Susanne Lana
SPONSORERET indhold

Susanne Lana om kærligheden: "Jeg har forsvoret, at jeg ikke skal have flere mænd i mit liv"

Susanne Lana stak af hjemmefra for at synge. Hun fik succes med hittet Hvis tårer var guld, som passede perfekt ind i hendes eget hårde liv med lede mænd og tabet af to børn. I dag har hun sagt endeligt farvel til ødelæggende parforhold og fundet ro i tilværelsen.

Af: Marie Varming Foto: Sara Skytte
29. jul. 2019 | Livsstil | Hendes Verden

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Kungsgatan i Stockholm. Jeg er ikke født i Sverige, men vi flyttede derover, og jeg boede der i de første fem år af mit liv. Jeg var en rigtig rod. For eksempel inviterede jeg engang alle områdets børn på chokolade i en chokoladebutik på min fars regning. Hold op hvor blev han tosset. Der var faktisk også en periode, hvor mine forældre måtte binde mig til klipperne ved vores hus, fordi jeg var så frygtelig. Tanken var, at jeg så kunne lege der, og så vidste de, hvor de havde mig. Min far var bartender på en fin restaurant i Stockholm. Jeg var nogle gange med, og engang dansede jeg på bordene derinde og fik lavet et stort postyr omkring mig. Så var han tosset igen. Men jeg fik penge med hjem. Men alt i alt var det et godt barndomshjem, hvor min mor gik hjemme.

Da vi kom hjem til Danmark, boede vi i et hus hos en fisker i Frederikshavn. Han havde altid ål i badekarret, og min mor var så rædselsslagen for dem, at vi til sidst måtte flytte fra huset.
Jeg er født med eksem og astma, og de første 17 år af mit liv lå jeg skiftevis på hospitalet og rekonvalescenthjem. Nogle gange var de nødt til at binde mig om natten, for at jeg ikke skulle kradse mig til blods. Der var intet så dejligt, som når man endelig fik lov til at kradse.

Din levevej?

– Min mor sang meget, og der var altid musik i huset. Jeg købte en guitar for mine konfirmationspenge, og som 14-årige begyndte min veninde og jeg at optræde sammen til skolefester og amatørkonkurrencer. Vi vandt altid konkurrencerne, indtil vi gik fra hinanden, så var der ingen af os, der vandt.

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel om sin mor: ”Hun var ikke den mor for mig, jeg selv er blevet for mine børn”

Senere begyndte jeg at spille på et spillested i Aalborg for soldater, hvor jeg tjente 35 kroner pr aften. Der var jo penge i at synge! Samtidig gik jeg på handelsskolen for at blive kontordame, men jeg fandt hurtigt ud af, at det skulle jeg i hvert fald ikke være. Mens jeg spillede i Aalborg, kom der en mand fra Restaurant Ritz, han inviterede mig derned, hvor jeg fik en kontrakt til 50 kroner pr aften. Jeg spillede hver aften fra 22 til 05. Min far og mor var rasende over, at jeg ikke fik mig en ordentlig uddannelse. Til sidst stak jeg af hjemmefra som 21-årig med to plastikposer og en bamse under armen. Vi var faktisk uvenner et helt år. Min far kom og hørte mig synge, men jeg ville ikke snakke med ham. Endelig fik han dog inviteret mig hjem igen, og vi blev gode venner. Men det hjalp mig at flytte hjemmefra, for jeg kunne jo godt klare mig selv, og jeg var så træt af deres medlidenhed. Min mor var en stolt kvinde, der aldrig sagde undskyld, men efter vi blev genforenet, blev vi veninder, og vi tog blandt andet på ferier sammen. Jeg savner hende den dag i dag.

Susanne Lana

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg havde det ikke godt med det i starten. Jeg kunne gå i Føtex og pludselig høre nogen sige: ”Guuuud, det er Susanne Lana”. Så satte jeg kurven fra mig og gik ud af forretningen. Jeg er mig selv, og det har jeg altid været. Jeg er ikke en snobrøv, og jeg egner mig ikke til pindemadder.

Jeg blev ret kendt i Norge som ung, for jeg var blevet opdaget af en nordmand på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde nogen kontrakt i Danmark. Det var dengang jeg fandt sangen Hvis tårer var guld. Jeg kunne godt lide teksten, så jeg oversatte den til dansk og udgav den. En dag hørte jeg den i radioen, og jeg troede, nogen havde stjålet den. Men det var mig, der sang. Jeg kunne slet ikke kende min egen stemme. Næste dag var jeg på forsiden af BT, og der vidste jeg, at min karriere var gjort. Den eneste fordel ved at være kendt er, at man indimellem får fribilletter til noget, men selv det er jeg faktisk ret ligeglad med.

