Stine Bosse
Foto: Sara Skytte Stine Bosse har mistet vejgrebet to gange i sit liv: Da hun mistede sin mor, og da familien mistede datterens kæreste Nikolai. Det er den slags sorg, man altid bærer med sig, fortæller erhvervslederen.

Stine Bosse: "Da min mor døde, gik jeg til psykolog i to år"

Stine Bosse gjorde kometkarriere i den virksomhed, hun blev ansat i efter jurastudiet. Men bag kulissen har den følsomme kvinde mødt både stor sorg og modgang. Det bærer hun alt sammen med sig i dag, hvor hun er blevet mormor – en rolle hun tager mere seriøst end noget andet.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Søvang i Birkerød, som var en af de nye byer, der skød op uden for København i 1960’erne. Dengang troede vi, at verden kun kunne gå i én retning, i dag kan jeg godt tænke på, hvor tæt vi var på krigen. Men der blev bygget og iværksat meget på krigens bagkant.'

LÆS OGSÅ: Ilse Jacobsen: "Da vi lavede første afsnit af Løvens Hule, var jeg ude at kaste op hver femte minut"

– Min far var selv iværksætter og havde en hårde hvidevareforretning i Birkerød. Senere flyttede vi til Gilleleje. Da han mange år efter gik konkurs, havde han 13 forretninger i Nordsjælland.

– Mit barndomshjem var præget af, at min mor var engelsk, og min far var optaget af sin forretning. Der var ikke så meget frikadeller og flæskesteg hjemme hos os, og fordi der var to kulturer i mit hjem, vidste jeg ikke altid, om man skulle spise boller eller lagkage først til en fødselsdag. Det lyder sjovt, men børn vil jo bare gerne passe ind, og jeg kunne godt føle mig lidt udenfor i Gilleleje.

– Jeg var enebarn og søgte altid andre børn. Når man er enebarn, shopper man sig ind i andres familieliv. I dag savner jeg søskende endnu mere, for søskende gør så meget godt for hinanden, de driller hinanden, og fem minutter efter er de gode venner igen. Som enebarn kommer man til at savne den robusthed. Jeg skal tit have fat i mig selv, når nogen siger noget dumt til mig, så skal jeg huske at sige: ”Stine, du er for følsom, slip det nu”.

– Som lille barn oplevede jeg ro, renlighed, tryghed og masser af kærlighed, men senere fik min mor depressioner. Hun var vokset op under krigen og havde alvorlige traumer. Engang imellem “faldt hun ud”, og det var voldsomt at opleve for et barn, som var vant til at have en mor, der var til stede. Jeg blev tidligt voksen og måtte forholde mig til ting, som børn ikke bør forholde sig til. Men jeg er taknemmelig for de forældre, jeg har fået.

Stine Bosse
Foto: Sara Skytte

Har du nogensinde været på afveje?

– Jeg var en oprørsk teenager, og det skyldtes nok også, at meget i mit barndomshjem ikke var, som præsten prædikede. Jeg var engageret i DSU (Socialdemokratisk Ungdom, red.) og var i det hele taget samfundsinteresseret. Oprøret kom til udtryk ved sådan noget som for eksempel, at jeg sammen med nogle venner farvede vandet i byens springvand blåt. Min mor havde fortalt om noget farve, man kunne bruge til drinks, og det, tænkte vi, kunne være sjovt at farve springvandet med.

– Der kom en fin artikel om det i Gillelejeposten. Da det hele var blevet rengjort, fandt vi på, at man jo også kunne farve det rødt. Så gjorde vi det. Jeg gjorde aldrig noget rigtig ulovligt, men jeg var ganske livlig og i den kreative ende af skalaen. Når nogen er fortvivlede over deres teenagere, siger jeg altid: ”Slap af. Bare de ikke tager stoffer eller er kriminelle.” Det har jeg heller aldrig selv været.

Din levevej?

