Derfor bekræftede min tatovering at jeg var gledet fra min mand

Af Stephanie Caruana

KLUMME: Jeg har to tatoveringer. Jeg vil ikke afvise, at der kommer tre og fire, men lige nu, mens jeg skriver disse linjer, så har jeg to, og jeg har ikke umiddelbart planer om at få flere.

Dengang i 90'erne, da folk fik vikingetusser, skulle jeg ikke nyde noget. Ved årtusindskiftet, da folk fik tribal-tatoveringer og røvgevirer, holdt jeg mig væk. Da hipsterne fik retro-tatoveringer og geometriske former på huden, tænkte jeg "cool, men ikke til en speltmor fra Amager som mig".

Men der sidder de. På indersiden af hver arm. Efter at have tænkt over i et års tid, hvad jeg skulle have. En skrifttatovering (jeg er jo en ord-dame), der var diskret, underfundig og lige mig.

LÆS OGSÅ: 10 ting der er vigtigere end sex

Min generation er pjattet med ironi og referencer, så jeg endte med en hyldest til René Magrittes ikoniske billede af piben. Den med ordene "Dette er ikke en pibe". Det var (trods alt) for plat med "Dette er ikke en tatovering". Efter nøje overvejelse endte jeg med "Ceci n'est pas ta femme" – "Dette er ikke din kvinde".

Den har tre betydninger. Den ene er, at kvinden er fælleskøn i samfundet; mænd er individer, mens kvinden er en samlet masse. Sat på spidsen: Kvinder er et køn, før de er mennesker. Min krop og hvad jeg gør med den, er politisk, fordi der er en kultur, hvor den ikke kun er min egen, men også en del af en fællesmængde. Den anden betydning er en opfordring om at give sig hen, være en andens, høre til. Jeg er min egen kvinde, men tatoveringen vrænger af mig og siger "Nej, du er også hans". Og den sidste lige ud af landevejen. Dette er tatoveringen på din kvinde.

Jeg har fået to reaktioner. Mine søde børns søde far, som jeg er skilt fra, blev trist. Den kvinde, han forelskede sig i, var væk nu. Det understregede to ting for mig. Jeg blev bekræftet i, at min krop og mine valg ikke var mine alene, når han syntes, at det var helt legitimt at forholde sig til det åbent. Det understregede også, hvor langt vi var gledet fra hinanden. Han sagde ikke, "jeg anede ikke, at du havde lyst til en tatovering, det er en ny side af dig. Fortæl?". Nej, jeg havde brugt min krop til at gøre ham ked af det. Mente han.

Den anden reaktion var fra en feministmand, jeg var ude med. Måske var det var en date, måske var vi bare to feminister, der fik et glas vin. Han mente, at de ord måske var lidt rå overfor en kommende kæreste. Jeg blev paf. Han har siden indrømmet at det var en sexistisk automatreaktion, og at jeg naturligvis må gøre med min krop, som jeg vil.

Hurra for mormorarmen

Den anden fik jeg i foråret. Den er stor og farverig, fylder en halv underarm og noget af overarmen. Den skal symbolisere skriveprocessen for mig: Den har en gammeldags skrivemaskine, et anatomisk hjerte, geometriske konstruktioner, en åben bog og flammer. Og så står der "Cherchez la femme", et citat fra Dumas' "Greven af Monte Christo". Led efter kvinden, siger skurken, for kvinden er årsag, udslagsgivende. Det er lidt plat med et litterært citat og en skrivemaskine, når man er forfatter, men skidt. For jeg skal blive ved med at lede efter den kvinde, jeg selv er.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: "Jeg har kun kærlighedstatoveringer"

Jeg tegnede en skitse til min tatovør. Hun rentegnede og så lå jeg dér indtil den var færdig. At blive tatoveret er en meget meditativ oplevelse, smertefuld mindfulness. Det gør skide ondt, du kan ikke slippe, men så er det heller ikke værre. "Du har jo fået børn', det klarer du snildt", mente hun. Sandt. Det er intimt og vildt. Og fem timer senere er man anderledes end før.

Stephanies anden tatovering symboliserer hendes skriveproces. Foto: Carsten Bundgaard

Jeg tænkte længe over hvor, jeg skulle have dem. Og det er jo netop fordelen ved at få en tusch i en sen alder. Jeg kender min krop nu, hvor den udvider sig og er løs. Er man meget fit og ved, at det bliver man ved med at være, så er hele kroppen jo et lærred. For os med hængemave og mormorarme, så skal det helst være steder, der bliver, hvor de er. Underarmen, indersiden i mit tilfælde. Og jeg er blevet gladere for mine arme, faktisk. Før gik jeg ikke i korte ærmer, heller ikke om sommeren.

Selv er jeg ikke er den samme som i starten af 20'erne. Og gudskelov, at jeg ikke fik lavet noget for 15 år og 20 kilo siden. Jeg er glad for, at jeg ventede, til jeg fandt ind til mig selv igen og lærte min krop at kende.

Når jeg ser en ung, sprød pige, hvor alt strutter omkring en dyr, stor barmtatovering, tænker jeg mit. For den barm ændrer sig jo. Ting flytter sig, udvider sig. Og se, der havde jeg jo selv en holdning til, hvad andre kvinder skal gøre med deres krop. Det kan jo være, hun er helt okay med det.

Vis mig din...

Men faktisk så kommer man nemt til at glo og kommentere, når man er med i klubben (som jo er nærmest mainstream nu). "Hvor er den flot, hvem har lavet den og vil du se min?" Og så står man lige pludseligt to damer, der aldrig har mødt hinanden før på en café og flasher tats.

Og man må godt synes, det er lidt fjollet. Som da jeg en aften i byen kom til at fnise over en ung hipster, der havde et kassettebånd på armen. Han var jo nærmest ikke født, da vi andre sad og pillede båndsalat ud af Walkman'en. Men altså, jeg har jo en skrivemaskine tatoveret, så måske skal jeg ikke komme for godt i gang.

Mine børn synes, det ser sejt ud. De synes, jeg skulle have flere. Men altså, jeg stopper, inden denne fede dame begynder at synge "Oh, Lydia, oh, have you met Lydia? Lydia the tattooed lady...".

Hey, måske skulle jeg have Groucho Marx? På hoften?

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige

LÆS OGSÅ: Få styr på de 5 største problemer i parforholdet og undgå skilsmisse