Hvornår har du følt dig på afveje?

– I en periode tog jeg rundt med en pianist og spillede i forskelige omrejsende tivolier. Tit sang jeg i den samme mikrofon, som de brugte ved radiobilerne. En dag var jeg i et tivoli, der var så lille, at du kunne spytte fra den ene ende til den anden. Da jeg spurgte, hvor pianoet var, sagde de, at de ville hente et hos en lokal bondemand. Da de kom med det, stemte det overhovedet ikke. Og de havde ikke nogen mikrofon, men gav mig en megafon, som gjorde min stemme helt metallisk. Publikum klappede pænt, men jeg tror ikke, jeg sang ret længe den dag. Jeg kan huske, at jeg græd hele vejen hjem. I dag kan jeg godt grine af det.

LÆS OGSÅ: Katrine Marie Guldager: For mig blev det meget ødelæggende, at min far døde

Mister du nogensinde vejgrebet?

– I 1969 blev jeg gravid med tvillinger. Jeg boede i Norge på et værelse, der var så koldt, at en liter mælk frøs til is om natten. Jeg var slet ikke klar til at blive mor, så jeg fik en illegal abort. Det var frygteligt. De var misdannede, og jeg blev så bange for at få et misdannet barn en anden gang, så jeg senere blev steriliseret. Jeg kan godt lide børn, men jeg turde simpelthen ikke. Jeg har ikke fortrudt det i dag. Jeg har rejst så meget, og det er ikke et liv for et barn at ligge og sove i en garderobe.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg var gift med en mand, da jeg var meget ung. Han tævede mig, så jeg var gul og blå, fordi han var jaloux. Jeg måtte ikke tale med den forkerte – selv ikke på et dansegulv. Til sidst kunne jeg ikke gå på scenen, fordi jeg så sådan ud. Siden fik jeg en kæreste, som var narkoman, men det vidste jeg ikke, da vi mødtes. I 1986 havde jeg været i Aalborg og indspille en plade sammen med ham, vi sad på et spillested, og på et tidspunkt skulle jeg ud og tisse. Idet jeg rejser mig, kan jeg mærke noget, der føltes som et knytnæveslag. Det viste sig, at det var et knust ølglas, der ramte mig i hovedet. Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg kom på hospitalet og blev syet med 56 sting. Så kan jeg love dig, at jeg var færdig med ham. Folk spørger tit, hvorfor jeg altid tiltrækker den slags mænd. Men hvis jeg kunne se tre måneder frem, ville jeg jo ikke have valgt dem. Men mænd er altid søde de første tre måneder.

Susanne Lana

Den sidste kæreste, jeg havde, drak, så ham smed jeg ud i 2014. Vi er dog stadig gode venner. Jeg har forsvoret, at jeg ikke skal have flere mænd i mit liv. Jeg har det så godt, og ingen holder på mig og spørger mig, hvorfor der ikke er lavet mad, eller hvorfor den skjorte ikke er strøget. Jeg spillede for nyligt i Odense, og da jeg var færdig, kom en pæn herre og inviterede mig på en drink. Han spurgte mig, om jeg havde en kæreste, og jeg svarede: ”Nej, for jeg har nedsunken livmoder”. Men for at være helt ærlig: Jeg gider ikke mere. Jeg har en kæreste på fire ben, og han er sød, sjov og fræk.

LÆS OGSÅ: Ditte Gråbøl: "Hold kæft en ukreativ sygdom. Det hele handler om kontrol og planlægning"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er Birgitte Svensson, som jeg mødte en aften for 21 år siden, da jeg spillede på Ølgod på Bakken. Jeg havde lige smidt en idiot ud efter 11 år, og jeg sad med et sommerhus, tre biler og et stråtækt hus, jeg ikke havde råd til alene. Hun gik ned og lånte en million, så hun kunne redde mig. Hvor mange veninder ville lige gøre det? Birgitte var med til at give mig selvtilliden tilbage. Hun fik mig i gang med at booke mine egne job, få overblik over min økonomi og tro på mig selv.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg synger som aldrig før, og jeg har mange job. Blandt andet med Transistors, som er en duo, jeg har sammen med min veninde Helle Svendsen, hvor hendes mand er lys- og lydmand. Vi har aldrig øvet os, vi tager bare ud med hver vores Ipad med teksterne på. Jeg synger også meget på plejehjem, for jeg synes ikke, beboerne har det ret sjovt i forvejen. Tænk, at de kun får et bad hver 14. dag. De er så taknemmelige, når jeg kommer og synger for dem. De kan leve længe på det, og derfor giver jeg dem også alle de selfies, de vil have. Men jeg har købt en selfiestang nu for ikke at få dobbelthager på billederne.

Anbefalet til dig