– Jeg læste jura, fordi min mor syntes, at jeg skulle. Jeg faldt heldigvis for faget. Da jeg kom ud, fik jeg et job hos forsikringsselskabet Tryg, som var designet til, at jeg kunne hente mine børn, som var to og fire år dengang. I Tryg kunne jeg møde klokken syv om morgenen og nå at hente dem om eftermiddagen. Men efter et år i jobbet kedede jeg mig voldsomt. Det var vist ret åbenbart, og nogen må have set et talent, for jeg blev leder og kontorchef som kun 28-årig.

– Jeg var håbløs til det, og jeg fik alle de tæsk, man skal have. I 1993 var jeg underdirektør, og jeg var jo stadig ikke ret gammel, da jeg stod for medarbejderdelen af fusionen (mellem Tryg og Baltica, red.). Jeg forstår godt, at de ældre ledere syntes, at jeg var lige rigeligt ung. Men jeg var mere moden end min dåbsattest, blandt andet fordi jeg allerede tidligt i livet havde oplevet alvorlig modgang.

– Jeg har altid holdt benene på jorden, og jeg var ret uimponeret af det hele. Jeg gik bare på arbejde. Første gang jeg blev forfremmet, og de gav mig nye møbler og flere kvadratmeter kontor, var jeg desorienteret – eller rettere ligeglad. For mig gjaldt det opgaven, og jeg har aldrig været typen, der slog mig på brystet.

LÆS OGSÅ: Karen Ellemann: "I lang tid nægtede jeg at tale om politik"

Jeg stoppede i Tryg i 2011, fordi jeg havde indset – blandt andet efter en kræftsygdom – at livet ikke varer evigt, og hvis jeg skulle have et liv uden for Tryg, var det nu. Jeg havde allerede en række bestyrelsesposter, og dem fik jeg flere af. Det nyder jeg meget. De seneste to år har jeg arbejdet hen imod at skabe en lederdannelse – ikke uddannelse og ikke noget med test og skabeloner.

– Det er en træning i at finde dit eget lederskab. Jeg skulle selv øve mig i lederskab, dengang det var mig. Jeg tror, det ville tage lidt af alle menneskers stress, hvis vi gjorde lederne endnu bedre og huskede at tale om for eksempel moral, etik og balance i livet. Jeg vil gerne sørge for, at en række topledere hvert år møder stærke praktikere og tænkere, som kan inspirere dem i den retning.

Stine Bosse
Foto: Sara Skytte

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det var farmor, som blev næsten 100 år. Hun var gået ud af den stråtækte i Usserød, hvor hun havde lært at læse, og hun læste tre bøger om ugen hele livet. Hun var hjemmesyerske i farfars butik, hvor hun lavede smukke silkelampeskærme, mens hun hørte P1, som hun blev endnu klogere af. Min farfar havde en realeksamen og kunne bøje tyske verber, men farmor var ham langt overlegen.

– Jeg søgte ofte min farmor både som ung, men også som voksen da jeg skulle skilles for eksempel. Hun var god at tale med, og hun vidste meget om mange ting. Jeg var også selv nysgerrig på hendes barndom og ungdom, som hun fortalte mig om. Jeg tror, du bliver bedre til dit eget liv, hvis du er nysgerrig på andres.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Det gjorde jeg, både da jeg mistede min mor, og i 2003 da min datter mistede sin kæreste i en ulykke på den gård, vi boede på. Han var 19 år, og den slags bærer du med dig. Når noget sker så tæt på dig, går det aldrig væk, og Nikolai er stadig hos os. Han var så dygtig og klog, og hans livsenergi er her endnu. Men sorgen er her også.

