk var en, hun kendte. 

Ordene kommer, når jeg mindst venter det. Jeg skriver om mit levede liv og de mennesker, der er i det, hvordan de får mig til at se andre aspekter ved tilværelsen. Nye facetter, som andre måske også kan bruge til noget. At skrive ting ud er forløsende for mig. Noget sker, og jeg tænker:

Er der mon en klumme i det?

Jeg spørger (som regel) om lov, og jeg har da holdt igen, når folk absolut ikke ville have det. Der er ikke noget, jeg ikke vil skrive om. Alt det grimme må gerne være i klummer, så længe det er interessant for andre. Alt det sårbare og det sære får jo værdi, når vi deler det med hinanden. Når vi tør være åbne.

Jeg har fundet en balance mellem at være hudløst ærlig og så stadig beholde noget privat. Men nogle få gange gik det galt.

Jeg skrev et begejstret klummeforsvar for det åbne forhold og en anden om at give sit barn et sundt forhold til sin krop, og de blev modtaget med ekstremt blandede følelser.

LÆS OGSÅ: "Min datter ringede. Det var hendes fars uge, men jeg glædede mig over at høre fra hende..."

Primært fordi visse lod automatreaktionerne tale fremfor at mærke, hvorfor de havde det sådan, eller glemte, at det jo ikke handlede om dem, men om mig?

Det er oftest de sure, der vælger at reagere, særligt i kommentarfelter. Men jeg har heldigvis også fået læserkærligheden at føle på den gode måde. Jeg har bunker af klummeideer på blokken, men de må ligge og marinere for nu.

Meget har alligevel ændret sig på de her snart syv år.

Vi taler om tingene på nye måder, vi siger mere højt og finder os i mindre, men vi er også mere kærlige og rummelige.

Vi ved, vi ikke er alene. Sådan er det for alle, når vi tør dele ud af os selv. Tak for at læ se med, og tak for al den inspiration, I giver mig og hinanden.