– Da min mor døde, gik jeg til psykolog i to år. Men da Nikolai døde, begravede jeg mig i arbejde. Jeg var lige blevet koncernchef, og jeg må indrømme, at det var en form for selvmedicinering at gå på arbejde. Jeg kan huske, at jeg som HR-direktør mødte medarbejdere med fremskreden cancer, som insisterede på at gå på arbejde. Dengang forstod jeg det ikke, men i dag kan jeg se, hvor meget man ønsker at holde fast i hverdagen og normaliteten, når den slags sker. Det var jo det samme, jeg selv gjorde. Min farmor kaldte det ”at have gøremål”.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er mig og hunden, der sætter dagsordenen. Nogle vil så påstå, at deraf flyder, at jeg bestemmer mest, men jeg giver også hunden lov til at styre lidt. For eksempel vækker Abby mig hver morgen klokken seks, fordi hun vil ned og bade i Øresund. Som regel står jeg op og følger hendes anvisninger.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg har været gift to gange og er også blevet skilt to gange. Første gang var fra mine pigers far. Anden gang var det mere en korsvej, fordi det var mit valg. Jeg havde prøvet at få forholdet til at fungere og slugt nogle gigantiske kameler, men på et tidspunkt måtte det stoppe. Jeg var 47 år og havde lige været syg af modermærkekræft. En aften hvor vi sad på en restaurant, tænkte jeg: ”Hvad fanden skal vi tale om”. Der måtte jeg kaste håndklædet i ringen.

– Et dødt forhold er det mest ensomme, du kan være i. Jeg tror, han havde det på samme måde, men det var mig, der sagde: ”Nu går den ikke længere”. I dag har jeg et godt og stærkt kærlighedsforhold uden alle de praktiske detaljer, der følger af for eksempel at bo sammen. Der er også en vis fysisk afstand mellem os, så vi bliver aldrig trætte af hinanden.

Stine Bosse
Foto: Sara Skytte

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Min farmor og mine forældre er selvskrevne, men min største kærlighed er faktisk mine børnebørn. Det er fantastisk at få børn, men når du får børnebørn, får du noget sammen med dine børn. Børnebørn er en slags ekko af dine børn. Jeg ser mine børnebørn hver fredag, hvor jeg henter dem enten om morgenen eller om eftermiddagen. Tit og ofte går vi bare hjem, leger og spiller spil, går en tur eller bager en kage. Vi tager også på Louisiana, og hvis nogen tror, man ikke kan have børn med på en kunstudstilling, tager de grueligt fejl.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Meget forskelligt. Det kan føles dejligt men også for meget. Jeg har efterhånden vænnet mig til det, og jeg prøver ikke at gå så meget op i det. Der blev på et tidspunkt skrevet en bog om mit liv, og efter den udkom, stoppede folk mig på gaden og sagde sådan noget som: ”Sådan en far havde jeg også.” Jeg glemte hele tiden, at det var på grund af bogen og tænkte: ”Hvor ved de det fra?” Men folk føler, de kender mig nu, og for fem år siden ville jeg ikke have sagt ja til det her interview. I dag er det helt ok.'

LÆS OGSÅ: Birgit Aaby: "Det har både været sundt og usundt for mig at være med i Løvens Hule"

Jeg troede, jeg skulle leve et tilbagetrukket liv, da jeg stoppede i Tryg, men der begyndte aviserne og bladene for alvor at ringe efter mig. Og jeg kan jo ikke løbe fra det, når folk beskylder mig for at mene noget om alting. Mine børn forstår dog ikke, hvorfor jeg har sagt nej tak til Vild med dans, men jeg vil være kompetent i det, jeg laver, og det ville ikke være tilfældet, hvis jeg skulle danse for åben skærm.

Stine Bosse

Stine Bosse, født 1960

  • Opvokset i Gilleleje.
  • Uddannet cand.jur. Blev som ung ansat i forsikringsselskabet Tryg, hvor hun endte som koncernchef. Fratrådte i 2011 for at hellige sig bestyrelsesarbejde.
  • Har været gift to gange og har to døtre med sin første mand. Mormor til fem børnebørn. Bor i Helsingør.
  • I dag er hun ophavskvinde til lederdannelsen: Ledelse i balance – fremtidens leder.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Kendte